Køge Blues Festival med høj klasse og højt humør

Tekst: Jakob Wandam

Lørdag den 21. april 2018 løb Køge Blues Festival af stablen for allerførste gang. Festivalen fandt sted i Teaterbygningen og var arrangeret af Musikforeningen Bygningen med booker Sven Levandowsky som primus motor.

Teaterbygningen i Køge er et smukt hus fra 1884, der i dag fungerer som kultur- og aktivitetshus. Teatersalen har plads til omkring 300 gæster, og på denne lørdag eftermiddag, hvor bluesfestivalen måtte konkurrere med det spæde sommervejr, var der solgt cirka 120 billetter.

Køge Blues Festival havde satset på de hjemlige kunstnere, men programmet spændte stilmæssigt bredt, og blandt de optrædende var nogle af landets stærkeste bluesnavne.

Stærkeste opstilling

Ole Frimer Band, der åbnede ballet, repræsenterede, hvad man kunne kalde modern electric blues. Kapelmesteren har været en del af det danske bluesliv i årtier, og han mødte frem med et band i stærkeste opstilling: Claus Daugaard på trommer, Jesper Bylling på bas og Palle Hjorth på orgel og keyboard.

De spillede et sæt, der var en blanding af Ole Frimers egne bluesnumre fra karrieren med Frimer Band, udvalgte covers og dansksprogede sange fra Ole Frimer Bands cd Blålys fra 2014.

Bandet var uhyre velspillende. Bylling og Daugaard er en af de bedste rytmesektioner i dansk blues, og det var en fornøjelse at overvære Claus Daugaards dynamiske, veloplagte og opmærksomme trommespil og Byllings jazzede, melodiøse virtuositet på bassen.

Storform

Også Palle Hjorth var i storform, og det siger ikke så lidt om denne hyperaktive orgel-troldmand (som i øvrigt skulle videre til Vejle og spille med Grarup Allstars samme aften!). Få kan betjene et Hammondorgel med samme energi og fantasi som ham, og det blev til mange fremragende soloer fra Palle Hjorths hænder.

Ole Frimer selv imponerede kontinuerligt med disciplineret, melodisk guitarspil og en lækker, Clapton’sk tone fra sin Fender-guitar. Og så har han altså en rigtig god og udtryksfuld vokal, der også på mange måder kan minde om Claptons med sit miks af skrøbelighed og raspende blues-hæshed.

Det er svært at fremhæve højdepunkter fra Frimers stærke 12-numres sæt. Bandet mestrer den traditionelle elektriske blues og bluesrock og gav fine versioner af f.eks. Peter Greens ”Watch out” og Frimers egen ”If you could only forgive me”.

Med Blålys-sangene har Ole Frimer imidlertid lagt en ny dimension til sin sangskrivning, som måske nok er mindre ren blues, men til gengæld rammer en poetisk åre, som er rigtig spændende.

Nordisk blues

”Single City” er et rigtig godt – og fængende – eksempel på denne stil, som Frimer kalder ”nordisk blues,” og den blev leveret i en fremragende version med kor af Bylling og Daugaard, som sad lige i skabet. Det andet dansksprogede nummer, ”Hvor smukt hun ta’r sig ud”, havde næsten vise-karakter og var et smukt og afdæmpet pusterum.

Slægtskabet med Eric Clapton blev bekræftet med en skøn udgave af hans og Robert Crays ”Old love”, hvor Palle Hjorth igen tryllede på tangenterne. En forrygende version af Johnny Winters boogie-blues ”Hustled down in Texas” rundede det ordinære sæt af, inden Ole Frimer Band takkede helt af med et ekstranummer i form af Jeff Becks mere eksperimenterende tag på genren, ”Brush with the blues”.

Ole Frimer Band var den perfekte start på Køge Blues Festival og satte virkelig tonen og den høje standard med deres positive udstråling og stærke performance.

Bagud i tiden

Fra Ole Frimers version af bluesmusikken, der tog udgangspunkt i 1960’ernes elektriske blues, bevægede vi os nu bagud i tiden med Big Creek Slim & Peter Nandes semiakustiske sæt. Duoen, der blev bakket op af trommeslageren Mikko Peltola, spillede primært førkrigs-delta blues, inklusive egne numre i samme stil – og af samme høje kaliber som sangene af Sleepy John Estes, Barbecue Bob, Son House m.fl.

Big Creek Slim høster stadig større anerkendelse nationalt og internationalt og har blandt andet helt sensationelt vundet de sidste to års Danish Music Awards for Årets Danske Bluesudgivelse. Han optrådte i Køge placeret i en stor lænestol med sine karakteristiske ramponerede guitarer, og dem betjente han på højt niveau, både med og uden bottleneck, og med en fed, skarp tone.

Hans vokal er uden sidestykke, kraftfuld, intens og mørk. Den blev der talt meget om blandt publikum, og Bluesnews.dk overhørte mangen en tilskuer lovprise Big Creek Slim, Peter Nande og Mikko Peltolas sæt som noget af det bedste, de havde hørt længe.

Smittende

Trioen spillede med smittende, højt humør og en blændende musikalitet. Om de opererede med en egentlig sætliste, er usikkert, men Big Creek Slim synes at kunne trække på et uudtømmeligt reservoir af kendte og obskure delta- og country blues-numre, som han gør til sine egne og serverer med sit helt personlige præg.

Peter Nande er en mundharpespiller af samme internationale klasse og fulgte ufortrødent Big Creek Slim, hvor end hans muse ledte ham. Det var blandt andet igennem en langsom udgave af Mississippi Sheiks’ ”Sittin’ on top of the world”, en mere uptempo version af Sonny Boy Williamson I’s ”She don’t love me that way” og Big Creek Slims egne ”Honey badger” og ”Bad luck child”.

Der var en herligt uhøjtidelig back porch-stemning over Big Creek Slim & Peter Nandes optræden, og tilmed var lyden i Teaterbygningen dagen igennem forbilledlig, så det var en sand fornøjelse at lade sig underholde i disse rammer.

Alsidigt

Som nævnt havde arrangørerne sammensat et alsidigt program, som kunne vise nogle af bluesens mange forskellige udtryksformer. Den københavnske trio Grape tog fat i den bluesbaserede rock og spillede covernumre af 1960’er- og 70’ernavne som The Who, Humble Pie, Fleetwood Mac og Free, men også rhythm & blues-klassikere som Tommy Tuckers ”Hi-heel sneakers” og Chuck Berrys ”Memphis, Tennessee”.

Grape er en powertrio bestående af trommeslager Paul Callaby, bassist og korsanger Chris Paulsen og guitarist og forsanger Mick Rasmussen. Bandet har ikke indspillet i eget navn, men alle tre medlemmer har en lang karriere bag sig som session- og live-musikere.

Mick Rasmussen udtrykte fra begyndelsen bekymring ved at gå på scenen efter, hvad han kaldte ”den rigtige, flotte blues,” og oprigtigt talt var det da også, som om publikum begyndte at sive under Grapes sæt – ikke at de nødvendigvis forlod festivalen, men de fandt måske tid til en rygepause i solen.

Godt fat

Undervejs i et sæt, der stort set udelukkende omfattede velkendte klassikere, lykkedes det imidlertid alligevel Grape at få helt godt fat i et publikum, der for de flestes vedkommende havde været unge i 60’erne og 70’erne – lige som bandet selv.

De mest blueshungrende var nok gladest for Fleetwood Macs ”Merry go round”, som nok blev spillet i et tungt bluesrock-arrangement, men også bød på en ganske nydelig blues-solo fra Mick Rasmussen. Koncertens mest vellykkede nummer var også fra Fleetwood Mac-kataloget, nemlig Peter Greens ”Oh well”.

Da Grape sluttede af med Sonny Boy Williamson II’s ”Checkin’ up on my baby” (inspireret af Taj Mahals udgave), var der folk på dansegulvet, og selv om Mick Rasmussen på selvudslettende vis erklærede, at ”nu kommer der rigtig musik lige om lidt,” var det et insisterende publikum, der forlangte et ekstranummer.

Det fik de så i form af Don Nix’ ”Going down”, hvor Grape havde skelet til Jeff Becks udgave. Og det var sådan set meget sigende for bandets sæt. Selv ville Grape nok aldrig hævde at være et bluesband, men de havde berettigelse på Køge Blues Festival, fordi de repræsenterede en periode, hvor rockmusikken i høj grad trak på sine bluesrødder – og påvirkede bluesen tilbage i en vekselvirkning, der i vid udstrækning har formet bluesmusikken, som den ser ud i dag.

Sidste navn

Sidste navn på plakaten var The Blues Overdrive, der i dagens anledning havde allieret sig med mundharpespilleren og sangeren Nisse Thorbjørn. Det skulle vise sig at være en rigtig god ide.

The Blues Overdrive, som på imponerende vis to gange har vundet en European Blues Award for Album of the Year, er et band, som i den grad har skabt en egen og øjeblikkeligt genkendelig lyd. De spiller groove-baseret boogie-blues med elementer af såvel surf som jump blues.

Bandets egenart opstår i høj grad i guitar-samspillet mellem leadguitarist Andreas Andersen og Martin Olsen. Sidstnævnte er også The Blues Overdrives primære sangskriver, og så er han bandets frontfigur og forsanger med en meget distinkt vokal. Dén var meget stærk denne søndag (på trods af at Olsen havde svært ved at høre sig selv i monitoren), og det var i det hele taget et uhyre veloplagt Blues Overdrive, der trådte op i Køge.

Store smil

Det gjaldt også trommeslager Louisian Boltner og bassist ”Brother” Thomas Birck, som med store smil lagde det fede groove allerede fra første nummer, ”Death on the highway”. Andreas Andersen gnistrede på guitaren, hvor han virkelig demonstrerede, at han har sin helt egen stil.

Nisse Thorbjørn sluttede sig til orkestret fra tredje nummer, der meget passende var ”Three time lover”. Det var fascinerende at se, hvordan Thorbjørns mundharpe straks trak musikken mere i retning af Chicago blues, men ikke mindst var det hele sættet igennem en stor fornøjelse at opleve, hvordan han og The Blues Overdrive spillede ping-pong op ad hinanden – og tydeligvis nød det.

Denne interaktion gav musikken en forfriskende uforudsigelighed og en her-og-nu-uopsættelighed, som nogle gange kan være sværere at formidle for et band, der er så rutineret som The Blues Overdrive. Bluesnews.dk har simpelthen ikke oplevet dem mere nærværende end denne dag i Køge.

De spillede medrivende og spændstigt både på deres egne numre og på covernumre som Louis Jordans ”Early in the mornin’” og Bob Dylans ”High water”.

Kraftkile

Nisse Thorbjørn overtog leadvokalen på adskillige numre, og som altid var hans stemme som en kraftkile gennem salen. Han sang blandt andet for på en latin-rytmisk ”Stranger blues” af Elmore James samt en old-school version af Muddy Waters’ ”You don’t have to go”.

Også The Blues Overdrive lød mere down-home, end de plejer, blandt andet på deres ”Big fat woman”, der lød som Chicago blues med et touch af swing.

Gentagne gange kom der publikum på dansegulvet, og ved koncertens afslutning var der ganske tætpakket af jivende festivalgæster.

De sidste numre var da også et festfyrværkeri af swingende, uptempo boogie-blues, sluttende med ”Ain’t gonna worry” og ekstranummeret ”Got my mojo working”, sidstnævnte med Nisse Thorbjørn i front.

Og så blev der ellers klappet og hujet, indtil bandet indvilgede i endnu en sang. J.J. Cales ”Bringing it back” blev således det sidste nummer, der blev spillet på Køge Blues Festival 2018.

Kunstnerisk succes

At Køge Blues Festival blev en kunstnerisk succes, bør der således ikke herske tvivl om, og stemningen var pragtfuld både på og foran scenen. Efter 15-20 lidt bekymrende minutter blev der også fyldt pænt op i teatersalen, selv der bestemt gerne måtte have været større publikumstilstrømning.

Sommervejret har nok gjort sit til at holde folk ude af Teaterbygningen, og det er muligt, at festivalen havde trukket et større publikum, hvis den havde ligget om aftenen i stedet for klokken 12-19. Omvendt må man sige, at kernepublikummet, som var noget gråt i toppen, nok var godt tilfredse med tidspunktet. Som så ofte ved blueskoncerter savnede man det yngre segment.

Køge Blues Festival er et yderst velkomment initiativ, og herfra skal i hvert fald lyde et ønske om, at festivalen vender tilbage næste år.