Horsens har det fulde festivalprogram klar.

LeBurn_Maddox1Amerikanske LeBurn Maddox er sidste navn på plakaten – det bliver en god årgang i år, forudser formanden

Med den forrygende amerikanske guitarist LeBurn Maddox på plakaten kan Blueskartellet i Horsens nu præsentere det færdige program for årets Bluesfestival, som traditionen tro finder sted på Horsens Ny Teater og Kulisselageret. I år sker det fredag d 31. oktober og lørdag d 1. november.

– LeBurn Maddox har været med i bluesmiljøet i flere årtier; bl.a. som leadguitarist for funkgiganten Jimmy Castor, og han har optrådt på mange store scener verden over. Nu kommer han for første gang til Horsens med sin stærke blanding af blues, funk og soul, og jeg forventer en varm og stærk fredag aften på Kulisselageret, siger Blueskartellets formand Carsten Mellson.

Øverst på plakaten står fortsat de legendariske englændere i Ten Years After, som går på HNT’s store scene om fredagen. Kort forinden kan publikum glæde sig over en vaskeægte blues mama i skikkelse af grammyvinderen Diunna Greenleaf, der vil få hele den historiske sal at gynge i takt.

Fredagen (og dermed festivalen) begynder med Young Talents Blues Jam på Kulisselageret, hvor – især lokale – unge talenter svinger spaderne og maler byens bedste kælderscene behørigt blå. Det er også på Kulisselageret, at fredagsfesten rundes af med de velspillende veteraner i Bruuns Blues Band.

Om lørdagen er det danske Mike Andersen samt den sydafrikanske komet Dan Patlansky, der står øverst på plakaten, og det bliver også dem, der runder dagen af på HNT’s store scene.

Forinden går amerikanske John Németh på scenen på Kulisselageret, og de danske veteraner i Delta Blues Band – der har den afrikanske Queen of Blues Miriam Mandipira med – bliver første navn på HNT.

Dagen begynder i kælderen, hvor 10 mand i Soul Workers vil stå skulder ved skulder for at sparke festen i gang, og her slutter den også med et gyngende sæt fra Hungry Mens Blues Band.

Det hører også med, at HP Lange og Paul Junior lørdagen igennem leverer akustisk og afslappet blues i foyeren på HNT.

– Igen i år har vi et meget varieret program, der viser, hvor mangfoldigt bluesmusik kan være. Samtidig har vi en god blanding af velkendte ansigter samt navne, der aldrig har været i Horsens før – ja, måske endda slet ikke i Danmark. Derfor forventer jeg endnu en godestivalårgang, siger Carsten Mellson.

Billetsalget er i fuld gang på Billetlugen, og der er fortsat mulighed for rabat for de hurtige:

– Den første rabatkampagne er lukket og vi har aldrig tidligere solgt så mange billetter på dette tidspunkt. Men man kan stadig spare ca. 10 pct. på partoutbilletten, hvis man køber den senest onsdag d 3. september, oplyser formanden.

De næste uger koster en partoutbillet 500 kr., men efter d 3. september stiger prisen til 550 kr. Endagsbilletter koster 325 kr. til både fredag og lørdag.

Læs mere på Blueskartellet.dk