Koncertanmeldelse: Blues Alive Festival, Kilden, Horsens

Tekst: Jens Juel
Foto: Frank Nielsen

For tredje gang i træk var årets festival, som fandt sted lørdag den 26. oktober, henlagt til Kilden, velvilligt udlånt af Sct. Ibs Skole. Det er intet mindre end et scoop for Blueskartellet at kunne råde over skolens til formålet særdeles velegnede aula, der byder på central beliggenhed, en rummelig scene, komfortable siddepladser, fin akustik og et eminent lydsystem. Hvad mere kan musikarrangør og koncertgænger mon ønske sig? 

Lyd og lys styredes igen kompetent af den erfarne Leo Thygesen, og også i år guidede konferencier Jesper Bjarnesen os igennem festivalen med sikker hånd og munter stemme.

Big Martin Band

Fra sidste års festival vil nogen måske huske The Manic Blues, som åbnede ballet dengang. Dette band er nu allerede en saga blot, men ankermanden, Martin Skaastrup, samlede i foråret et helt nyt hold i Big Martin & the Rope a Dope Band (siden offentliggørelsen af programmet dog ændret til det mere mundrette Big Martin Band).

Igen et ambitiøst projekt, som udelukkende befatter sig med Big Martins egne, originale numre og med et imponerende band, som foruden maestroen på vokal og guitar består af Jakob Baumgartner (orgel/keys), Jakob Kortbæk (bas), Mikko Peltola (trommer), Camilla Lindstrøm og Rikke Pedersen (kor), Morten Elbæk (barytonsax), Mads Pinholt (tenorsax) og Jesper Blæsbjerg (trompet).

Denne sammensætning varslede ikke ligefrem BLUES i min begrebsverden, men mine bange anelser blev i dén grad gjort til skamme. Efter en kort instrumental intro gik det på forrygende vis løs med en perlerække af især Texas-inspirerede numre, som kun i meget ringe grad afveg fra den klassiske blues’ idiomer.

Alle numre fremstod skarpttegnede og afleveredes med en sådan veloplagthed og spilleglæde, at udtrykket ”at blive blæst bagover” gav rigtig mening for os tilhørere. Martins Skaastrups distinkte guitar og vokal stod naturligvis centralt i lydbilledet, men der var også mere end lytteværdige soli fra Jakob Baumgartner og blæsergruppen.

Big Martin Band diverterede med en lille halv snes numre fra det kommende album Looking for the blues, som er indspillet, men henligger til færdigproduktion i USA og forventes at være klar i februar. Det vil føre for vidt her at kommentere de enkelte numre, men jeg vil dog fremdrage ”Reap what you sow”, som vi fik midt i sættet, og især slutnummeret, hvis titel jeg desværre ikke fik fat i, men som var en dejlig slow blues med stærke Albert Collins-inspirationer. 

Det obligatoriske ekstranummer udgjordes af sættets eneste cover-nummer, Ray Charles’ ”You’re just about to lose your clown”.

Big Martin Band blev et sympatisk bekendtskab, først og fremmest på grund af musikken, selvfølgelig, men også Martin Skaastrups ydmyge og uprætentiøse holdninger til bluesmusikken og sin egen sangskrivning, som skinnede igennem i snakken mellem numrene, vægter positivt i min optik.

H.P. Lange Big Gumbo

Efter en times pause i programmet, hvor de, der havde forudbestilt, kunne mæske sig i den lækre ”blues-buffet”, entrede H.P. Lange & co. scenen.

Med den i bluessammenhæng til dels uortodokse instrumentkombination: H.P. Lange selv på guitar, banjo og naturligvis vokal, Niels Bonefaas på violin og banjo, Dave Stevens, kontrabas og Jens Kr. Dam bag trommerne kickstartede kvartetten effektivt sættet med en velsvingende og inciterende ”When the moon comes up”.

Herefter følte H.P. trang til at understrege, at “vi definererer os jo altså som et bluesband, så her kommer et Son House-nummer.” Vi fik således ”Pony blues” og herefter en god håndfuld numre, hvor godt nok ordet blues indgik i titlen på mange af dem, meeeen nok mere af navn end af gavn. Hvis vi ser bort fra Robert Johnsons ”Stones in my passway” og ”Baby please don’t go”, som vel primært krediteres Big Joe Williams, må broderparten af Big Gumbos sæt vist siges at henhøre under den meget rummelige genre kaldet old time (læs her), en term, som H.P. da også selv anvendte flere gange undervejs. 

Så i højere grad end at chille i en blues joint følte vi os således i en stor del af sættet hensat til en høstfest i en lade laaaangt ude på landet in the land of hope and freedom, og dansen gik såmænd også lystigt i Horsens. Men der er der jo sådan set intet ondt i, og med den virtuositet, energi, medrivende spilleglæde og ikke mindst glimt i øjet, som H.P. og hans mere end kompetente band lagde for dagen, skal alt være tilgivet. 

Diunna Greenleaf & Big Creek Slim Band

Festivalens udenlandske islæt var lagt i hænderne på Diunna Greenleaf – comin’ all the way from Dallas, Texas. For dem af os, for hvem dette navn ikke umiddelbart rings a bell, får vi lige med en smule hjælp fra AI et kort resume:

”Diunna Greenleaf er en anerkendt amerikansk bluessangerinde og sangskriver kendt for sin kraftfulde stemme og dynamiske sceneoptræden. Hun er kendt for sine fortolkninger af både traditionelle bluesnumre og egne originale kompositioner, med hvilke hun indtil videre har fyldt to albums. Diunna har fået tildelt flere priser, herunder den prestigefyldte Koko Taylor Award for Traditional Blues Female Artist. Diunna Greenleafs musik er dybt forankret i Texas blues-traditionen, og hun er påvirket af legendariske kunstnere som Koko Taylor, Aretha Franklin og B.B. King.”

Med sig på scenen i Horsens havde Diunna det nærmeste, man vist kommer et dansk blues dream team: Big Creek Slim på guitar og vokal, Henrik Poulsen på bas og igen Mikka Peltola bag trommerne. Denne konstellation var til lejligheden forstærket med ingen mindre end Ronni Boysen, og så bliver det vist ikke meget større i lille DK. 

Big Creek Slim Band startede veloplagt sættet med en uptempo-ting, vistnok betitlet ”If you don’t love me that way”, som efterfulgtes af Robert Nighthawks ”The moon is rising” – begge numre superbt udført med mesterlige soli iblandt og ikke mindst Big Creeks helt enestående og kraftfulde vokal.

”Akkompagnements-bandet” kunne såmænd sagtens have klaret hele sættet selv, men Diunna Greenleaf havde bestemt også noget at byde på in her own right. Befriende renset for de sædvanlige bluesdiva-attituder fik vi originale nedslag fra Diunnas to album, hvor her kan fremhæves ”Sunny day friends” og ”I can’t wait”. Vel overflødigt at nævne, at begge guitarister brillerede big time undervejs.

Som sidste annoncerede nummer fik vi en energisk udgave af ”Big boss man”, og ekstranummeret udgjordes af en fin version af gospelen ”I know I’ve been changed”, som bød på smuk sangduet mellem Big Creek Slim og Diunna.

Blueskartellets ærespris

”Gives hvert år på festivalen til en eller flere personer, der på deres unikke måde holder bluesgryden i kog”, som det formuleres på Blueskartellets hjemmeside. Prisen er med en enkelt covid-undtagelse i 2020 blevet uddelt siden 2008 og består ud over æren af en statuette lavet og doneret af stenhugger Filip Møller.

Æren tilfaldt i år Bjarne ”KingBee” Rask, som konferencier Jesper Bjarnesen i sin begrundelse blandt andet omtalte som en ”allestedsnærværende, selvopofrende bluesblæksprutte”. Typisk for Bjarne var han, da ordene faldt, fuldt optaget af at klargøre forstærkere til aftenens sidste programpunkt, og det dæmrede vist først for ham, da hans navn udtrykkeligt blev nævnt.

Til Jespers ord kan jeg for egen regning tilføje, at Bjarne var blandt initiativtagerne til Bluesforeningen Crossroads i Vejle, han har i perioder selv været udøvende bluesmusiker, han har en masse Fender-forstærkere, som han generøst udlåner til diverse (blues)-arrangementer, og ikke mindst har han tidligere for egen regning og risiko afholdt mangen en blueskoncert i Bygningen i Vejle. Så årets ærespris tilfaldt i dén grad den rigtige person, og et rungende TILLYKKE til Bjarne skal lyde herfra!

Blues Alive All Stars

Og netop omtalte ærespris leder os let og elegant til festivalens sidste programpunkt. Blueskartellet havde fået den glimrende ide at samle så mange tidligere prismodtagere som muligt til en slags allstar-jam på årets festival. Langt de fleste takkede ja til at deltage, og således kunne Blueskartellet til denne event proudly present i uprioriteret rækkefølge – og hold nu fast!: Ronni Boysen, Uffe Steen, Carsten Mellson, Jesper Bjarnesen, Big Creek Slim, H.P. Lange, Peter Nande, Mathias Rindom, Oscar Eriksen og så mig selv, sagde hunden. 

Peter Nande havde løst det vanskelige puslespil med at sammensætte forskellige og utraditionelle personkonstellationer og løseligt skitseret en mulig sætliste. Den næste cirka halvanden time frem til midnat blev således et rent festfyrværkeri af spilleglæde, energi og virtuose udfoldelser, og slutnummeret, hvor næsten alle var på scenen samtidigt, blev en mere end værdig kulmination på en særdeles vellykket festival.

Det vil føre alt for vidt og næppe heller give mening at give en detaljeret beskrivelse af All Stars-koncerten, så jeg vil, som også Jesper Bjarnesen skrev i et Facebook-opslag dagen efter, nøjes med at konstatere, at der var momenter af stor skønhed iblandt.

Blues Alive 2025

Som det forhåbentlig fremgår ovenfor, var årets festival en kunstnerisk succes. Da jeg søndag spurgte Blueskartellets forperson Lene Højbjerg Holm, efter at hun sammen med de øvrige frivillige i foreningen havde overstået den ikke ubetydelige rengøringstjans efter lørdagens løjer, udtrykte hun stor tilfredshed med både fremmødet og publikums bidrag til den gode stemning.

Lene havde også stor og uforbeholden ros til alle optrædende musikere og kunne uden videre love os en festival næste år. Denne vil løbe af stablen lørdag den 25. oktober 2025.

Alle med blot perifer interesse for bluesmusik bør allerede nu sætte kryds i kalenderen. Selvom tilstrømningen til årets festival vurderedes som tilfredsstillende, var der trods alt plads til en del flere, og det er mig en stadig kilde til undren, hvorfor denne lille perle af en festival ikke må melde udsolgt, flere måneder før den løber af stablen.