Koncertanmeldelse: Blues Jamboree, Mødecenter Odense/Skibhus 17:48, Odense

Tekst: Peter Widmer
Foto: Emil Andresen

Fredag den 17. september kunne man på Mødecenter Odense/Skibhus 17:48 i H.C. Andersens fødeby opleve et veritabelt top-træf af nogle af Danmarks fineste bluesmusikere i form af fænomenet Blues Jamboree. Blues Jamboree er ikke nogen form for fast gruppe, men det aktuelle Blues Jamboree-hold er helt nyt.

Den eneste konstante faktor er musikeren, arrangøren, pladeselskabsmanden med mere Peter Nande, der er manden, som får tingene til at ske. Således fik han tildelt prisen som ”Årets Hoochie Coochie Man” ved Danish Music Awards Blues i Randers i 2019 for sin indsats for bluesmusikken.

Peter Nande blev også valgt som ”Årets Danske Bluesnavn” i 2007 og har som orkesterleder, mundharpespiller, sanger, vaskebalje- og jug-spiller med mere bevæget sig rundt i både akustiske og elektrificerede blues-lag, såvel som han har dannet duo med den fine fortolker af akustisk blues Tim Lothar.

Desuden har han haft egne orkestre og har blandt andet spillet og indspillet med Tim Lothar og Mik Schack (læs her). Desuden har han delt scene med blandt andre Troels Jensen og Big Creek Slim (læs for eksempel her).

I Blues Jamboree-sammenhæng er Peter Nande indpisker og dén, der samler musikerne under Blues Jamboree-paraplyen. Samme har haft mange forskellige spillefolk under sig, og hele to live-album er det blevet til, nemlig Grab a root an’ growl og Ride train ride. Begge er fra 2014 (læs mere om Peter Nandes indspilninger her).

Helt spontant

Når Blues Jamboree, der i øvrigt gør det i akustisk musik, spiller med publikum på, er det uden sætliste. Det vil sige, at den blues, gospel med mere, som musikerne spiller, opstår helt spontant, og man skal være på stikkerne som musiker for at følge med sine mange forskellige medspillere. Imidlertid begår samtlige musikere sig på højt niveau, så det at være på er intet problem for dem.

Mik Schack er musiker, og hans instrument er vaskebræt med mere. Som Peter Nande har Mik Schack blandt mange andre spillet med Big Creek Slim og Troels Jensen (læs eksempelvis her og her).

Mik Schack er begavet med en veludviklet humoristisk sans, som han ofte lufter både uden for og på en scene. Tilmed er han kendt som madnørd, der både har lavet mad-tv og afholder øl-foredrag.

Olav Poulsen, der huserer i Aalborg, er slide-guitarmester og spiller både el- og akustisk guitar. Tilmed bevæger han sig inden for forskelige musikgenrer, som han alle tackler med bravur (læs om Olav Poulsens indspilninger her). Det samme gælder den glimrende guitarist og sanger Alain Apaloo, der for eksempel spiller jazz i den internationalt velkendte danske jazz-saxofonist Simon Spang-Hanssens orkester Café Central.

Priser

Samme rummer også vokalisten Sahra da Silva, der ligeledes gør det i blues i sit eget band – blandt andet sammen med Alain Apaloo (læs for eksempel her, og læs om Alain Apaloos indspilninger her).

Den igangværende udgave af Blues Jamboree rummer også den herboende irske Trainman Blues-sanger og guitarist Richard Farrell, der med samme orkester scorede en Danish Music Award (DMA) for debutalbummet Trainman Blues i kategorien ”Årets Danske Bluesudgivelse” i 2018.

Ydermere løb Trainman Blues i år af med hele to Danish Music Awards Blues ved uddelingen af samme priser i Randers i år. Dels fik de en pris for ”Årets Danske Bluesudgivelse” for deres seneste album Shadows and Shapes (læs anmeldelse her), og dels scorede de Blues Liveprisen. Richard Farrells stemme er stor, vidtspændende og unik, og hans fingerspil er bemærkelsesværdigt både på el- og akustisk guitar.

Sidst, men ikke mindst er der den i Danmark bosiddende svenske superguitarist Perry Stenbäck. Samme begår sig i et utal af genrer, så som blues, rock og folkemusik, og er en yderst benyttet studiemusiker. Perry Stenbäck står også i spidsen for egne bands så som Perry Stenbäck & Dekadansorkestern og Bragr, der begge består af glimrende musikere.

Finesse

Og det er netop, hvad man får med Blues Jamboree. Et fremragende hold af sublime musikere, der formidler bluesmusikkens sjæl med finesse, indforståethed og legende lethed. Det gjorde de også i Odense den 17. september 2021, og der gik ikke længe, før de fik varmegraderne i koncertlokalet til at kravle opad.

Koncerten, der var udsolgt med 80 publikummer på banen, var berammet til at begynde klokken 20, og dét gjorde den også. Peter Nande startede med en lille introduktionstale om Blues Jamboree-projektet, som cirka 40-50 musikere har været igennem i tidens løb. Dagens udgave af Blues Jamboree talte både gamle og nye folk.

De gamle blev præsenteret: Olav Poulsen, Mik Schack og Peter Nande, og så de nye, nemlig Richard Farrell, Alain Apaloo og Perry Stenbäck. De gamle kan i øvrigt høres på de to album, som Blues Jamboree fik udgivet i 2014.

Efter en god gang oplysende hyggesnak, hvor der blandt andet blev gjort opmærksom på musikernes princip om ikke at bruge nogen sætliste, gik Blues Jamboree i gang med ”et ældre nummer,” der viste sig at være en forrygende udgave af ”Grab a root an’ growl” fra albummet med samme titel, og publikum var på med det samme.

Kor

Peter Nande bar det store vokallæs flot igennem, godt supporteret af Richard Farrell, Alain Apaloo og Perry Stenbäck på kor. Richard Farrell spillede akustisk guitar, hvilket han vedblev med aftenen igennem, mens Alain Apaloo og Perry Stenbäck hørtes på elguitar, og her havde sidstnævnte godt gang i wah-wah-pedalen.

Olav Poulsen leverede en fin slide-guitarsolo, Peter Nande var fremme på mundharpe, og Mik Schack fik også sparket en interessant vaskebræt-solo ind. Alle musikere kom til fadet med, hvad de kunne, og de skiftedes ofte til hver at stå for diverse numre. Således stod for eksempel Alain Apaloo for aftenens andet nummer, en glimrende, afdæmpet, langsom blues.

Her var Alain Apaloos stemme prominent, og det var klart hans nummer, men der var også godt gang i guitarerne. Her var både Perry Stenbäck og Alain Apaloo på med fint fingerspil, og Perry Stenbäck brillerede med en fin wah-wah-domineret solo. Olav Poulsen stak også snuden frem med en bidende slide-guitarsolo.

Richard Farrell stod for aftenens tredje komposition, nemlig hans egen aldeles appetitlige ”Bathing in cold water”. Ikke blot var ophavsmandens stemme i centrum, men Olav Poulsen, Alain Apaloo og Perry Stenbäck demonstrerede et fornemt guitar-samspil, der blev kørt med store smil på alles læber.

Rygende

Desuden spillede Perry Stenbäck en rygende, vild guitarsolo, der virkelig tog kegler. Mik Schack var fremme med effektfuldt spil på vaskebræt – og bækken betjent med trommestik. Endvidere klappede Richard Farrell momentvis i hænderne fra nummerets start, og publikum klappede spontant med.

I det hele taget var der fremragende publikumskontakt fra scenen og ping-pong mellem musikerne og et aldeles veloplagt publikum koncerten igennem. Da Alain Apaloo et godt stykke inde i ”Bathing in cold water” opfordrede folk til at klappe, gjorde de det sandelig én gang til.

Så var det Perry Stenbäcks tur til at stå for et nummer: ”Jeg tænkte, at jeg ville piske en stemning ned,” lød det med et smil og med glimt i øjet. Herefter fulgte så den traditionelle “Going down the road feeling bad” eller ”Lonesome road blues”, som nummeret også kaldes.

Folk som Woody Guthrie og The Grateful Dead har været med til at popularisere den dæmpede sang, hvor Perry Stenbäck hørtes på vokal og guitar, som blev betjent med fornemt fingerspil. Dette blev dog afløst af endnu en fed guitarsolo af Perry Stenbäck, mens Peter Nande stod for en fin mundharpesolo.

Pladask

Så var det tid til en gang mundharpesnak, og det var selvsagt Peter Nande, der stod for dén. Peter Nande fortalte på humoristisk og informativ vis om, hvordan han faldt pladask for mundharpen i en ung alder, og hvordan han blev begejstret for blues-mundharpemestre som Sonny Boy Williamson, Big Walter Horton og ikke mindst Little Walter.

Little Walter var, fortalte Peter Nande, den første musiker, der spillede mundharpe i Muddy Waters’ band, og det var selvsagt elektrisk Chicago blues, der var tale om. Desuden var han en yderst betydningsfuld bluesmand, der gav verden anskuelsesundervisning i, hvor langt man kunne komme i blues-mundharpespillets univers. Han var endvidere sanger og sangskriver.

Blues Jamboree-folkene kastede sig derefter ud i en fornem version af Willie Dixons ”Mellow down easy”, som Little Walter indspillede i 1954 som den første. Et swingende nummer, som denne aften blandt andet blev leveret med Alain Apaloo, der her og i andre numre spillede bas-toner på sin guitar, og Peter Nande på fræsende mundharpe.

Ydermere hørte man Mik Schack, der havde et intenst vaskebræt-spil i ærmet, og så var Perry Stenbäck atter i fuld vigør med et skærende guitar-akkompagnement. ”Mellow down easy” mundede ud i en hurtig, hæsblæsende shuffle, og Peter Nande følte sig foranlediget til at konstatere, at den nuværende udgave af Blues Jamboree var ”et fedt hold,” og dét kan man jo kun give ham ret i.

Overset

Ikke blot spillede de seks musikere på scenen imponerende godt sammen med fornem kommunikation på scenen. Der var som indikeret også mægtig fin kommunikation mellem musikerne og publikum. Eksempelvis kunne Alain Apaloo på et tidspunkt høres som hovedvokalist, hvor han sang disse ord på indtrængende vis:

”Be my woman, and I’ll be your man.” Imidlertid skulle publikum også aktiveres, så Alain Apaloo opfordrede folk til at synge med, og dét gjorde de i dén grad. Perry Stenbäck og Alain Apaloo lavede et godt tandem-guitararbejde, og Perry Stenbäck spillede desuden med ”hammer on”-teknik i et par sekvenser.

Peter Nande og Richard Farrell sang kor, og nummeret var pludselig færdigt med en ret så abrupt slutning. Tidspunktet til at runde et meget tilfredsstillende første af koncertens to sæt af var nu kommet, og det blev med et nummer af ”en af de mest oversete musikere fra De Britiske Øer,” som Mik Schack udtrykte det.

Der var tale om sangen ”May you never” af den britiske guitarist, sanger og sangskriver John Martyn fra sammes album Solid air fra 1973. Det var naturligt nok Richard Farrell, der stod for dét nummer med sin store, unikke stemme i centrum og smukt akkompagnement fra de andre musikere, krydret med hans eget fingerspil på akustisk guitar. Og så var første sæt ellers slut klokken 21.07.

Psykedelisk

Efter en passende musikerpause kom de musikalske løjer atter i gang, da aftenens andet sæt startede klokken 21.41. Der blev lagt ud med et abrupt nummer af folk-agtig karakter. Blandt andet hørte man Perry Stenbäck på vokal og guitar, Apain Apaloo agerede atter bassist på sin guitar, og Olav Poulsen var fremme med en slide-løs, vred guitarsolo, der virkelig sved.

Næste nummer var primært instrumentalt, og så var det af psykedelisk karakter. Man følte sig næsten hensat til 1960’ernes syrerock-tid, og dét var fedt! Der var adskillige fine soloindsatser fra de forskellige musikere. Olav Poulsen stak snuden frem med en syret guitarsolo med godt gang i wah-wah-pedalen.

Peter Nande fremturede på jødeharpe, og Perry Stenbäck og Olav Poulsen præsterede nogle fine løb, mens de spillede med og mod hinanden. Alain Apaloo tilførte nummeret lidt vokal med de sungne ord ”Will I find peace of mind,” mens også han var ude i behagelige syretåger med sfærisk guitarspil. Og publikum var begejstret.

Det syrerock-agtige gik direkte over i nummeret ”You ain’t too old” fra albummet Ride train ride. Stemningsmæssigt var man pludselig ovre i noget helt andet, da Peter Nande spurgte publikum: ”Er I med på lidt call and reponse?” Dét var publikum, og samme blev virkelig inddraget.

Nøgleharpe

Publikum blev nemlig delt op i to sanghold, der skulle synge ”Ain’t too old” på skift. Perry Stenbäck var Hold 3. Desuden sang de andre musikere alle med, og hele seancen blev styret af Peter Nande, der som en anden orkesterdirigent koordinerede løjerne med bestemt, men kærlig hånd.

Publikum gjorde, hvad de fik besked på, og var virkelig med, ja faktisk var folk ellevilde. Det var folk også – og tilmed forbavsede – da Perry Stenbäck hentede sin nøgleharpe, der er ”et traditionelt svensk strygeinstrument med tangenter,” og som har eksisteret i århundreder.

Henvendt til publikum konstaterede Perry Stenbäck med et lunt smil: ”I havde nok ikke ventet at høre svensk folkemusik – svensk blues fra 1700-tallet – til en blueskoncert,” men det var, hvad man fik over to numre, hvoraf det andet var ”Dødens vals”, der var skrevet af Perry Stenbäcks gamle lærermester.

Perry Stenbäck trakterede ”Sveriges nationalintrument” med violinbue, og Richard Farrell var med på vokal, mens Olav Poulsen tilførte musikken en smuk solo, spillet uden slide. ”Der skal trampes,” sagde Peter Nande under ”Dødens vals”, og det gjorde så både musikere og publikum i skøn forening, og dét tog kegler.

Gospel

Med ”Jesus on the mainline” var man pludselig kommet fra Sverige til USA, hvor man landede i gospel-land. Her var Perry Stenbäck på tamburin og vokal, Olav Poulsen på slide-guitar, og Peter Nande, Richard Farrell og Alain Apaloo på sang. Perry Stenbäck var virkelig på dupperne vokalt og piskede en god stemning op.

”Jesus on the mainline” udviklede sig til et veritabelt percussion- og vokalorgie med god medvirken fra et medlevende publikum, der var i højt humør. Tiden var nu inde til at spille aftenens sidste nummer, der blev Blind Willie Johnsons ”Nobody’s fault but mine”.

Perry Stenbäck kørte et fornemt unisont guitar/vokal-løb, hvor wah-wah-pedalen blev vakt til live med god effekt. Alain Apaloo hørtes på vokal og på guitar, Richard Farrell både sang og var fremme med en solo på sin akustiske guitar, og i det hele taget var bandets guitarister fremme både solo og i fin, samlet flok.

Peter Nande gav desuden en forrygende opvisning i vildt mundharpespil, der sad lige i skabet, men klokken 22.43 var koncerten ovre, og orkesteret takkede af. Der var tak til publikum, ekstra præsentation af musikerne, og så fik lydmanden Jan Aaskov også pæne ord at gå hjem på.

Ekstranumre

Peter Nande måtte dog atter lige slå fast, at: ”Dette er et fedt hold. Det er det fedeste hold, den fedeste udgave af Blues Jamboree, vi har haft,” og man var tilbøjelig til at give ham ret. Blues Jamboree spillede blues, roots, gospel, folk og mere til i et fint, naturligt mix og fik sparket tingene langt ud over scenekanten.

Imidlertid var koncerten dog ikke helt slut, for der ventede publikum hele to ekstranumre. Det første var Stephen Stills-nummeret ”Johnny’s garden”, der blev leveret i en fin udgave med Richard Farrell på hovedvokal og akustisk guitar. Alain Apaloo spillede atter bas-toner på sin guitar, og Peter Nande var fremme med en følt mundharpesolo.

Det sidste ekstranummer blev et titelløst ska-nummer, der kunne have været spillet af The Selecter eller The Specials, men som Blues Jamboree kastede sig ud i. Alain Apaloo agerede atter bassist, og Perry Stenbäck afleverede en fornem guitarsolo. Peter Nande opfordrede alle musikerne til at ”spille noget crazy,” og dét gjorde de, inklusive Peter Nande selv.

Den fine mundharpesekvens, han excellerede i, indeholdt nemlig forbavsende nok toner fra The Beatles-klassikeren ”Get back”. Publikum klappede spontant med og må siges at have fået fuld valuta for pengene i form af en livlig hyggeaften i selskab med sublime musikere, der virkelig fik temperaturen til at stige på hyggebarometeret. Og hvis det at spille live drejer sig om at give folk en god oplevelse, viste Blues Jamboree præcis, hvordan dét skal gøres.