Koncertanmeldelse: Blues Heaven, Arena Nord, Frederikshavn

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Frank Nielsen (hvor ikke andet er nævnt)

Årets største bluesbegivenhed på dansk grund, festivalen Blues Heaven i Frederikshavn, fandt sted den 10.-11. november i Arena Nord. Som altid var hovedvægten lagt på amerikanske kunstnere, mange af dem med et soulpræg på deres bluesmusik. Det er fremgangsmåden på Blues Heaven, som i år dog også havde medvirkende fra Frankrig, England, Australien, Brasilien, Finland, Norge, Sverige og såmænd også Danmark.

Det var et tætpakket program, som blev styret med forbilledlig præcision over de tre scener i Arena Nord: den store Arena Stage, den lidt mindre Blues Hall og så den lille uformelle Blues Cafe. Publikum fik sædvanligvis 10-15 minutter til at bevæge sig den korte vej fra Arena Stage til Blues Hall eller vice versa, hvilket fungerede glimrende for dem, der gerne ville have det hele med af de to hallers koncerter. Til gengæld lappede Cafe-koncerterne konsekvent ind over disse, så det var altså fysisk umuligt for én person at høre al musikken på festivalen.

Luft i programmet

Man kunne dog skabe lidt luft i programmet, hvis man også havde billet til koncerterne på det nærliggende spillested Maskinhallen, hvor flere af Blues Heaven-kunstnerne spillede ved arrangementer torsdag aften og fredag og lørdag eftermiddag, eller til lørdagens matinéforestilling på Cafe Stage.

Vanen tro tyvstartede Bluesnews.dk således Blues Heaven med koncerterne på spillestedet Maskinhallen i Skolegade. Her var rammerne mere intime – om end ikke helt så intime som på den lille Freddy’s Bar, der i år desværre måtte melde hus forbi på grund af ejerskifte (læs mere her).

Godt sammenspillet

Torsdag aften var det Bernard Allison og hans band samt Tommy Castro & the Painkillers, der stod for underholdningen, og begge orkestre viste sig at være i rigtig god form. For begges vedkommende gjaldt det, at de kom mere eller mindre direkte fra Legendary Rhythm & Blues Cruise, og de var tydeligvis rigtig godt sammenspillet – uden at vise nogen spor på træthed. Tværtimod virkede alle mand virkelig veloplagte.

En nagende frygt for en småkedelig bluesrock-aften blev således hurtigt gjort til skamme. Bernard Allison var først på programmet og stillede op med Eric Robert på tangenter, George Moye på bas og Allen Matthew Kimathi på trommer. Allison selv var naturligvis på guitar og vokal, og bandet lagde en fed energi for dagen.

Efter en swingende instrumental med boppende bas og en orgelsolo af den evigt energiske Eric Robert, som sjældent sad ned ved klaviaturet længe ad gangen, kastede bandet sig ud i den rockede ”So excited” fra Allisons seneste album Highs & lows (2022).

Stil og tempo

Der var god variation i stil og tempo. ”Night train” var ultra-funky, men også med et urban soul-mellemspil med synth-strygere, og bagefter fulgte balladen ”The way love was meant to be” (helt tilbage fra 1998-abummet Times are changing). Her var der flere udstrakte guitarsoloer, og i det hele taget fik numrene og Allisons soloer lov til at tage den tid, de skulle – hvilket var fint, for Bernard Allison var rigtig stærkt spillende denne aften.

Han lignede bestemt også en, der hyggede sig, ikke mindst under Jackie Brenston-klassikeren ”Rocket “88”” (af mange regnet for den første rock & roll-plade). Den var ellers en showcase for Eric Robert, der fik flere soloforløb ved klaveret, og dette nummer tog i særdeleshed kegler hos publikum.

På slow bluesen ”Bad love” – skrevet af Allisons far, blueslegenden Luther Allison – var det orglet, Eric Robert brillerede på med en svulstig, Hammond-agtig lyd. Bernard Allison tilskyndede ham som en anden Buddy Guy med ordene: ”Make it so funky they can smell it!” og selv underholdt Allison med ”talende” guitar, inden han meget overskudsagtigt kunne lede et velvilligt publikum gennem en call and response-seance.

Så kunne Bernard Allison & co. runde af med en oldschool Chicago blues i form af hans egen ”Side step” fra Highs & lows. Her var indlagt en lille danserutine med Allison og Moye, der ”sidesteppede”, og selvfølgelig var der tale om et koreograferet show, men man savnede bestemt ikke nærvær fra den smilende og velsyngende Bernard Allison. Han stod for en af Blues Heavens positive overraskelser.

Store forventninger

Velsyngende var også guitaristen og vokalisten Tommy Castro, som stillede op med sit faste, rutinerede band The Painkillers: Mike Emerson på keyboards, Bowen Brown på trommer og Randy McDonald på bas. Hele fire gange har dette orkester vunder prisen ”B.B. King Entertainer of the Year” ved Blues Music Awards i Memphis, senest i maj i år.

Der var altså grundlag for store forventninger, og heldigvis svigtede Tommy Castro & the Painkillers ikke. Castro var i topform både vokalt og instrumentalt, da han og bandet satte i med titelnummeret fra hans prisvindende 2021-album A bluesman came to town.

Fra samme album fik vi også ”Blues prisoner”, en lækker slow blues, der både bød på flotte demonstrationer af Tommy Castros imponerende vokal og hans lækre guitarspil. Ligeledes var albummet repræsenteret ved den funky ”Hustle”, hvor Castro nærmest rappede.

Tommy Castros fede, stramme guitarstil passede godt til B.B. King-covernummeret ”Bad luck”, og selv om der er et stykke vej fra Kings minimalisme til Castros mere bastante, bluesrock-prægede stil, fornemmede man blueskongens påvirkning på Tommy Castros spil. Det gjorde sig for eksempel gældende på ”Nasty habits”, der kombinerede B.B.’s jump blues-swing med funk og bluesrockens tyngde.

En anden type

Mike Emerson bag orglet var en noget andet type end den maniske Eric Robert. Emerson sad adstadigt plantet ved klaviaturet, men var bestemt ikke kedelig, hvilket han blandt andet viste med en heftig orgelsolo på netop ”Nasty habits”.

Så var der noget mere showman over bassisten Randy McDonald, som har spillet med Tommy Castro i mere end tredive år! Han sang for på rockabilly-nummeret ”Take it easy greasy” (det findes på McDonalds soloalbum On the wild side (2003)) og gik nærmest i split undervejs, og hele vejen gennem koncerten var han en livlig sparringspartner for Tommy Castro.

Lige som Bernard Allison undgik Tommy Castro fint monotonien ved at variere musikkens udtryk. Ikke alt fungerede lige godt; ”Can’t keep a good man down” fra 1997-albummet af samme navn var generisk bluesrock og ikke synderligt inspirerende, mens ”The devil you know” fra 2014 fungerede rigtig godt, som den kombinerede bluesrocken med elementer af field holler.

Allerbedst var Tommy Castro & the Painkillers nu nok på en slow blues som standarden ”Serve me right to suffer” (også kendt som ”Memory pain”), der pludselig skiftede karakter til uptempo boogie og gav Castro anledning til en udstrakt guitarsolo over Bowen Browns ellers uledsagede trommebeat.

Som i Bernard Allisons sæt var der konstant store smil på scenen, og stemningen var da også rigtig god i Maskinhallen, efterhånden som Tommy Castro & the Painkillers bekræftede deres status som et af bluesverdenens bedste live-bands.

På skift

Dag 2 i Maskinhallen begyndte med den amerikanske trio Marquise Knox, Dexter Allen & Lady A, der turnerer under navnet ”Chicago Blues Festival”. Reelt er det Marquise Knox’ band – Matthew Lesch på guitar, Augustus Thornton på bas og Alfred Barnes på trommer – der bakker de tre solister op på skift og i forskellige kombinationer.

Marquise Knox var første frontmand og lagde flot ud med en stærk vokal og fine, klare guitarlinjer på sit soul blues-nummer ”You keep asking me”, der havde Curtis Mayfield-vibes. Også B.B. King-inspirationen var at høre i Knox’ brug af vibrato.

Mundharpe kunne Knox også spille, hvilket han blandt andet demonstrerede på en meget vellykket version af Muddy Waters’ ”Take the bitter with the sweet”. I det hele taget var Marquise Knox’ performance et rigtig fint miks af soul blues, Chicago blues og rhythm & blues. Hans vokal kunne håndtere hele spektret fra det urbant sjælfulde til Howlin’ Wolfs dybe og raspende stil, og hans guitarspil var stramt, muskuløst og veltimet.

Endvidere havde Marquise Knox god sans for det visuelle og underholdende, og for eksempel Rufus Thomas’ ”Walking the dog” var klart et shownummer, uden at det blev for glat og kalkuleret.

Stod ikke tilbage

Dexter Allen stod bestemt ikke tilbage for Marquise Knox, da han afløste ham på scenen. ”I came to party,” sang han som allerførste linje i den indledende ”Bluez party”, og dét levede han op til. Det var en swingende, soul-fuld blues, og Dexter Allen imponerede med en rigtig flot sangstemme, som helt ubesværet gled mellem varm croon og gruset kropslighed.

Han guitarspillestil afspejlede den samme balance, ikke mindst i den efterfølgende slow blues, hvor Dexter Allen fra scenekanten leverede mange og lange soloer. Nej, den fik ikke for lidt, men han spillede dælme også godt, så man tilgav ham nemt, at han lod nummeret strække ud.

Dexter Allen blev i bandet, da Anita White med kunstnernavnet Lady A nu indtog scenen. Hun var en powerhouse-vokalist af Koko Taylor-skolen med en rå og hæs stemme, og hun ledte bandet igennem en hårdtpumpet og funky version af Denise LaSalles ”Mississippi woman”, forankret i Augustus Thornton seje, dybe bas.

Den gode stemning

Også Lady A greb den gode stemning i Maskinhallen og kom allerede i dette sit første nummer ned fra scenen til publikum, som selvfølgelig sang med på ladyens opfordring. Så skruede Lady A og bandet ned for tempoet med Sam Cookes smukke, gospelpåvirkede ”A change is gonna come”. Her fik den i øvrigt glimrende rytmeguitarist Matthew Lesch en af sine stjernestunder med en fin solo.

Det blev der også plads til en fornem version af B.B. King-hittet ”Never make a move too soon”, der blev leveret som en duet mellem Marquise Knox og Dexter Allen.

Begge havde også gode soloer, men blev næsten overstrålet af den stoisk udseende Augustus Thorntons fede, funky basspil.

Som det fremgår, var der ganske mange covernumre i Chicago blues-triadens koncert, men de havde været blandet med et tilpas antal originale sange, samtidig med at man havde undgået de allermest fortærskede standarder. Den gik dog ikke længere, da de indledte det afsluttede medley med T-Bone Walkers ”Call it Stormy Monday”, nu med hele ensemblet på scenen og Lady A i front. Bevares, den kunne vi nok have undværet, men det ødelagde ingenlunde indtrykket af et veloplagt og velspillende band, som forstod at skabe kontakt til publikum.

Gode råd

Som dagens andet koncertnavn i Maskinhallen havde man annonceret den unge amerikanske sanger Dylan Triplett. Nu var gode råd imidlertid dyre, for Triplett havde misset sin flyafgang, og nu stod hans brasilianske backingband The Simi Brothers – Nicolas og Danilo Simi på guitar, Pedro Leo på trommer og Wellington Pagano på bas – uden forsanger.

Men the show must go on, så det blev nu til en Simi Brothers-koncert med gæstesolister og ikke mindst suppleret gennem hele sættet med genrens nok mest berømte og vidt benyttede blæsergruppe, The Texas Horns. Den bestod af Al Gomez på trompet, Mark ”Kaz” Kazanoff på tenorsaxofon og John Mills på barytonsaxofon.

Savnet af en forsanger kunne dog ikke ignoreres, selv om The Simi Brothers spillede et par solide, instrumentale shuffles. Nicolas Simi sang med en nasal, lidt flad vokal det lidt obskure Jimmy Rogers-nummer ”My last meal”, mens Danilo Simi var forsanger – og spillede bottleneck-slide – på Muddy Waters’ ”Mother’s bad luck child”.

Så blev niveauet løftet en hel del, da Dexter Allen indtog rollen som gæstesolist. Og hvad The Simi Brothers manglede af karisma til at komme ud over scenekanten uden hjælp, havde de til gengæld som backingband i denne konstellation, som de jo altså var blevet kastet ud i uden megen forberedelse.

Lidt funky

”Må jeg gøre det lidt funky?” spurgte Dexter Allen, og jo, det måtte han godt med ”Use me”, der levede op hans præsentation. Her var der triospil af de tre guitarister, og Dexter Allen uddelegerede soloer til alle på scenen.

En reprise af hans ”Bluez party” gled over i bidder af Princes ”Kiss” og Michael Jacksons ”Billie Jean”, og det var slet ikke så fortænkt eller leflende, som det kunne lyde!

Nu var det så meningen, at også Lady A og Marquise Knox skulle slutte sig til løjerne, men pludselig dukkede den forsinkede Dylan Triplett op, og så var det tilbage til plan A. Triplett var på alle måder et velkomment indslag, for den blot 22-årige sanger imponerede både med sin sceneudstråling og sin cool, ekvilibristiske soulstemme.

”She felt too good” blev den første prøve på Tripletts kunnen. Den swingede fedt, og stemmen var lækker, men Dylan Triplett satte for alvor trumf på med James Browns ”It’s a man’s man’s man’s world”. Dylan Tripletts stemmebånd gled op og ned ad skalaen på en så selvfølgelig måde, at man blot måtte bøje sig i støvet. Det kræver både selvtillid og evner at fortolke sådan et nummer overbevisende, og Triplett havde begge dele til overmål.

To numre mere var der plads til, inden tiden var udløbet. Den festlige ”Barnyard blues” og den vildt fængende ”Who is he (and what is he to you)”, som er titelnummer på Dylan Tripletts debutalbum, efterlod publikum med appetit på meget mere fra den unge sanger.

Spilleglæde

Nu gik turen imidlertid til Arena Nord og Blues Heavens egentlige begyndelse. Det tilfaldt Bernard Allison at åbne ballet på Arena Stage, og han spillede et sæt meget lig gårsdagens koncert i Maskinhallen. Der var ikke slækket på hverken kvalitet eller spilleglæde hos Allison og hans band, og publikum i Arenaen tog da også rigtig godt imod amerikaneren og hans energiske guitararbejde.

”Side step” blev droppet og erstattet af Jimi Hendrix-crowdpleaseren ”Voodoo chile”. Et billigt trick? Måske, men salen elskede det, og selv om der var meget lir i Bernard Allisons udstrakte guitarsoloer, med flittig brug af wah-wah-pedalen, var det jo netop dét, mange var kommet for at høre.

Samtidig var der så meget god stemning, variation og høj klasse i udladningerne fra Bernard Allison og bandet, at det blev en rigtig glimrende åbning af Blues Heaven 2023.

Deja-vu

Næste koncert var også et genhør for dem, der havde været i Maskinhallen, idet Marquise Knox, Dexter Allen & Lady A var på programmet som det første navn på Blues Hall-scenen.

Rent deja-vu blev det nu ikke, for det meste af bandet var blevet forsinket. Det skræmte ikke Lady A, som var på plads til tiden, så hun indtog scenen alene og begyndte simpelthen uden akkompagnement.

Lady A kunne sagtens synge salen op, og der var stor begejstring blandt publikum for hendes a cappella-version af Son Houses intense ”Death letter blues”. Hun lod publikum klappe rytmen, og da der stadig ikke var noget band at se, kastede hun sig frygtløst ud i ”Mississippi woman”.

Undervejs sneg bandet sig igennem salen, dukkede op på scenen og faldt ind, så ”Mississippi woman” kunne afsluttes med fuld knald på.

Marquise Knox afløste Lady A og lagde igen ud med ”You keep asking me” samt ”I quit my job”, som også var blevet spillet dagen før. Igen gjorde han et godt indtryk med sit stilige guitarspil, der aldrig var overgearet, men havde den rette mængde af aggression og energi.

Kommen og gåen

Her måtte Bluesnews.dk dog forlade Blues Hall, for i Blues Cafe var Alvin Youngblood Hart ved at være klar til sin solooptræden. Den lille Blues Cafe-scene var velegnet til solister, men til gengæld var det en del af pakken, at der var ganske megen kommen og gåen, skramlen med service og snak.

Det led en kunstner som Alvin Youngblood Hart under. Ikke at den erfarne, 60-årige sanger og guitarist lod sig mærke med det, men rammerne var simpelthen ikke optimale til hans form for blues. Alvin Youngblood Harts musik tager udgangspunkt i den dybe delta blues og hill country blues; den er intens, men den kræver også, at man kan lytte intenst – ellers opfanger man kun monotonien og ikke det hypnotisk dragende i fremførelsen.

Åbningsnummeret ”Mama don’t allow” anvendte for eksempel næppe mere end den ene akkord, sådan som det er helt gængs for hill country blues (den er indspillet af blandt andre Mississippi Fred McDowell). Nuancerne lå i Alvin Youngblood Harts udtryksfulde vokal og slide-arbejde.

Traditionen

Harts egen ”If blues was money” skrev sig ind i delta blues-traditionen og brugte også mange af genrens tekstmæssige troper, og ”Motherless children have a hard time” var taget fra gospel blues-legenden Blind Willie Johnsons sangbog. Alvin Youngblood Harts fremførelse var indtagende, men kunne også synes indadvendt.

Selv et overraskende cover som Van Halens ”Runnin’ with the devil” blev leveret i Alvin Youngblood Harts karakteristiske stil, og selv om der nu var tilføjet mundharpe – monteret på en halsholder – stak nummeret ikke ud.

Alvin Youngblood Harts hjemsøgende kvaliteter kan sammenlignes med Skip James’, og Hart gav også et par numre fra James’ repertoire. Det første var ”Illinois blues”, som Alvin Youngblood Hart indspillede til sit 1998-album Territory og igen på soundtracket til Wim Wenders’ bluesfilm Soul of a man. I Arena Nord gav Hart herefter prøver på sin falsetsang med Skip James’ vel mest kendte nummer, ”Devil got my woman”.

Alvin Youngblood Hart er en stor blueskunstner, og forhåbentlig kommer der en chance for at se ham igen på dansk grund. Men Blues Cafe var ikke det rette forum, og Bluesnews.dk måtte forlade ham i utide, for nu skulle der ske noget på Arena Stage.

Store oplevelser

Her var der nemlig blevet genvalg til Robert Finley, som havde været en af de store oplevelser på Blues Heaven 2022 (læs her). Den 69-årige amerikaner stillede med det samme band som sidste år: Josh Cournoyer på guitar, Jonathan Shoemaker på bas, Aaron Goodrich på trommer og Finleys datter Christy Johnson på vokal, tamburin og maracas.

De kom mere end godt fra start med en forrygende ”Sharecropper’s son”, der straks satte fokus på Robert Finleys tordenstemme. Sangen var titelnummeret på det album, som Robert Finley udsendte i 2021, og i forrige måned fulgte han det op med Black bayou. Aftenens sætliste indeholdt flere prøver herfra, blandt andet den luskede ”Miss Kitty”, hvis guitar-hook ledte tankerne mod Henry Mancinis ”Peter Gunn”.

I det hele taget var der masser af twangy guitar af Josh Cournoyer, men det var ubestrideligt Robert Finley, der var stjernen, og som opmærksomheden helt naturligt samlede sig om. Ud over at være bandleder var sangeren nemlig også i et herligt humør, som hurtigt forplantede sig ud over salen. Meget symbolsk var Finley og Christy Johnson klædt i rødt forrest på scenen, mens det mere diskret klædte backingband stod bag dem uden at påkalde sig den store opmærksomhed. Det var helt sikkert et bevidst valg: Det instrumentale var på plads, men det var stemmerne, der var i fokus.

Det var ikke kun den mørke dunderstemme, som Robert Finley mestrede. Han havde også en glimrende falset, som man kunne høre på for eksempel den rockede ”What goes around (comes around)”, balladen ”I can feel your pain” og soulnummeret ”Sold out on you”, der var en duet med Christy Johnson.

I spotlyset

Johnson fik sit solomoment i spotlyset med et medley af Etta James-traveren ”I’d rather go blind” og countrysangen ”Tennessee whiskey” (samme medley, som Christy Johnson sang på sidste års festival). Det blev der taget rigtig godt imod af publikum, og det var bestemt også flot sunget af Johnson, som kunne nuancere sin gennemtrængende stemme med nogle små, fine knæk.

Robert Finley selv lagde en imponerende gejst for dagen, som ikke kun udmøntede sig i kraftfulde stemmeudladninger, men også i dansetrin og poseringer. Hertil kom, at han gav nogle gode oplæg til sangene – nogle virkelig stærke sange, som Finley i de fleste tilfælde selv var ansvarlig for i samarbejde med sin producer Dan Auerbach (The Black Keys). Som nævnt var der en del numre fra det nye album: Ud over ”Miss Kitty” og ”What goes around” fik vi ”Nobody wants to be lonely”, ”Sneakin’ around”, ”Livin’ out a suitcase”, ”You got it (and I need it)” og den sumpede, berettende og ganske morsomme ”Alligator bait”.

Der var naturligvis også greb i bagkataloget som den voodoo-smagende ”Medicine woman” og den heftige ”Get it while you can”, begge fra Goin’ platinum! (2017). Og så fik vi en slags deep cut i form af den drævende, sumpede og gospelpåvirkede ”Tell everybody” fra Easy Eye Sounds antologi af samme navn.

Med sit energiske og godt afbalancerede blues- og soulshow markerede Robert Finley sig endnu en gang som et af festivalens stærkeste kort.

Solosæt

I Blues Cafe-området var Mitch Woods gået i gang med sit solosæt, og da Bluesnews.dk ankom, havde han fået selskab på scenen af The Texas Horns’ navnkundige tenorsaxofonist Kaz Kazanoff, som spillede med på ”Rockin’ pneumonia and the boogie woogie flu” af Huey ”Piano” Smith, der døde tidligere i år.

Mitch Woods hyggede om publikum, og stemningen var i top både foran og på scenen. Woods stammer fra New York, men flyttede senere til den amerikanske vestkyst, og West Coast bluesen har sat sit præg på Mitch Woods’ sangstil, som er varm med et let croonende swing. Ikke mindst er han en formidabel pianist, og Blues Heaven-publikummet kunne se hans hænder i glidende bevægelser over klaviaturet med en ubesværet selvfølgelighed, som kun kunne imponere.

I musikerkredse er Mitch Woods en institution, og det var tydeligvis med både begejstring og benovelse, at Lady A kunne slutte sig til ham og Kaz Kazanoff på Bobby Blue Blands ”I’ve got a twenty room house”, der snart gled over i Leiber & Stollers ”Kansas City”. Lady A måtte da også lige have en selfie med Mitch Woods bagefter!

Woods viste ikke blot sin flair for West Coast blues, men også for New Orleans R&B, boogie-woogie, stride og rock & roll. Han virkede som en hyggepianist, der kunne spille hvad som helst, der måtte falde ham ind. Hits fra forskellige bluesretninger kom som perler på en snor: ”Jambalaya (On the bayou)” – også med Kaz Kazanoff – ”How blue can you get”, ”Rock me baby”, ”Blue Monday”, ”Ain’t nobody’s business”, ”Caldonia” og sågar John Lee Hookers “Boom boom”!

Mitch Woods spillede fremragende, men det var altså også et velprøvet repertoire, og måske blev det lidt for hyggeligt og dermed også lidt uspændende. Det var naturligvis spillets regler, når der nu var tale om en cafe-koncert, men da Kazanoff og Lady A var væk, savnede man nogen, der kunne spille op til Woods. Det skulle heldigvis komme næste dag.

Fremragende performance

I denne omgang forlod vi Mitch Woods for at få en bid med af koncerten med Tommy Castro & the Painkillers, der var begyndt i Blues Hall. Det var en sætliste, som i det store hele kunne genkendes fra torsdagens koncert i Maskinhallen, og igen var det den afsluttende ”Serve me right to suffer”, der var højdepunktet – en fremragende performance med flot, flot bluesspil af Tommy Castro.

Tommy Castro må siges at høre til i bluesrock-kategorien, men hans fornemmelse for the blues er ubestridelig, og det bliver gjort ret godt, når han tager de gamle bluesriffs og ”pumper dem op” som i ”Freight train” eller ”The devil you know”.

I uddrag

Men altså: Festivalprogrammets tilrettelægning med overlappende koncerter gjorde, at visse koncerter måtte nydes i uddrag eller slet ikke. For Bluesnews.dk’s vedkommende blev det kun til få numre af Tommy Castro & the Painkillers’ koncert, lige som vi måtte nøjes med en ganske lille smagsprøve på Knock-Out Greg & the Scandinavian Blue Flames, der nu spillede i Blues Cafe.

Det svenske orkester – Greger Andersson (mundharpe og vokal), Fredrik von Werder (klaver), Jonas Göransson (bas), Marcus Andersson (trommer) og Tomi Leino (guitar) – stod ellers for en red fed oldschool Chicago blues-lyd, som vi gerne havde hørt mere af.

Tomi Leino, der rettelig er finne og ikke svensker, spillede med en pågående no nonsense-attitude, og Knock-Out Gregs let nasale sangstemme var stærk og klar. Der kom også hurtigt folk på dansegulvet, men da tempoet blev sat ned, og Stefan Dafgårds ballade ”I’m your man” klingede i Blues Cafeen, måtte Bluesnews.dk sætte kursen mod Arena Stage.

Aftenens sidste

Her var det nemlig tid til aftenens sidste programpunkt, den amerikanske sanger og guitarist Zac Harmon. Han blev bakket op af The Drive, som bestod af Corey Lacy på keyboards, Nate Robinson på bas og Giancarlo ”Gino” Inglehart på trommer.

Det var et stærkt band, som spillede flot og disciplineret og dermed matchede forsangeren. Zac Harmon havde et let flow i sit guitarspil, som gerne var pågående, men også meget melodisk. Og så var han i besiddelse af en blød og ganske fyldig soulstemme.

Indimellem blev det måske lige blidt og blødt nok. ”Mississippi barbq” var et sommerkammeragtigt r&b-nummer med souljazzet scatsang af Corey Lacy og guitarsynth af Harmon. Trods Nate Robinsons fede basspil blev det lige lovlig pænt med Zac Harmons silkebløde, smægtende vokal.

Så blev Zac Harmon & the Drives styrker udnyttet bedre på den flotte soul blues ”Feet back on the ground”. Her var der svulmende orgelsolo, og intensiteten blev snart løftet til et klimaks med tæsk i trommerne og orgelbrus, snart dæmpet med elegante guitarlinjer.

Glimrende genhør

Det blev også til et glimrende genhør med ”Tennessee whiskey” (måske ikke lige en sang, man havde forventet at høre to gange på en bluesfestival!), men der kom for alvor gang i Zac Harmons koncert, da The Texas Horns blev inviteret på scenen.

Al Gomez, Kaz Kazanoff og John Mills løftede simpelthen musikken op på et højere niveau. Haskell Sadlers ”747” (som Zac Harmon før har spillet sammen med Joe Louis Walker, der indspillede sangen i 1988) blev leveret som en jumpy Texas blues, som blæserne tilførte swing, slagkraft og fede soloer.

Little Milton-nummeret ”Little bluebird” var endnu bedre, en fed slow blues, som Zac Harmon dedikerede til konferencier Paul Benjamin. Og så blev der rundet af med ”Down to Mississippi”, der begyndte som rock & roll, men undervejs gennemgik flere transformationer med bassolo og jazzet klaver, inden det endte i en funk-workout med sang af Gino Inglehart og Corey Lacy over Zac Harmons guitarløb. En flot afslutning på dagen af et stærkt spillende ensemble.

Den tredje mulighed

Lørdag middag kunne man vælge at flade ud og samle kræfter til festivalens sidste aften, eller man kunne tage til Arena Nord allerede klokken 12, hvor Blues Cafe bød på koncerter med Ian Siegal og Slam Allen. Den tredje mulighed, som Bluesnews.dk valgte, var at vende tilbage til Maskinhallen, hvor der ligeledes fra klokken 12 var to koncerter på programmet.

Den første var en solokoncert med den amerikanske guitarist og singer/songwriter Doug MacLeod. Det blev et hyggeligt og morsomt møde af høj musikalsk klasse, hvor Doug MacLeod demonstrerede, hvordan man kan få utrolig meget ud af blot en sangstemme, en akustisk guitar og et slide-rør.

Doug MacLeod spiller udelukkende sine egne numre, om end han da bekendtgjorde, at han skam var villig til at spille ”Sweet home Chicago”, hvis man gav ham en femhundredelap – og til at lade være, hvis man stak ham hundrede kroner mere!

I det hele taget var Doug MacLeod en livlig fortæller, som flere gange fik publikum til at skraldgrine. Men det var selvfølgelig ikke skæg og ballade det hele, for MacLeod er en fremragende country blues-guitarist, hvilket han kontinuerligt beviste.

Glimt i øjet

Udtrykket varierede fra lys, luftig fingerspilsblues som i ”The train of change” – der genkaldte 1960’ernes folk blues, men var skrevet i et optimistisk øjeblik i 2012 – til mere delta-agtige numre som den morsomme ”Money talks”, der blev serveret med charmerende glimt i øjet.

Med ”Cold rain” blev Doug MacLeods bottleneck fundet frem, og hans slide sang på dette dystre, desperations-emmende nummer. Der var mere slide på den stemningsfulde ”Horse with no rider”, med et touch af country, og på den afsluttende, gospel blues-agtige ”Travel on”.

Inden da havde vi også været forbi blandt andet den hill country blues-baserede ”Big city woman” samt ”Roll like a river”, der mindede om Keb’ Mo’s blide, soulpåvirkede blues.

På denne måde fik Doug MacLeod med enkle virkemidler skabt et fint varieret sæt, der stadig holdt sig inden for hans karakteristiske og klart definerede country blues-stil.

Modspil

Næste mand på scenen var Mitch Woods, og det modspil, vi havde savnet dagen før på cafescenen, fik han nu. Mitch Woods stillede nemlig op med sine Rocket 88’s, som ved denne lejlighed var et band sammensat af musikere fra cremen af norsk blues. Bill Troiani (fra blandt andet Eddie Kirklands band og frontmand i Billy T Band) var på bas, den alsidige Martin Windstad stod for herligt swingende trommespil, og Norges måske største bluesikon Vidar Busk var på guitar og kor.

Selv optrådte Mitch Woods selvfølgelig på klaver og vokal, og med sig gennem hele sættet havde han også The Texas Horns på blæsere og kor. Det gav en masse fylde i lyden, som var perfekt til en Mitch Woods, der har baseret sin sound på de rhythm & blues-orkestre, som navne som Louis Jordan, Wynonie Harris og Roy Milton stod i spidsen for.

Mitch Woods var i hopla, og han og bandet fik hurtigt skabt en fed stemning i Maskinhallen. Hans fremragende boogie-woogie-spil og varme, smilende sangstemme gjorde åbningsnummeret ”Solid gold Cadillac” til en træffer, og ”Down boy down”, der var forankret i Bill Troianis walking bass, gjorde god brug af blæserne med fede soloer, især af Al Gomez’ trompet.

Hyldest

”Mojo mambo” var en hyldest til New Orleans, musikalsk måske især til Professor Longhair, men tekstmæssigt med masser af referencer til New Orleans-kultur i det hele taget. Vidar Busk bød ind med en overraskende, tremolo-fuld solo, og selv om han i dette ensemble spillede mere tilbageholdende, end man for eksempel har hørt ham med Ole Frimer Band, var Vidar Busk hele tiden klar med opfindsomt og uortodokst solospil.

Busk strålede i øvrigt med store smil gennem hele koncerten, og det var tydeligt, at han nød sin rolle i bandet. Der var nu også masser at nyde, for de spillede simpelthen formidabelt, og også publikum havde tydeligvis en fest.

Hvor Mitch Woods i Blues Café havde spillet blueshits og standarder, blev der gravet en smule dybere her. Dels fik vi nogle af Mitch Woods’ egne sange – ud over de allerede nævnte ”Solid gold Cadillac” og ”Mojo mambo” gjaldt det ”Amber Lee”, med fine trioler af Woods og en skarp og skærende guitarsolo af Vidar Busk, og boogie-woogie-nummeret ”Shakin’ the shack” – dels var covernumrene knapt så fortærskede.

Clarence ”Bon Ton” Garlow var repræsenteret ved den festlige R&B-sang ”Crawfishin’”, hvor publikum blev sat i sving, og Wynonie Harris havde begået ”Quiet whiskey”, hvor der var superfedt duospil af Kaz Kazanoff og John Mills på saxofonerne.

Duospil

Den sidenhen myrdede sangskriver Rudy Toombs stod bag ”Long, lean and lanky”, mens Roy Alfreds fede slow blues ”I’ve got news for you” nok var hentet fra Ray Charles’ repertoire – eller måske fra Woody Herman, der indspillede den allerede i 1948. I 2023 så man Vidar Busk og Mitch Woods i skønt klaver/guitar-duospil på nummeret.

Den swingende blues ”That’ll never do” af Little Milton viste Vidar Busk i hans mest jazzede modus, helt fremme på scenekanten. Og endelig lænede den afsluttende ”House of blue lights” sig mere op ad Freddie Slack & Don Rayes boogie-woogie-original end ad Chuck Berrys mere kendte version.

Med et bandnavn som Mitch Woods & his Rocket 88’s var der selvfølgelig heller ingen vej uden om Jackie Brenstons ”Rocket ”88””, som vi jo også havde hørt i en fornem udgave med Bernard Allison. Men udtrykket var naturligvis et andet hos et jump blues-orkester som Mitch Woods’, så det gjorde bestemt ikke noget at høre den igen.

I det hele taget var koncerten med Mitch Woods & his Rocket 88’s en kæmpefornøjelse og et af weekendens absolutte højdepunkter.

Måtte lade livet

Et par timer senere kunne man høre Mitch Woods & his Rocket 88’s med The Texas Horns spille et tilsvarende sæt på Arena Stage. ”Long, lean and lanky”, ”Rocket ”88”” og ”Shakin’ the shack” måtte dog lade livet, til gengæld for at vi fik Georgia Gibbs’ novelty-hit ”I want you to be my baby” (oprindelig indspillet af Louis Jordan).

Om det var en god byttehandel, kan nok diskuteres, men sidstnævnte egnede sig i hvert fald godt til at interagere med publikum i et call and response-forløb. Og var man bekymret for, om Arena Nords festivalgængere ville tage godt imod et lidt gammeldags swing- og rhythm & blues-band, og så endda på den store scene, blev bekymringen gjort til skamme. Mitch Woods & co. lagde salen ned – igen.

Lige på og hårdt

Næste stop var Blues Hall, hvor vi nu endelig fik chancen for at høre en hel koncert med Dylan Triplett, igen bakket op af The Simi Brothers. De gik lige på og hårdt med en stram og funky ”Barnyard blues”, og igen imponerede Dylan Triplett med sin overskudsagtige fremtoning, karisma og lækre soul blues-stemme.

Endvidere havde han skrevet et par ganske fortrinlige sange, som han blandede med soul- og soul blues-klassikere som Bill Withers’ ”Who is he (and what is he to you)?”, Jimmy McCracklins ”She felt too good”, Little Miltons ”That’s what love will make you do” og “Walking the back streets and crying”, Johnnie Taylors “Last two dollars” og naturligvis glansnummeret “It’s a man’s man’s man’s world” af James Brown – delvis sunget fra scenekanten uden mikrofon.

Det kan måske lyde af mange covers ud af et sæt på ti numre, og det var det også, men man skal komme i hu, at Dylan Triplett blot har udgivet et enkelt album (som også indeholder en del covers) og dermed ikke selv har et stort bagkatalog at tage af.

Leveringen

Det var også svært at klage over leveringen, som blev forestået flot sammen med The Simi Brothers, der sjældent stjal fokus fra forsangeren. Nicolas Simi havde en del soloer, blandt andet en Freddie King-agtig én af slagsen på “Walking the back streets and crying”, mens Danilo Simi mest holdt sig til små fine licks, der understøttede musikken.

Ganske diskrete var sådan set også bidragene fra Kaz Kazanoff, som medvirkede på to numre med punkterende trut.

I vanlig overlegen stil rundede Dylan Triplett koncerten af a cappella med en kort fremførelse af gospelnummeret ”Walk with me”, og han høstede stort bifald.

Trækplastre

Blues Heaven 2023 adskilte sig fra tidligere års festivaler ved ikke at have det helt store blues-trækplaster. De seneste års inkarnationer af festivalen har haft publikumsvenlige navne som Bobby Rush, Ana Popovic, Kenny Wayne Shepherd, Buddy Guy og Robert Cray, der alle har en bred appel.

I år var det navn, der stod øverst på plakaten, guitaristen Tommy Emmanuel. Og det var med en vis spænding, at Bluesnews.dk entrerede hallen foran Arena Stage, for ville Tommy Emmanuel overhovedet spille blues? Og ville bluesfestivalpublikummet tage godt imod ham?

For at svare på det sidste først: Ja, Tommy Emmanuel blev mødt med stor begejstring. Og Bluesnews.dk havde da også bemærket, at en del festivalgængere havde nævnt, at det først og fremmest var den australske guitartroldmand, de var kommet for at se.

Han kvitterede for tilliden med en opvisning på den halvakustiske guitar, som bekræftede, hvilken blændende tekniker Tommy Emmanuel er. Det foregik gerne i et hæsblæsende tempo, hvor Emmanuels fingre flyttede sig på gribebrættet hurtigere, end øjet kunne følge. Samtidig indlagde han små tricks, hvor han brugte guitarkroppen som slagtøjsinstrument eller anslog dén i stedet for strengene.

Showman

Tommy Emmanuel fremstod som en sand showman, professionel og med fuld kontrol over situationen, men også med en friskfyragtig, glat kækhed, som ikke faldt i alles smag.

Emmanuel lægger ikke det mindste skjul på, at hans største inspirationskilde og forbillede er den nu afdøde Chet Atkins. Atkins selv var ikke bange for at krydse genregrænserne, men først og fremmest var han countrymusikkens måske største og mest indflydelsesrige picker.

Og det, vi nåede at høre af Tommy Emmanuels repertoire, måtte da også siges at ligge inden for country- eller folk-genrerne. Det gjaldt også Doc Watsons ”Deep river blues”, selv om den bestemt havde blå undertoner. Watson var i øvrigt også repræsenteret ved ”Doc’s guitar”.

Det var et modigt valg fra Blues Heavens side således at sætte en kunstner på programmet, som primært spiller country – en genre, som mange bluespurister er vældig bange for trods de mange fællestræk med bluesen.

Så hvad angår spørgsmål nummer et: Nej, publikum lyttede andægtigt, men det var ikke blues, de lyttede til. Og med al respekt for Tommy Emmanuels kunnen både som guitarist og som entertainer, så blev det altså en lille smule kedeligt at se ham drøne rundt på strengene. ”Slap dog af,” fik man næsten lyst til at sige til ham.

Anderledes

I stedet lod vi klogeligt Tommy Emmanuel gøre det, han var bedst til, mens vi selv skiftede Arena Stage ud med Blues Cafe. Her var det en noget anderledes entertainertype, der var på programmet, nemlig den engelske guitarist og sanger Ian Siegal.

Hvis Tommy Emmanuel kunne virke glat, var Ian Siegal det modsatte. Også han var en showman, men det udmøntede sig i en kras og sarkastisk humor, som nogle gange syntes at efterlade tilskuerne i tvivl om, hvorvidt han spøgte eller bare var vred eller selvoptaget.

Vi tør godt afsløre, at det var i spøg. Og han var sjov, når han for eksempel spurgte, om folk kunne høre ham nede bagved – og derefter noterede, at han så sandelig også kunne høre dém, ”så klap i!” Det udløste både latter og klapsalver.

Så ugudelig Ian Siegal kunne være i sin tale, lige så gudfrygtigt var en stor del af repertoiret. Gospelsange og spirituals udgjorde omkring halvdelen af det dusin numre, Bluesnews.dk hørte ham spille. ”Hand in hand” åbnede koncerten, et nummer, som han indspillede sammen med Shemekia Copeland på sit seneste album, Stone by stone (2022).

Den gejstlige tone fortsatte med den traditionelle ”Working on a building”, som findes på samme album. Af andre gospel/spiritual-indslag kan nævnes ”Live so God can use you”, Mississippi Fred McDowells “You gotta move” samt “John the revelator”, måske bedst kendt med Blind Willie Johnson eller Son House.

Prosaisk

At Ian Siegal har lyttet intenst til Son House, bør der ikke herske tvivl om. Det har påvirket hans intense og direkte stil, og flere af Son Houses sange har fundet vej ind i Ian Siegals repertoire. Houses ”Preachin’ blues” udtrykte en noget mere prosaisk tilgang til kirken end gospelsangene: ”I’m gonna be a Baptist preacher, so I’d never have to work,” sang Ian Siegal (Son House virkede faktisk i en periode som baptistprædikant!).

I den kirkelige afdeling var også spiritualen ”Mary don’t you weep”. Den havde Ian Siegal spillet mange gange tidligere i Danmark (blandt andet på Blues Heaven 2019, læs her), og han vidste, at danskerne kendte den som Four Jacks’ ”O Marie, jeg vil hjem”. På Siegals opfordring blev der derfor skrålet med til den store guldmedalje – på dansk.

Selv opbød Ian Siegal en personlig og ganske fyldig, hæs sangstemme, der kan sammenlignes med afdøde Kelly Joe Phelps’. Han demonstrerede desuden flot og hurtigt fingerspil på en energisk udgave af Charley Pattons ”Pony blues”. Siegals aggressive spil på Bukka Whites ”Shake ’em on down” kostede en guitarstreng, og der var fint slide-spil på ”Preachin’ blues” og selvfølgelig, fristes man til at sige, på ”You gotta move”.

Også countrymusikken blev berørt i Ian Siegals alsidige sæt. Eddie Noacks foruroligende ”Psycho” var ikke en sang, man sådan lige ville glemme, og der var en skrøbelig skønhed i Siegals egen ”The fear”. Ian Siegal blev igen et meget positivt bekendtskab på Blues Heaven.

Bluesdronning

Næsten hver inkarnation af Blues Heaven har haft sin egen bluesdronning. Store sangerinder med en enorm sceneudstråling er en tradition på festivalen, der i de forgangne år har budt på navne som Kat Riggins, Shemekia Copeland, Thornetta Davis og Nora Jean Wallace.

I år var de bedste bud på en sådan dronning Lady A og Keeshea Pratt. Pratt er er relativt ubeskrevet blad i den store bluesbog, men at dømme efter hendes optræden i Blues Hall kan hun godt være på vej til noget større.

I hvert fald var det en stormende energisk koncert, hvor Keeshea Pratt optrådte med stor autoritet og havde salen i sin hule hånd. Hun fik da også god hjælp, for hendes backingband var ingen ringere end Zac Harmon & the Drive, som havde lukket den forrige festivaldag så fornemt. Og så var The Texas Horns igen på plads, hvilket samlet set gjorde åbningsnummeret ”Home to Mississippi” – der på Pratts album Believe (2018) har karakter af Chicago blues – til herligt svulstig soul blues.

Keeshea Pratt har kun udgivet dette ene album, hvorfra vi også blandt andet fik titelnummeret. Det betød, at hun i lighed med Dylan Trippett måtte ty til ganske mange covernumre.

Klassikere

Modsat Trippett styrede Keeshea Pratt dog direkte mod de allerstørste klassikere. I et hyldest-medley til the three Kings fik vi således ”Born under a bad sign”, ”I’ll play the blues for you”, ”The thrill is gone” og “Going down” i hurtig rækkefølge.

Energibundtet Pratt satte ikke sit lys under en skæppe og forventede det samme af sine musikere. Da hun pålagde Zac Harmon at spille en solo, ”som var B.B. King i bygningen,” måtte Harmon grinende slå ud med armene. Det var alligevel for stort et krav!

I stedet spillede Zac Harmon en solo som Zac Harmon, og det var heller ikke noget at kimse ad. Han og bandet var i det hele taget i rigtig god form; de og The Texas Horns skabte et fedt soul blues-groove, og Keeshea Pratts hårdtpumpede sæt var lige, hvad festivalen havde brug for på dette tidspunkt.

Pratt forsatte snart med sine hit-medleys. Den originale ”Have a good time y’all” gled således ind i ”Everyday I have the blues” og “The blues is alright” med gode soloindssatser af blæserne undervejs. Næste potpourri bestod af Ann Peebles-klassikeren ”I feel like breaking up somebody’s home tonight”, “Last two dollars” (tidligere på aftenen sunget af Dylan Trippett) og såmænd The Rolling Stones’ ”Miss you”!

Gentagne gange opfordrede Keeshea Pratt publikum til at synge med, og hver gang blev opfordringen efterlevet.

Koko Taylor

Med den fandenivoldskhed og rå stemmekraft, Keeshea Pratt lagde for dagen, var sammenligninger med Koko Taylor oplagte, og det var heller ingen overraskelse, da Pratt satte i med Taylors signatursang ”Wang dang doodle”. Her gik Zac Harmon & the Drive i Chicago blues-modus, og også den form mestrede de.

Til slut blev det lige festligt, folkeligt og fornøjeligt nok, da Keeshea Pratt inviterede fire kvinder fra publikum til at danse bag sig under Tina Turners arrangement af ”Proud Mary”. Iveren fejlede ikke noget hverken hos sangerinden eller gæsterne, men det var lidt billige point.

Det var symptomatisk for koncerten, som skal roses for flot musikalsk fremførelse af alle parter og for den utæmmelige energi. Næste gang må Keeshea Pratt bare godt lade de lavthængende frugter være: Brug de mange kræfter på nogle flere originale numre og nogle få, håndplukkede covers i stedet for de mange medleys af sange, som alle kender, og som andre gode kunstnere har spillet til døde.

Ny bekendtskab

Da Bluesnews.dk tog hele Keeshea Pratts koncert i Blues Hall med, og da vi ikke ville gå glip af starten på den næste koncert på Arena Stage, tillod vi os at springe Doug MacLeods optræden i Blues Cafe helt over. Ham havde vi jo allerede haft fornøjelsen af i Maskinhallen tidligere på dagen.

I stedet gik turen direkte til den største sal, hvor vi havde glædet os til at se Danielle Nicole feat. Monster Mike Welch. Welch havde vi flere gang tidligere oplevet (se her, her og her), mens sangerinden Danielle Nicole Schnebelen var et nyt bekendtskab i live-sammenhæng.

Der blev lagt ud i klassisk powertrio-format med Danielle Nicole på bas og vokal, Brandon Miller på guitar og Ray Pollard alias Go-Go Ray på trommer. Og det stod hurtigt klart, at Danielle Nicole var en sangerinde i verdensklasse med klare paralleller til Susan Tedeschi.

”Cry no more”, titelnummeret fra Danielle Nicoles seneste album, var en superflot soul blues-ballade i den stil, som hun oprindelig blev kendt for med søskendegruppen Trampled under Foot. Snart mærkede man dog, at Danielle Nicole siden har bevæget sig i en mere bluesrock-præget retning, først med den energiske ”Pusher man” og derefter den næsten Led Zeppelin-agtige ”I’m going home”. Her var udtrykket tungt med lange instrumentale, indimellem næsten progressive passager og mellemøstlige strejf.

Nu blev Monster Mike Welch kaldt frem, og han trak straks lyden i en mere traditionel bluesretning.

Welch holdt dog relativt lav profil på ”You only need me when you’re down” fra Danielle Nicoles album Wolf den (2015); her spillede Mike Welch rytmeguitar, mens Brandon Miller spillede lead.

Så bedre ud

Men på den catchy ”Wolf den” var der lead-arbejde nok til begge guitarister, og igen måtte man bare konstatere, at Monster Mike Welch virkelig er god! Han så i øvrigt også bedre og mere sund ud end længe, og da han åbnede munden på ”Walking to you baby”, viste han sig også at være en bedre vokalist end nogensinde.

Sangen var et oldschool-bluesnummer, som faldt i rigtig god jord hos publikum. Der er ingen tvivl om, at Monster Mike Welch har en stor stjerne i Frederikshavn, hvor han spillet store koncerter før, og man mærkede en oprigtig glæde ved at se ham tilbage. Glæden var gengældt hos Welch, der også udtrykte sin begejstring for at spille med sine ”favorite freaks”, og også Danielle Nicole virkede reelt inspireret af samspillet med Monster Mike Welch.

Mike Welch fortsatte med balladen ”Nothing but time”, sjælfuldt sunget over Danielle Nicoles boblende bas. Herpå fulgte en soul blues-fortolkning af George Harrisons ”I me mine”, igen med flot vokal af Monster Mike Welch, og han rundede sit segment af med den Texas blues- og rock & roll-prægede ”Offswitch blues”, der lige som resten af de Welch-anførte numre var fra hans nye plade Nothing but time.

Festen sluttede imidlertid ikke her. Brandon Millers slide introducerede den smukke ballade ”My heart remains”, fabelagtigt sunget af Daniele Nicole og med en melodisk solo og licks af Monster Mike Welch. Miller var også mand for introen til det sidste nummer, ”Save me”, hvor han på nærmest magisk vis fik sin guitar til at lyde som et kirkeorgel.

Koncerten med Danielle Nicole og Monster Mike Welch var et rigtigt Blues Heaven moment, en musikalsk begivenhed, som man var glad for at have været vidne til.

Eneste danske

I Blues Cafe var der fuld gang i Samantha Antoinette & the Chargers, der, som forsanger Samantha Antoinette Smith udtrykte det, var blevet tildelt ”the graveyard shift,” den sidste koncerttid på caféscenen. Bandet var årets eneste danske islæt, idet den engelske sangerinde blev bakket op af Jakob Kirkegaard Kortbæk på bas, Asmus Jensen på trommer og Kasper ”Lefty” Vegeberg på guitar. Til lejligheden havde de desuden indforskrevet guitaristen Søren Schack fra Big O & the Blue Quarters som gæst.

Da Bluesnews.dk gjorde sin entre, var bandet midt i en delikat simrende version af Z.Z. Hills ”Down home blues”, og de lod sig bestemt ikke kue af, at det var faretruende nær midnat. Samantha Antoinette & the Chargers var opsat på at skabe feststemning til det sidste, og det lykkedes skam også at få folk på dansegulvet.

Der var god variation i bandets sæt. ”Black rat” (oprindeligt ”Black rat swing” af Little Son Joe) var en skønt swingende Chicago blues, mens The Chargers’ udgave af ”Death letter blues” havde dyster voodoo-stemning i kraft af Asmus Jensens march-agtige trommer, Jakob Kortbæks dybe, melodiske basspil og det hjemsøgende bottleneck-spil af Søren Schack; det var en ganske anden oplevelse end Lady A’s version dagen før.

”Use your imagination” var funky med fremragende trommespil og en god Kasper Vegeberg-solo. Han og Søren Schack udvekslede soloer på den swingende ”I like it like that”, Vegeberg med et aggressivt attak og Schack med fede, B.B. King-agtige bends.

I utide

Stemningen var stigende, men Bluesnews.dk måtte forlade Samantha Antoinette & the Chargers i utide for at fange den sidste halve time af Slam Allens koncert i Blues Hall.

Allen stillede med et fransk-spansk band bestående af Antoine Escalier på bas, Pascal Delmas på trommer og Victor Puertas på tangenter og mundharpe. Desuden medvirkede The Texas Horns på flere numre, blandt andet på en udgave af The Rolling Stones’ ”(I can’t get no) satisfaction” – dagens andet Stones-nummer.

Publikum var med Slam Allen, men på denne anmelder virkede hans fortolkning lidt vag og fodslæbende. Det gik lidt bedre med Muddy Waters-favoritten ”Long distance call”, hvor bandet blev skrællet væk, og Allens vokal og guitar kun blev suppleret af Victor Puertas på mundharpe.

Anonymt

Men det var lidt anonymt at lytte til, og Slam Allen og bandet fortsatte med Chicago blues-klassikerne i form af Jimmy Rogers’ ”That’s all right” og, gudhjælpemig, ”Got my mojo working”! Det var bare nogle lidt for oplagte sangvalg i nogle lidt for kedelige versioner, og da Slam Allen for gud ved hvilken gang stoppede bandet og tra-a-ak en tone ud, måtte man bare erkende, at han heller ikke var noget specielt stor sanger.

Det skal for en god ordens skyld siges, at Bluesnews.dk jo ikke hørte starten af Slam Allens sæt, og det er da muligt, at den første halve time var spækket med spændende originalnumre og hæsblæsende arrangementer. Men den sidste halvdel var, desværre, en tam affære.

Så skulle man alligevel være blevet i Blues Cafe, for på vej mod udgangen nåede vi lige at høre de sidste toner af en helt vild, afsluttende rave-up hos Samantha Antoinette & the Chargers.

Konklusionen

Konklusionen på årets Blues Heaven må være, at der var få fejlskud og rigtig mange gode oplevelser. I toppen lå Danielle Nicole feat. Monster Mike Welch, Robert Finley og Mitch Woods & his Rocket 88’s, men der var flere, der var tæt på at gøre dem rangen stridig.

Topkarakter må også gives til festivalens lydteknikere. Det kan ikke være nemt at få en arena til at lyde godt, men det fungerede virkelig upåklageligt på alle Arena Nords tre scener og også i Maskinhallen. Det er en fornøjelse at være til en koncert, hvor man kan dechifrere hvert ord, der bliver sunget, og skille instrumenterne fra hinanden, og det hører faktisk til sjældenhederne. Hatten af for Blues Heavens lydfolk!

Man bør endvidere rose den disciplin, med hvilken festivalen blev afviklet. Der var naturligvis mangler og uforudsete hændelser – nogle savnede skærmene, der viste dagens program, og der var enkelte musikere, som ikke nåede frem til tiden. Men at det overhovedet lader sig gøre at afvikle en festival med 17 navne, uden at tidsplanen skrider, er en bedrift, der aftvinger respekt, og det samme gør den snarrådighed, der blev udvist i de få tilfælde, hvor nogen ikke var, hvor de skulle være på et givent tidspunkt.

Så der må også uddeles ros til Blues Heavens crew, til den altid oplagte konferencier Paul Benjamin og til Blues Heavens skaber og arrangør Peter Astrup. De vil være på plads igen næste år, hvor Blues Heaven finder sted den 8.-9. november.