Jam Days justerer på konceptet

Esben Just, Margrete Grarup og TipToe BigBand på årets Jam Days-festival

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Peter Widmer

Den odenseanske jazz-, blues- og folkfestival Jam Days havde et hårdt år i 2018. Trods den flotte sommer – eller måske netop fordi stranden lokkede mere – blev der kun solgt halvt så mange billetter som sidste år. Det resulterede i, at Odense Musikudvalg besluttede at beskære tilskuddet på kr. 300.000 med to tredjedele, hvilket truede festivalen på livet.

Imidlertid vedtog Odense Byråd ved årets budgetforhandlinger at gå ind og sikre, at der også bliver en Jam Days-festival i 2019. Det skriver Fyens Stiftstidende her.

Det bliver dog en festival med en række ændringer, som odenseanerne og de tilrejsende gæster kan se frem til i 2019. Først og fremmest koges festivalen ned til tre dage i stedet for de fire, der hidtil har været sædvanen. Desuden drejer det sig om onsdag, torsdag og fredag i uge 32, hvor det i 2018 var onsdag til lørdag i uge 31.

Stærkere program

Bokanté på Jam Days 2018

Jam Days-bestyrelsens formand Peter Sejersen understreger over for Fyens Stiftstidende, at der ikke er tale om en nedskalering, men om at skabe mulighed for et endnu stærkere program. Det var kun få festivalgæster, der deltog på alle fire dage i 2018, og til gengæld savnede årets festival det helt store trækplaster.

Peter Sejersen betragter således Jam Days 2018 som en kunstnerisk succes og fremhæver i den forbindelse blandt andre bandet Bokanté (læs Bluesnews.dk’s anmeldelse af koncerten her), men erkender, at f.eks. hovednavnet Jake Bugg ikke var den publikumsmagnet, arrangørerne havde regnet med.

Efter at have analyseret og evalueret blandt publikum vil man derfor med en festival koncentreret på tre dage i stedet forsøge at skaffe større og mere kendte hovednavne til Jam Days 2019.

Jam Days 2019 finder sted i Odense den 7.-9. august.