Koncertanmeldelse: Bibi Ahmed & Groupe Inerane, Alice, København

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Claudia Adeath

Mali har i mange år været ørkenbluesens centrum, siden grioten Ali Farka Touré brød igennem i 1990’erne, og da Tinariwen satte sig på tuareg-tronen omkring årtusindskiftet, cementerede de landets position. Det uroprægede vestafrikanske land er dog ikke ene om at producere store bluesmusikere. Det er blandt andet er kommet til udtryk gennem genrens vel nok mest populære navn lige nu, Omara Moctar alias Bombino, der optrådte i København i august 2018 (læs anmeldelse her).

Bombino stammer fra Niger, og herfra kommer også Bibi Ahmed, som spillede den sidste af sine tre danske koncerter på Alice i København onsdag den 11. september. Niger er Malis nabo mod øst, og begge lande befolkes bl.a. af nomadefolket tuareg, som Bibi Ahmed tilhører.

Groupe Inerane

Sangeren og guitaristen Bibi Ahmeds indspilningskarriere fik sin begyndelse på pladeselskabet Sublime Frequencies, der udsendte serien Guitars from Agadez, hvor Groupe Inerane optog vol. 1, 3 og 4 (vol. 2 var med Bombino). Lederen af Groupe (eller Group; stavemåden varierer) Inerane var netop Ahmed, som i år har udgivet sit første soloalbum, Adghah, på Sounds of Subterranea.

Groupe Inerane var dog også det navn, som Bibi Ahmed brugte om sit backingband på Alice, om end sammensætningen er ændret. Den aktuelle version af Groupe Inerane består af trommeslageren Robin Winckler, korsangerinden Janette Landing Badian og guitaristen Moussa Agour.

Den var en ydmyg Bibi Ahmed, der stille og roligt kom på scenen med sit band og adresserede publikum på fransk. Det var tydeligvis ikke alle, der forstod dét sprog, og derfor var vi en del, der ikke fik det hele med, da Bibi Ahmed præsenterede sin stil som tuareg-musik fra Agadez.

Politisk

Tuaregernes blues er ofte følelsesladet og stærkt politisk, og aftenens første nummer var en kærlighedserklæring til hjemlandet Niger. Det begyndte sagte, men snart satte Bibi Ahmeds skærende skarpe guitarlyd i gang, mens trommer og rytmeguitar skabte et mosende groove.

Det var opskriften for det meste af koncerten: Bibi Ahmed som det ubetingede centrum, hvis guitarspil blev mere og mere og intenst, samtidig med at han bevægede sig stadig mere rundt på scenen og spillede stadig flere flænsende og sublime blues-licks.

En opstilling uden bassist stiller sine krav til trommeslager og rytmeguitarist, og Winckler og Agour udfyldte rollen med bravur. Robin Winckler var utrættelig bag trommesættet; i de ofte meget lange instrumentale passager var det hans opgave ikke blot at forankre numrene, men også skabe fremdrift, og det gjorde han med energisk spil og masser af gode fills.

Klippefast

Moussa Agour var klippefast med sine dybe rundgange og overlod stort set alle improvisationer til Bibi Ahmed, men sådan var musikkens struktur. Guitaren var frontmandens anden stemme, hvis ikke den første; vi hørte væsentlig mere til Ahmeds strenge end til hans stemmebånd.

Det var nu ellers ikke, fordi der var spor i vejen med stemmen. Bibi Ahmed besidder en vokal, hvis fine nuancer er stand til at kombinere det glade med det melankolske (uden at man forstår et ord af teksten, som bliver sunget på tuaregernes tamashek-sprog).

Til gengæld undrede man sig over, hvad Janette Landing Badians rolle egentlig var. Hun krediteredes for sang og dans, men begge dele var så subtile, at man stort set ikke bemærkede hende.

Kun når en ululerende hujen – lavmælt, men ganske effektivt – trængte igennem lydbilledet, var Janette Landing Badian hørbar.

Uimodståeligt medrivende

Selv uden bas og kor var Bibi Ahmed & Groupe Ineranes lyd dog tæt, insisterende og uimodståeligt medrivende. Det var ganske enkelt umuligt at sidde stille, og selv om fremmødet på Alice ikke var overvældende, blev der danset endog meget energisk på gulvet foran scenen.

Bibi Ahmed kvitterede med en sceneoptræden, der ikke blot var storsmilende og positiv, men også indeholdt alle hans bedste Jimi Hendrix-manøvrer.

Han kom helt frem på scenekanten, låste blikket plads på en af de dansende, vuggede og kastede sig på knæ, mens fingrene hele tiden fandt unikke bluesfraser, som han delte rundhåndet ud af.

Han spillede med guitaren bag nakken eller med instrumentet liggende på scenegulvet, mens hans fødder betjente gribebrættet.

Minimalistisk

Bandets set-up var som nævnt minimalistisk, og der var ganske få ændringer i instrumenteringen undervejs. Da Bibi Ahmed efter to numre skulle bruge en anden guitarlyd, byttede han simpelthen instrument med Moussa Agour. Robin Winckler skiftede mellem køller og trommestikker, og på et enkelt, arabisk-influeret nummer sad han over, mens Bibi Ahmed leverede sangens kamel-vuggende groove, og Moussa Agour spillede næsten slap bass-agtigt på guitaren.

Det var således op til musikernes opfindsomhed og særligt Bibi Ahmeds improvisationer at skabe koncertens variation og fremdrift, og det lykkedes til fulde. Især koncertens fjerde nummer, ”La la la”, havde decideret hitpotentiale, og herfra var det faktisk en sejrsgang for Bibi Ahmed & Groupe Inerane.

Selv når det tog lidt for lang tid at stemme instrumenterne mellem numrene, fik Bibi Ahmed og co. lynhurtigt genskabt momentum. Og før man fik set sig om, var halvanden times koncert – uden pause – overstået.

Bibi Ahmed fik vist, at han er en lysende stjerne på ørkenblues-himlen, og han kunne meget vel følge i vennen Bombinos fodspor og blive det næste store navn i afrikansk blues.