Koncertanmeldelse: Blues Alive Festival, Håndværkerforeningen, Horsens

Tekst: Peter Widmer
Foto: Frank Nielsen

Som sædvanlig var det Blueskartellet i Horsens, som stod bag årets udgave af Blues Alive Festival, der løb af stablen lørdag den 30. oktober 2021 klokken 16-23 i Håndværkerforeningen, Allégade 16 A. Samme er centralt beliggende i Horsens, og det var her, at man præsenterede ”Blues, Rock & Roots.”

Folkene bag Blueskartellet havde sammensat et fint program med fem solide bands på plakaten. Som Bluesnews.dk tidligere har fastslået, er rammerne for Blues Alive Festival gode. I år havde man dog skåret ned på diverse salgsaktiviteter med mere (læs her).

Diverse distraktionsmuligheder var således borte, og det var musikken, der var i centrum. Der var kun musik i Store Sal, og det fungerede godt med ét koncertlokale. Skulle man blive træt i hovedet af musikken, var der dog gode muligheder for at sætte sig og snakke i bløde møbler, der var strategisk velplacerede i forhold til baren.

Baren kunne i øvrigt også nemt nås fra koncertsalen, så de, der ville, kunne med lethed få stillet tørsten, hvornår det skulle være. Desuden kunne man for eksempel købe chips i baren, men det store mad-hit var Håndværkerforeningens bugnende buffet, som rigtig mange gik ombord i, mens dagens konferencier Jesper Bjarnesen, der også er musiker, spillede taffelmusik.

Elendig

Hvor maden var god, kan man ikke just sige det samme om lyden i Store Sal. Den var tværtimod katastrofalt elendig. Det var åbenbart, at ethvert tiltag, der blev gjort for at rette op på de miserable lydforhold, ikke havde den store effekt. Store Sal er konstrueret som et tale-rum og egner sig mildest talt ikke til fremførelse af musik.

Slet ikke når det gælder elektrisk forstærket rytmisk musik, som det helt klart var uhyre svært – for ikke at sige næsten umuligt – at få styr på. Lydmanden eller lydfolkene kæmpede bravt – i samarbejde med dagens musikere – men resultatet var, pænt udtrykt, absolut ikke specielt godt.

Fra sædvanligvis pålidelig kilde forlød det, at det lydfirma, Blues Alive Festival havde hyret til at klare lydærterne, havde meldt fra i sidste øjeblik. Åbenbart så sent, at man ikke kunne finde nogen fornuftig erstatning, så reelt blev der ikke holdt individuelle band-lydprøver.

Faktisk var det så som så med lydprøver overhovedet, og både musikere og lydfolk var faktisk på Herrens mark. På forunderlig vis lykkedes det dog efterhånden hist og pist at få en beskeden smule styr på lyden, men når nu alle odds var imod de involverede parter, blev resultatet derefter, nemlig ret så kummerligt. Desuden var der heller ikke nogen mikrofon til dagens konferencier, Jesper Bjarnesen. Dén havde lydmanden ”lissom” glemt.

Solgt

Fra musikstart af bevægede Bluesnews.dk sig flere gange omkring i koncertlokalet i forsøget på at finde en position, fra hvilken lyden var god, men dette var uden resultat. Tilmed var dagens første navn, lokale JJ & the Blues Gang, solgt til stanglakrids fra første færd, og desværre ændrede lydforholdene under orkesterets sæt sig ikke til bandets fordel.

Sjældent har man oplevet så fortvivlende fatal lyd som den, man oplevede under JJ & the Blues Gangs sæt. Dette velrenommerede østjyske orkester, der gør det i Chicago blues, består af Jens Juel på sang og mundharpe, Jan Markfoged på guitar, bassisten Kim Grimstrup og trommeslageren Anders Gram. Alle er de garvede musikere, og de gik på til tiden, der for deres vedkommende var klokken 16.

Imidlertid var der lige det dér med lyden: Trommer og bas var ét stort bulder, og det var praktisk taget umuligt at høre, hvad JJ sang. Desuden var det mere end svært at høre, hvilke numre han annoncerede, men det lykkedes dog at få fat i, at start-kompositionen var Sonny Boy Williamsons ”Checking up on my baby”. JJ’s mundharpespil kunne man dårligt høre, og Jan Markfogeds arbejde blev også sløret.

Det lykkede forunderligt nok at fange dele af Jessie Mae Robinsons klassiker ”Cold, cold feeling” og (vistnok) Little Walters instrumentalnummer ”Off the wall”. JJ’s diktion lød totalt mudret, og det hjalp heller ikke, at flere publikummer konstant kæftede op, mens musikerne ihærdigt prøvede at komme igennem.

Dette lykkedes dem bare ikke grundet den rædselsvækkende dårlige lyd, der på ingen måde ydede JJ & the Blues Gang nogen form for retfærdighed overhovedet. Den totalt håbløse lyd gjorde det faktisk også omsonst at forsøge at anmelde JJ & the Blues Gang, der blev særlig voldsomt ramt af dagens lydforhold, og dét var mildest synd for et gedigent band, der absolut havde fortjent bedre.

Forhindringer

JJ & the Blues Gang sluttede præcis klokken 17.00, og så skulle Ole Frimer Band have været på klokken 17.15. Imidlertid var der et par forhindringer, der kom i vejen, så Ole Frimer & co. gik først på klokken 17.31 efter hektisk aktivitet. Modigt nok var det under deres to første numre den akustiske guitar, Ole Frimer var bevæbnet med.

Blandt andet under fremførelsen af Ole Frimer-klassikeren ”If you only could forgive me” fra Frimer Band-debutalbummet Blues uncovered fra 1990. Ole Frimer Band er et topprofessionelt foretagende, men selv musikere, der er i stand til at levere præstationer i verdensklasse, må bukke under for dårlig lyd.

Således også i denne tidlige aftenstund, hvor bandet og lydfolk – eller lydmand – arbejde på at få blot en beskeden lydforbedring på banen, hvilket pletvis lykkedes, men lydkatastrofen prægede også resten af aftenen. Det tankevækkende nummer ”Single City” fra det DMA-nominerede, dansksprogede album Blålys fra 2014 blev også luftet.

Endvidere fik man en (måske) fremragende udgave af Eric Clapton/Robert Cray-nummeret ”Old love”. Versionen blev grundet lydforholdene dog ikke til det glansnummer, det rent faktisk er, og som det er dokumenteret på Ole Frimer Bands fornemme live-album Live in Eppingen fra 2020 (læs anmeldelse her).

Tryllede

Den vuggende ”The way you move” fra 2015-albummet Live at Blues Baltica fik man også, og det skal nævnes, at så vidt man kunne høre, tryllede tangentmanden Niels Ole Thorning hele sættet igennem. De to fremragende rytmefolk, Claus Daugaard på trommer og Jesper Bylling på bas, gjorde, hvad de kunne.

I samarbejde med deres band-kammerater forsøgte de at spille efter de lydmæssige forhold, men når samme er under lavmålet, er det svært at sætte sig igennem. Altså fik man også i tilfældet Ole Frimer Band en koncert, der var så præget af dårlig lyd, at udbyttet af orkesterets musikalske frembringelser var for ringe i forhold til det, man burde have fået. Koncerten sluttede klokken 19.

Næste levende band-billede var den københavnske vokalorkan Sahra da Silva og hendes medmusikere, der gik på klokken 19.15. Sangerinden Sahra da Silva har en helt unik stemme, og hun bevæger sig ubesværet omkring i genrer som blues, rhythm & blues, soul og jazz med mere, og så har hun en udstråling på en scene, der virkelig vil noget.

På Blues Alive Festival bestod Sahra da Silvas orkester af guitaristen Alain Apaloo, Chris Copen på tangenter, Laust ”Krudtmejer” Nielsen på bas og Marco Diallo på trommer. Et absolut stærkt hold, som mange havde store forventninger til, og som også var det band, der høstede et af de største bifald.

Glimrede

Sahra da Silva og hendes musikere blev desværre også ramt af den verserende og åbenbart permanente, gruopvækkende over-pauvre lyd. Man kunne dog fra tid til anden konstatere, at der viste sig et enkelt positivt lydglimt, der lod ane, hvilke kvaliteter Sahra da Silva og hendes band besad.

Eksempelvis glimrede Alain Apaloo med fremragende solo-med mere-arbejde på sin guitar, og Laust ”Krudtmejer” Nielsen og Marco Diallo var et klippefast rytmeteam. Desuden var der Chris Copen, der tillagde musikken flere velplacerede keyboard-klangflader, og så er der jo lige kapelmesterinden, der i øvrigt er god til publikumskontakt.

Sahra da Silva er en særlig vokalist med et stort stemmeregister, og så mestrer hun både at synge pågående og at synge næsten helt tyst. Hun har nogle varierede fraseringer og svinger fra højtgearet til lavmælt sang så let som at klø sig i nakken. Desuden er der lige hendes specielle savtrick.

Sahra da Silva kan nemlig få sin stemme til at lyde, som om der er nogen, der spiller på sav. Dette demonstrerede hun for eksempel i ekstranummeret, Willie Dixons ”Spoonful”, som her blev spillet i en jazzet version med rock-elementer. Her foldede Sahra da Silva sit vokaltalent pænt ud, og det blev tydeligt for enhver, der lyttede, at denne sangerinde er noget helt specielt.

Funky

Der var knald på fra første nummer, ”Honey, please”, og der var en gang funky shit i ”You’re too young and I’m too wise”. Man fik også den swingende ”I can’t be your lover” med fine fraseringer fra sangerinden i centrum. Alle tre sange findes på Sahra da Silvas album #blueswoman (læs anmeldelse her).

Hvor meget Sahra da Silva og hendes gode musikere end sled i det, og hvor overbevisende Sahra da Silva end sang – uden én eneste gang at synge én eneste falsk eller forkert tone – manglede der et punch. Sahra da Silva viste nemlig ikke hele sit format, og dette kan tænkes at have bund i de uanstændige lydforhold.

Koncertens reelt sidste nummer var en fed, rullende version af Willie Dixons ”My babe”. Samme blev leveret i en udgave med langt mere knald på, end man sædvanligvis hører denne sang. Desuden blev publikum beriget med en fremragende pianosolo, såvel som vokalorkanen Sahra da Silva blæste igennem her. Og der var velfortjent stående applaus, da koncerten sluttede klokken 20.02.

Originalbesætning

Klokken cirka 20.30 gik næstsidste band på programmet, Københavnsk-irske, DMA-vindende Trainman Blues, der her stillede op med originalbesætning: Dublin-sangeren, sangskriveren og guitaristen Richard Farrell, bassisten, komponisten og produceren Laust ”Krudtmejer” Nielsen, janitsharen Thomas Crawfurd og den legendariske guitarist Ronni Boysen.

Også dette glimrende orkester måtte kæmpe mod skidt lyd, men på mystisk vis var der et enkelt lysglimt hist og pist, der tillod lytteren at få en lille bid af, hvad Trainman Blues kan præstere. Orkesteret lagde ud med nummeret ”Wholesome treat” fra det DMA-vindende debutalbum Trainman Blues (læs anmeldelse her).

Her var en del spændende variation i forhold til albumudgaven, og Ronni Boysen tilføjede helt egne toneelementer med fin effekt. ”Poor you” fra bandets andet – DMA-vindende – album Shadows and shapes gik rent ind (læs anmeldelse her).

”Tree of life” – afslutningsnummeret på debutalbummet – var flot pyntet med en fed guitarsolo, og så var der kommet mere styr på lyden, som næsten var tålelig i glimt.

Vidste man det ikke i forvejen, blev det denne aften klart, at Trainman Blues er et orkester, der kan inddrage publikum. Således blev publikum opfordret til at synge med på bestemte elementer af det blidt swingende nummer ”I’m fire” fra Shadows and shapes, og folk var helt med på dén. Richard Farrell styrede slagets gang, og dét gjorde han godt.

Rytmeteam

Også her viste Thomas Crawfurd og Laust ”Krudtmejer” Nielsen sig som det perfekte rytmeteam, de to udgør, og Ronni Boysen fremturede atter med en af sine mange overraskende, helt personlige guitarsoli.

Richard Farrells stemme var det naturlige fokuspunkt, og dén mands stemme er noget helt for sig.

Der var jazzede elementer i musikken hos Trainman Blues denne aften, der var innovativt guitarspil, og der var vuggende basspil med tilhørende trommeudladninger. Eksempelvis kom disse elementer godt frem i sættets afsluttende, stedvis blødt bastante nummer ”Spice of life”.

Her var Ronni Boysen virkelig på med en aldeles forrygende solo, godt akkompagneret af guitarkollegaen Richard Farrell, hvis fingerpicking og plekterløse anslag fungerede fornemt. Koncerten var slut klokken 21.08, og dog.

Trainman Blues spillede nemlig ”Can’t keep on running” fra Shadows and shapes som ekstranummer, men musikerne skulle have sat punktum med ”Spice of life”. Nummeret ville nemlig have været en bedre afslutning på en i princippet god koncert, der som de andre musikalske indslag dog var præget af jammerlige lydforhold.

Sehr prima aus Deutschland

Sådan kan man kun betegne B.B. & the Blues Shacks. Dette tyske orkester har spillet i Danmark mange gange, har mere end 30 års erfaring bag sig som professionelt orkester, og så har de små 20 fuldlængdeudgivelser bag sig. B.B. & the Blues Shacks har spillet over det meste af kloden og er blevet betegnet som Europas bedste bluesband.

Orkesteret, der er en kvintet, består af de to brødre Andreas og Michael Arlt på henholdsvis guitar og vokal, og vokal og mundharpe. Dertil kommer Henning Hauerken på kontrabas og elbas, Andre Werkmeister på trommer og Fabian Fritz på piano og orgel.

Brødrene Arlt samt Henning Hauerken har været med fra starten, da B.B. & the Blues Shacks blev dannet i Hildesheim i Tyskland. Hildesheim er stadig orkesterets base og der, hvorfra deres verden går. Alle orkestermedlemmer må i øvrigt betegnes som verdensborgere og har flere ting til fælles.

De er alle fem glimrende musikere, de mestrer alle fem samspillets svære kunst, de giver alle plads til hinanden på enhver scene, og så er de alle nogle særdeles rare mennesker, der reelt interesserer sig for deres omgivelser, og som alle fem er aldeles nede på jorden. Og så arbejder de benhårdt.

Entertainer

B.B. & the Blues Shacks var på scenen klokken 21.45 med Michael Arlt, der er orkesterets forgrundsfigur, i spidsen. Gennem årene har han dels udviklet sig meget vokalt, og dels er han blevet en fremragende entertainer. Mundharpespils-mæssigt bevæger han sig som en fisk i vandet, hvilket man blandt andet kunne høre i aftenens niende nummer med aner til den afdøde amerikanske West Coast blues-mundharpemand William Clarke.

Her var Michael Arlt alene på scenen i flere minutter, hvor han fyrede en helt forrygende mundharpesolo af til publikums store fornøjelse. Og så havde Michael Arlt (og resten af bandet, for den sags skyld) publikum i sin hule hånd. Publikumskontakten var der i hvert fald ikke noget i vejen med, og musikken blev overdraget fra scenen til publikum med energi og et utroligt drive.

Når publikum blev bedt om at klappe, så gjorde de det. I andre tilfælde klappede publikum uopfordret med, og B.B. & the Blues Shacks gav den hele armen med flere fine soli fra Arlt-brødrene og fra Fabian Fritz, mens rytmegruppen udfyldte sin rolle upåklageligt.

Der var boogie, blues, soul og sågar pop og numre af blandt andre Buddy Guy, Otis Clay, Little Milton og Jimmy Reed samt B.B. & the Blues Shacks egne kompositioner. Sidstnævnte var der i øvrigt flere af, for bandet har det med at skrive de fleste af de numre, de spiller, selv.

Dette kan for eksempel opleves på deres seneste – i øvrigt meget anbefalelsesværdige – album Breaking point, der udkom tidligere i år. Jo – B.B. & the Blues Shacks er sehr prima aus Deutschland.

Aflutning

Sættet med B.B. & the Blues Shacks var en fin måde at afslutte Blues Alive Festival 2021 på. Deres koncert var reelt ovre klokken 22.53, men der skulle to ekstranumre til, før klokken var slået. Det gjorde den så klokken 23.05. De gode tyskeres koncert var – som festivalens andre koncerter – plaget af dårlig lyd.

Imidlertid var det, som om der gennem dagens afsluttende koncert kom en smule mere styr på lyden end resten af festivalen igennem, men det vil være en overdrivelse at sige, at det nogensinde blev godt. Den næsten konstant miserable lyd var aldeles skammelig og var ren despekt over for både musikere og publikum.

Til gengæld var der andet at glæde sig over. Adspurgt af Bluesnews.dk om, hvordan man fra arrangørernes – altså Blueskartellets – side syntes, at Blues Alive Festival 2021 var gået, sagde Lene Højbjerg Holm, der er afvikler og kasserer, da festivalens sidste live-tone var klinget af:

”Der er altid nogen, der brokker sig, men generelt set var folk glade og tilfredse, og maden (Håndværkerforeningens buffet) faldt i folks smag. Vi havde cirka 250 folk inde, så på dén front er det gået over forventning. Vi regner med – eller håber på – at gå i nul, og dét er også fint.”

Løbe rundt

Carsten Mellson, der er formand for Blueskartellet, og som står for booking og pressekontakt, supplerede: ”Vi er ikke nogen profitsøgende virksomhed. Det skal bare løbe rundt.” Blues Alive Festival 2021 blev således en publikumsmæssig succes trods problemer med lyden.

Med holdninger som ovenfor og med den tilslutning til festivalen, der var, kan man nok se frem til en 2022-udgave af Blues Alive Festival. Imidlertid må der nu virkelig til at ske noget positivt med hensyn til koncertlyden, for hverken musikere eller publikum er tjent med den lydmæssige fadæse, man var vidne til i år.

Håndværkerforeningen er et hyggeligt sted at henlægge et arrangement som Blues Alive Festival, men måske skulle man overveje at finde en anden lokation for festivalen.

En lokation med ét eller flere koncertlokaler, der i modsætning til Håndværkerforeningens Store Sal, og café for den sags skyld, virkelig egner sig til afholdelse af koncerter, især når musikken har karakter af rytmisk musik.

(Læs mere om Blues Alive Festival her).