Koncertanmeldelse: Blues Caravan 2021, Dexter, Odense

Tekst og foto: Peter Widmer

Hvert eneste år i 15 år har musikere fra det tyske pladeselskab Ruf Records rejst flere lande rundt på turné som en del af Ruf Records Blues Caravan. Pladeselskabet har – eller har haft – amerikanske kunstnere som for eksempel Samantha Fish, Walter Trout og Big Daddy Wilson i sin stald.

Desuden også finske Ina Forsman, engelske Laurence Jones og danske Thorbjørn Risager & the Black Tornado. Det er med andre ord et vidtspændende foretagende, der i år sætter fokus på tre af sine kunstnere som Blues Caravan-elementer. Der er tale om tre amerikanere – om to herrer og en kvinde. Disse tre og deres to medmusikere ramte Dexter onsdag den 8. september 2021.

Guitaristen, sangeren og sangskriveren Jeremiah Johnson holder til i St. Louis, Missouri. Han er med andre ord søn af det amerikanske Midtvesten. Han er en mand, der foretrækker sydstats-bluesrock som sit musikalske udtryksmiddel. Imidlertid har fra tid til anden også anvendt jazz-elementer i sin musik.

Imidlertid hverken kan eller vil han løbe fra sin musiks hårde kerne, der skinner igennem selv de mere stille numre på hans repertoire. Jeremiah Johnson er i øvrigt hvid og beskæftiger sig tekstmæssigt intenst med arbejderen på gulvet og hans skæbne. Johnson har flere album bag sig.

Mississippi

Guitaristen, sangeren og sangskriveren Ryan Perry er sort og betegner sig selv som en Mississippi-bluesmand. Hans bluesrødder stammer fra hans hjemstat, og der er masser af soul, lidenskab og energi på scenen, når Ryan Perry er på. Han stod i spidsen for familieforetagendet Homemade Jamz Blues Band med sine søskende.

Dette var mens han var teenager. Søskendebandet lavede nogle fine fuldlængdeudgivelser, der holder den dag i dag. I 2007 scorede Ryan Perry og Homemade Jamz Blues Band stort i International Blues Challenge i Memphis, Tennessee. Selv har Ryan Perry et enkelt album bag sig – på Ruf Records.

Det kvindelige element i Ruf Records Blues Caravan 2021 er sangskriveren og vokalisten Whitney Shay, der holder til i San Diego, Californien. Trods brunet af den californiske sol er hun hvid. Hun står for hårdtpumpet blues og rhythm & blues med et twist. Desuden er hun kendt for sine aldeles forrygende sceneshows, hvor der altid er gang i den.

Whitney Shay har en lille håndfuld fuldlængdeudgivelser bag sig og har førhen især gjort sig positivt bemærket med albummet A woman rules the world, der udkom i 2018. Hendes seneste – aldeles varierede og vellydende – album er Stand up fra 2019. Her medvirker blandt andre ingen ringere end guitaristen Laura Chavez, Marcia Ball på piano, Guy Forsyth på vokal og ”Kaz” Kazanoff på tenorsaxofon.

Flere afdelinger

Koncerten på Dexter, der startede klokken 20.00 som annonceret, indeholdt flere afdelinger: Først kom hele aftenens hold på scenen: Jeremiah Johnson, Whitney Shay, Ryan Perry, den tyske bassist Thomas Gehrmann og den franske trommeslager Denis Palatin. Sidstnævnte har i øvrigt spillet med den serbiske guitarist og vokalist Ana Popovic.

Kvintetten spillede Wilbert Harrisons rhythm & blues-klassiker ”Let’s work together”. Det gjorde de fem så på kryds og tværs hele koncerten igennem, og der var rigtig god kemi på scenen. Desuden var der glimrende publikumskontakt fra start til slut. Whitney Shay præsenterede musikerne.

Derefter forlod hun og Jeremiah Johnson scenen, og så var det Ryan Perrys afdeling. Efter denne kom Whitney Shay atter ind på de skrå brædder, og hendes sæt blev fulgt af en optræden af Jeremiah Johnson, hvorefter der var fælles afslutning på koncerten, der sluttede klokken 22.07.

Alt forløb gnidningsfrit og helt uden reelle pauser, så publikum fik et virkeligt godt musikforløb med vekslende kunstnere på scenen. Desuden var fokus hele tiden på musikken, og der var ikke én musiker, der stak ud fra de andre med upassende stjernenykker. Det var teamwork, det drejede sig om, og dét var befriende.

Overrasket

Ryan Perry, der er fra Tupelo i den amerikanske delstat Misissippi, blev backet af Thomas Gehrmann og Denis Palatin, og det var en solid trio, man blev præsenteret for. Har man lyttet til Ryan Perrys album High risk, low reward, var forventningerne til trio-lederens sæt måske ikke de største, men man blev glædeligt overrasket.

Mødet med Ryan Perry live var nemlig en positiv oplevelse, og live-versionerne af debutalbummets numre var langt bedre end i studieversionerne. Desuden var trioens samspil upåklageligt. Endvidere var det tydeligt, at de kunne lide at spille sammen, og deres spilleglæde smittede af på publikum.

Man fik for eksempel Ryan Perrys egne ”Ain’t afraid to eat alone” og den ret tunge ”Homesick”, og her viste Ryan Perry, at han både er i stand til at gi’ den gas med en gang ”funky shit” og guitarlir, og at han også kan tage vare på de mere langsomme numre og give samme et skud ”Mississippi groove.”

Willie Dixons klassiker ”Evil is going on” blev også luftet i en psykedelisk-agtig version. Der blev spillet højt, og der var godt gang i Ryan Perrys wah-wah-pedal. Afslutningsvis spillede trioen med den hårdtarbejdende og energiske rytmeduo ”High risk, low reward” i en fornem Mississippi hill country-lignende udgave med guitar-fingerspil og gode vokalindslag.

Det røde hår

Ryan Perry, Thomas Gehrmann og Denis Palatin blev på scenen, som blev nu entreret af Whitney Shay – kvinden med det røde hår. Samme skulle vise sig at være et veritabelt energibundt og noget af en vokalorkan inden for sit toneleje. Hun kastede sig rundt på scenen, hoppede omkring, smed skoene og lagde sig på scenegulvet, mens hun sang.

Whitney Shays publikumskontakt var desuden upåklagelig. Når hun eksempelvis bad de 80 fremmødte folk om at klappe, stå op, stampe i gulvet, synge med og så videre, så gjorde de det! Desuden gav alle musikere hinanden plads og var behørigt anerkendende over for hverandres spil hele aftenen igennem.

Whitney Shay åbnede sin afdeling med den behagelige egenkomposition ”Love’s creeping up on you” med godt kor- og guitararbejde ved Ryan Perry og en behageligt økonomisk trommesolo ved Denis Palatin. Man fik også hendes egen swingende, lettere ”See see rider”-agtige ”Boy sit down”.

Desuden fik man titelnummeret fra Whitney Shay-albummet Stand up med funk i bagagen og rygende guitartoner ved Ryan Perry samt ”A woman rules the world” fra albummet af samme navn i en forrygende udgave. Whitney Shay sluttede sit sæt med rock og rul-toner, så ikke et øje var tørt.

Sympatisk

Både Whitney Shay og Ryan Perry forlod så scenen, for nu var det Jeremiah Johnsons tur til at stå frem sammen med aftenens rytmeduo. Manden fra St. Louis, Missouri viste sig at være et langt mere sympatisk bekendtskab i levende live, end flere elementer i hans albumproduktion lader ane.

Desuden fremstod hans egne numre som langt mere interessante i live-udgaver end i studieversionerne. Man kunne spore lidt påvirkning fra The Allman Brothers hist og pist, så som i det potente åbningsnummer ”White lightning”, og i det hele taget var der masser af vild guitar sættet igennem.

Der var dog også blidere toner som for eksempel i den smukke, langsomme ”Blues in her Eyes” fra albummet Straitjacket fra 2018. Den blidt vuggende ”Showdown” var en lækkerbisken, der gled ned som den rene honning, og så var nummeret godt fyldt med bidende og fræsende guitartoner og god vokal.

I modsætning hertil hørte man også den smukke ”Long way home”, men man fik for eksempel også den ret bastante ”Showdown” med fin indlagt bassolo som afslutning på Jeremiah Johnsons sæt. I samme havde Jeremiah Johnson i øvrigt godt gang i wah-wah-pedalen, men demonstrerede også et behageligt, rent spil.

Samling

Efter Jeremiah Johnsons sæt sluttede Whitney Shay og Ryan Perry sig til de tre musikere på scenen, og så var der samling på tropperne. De fem musikere kastede sig derefter ud i en forrygende fællesopvisning, hvor publikum blev trakteret med flere godbidder fra Luther Allison-relateret blues til rock.

Forbavsende nok fik man også en spændende udgave af selveste Bob Dylans ”Gotta serve somebody”. Nummeret blev af Whitney Shay præsenteret som ”a soulful version of a Bob Dylan song,” og dét var præcis, hvad man fik. Whitney Shay var flankeret af Jeremiah Johnson til venstre og af Ryan Perry til højre.

Her delte Whitney Shay og Ryan Perry vokalarbejdet på bedste vis. Musikerne takkede af, men der var ekstranumre på programmet til publikum. Således fik man også en funky udgave af ”Shakey ground” og til allersidst en hyldest til den nyligt afdøde The Rolling Stones-trommeslager Charlie Watts.

Denne tribut til Charlie Watts var meget passende en fin version af The Rolling Stones-nummeret ”Start me up”, der var en god slutning på en glimrende koncert, hvor et begejstret publikum i dén grad fik fuld valuta for pengene.