Koncertanmeldelse: Blues Alive Festival, Kilden, Horsens

Tekst: Jens Juel
Foto: Frank Nielsen (hvor ikke andet er angivet)

Efter i nogle år at have holdt til i Håndværkerforeningens hyggelige, men akustisk helt umulige sal, havde Blueskartellet henlagt årets Blues Alive-endagsfestival til aulaen på den centralt beliggende Sct. Ibs Skole i Horsens. Salen her viste sig akustisk og æstetisk særdeles velfungerende til formålet og gav med et veldimensioneret lydsystem og den erfarne tekniker Steen Andersen ved pulten en rigtig god lydoplevelse.

Konferencier Jesper Bjarnesen styrede løjerne på grundig og charmerende vis og skød festen i gang præcis kl. 16

Kent T. & the Delta Grinders

Første band på den nye venue var Kent T. & the Delta Grinders – Kent Thomsen (voc/gui), Claus Daugaard (dr), Morten Husted (el-og kontrabas) samt Henrik Hansen (hca) – som lagde overbevisende ud med slow bluesen “En ærlig svindler”.

Kent Thomsen er efter min mening den eneste, der slipper godt afsted med at skrive og fortolke blues på dansk. Om det er hans snert af vestjysk dialekt eller hans ærlige og ukrukkede personlighed i øvrigt, der gør udslaget, tør jeg ikke dømme om, men blot konstatere, at det altid virker autentisk og aldrig påtaget, hvad enten det gælder Kents eminente sang eller hans underfundige og hyggelige snak mellem numrene.

Som næste nummer fulgte en glimrende version af Muddy Waters-klassikeren “Champagne and reefer” – ”en sang om champagne og hash,” som Kent annoncerede den – og herefter fik vi den herlige “Morgenblues”. Sløret løftedes nu lidt for et kommende album med den splinternye “Ridser i sværen”, og efter gospel-indslaget “The ballad of John Henry”, i hvilket især Henrik Hansen brillerede på mundharpe, fik vi Kent & co.’s mere end kompetente bud på Elmore James-klassikeren “The sky is crying”, hvor bl.a. Morten Husted shinede med en dejlig, melodiøs kontrabassolo.

Næste nummer på sætlisten var “Trawtorhus blues” (tidligere kendt og elsket som “Plowstæwn boogie”), den komiske, om end ulyksalige historie om den diarréramte pløjestævnedeltager. Efter endnu et gospelnummer, hvor den alsidige Morten Husted endog greb til mandolinen, fik vi som sidste nummer endelig den nærmest ikoniske, stærkt Muddy Waters-inspirerede slow “Fisker-blues”, som mange blandt publikum tydeligt havde glædet sig til, og som til fulde indfriede de høje forventninger.

Ekstranummeret, Bob Dylans “You gotta serve somebody”, afrundede Kent T. & co.’s helt forrygende sæt, som jeg personligt ikke kunne ønske mig bedre – eller arh, jeg kunne måske godt have ønsket at høre lidt mere af Kents blændende guitarspil, men han kan vel ikke fortænkes i at overlade broderparten af soloerne til sin mundharpespiller, når han i Henrik Hansen råder over landets bedste within the Chicago tradition.

Shades of Blue

Den i dansk blues allestedsnærværende og talentfulde trommeslager Claus Daugaard kunne lade stikkerne ligge til brug med sit næste band, som næppe behøver nærmere præsentation for Bluesnews.dk’s læsere, men for en ordens skyld er det jo Uffe Steen (gui), Morten Brauner (bas) og James Loveless (voc). De tre sidstnævnte har været med i Shades of Blue siden bandets start i 1988 og er still going strong(er).

Med vanlig veloplagthed kickstartede Shades of Blue deres afdeling med en potent version af Muddy Waters’ ”I feel so good”, hvorefter fulgte den originale ”Two-timer” fra albummet On a mission from Muddy Waters fra 1992, fra hvilket vi senere kunne nyde ”Yo taxi” og den fine ”Blues gonna take my life”.

Vi var bl.a. omkring Muddy Waters igen med ”Mean disposition” og fik også en lavmælt, men meget forfriskende version af ”Summertime”. Tiden går som bekendt hurtigt i godt selskab, og pludselig var Shades of Blues slagkraftige sæt forbi, og det var blevet tid til ekstranummeret, som selvfølgelig udgjordes af ”Hoochie coochie man”.

Jeg har altid været stor fan af Shades of Blue og står stadig ved, hvad jeg bl.a. skrev om dem i 1992 i svenske Jefferson magazine: ” … må fortsat konstatere at Shades of Blue tilhører bluesmusikkens europæiske elite og fortjener en anerkendelse, som når ud over Danmarks grænser … ”

Enkelte krakilere kunne måske ønske lidt variationer på Shades’ sætliste, men man kan jo i stedet anlægge betragtningen if it aint broke, why fix it? Vi er jo mange, der elsker alle de ”gamle” numre, og Uffe Steens ekvilibristiske og overskudsprægede guitarspil er jo garant for, at de numre aldrig bliver helt ens, samtidig med at vi trygt kan stole på, at Loveless, Brauner og Daugaard nok skal holde ploven dybt og lige i bluesfuren.

Æresprisuddeling

Efter Shades of Blue var der indlagt en times pause i musikken, hvor man bl.a. kunne mæske sig i en lækker bluesbuffet, men først var det blevet tid til, at Blueskartellets formand Lene Højbjerg Holm kunne overrække foreningens traditionsrige ærespris, og den gik i år til – ta-daaa – Bluesnews.dk’s egen husfotograf Frank Nielsen!

Frank var tydeligvis ikke adviseret i forvejen og var synligt benovet og meget glad for anerkendelsen. Det er forfriskende og helt på sin plads, at prisen for en gang skyld går til en ikke-musiker, og personligt kan jeg ikke forestille mig en mere værdig modtager end Frank Nielsen og hans utrættelige, ulønnede og særdeles kompetente arbejde med at fotodokumentere det danske bluesunivers. Kæmpestort TILLYKKE til Frank skal lyde herfra!

Dan Patlansky

Efter pausen entrede den sydafrikanske guitarist Dan Patlansky scenen – ikke med de annoncerede udenlandske medspillere, men med vor egen Mathias Rindom bag trommerne og Christian ”Kedde” Pedersen på elbas.

Jeg må med det samme erkende, at mine forventninger til dette programpunkt ikke var høje. Jeg havde glimtvis hørt Patlansky ved et par tidligere lejligheder og havde faktisk afskrevet det som rent guitarlir. Og jo, der var måske noget guitarlir, men på en helt anderledes nuanceret og indfølt måde end i mine fordomsfulde forventninger.

Patlansky er en aldeles formidabel og alsidig guitarist, og sammen med sin rytmegruppe, som han i parentes bemærket først havde mødt dagen før og blot øvet med en enkelt gang, løftede han begrebet powerblues til nye højder. Vi fik varierede smagsprøver fra Patlanskys omfattende pladeproduktion, bl.a. numrene “Stop the mess” og “Bring the world to its knees”, hvor Patlansky udover at være en virtuos guitarist viste sig som en mere end habil sanger.

”I’ll play for you one of my favourite things to do in the entire world, a good old-fashioned slow minor blues,” introducerede Patlansky næste nummer, og det udsagn kan vist ingen tvivle på efter en forrygende og dynamisk udgave af “Big things going down”, som på imponerende vis demonstrerede kunstnerens store spændvidde, hvilket også gjaldt sættets sidste annoncerede nummer, den lidt “Crossroads”-inspirerede “Backbite”, i hvilken Mathias Rindom og Christian Pedersen bidrog med kompetente soli.

Sidstnævnte fortjener i øvrigt begge en kæmpestor thumbs up for deres helt utrolig opmærksomme og præcise samspil med Patlansky, der åbenlyst befandt sig godt i deres selskab. Punktum blev sat for et brag af et sæt med ekstranummeret “Mary had a little lamb”, der blev annonceret som en tribute til Stevie Ray Vaughan, ” … my biggest influence and greatest hero.” Jeps, det anede os. 🙂

Prisuddeling

Efter en lang og tålmodighedsudfordrende lydprøve stod der Cornbread Project på programmet, men først var der uddeling af mere hæder fra scenen. Christian Borg fra BluesDanmark kundgjorde sangerinden Sahra da Silvas udvælgelse til at repræsentere Danmark ved European Blues Challenge, som afholdes i Chorzow, Polen i juni 2023.

Med æren følger også den såkaldte Møblomania-pris, som for nu 15. gang uddeltes og består af en keramikkrukke udført af Henriette Duckert samt kr. 5.000. Ib Kjærgaard fra den glade giver gennem alle årene, firmaet Møblomania, overrakte og motiverede prisen.

Forinden blev Blueskartellets mangeårige, nyligt afgåede formand Carsten Mellson hyldet af publikum, ligesom der også lød en varm velkomst til den nye formand Lene Højbjerg Holm.

The Cornbread Project

Og således blev det endelig tid for The Cornbread Project: Sahra da Silva (voc/SPD), Richard Farrell (voc/gui), Peter Nande (voc/hca/SPD*/perc), Rune Højmark (gui), Laust “Krudtmejer” Nielsen (b) og Jens Stoklund (dr) satte maskinen i gang med ”You got to choose” fra bandets debutalbum Catawampus fra 2019 og sunget af Richard Farrell, hvorefter fulgte ”On my way” fra samme album og nu med Sahra da Silva på vanligt fremragende vokal.

I den næste lille time fik vi præcis, hvad Peter Nande indledningsvis lovede: ”Lidt traditionel blues blandet med vore egne numre – sådan lidt new blues-stilen,” og jeg nævner i flæng ”Autumn shakedown”, ”Rolling and tumbling”, ”The gravy train” – de fleste hentet fra ovennævnte debutalbum.

Lad mig understrege, at der i hele sættet var fremragende og mere end lytteværdige præstationer fra alle pladser, og jeg vil her tillade mig at fremhæve Sahra da Silvas vokalpræstationer og Peter Nandes mundharpespil.

Jeg må dog tilstå en vis ambivalens i forhold til aftenens repertoirevalg, hvor jeg på den ene side tager hatten af for det mod og den opfindsomhed, Cornbread Project lægger i deres velmente bestræbelser på at revitalisere og forny genren, men de bevægede sig indimellem langt ud ad nogle tangenter, som med min bedste vilje ikke kan associeres med bluesmusik.

Synd og skam, for man kunne ikke undgå at bemærke, at Cornbread på den konto mistede alt for mange tilhørere undervejs.

Det meget varierede og alsidige sæt afrundedes med en innovativ udgave af Muddy Waters-klassikeren ”Mannish boy” som ekstranummer.

*For den uindviede kan oplyses, at SPD betegner en sampling pad, som kan bringes til at gengive alle mulige lyde og betjenes via berøringsfølsomme pads. I Cornbreads tilfælde anvendtes en spiseske til at slå på pads’ene – måske for at bibringe det digitale miljø et mere ”organic” feel. 🙂

Johnny Rawls

Aftenens finale var lagt i hænderne på den amerikanske sanger (og indimellem guitarist) Johnny Rawls og hans europæiske backingband bestående af Erkan Özdemir (b), Kenan Özdemir (gui), Levent Özdemir (dr) samt Kenneth Ancher (org).

Rawls omtales som soul/blueskunstner, hvilket denne aften desværre viste sig som noget af en tilsnigelse. Som andet nummer fik vi sættets eneste bluesnummer ”Early in the morning”, vistnok skrevet af Ike & Tina Turner. Resten af Johnny Rawls’ sæt bestod af rene soulnumre og popballader, og Rawls’ dagsorden gik vist mest ud på at få folk ud på dansegulvet, hvilket da også i nogen grad lykkedes.

Bevares, bandet var velspillende, og Johnny Rawls er en rigtig fin sanger og ditto showman, men blues var det altså ikke, og det kan man vel godt tillade sig at forvente til en event, der kalder sig Blues Alive.

Blues Alive 2023

Årets festival var i topklasse, hvad angår afvikling, fysiske rammer, lydkvalitet og ikke mindst musikprogram – sidstnævnte måske med en enkelt lille svipser – og Blueskartellets bestyrelse og de mange frivillige omkring arrangementet har al mulig grund til at være stolte over veludført arbejde.

Det kan kun undre, at alt for få tilhørere valgte at bruge deres lørdag på denne fine begivenhed – de aner ikke, hvad de gik glip af.

Men på trods af den utilfredsstillende publikumstilstrømning og haltende økonomi lover Blueskartellets ildsjæle med Lene Højbjerg Holm i spidsen, at der også kommer en Blues Alive 2023. Så sæt straks kryds i kalenderen ved 28. oktober 2023!