Koncertanmeldelse: A Tribute to Chess Records, Lygten Station, København

Tekst: Peter Widmer og Jakob Wandam

Fredag den 5. november 2021 klokken 20-22 var spillestedet Lygten Station i København ramme om et glimrende koncertarrangement – A Tribute to Chess Records – til ære for det legendariske Chicago-pladeselskab Chess Records. Pladeselskabet havde til huse på adressen 2120 South Michigan Avenue, og dén adresse blev udødeliggjort af The Rolling Stones i 1964 over for et primært hvidt publikum.

”Rullestenene” havde nemlig skrevet et i øvrigt glimrende instrumentalnummer til ære for Chess Records, som de besøgte og indspillede hos. Titlen var netop ”2120 South Michigan Avenue”, og nummeret så først dagens lys på bandets anden ep i 1964 og på den tyske ‘Stones-albumudgivelse Around and around samme år. Hvide bluesnørder kunne jo så forske i, hvad der lå bag adressen, og finde frem til Chess Records og selskabets kunstnere.

Når blues, rhythm & blues og soul med mere-elskeren og koncertarrangøren Roan Madsen, der er manden bag foretagendet Backbeat, stablede den relevante hyldestkoncert til Chess Records på benene, var tanken ikke, at det til lejligheden sammensatte band skulle spille numre af The Rolling Stones. Nej, det var derimod numre af nogle af blueshistoriens legender, der var på sætlisten.

Der var tale om navne som Muddy Waters, Little Walter, Howlin’ Wolf, Koko Taylor og Bo Diddley med flere, der alle var på kontrakt med Chess Records som indspilningskunstnere. Og så må man ikke glemme sangeren, sangskriveren og bassisten Willie Dixon, der i en årrække var tilknyttet Chess Records og skrev adskillige af de hits, som selskabets blueslegender indspillede.

Samarbejde

A Tribute to Chess Records var kommet i stand gennem et godt samarbejde mellem Backbeat og Lygten Station, der ligger et stenkast fra Nørrebro Station. Efterhånden som klokken nærmede sig 20, og der ikke just var dukket særlig mange publikummer op, kunne man frygte, at aftenens arrangement ville blive en meget intim intimkoncert for et meget selektivt publikum.

Imidlertid rettede publikumstilstrømningen sig, og efterhånden endte man på cirka 45 publikummer. Der var rigtig god stemning i det forholdsvis beskedne koncertlokale, og folk var i fint humør, såvel som der kun var smil og gode miner blandt musikerne på scenen, der sandelig ikke var hvem som helst.

Aftenens band bestod nemlig af ingen ringere end den Danish Music Award (DMA)-vindende sanger, sangskriver og guitarist Big Creek Slim, den legendariske og ligeledes DMA-vindende guitarist Ronni Boysen (Trainman Blues, The Kokomo Kings med mere) og den glimrende bassist Søren Bøjgaard, der blandt andet vil være kendt fra Thorbjørn Risager & the Black Tornado.

Søren Bøjgaard har for øvrigt også været DMA-vinder. Dertil kom den alt for sjældent hørte mundharpemand og sanger Franck White, der har haft egne grupper, og som også har bevæget sig i duo- og andre sammenhænge gennem adskillige år. Sidst, men ikke mindst var der den yderst solide shuffle-mester, den ulasteligt klædte trommeslager Asmus Jensen, der blandt andet vil være kendt fra legendariske Delta Blues Band.

Knald på

Ikke blot fik man disse gedigne musikere at høre denne aften, for kvintetten fik nemlig besøg af den fortrinlige blues- og soulsangerinde Sahra da Silva og af mundharpemanden Thomas Melau, der slår sine folder i Ace of Blues og det store band Paragraph8ight, og som har indspillet med den snart Danmarksaktuelle blueslegende Jimmy Burns, der blandt andet spiller på Lygten Station i denne måned.

Aftenens koncert begyndte næsten til tiden, og klokken 20.08 gik det løs med råswingende toner og flot arbejde over hele linjen på scenen. Det var Robert Nighthawk-nummeret ”Someday”, indspillet i 1964 og udgivet posthumt, der fik sig en blændende overhaling. Især bemærkede man Ronni Boysens guitarsolo og Franck Whites fine mundharpespil.

Desuden var der i både første og i andet sæt overfedt vokalarbejde ved Big Creek Slim. Muddy Waters-arven blev holdt i hævd i et af sammes glansnumre, ”I’m ready”, der vuggede som bare pokker, og som havde en prominent mundharpesolo indlagt. Søren Bøjgaards pågående walking bass-spil og Asmus Jensens solide trommespil pacede kompositionen godt fremad.

Men ikke nok med disse faktorer. Flere gange i løbet af musikernes første sæt var der nemlig godbidder at hente i Ronni Boysens elguitarspil, der blev glimrende suppleret af Big Creek Slims fingerpicking måde at spille på. I flere omgange var der øjenåbnende, samtidigt tandemløb mellem de to guitarister.

Lusket

Man fik også en fremragende, virkelig rokkende udgave af det lettere luskede nummer “Diddy wah diddy”. Samme er skrevet af Willie Dixon og Bo Diddley og blev indspillet af sidstnævnte i midt-1950’erne. På Lygten Station var sangen dog så frisk som morgendug med rungende vokal fra Big Creek Slim og godt korarbejde ved Ronni Boysen og Asmus Jensen.

Desuden var der jo lige Franck Whites fede mundharpetoner at glæde sig over. Første sæt bød dog ikke kun på pågående numre. Man fik nemlig også langsomme, indtrængende kompositioner, og alle fem musikere brillerede på hver deres måde, både når de løftede i flok, og når der var solopræstationer af fokusere på.

Der var shuffle, der var sonisk næsten dissonante, men også smukke, helt originale toner fra Ronni Boysen på hans halvakustiske guitar. Der var rå, og der var bløde og blide passager i musikken, der var himmelflugtagtigt mundharpearbejde, og så var der en velfungerende rytmeduo til at holde sammen på det hele, og dét gjorde Asmus Jensen og Søren Bøjgaard.

Et meget tilfredsstillende og applaus-fremprovokerende første sæt blev afsluttet med Little Walters instrumentale nummer ”Off the wall”. Her var sejtflydende mundharpetoner, shuffle-rytme på trommerne, hurtig og energisk walking bass ved Søren Bøjgaard og bemærkelsesværdigt, stedvist unisont spil mellem Ronni Boysen og Franck White. Fornemt. Klokken 20.49 var første sæt forbi, og det begejstrede publikum begyndte at lade op til andet sæt.

Holdt gryden i kog

Dét begyndte efter cirka 40 minutters pause, hvor publikum blev diverteret med et dj-sæt fra DJ Reverend Shaker, som holdt gryden i kog med 7”-singler fra netop Chess Records, lige som han i øvrigt gjorde det både før og efter koncerten.

Den levende musik blev genoptaget med Earl Hookers instrumentalnummer ”Frog hop”.

Nummeret var i øvrigt et glimrende eksempel på, hvorledes aftenens band havde gravet dybt i Chess-kataloget (”Frog hop” blev udsendt på Chess-underselskabet Argo Records i 1957) og ikke blot spillede de mest fortærskede hits af Muddy Waters og Howlin’ Wolf.

Franck Whites mundharpe vævede lydtæpper under Ronni Boysens surf-agtige guitarsolo, hvorefter Franck White selv trådte frem i spotlyset med en klagende solo på Jimmy Rogers-nummeret ”The last time”.

At Big Creek Slim står i en betragtelig inspirationsgæld til Howlin’ Wolf, er ingen hemmelighed, og Big Creeks dunderstemme trådte i dén grad i karakter på en faretruende, ja næsten skræmmende version af ”Evil”, som Willie Dixon skrev til netop Howlin’ Wolf. Ronni Boysen matchede Big Creek Slims vokal med en muskuløs guitarsolo.

Little Walter-discipel

Franck White er en sand Little Walter-discipel, og han var i centrum med både mundharpe og vokal på Little Walters ”Blue and lonesome”. Denne langsomme blues var et fremragende udstillingsvindue for White, der ydede en stærk og pågående vokalpræstation. Samtidig fik Ronni Boysen masser af plads til sine intense sololøb med masser af tremolo, og Franck White satte selv trumf på med en fed mundharpesolo.

Nu nærmede stemningen sig kogepunktet, og den faldt ingenlunde, da aftenens første gæst blev præsenteret. Den efterhånden allestedsnærværende Sahra da Silva var i storform og udviste stor autoritet på sin overbevisende duet med Big Creek Slim, Willie Dixons ”Wang dang doodle” (først indspillet af Howlin’ Wolf i 1960 og fem år senere af Koko Taylor).

Bandet lagde et sejt groove, Ronni Boysen leverede en flammende hed solo, og Sahra da Silva dirigerede det tændte publikum gennem en korsangs-seance.

Chuck Berrys ”Nadine” var sej og senet rock & roll med en simplistisk Big Creek Slim-solo. På det sumpede Robert Nighthawk-nummer ”Anna Lee” fandt Big Creek Slim sin bottleneck frem, og så skal vi ellers lige love for, at der blev spillet skarp, bidende og i det hele taget helt formidabel slide!

Sublim opvisning

Det var ganske enkelt en sublim opvisning i dampende hed sammenspilsblues, og momentum blev opretholdt med den ligeledes slide-dominerede ”I can’t hold out” af Elmore James.

Og så var det hele pludselig forbi. ”Det var det sidste nummer,” annoncerede Big Creek Slim. Det var det nu (selvfølgelig) ikke helt alligevel, for:

”Vi skal da også have Melau med!” lød det fra frontmanden, og så kunne aftenens anden gæstemusiker komme på scenen. Thomas Melau er en herlig mundharpespiller med en drivende, sirups-tyk Chicago-lyd, og dén fik man smagsprøver på i ”Mannish boy”.

”Det mest corny nummer, vi spiller,” lød det lidt undskyldende fra Big Creek Slim, idet aftenens hyldest jo netop var styret uden om de mest oplagte hits.

Og det er da nok muligt, at Muddy Waters’ crowdpleaser er blevet spillet til døde, og at Big Creek Slim igen lidt selvbevidst stereotypisk fik flettet band-introduktioner (og tilhørende soloer) ind i sangen, men publikum var begejstrede, og der blev danset ihærdigt. Det gjorde der i øvrigt gennem store dele af aftenens koncert, og især i andet sæt var der bevægelse i publikummet.

Thomas Melau og Franck White udvekslede mundharpefraser (”Kan I ikke bare spille hulter til bulter?” opfordrede Big Creek Slim), og ekstranummeret understregede, at Chess Records – store hits såvel som obskure singler – i 1950’erne var den destillerede Chicago blues.

Franck White fik det sidste ord med endnu et instrumentalnummer af Little Walter, og så var en tætpakket, sveddryppende og uhyre vellykket hyldestkoncert endegyldigt forbi. Den var blevet afviklet med kæmpe respekt for forlægget, men også med personlighed og i særdeleshed intenst nærvær i fortolkningerne.