Koncertanmeldelse: Blues Paradise Festival, Arena Næstved

Tekst: Peter Widmer og Jakob Wandam
Foto: Peter Widmer

Søsterfestivalen til Blues Heaven i Frederikshavn, Blues Paradise i Næstved, blev godt afviklet med god publikumstilslutning og et flot program, der næsten var identisk med det, man kunne opleve i Nordjylland. Begge festivaler blev skudt af i weekenden den 2.-3. november 2018.

Fem navne

På Blues Paradise’s første dag var der fem navne på programmet, nemlig Wee Willie Walker & Terrie Odabi, Duke Robillard, Robert Cray, Tribute to George ”Harmonica” Smith, der blev afleveret af tre mundharpefolk med backing, og dagens sidste navn, Walter Trout.

Kl. 18 gik det det otte mand høje, aldeles velspillende The Anthony Paule Soul Orchestra i gang med aftenens første nummer, der var en swingende instrumentalkomposition med knald på. Alt sad lige i skabet under hele koncerten, så det var en sand fornøjelse.

Her fik især trombonespilleren og trompetisten lov at strække ud, men også orkesterets bassist fik demonstreret, hvad han kunne. I spidsen for det hele stod orkesterlederen og guitaristen Anthony Paule, der venligt, men bestemt styrede slagets gang.

Orkesteret blev lige før andet nummer tanket op med tre glimrende korpiger, og så kom det ene af koncertens to hovednavne på Limelight-scenen i skikkelse af den yngre kvinde Terrie Odabi.

Vokalorkan

Den californiske, afroamerikanske vokalorkan Terrie Odabi holder til i Bay Area-området i Californien, hvor San Francisco er placeret, og om hende er det skrevet, at hun er ”den mest dynamiske blues- og soul-kvinde siden Etta James,” der i øvrigt også huserede i Bay Area-området.

Terrie Odabi, der gør det i blues, jazz, gospel og soul, har to skiver ude: Evolution of the blues (2013) med seks numre på samt fuldlængdeudgivelsen My blue soul fra 2016, der er produceret af Rick Estrin & the Nightcats-guitaristen og Greaseland Studios-indehaveren Kid Andersen.

Ved koncerten i Næstved var der fokus på sidstnævnte album, fra hvilket hendes første nummer var den langsomme gospelhymne ”Wade in the water”. Her demonstrerede sangerinden, at hun både har en særdeles kraftig orkanstemme, og at hun også mestrer det fine og følsomme i mere dæmpede passager.

Fra My blue soul hørtes desuden atter et langsomt, men kraftfuldt up-to-date soul blues-nummer, ”He wouldn’t let go”, der blev fulgt af den jazzede, storswingende ”Live my life” fra samme album. Her var der også – som hele koncerten igennem – fint vokalarbejde fra de indforskrevne korpiger. Men det vokale kraftcentrum var i dén grad Terrie Odabi.

Selfies

Sidste nummer i Terri Odabis soloafdeling var atter et nummer fra My blue soul, nemlig den hurtige, orgeldrevne, næsten ”See see rider”-agtige, swingende ”Gentrification blues”.

Her fik blandt andre trombonespilleren Derek James virkelig lov til at strække ud med en forrygende solo, der gav Terrie Odabi lejlighed til – helt og aldeles ublu – at tage et par selfies dels med band, dels med publikum som baggrund.

Dét skal der vovemod, selvsikkerhed og humor til at gøre, og Terrie Odabi var klart i besiddelse af disse egenskaber. Tilmed fik hun på ordløs opfordring publikum til at synge med, når hun mente, at dette var på sin plads.

En god trommesolo med junglestemning fik man også af Derrick D’mar Martin, og så var det tilbage til Terrie Odabis fornemme vokalpræstationer og hendes fine fraseringer, før koncertens andet vokal-hovednavn entrerede scenen.

Lille mand

Ind på scenen trådte en meget velklædt lille mand i rødt jakkesæt og med skråt siddende rød hat på hovedet, nemlig soul blues-vokalisten Wee Willie Walker.

Godt nok er Wee Willie Walker en lille mand, men han har en aldeles stor, fløjlsblød soul-stemme med et vidtspændende register, hvilket han fluks fik demonstreret i duet med Terrie Odabie i nummeret ”Lovey dovey”.

Nummeret er, som resten af denne koncerts repertoire var det, fra 2017-albummet After a while af Wee Willie Walker & the Anthony Paule Soul Orchestra, og også på albumversionen af ”Lovey dovey” medvirker Terrie Odabie.

De to vokalister havde altså sunget sammen før denne aftens koncert, og det var tydeligt, at der var gensidig sympati, men så var scenen ellers Wee Willie Walkers.

Den blødt vuggende ”Second chance” fulgte, hvorefter man blev trakteret med det aldeles smukke, langsomme nummer ”After a while”, hvor Wee Willie Walker virkelig fik vist, hvor stor en stemme han er i besiddelse af, så ikke et øje var tørt.

Smæk

Balladen ”I don’t want to take a chance” indeholdt en orgelsolo med smæk i, og Wee Willie Walkers vokalpræstationer var af en sådan karakter, at man også her blev en stor soul-oplevelse rigere.

Big Bill Broonzys ”Romance on the dark” i et fornemt arrangement var næste nummer, der blev fulgt af den stemningsfulde ”Hate take a holiday”, og der blev sluttet af med Luther Dixons hurtige ”Look what you’ve done to me”.

Herefter vinkede Wee Willie Walker farvel til publikum, der begejstret tryglede om et ekstranummer, men det fik man dog ikke. Til gengæld fik man et ”stur, stur nummer” i form af en afsluttende trommesolo, hvor en frø-lignende Derrick D’mar Martin hoppede over hele sit trommesæt et par gange, drønede rundt på scenen og tilbage til sin trommestol til stor applaus fra publikum, der fik sig en smagfuld, tilfredsstillende koncertoplevelse.

Egen niche

Michael ”Duke” Robillard fra Rhode Island, USA udgør nærmest sin egen niche i bluesmusikken. Med en stil, hvor swing og jump blues er bærende elementer, lægger han sig mest op ad West Coast bluesen, men inkorporerer også bl.a. Texas- og Chicago blues.

Han indtog festivalens lille scene, The Porch, cirka klokken 19.30 med sit Duke Robillard Band, der bestod af Matt McCabe på keyboard, Brad Hallen på bas og Mark Teixeira på trommer. Kapelmesteren selv stod naturligvis for vokal og guitar.

Robillard har en alsidig og omfangsrig pladeproduktion bag sig, hvor han både har spillet decideret swingjazz og bevæget sig rundt i primært de urbane bluesgenrer. I Næstved var bluesen i højsædet, og bandet stak kursen ud med en instrumental Texas-shuffle.

De særdeles erfarne folk i rytmesektionen fandt øjeblikkeligt et mosende groove, som Duke Robillard kunne skære sig igennem med sin karakteristiske skarpe, klingende guitartone. Han virkede veloplagt, og hans spil var melodisk og elegant.

Raspende

Første vokalnummer var ”I’m gonna quit my baby” fra albummet Calling all blues! (2014), hvor man blev præsenteret for Duke Robillards raspende stemme, der trækker linjer tilbage til Howlin’ Wolf. En bedre sammenligning kunne dog være Wolfs ”arvtager” Omar Dykes (Omar and the Howlers), som deler Robillards drævende stemmeføring.

En konsekvens af hans bagefter-beatet-intonation var, at musikken trods en utrolig tight rytmesektion fik et adstadigt præg – ikke dovent, men tilbagelænet og hygge-stemningsfuldt. Samtidig satte det hans glasklare, stilfulde guitarlinjer i scene.

”Jump the blues” fra Duke Robillard’s world full of blues (2007) var præcis, hvad titlen deklarerede: en medrivende jump blues med Brad Hallen på kontrabas og Duke Robillard med chunky guitarspil, der bevidnede hans musikalske slægtskab med Jimmie Vaughan (hvis plads i The Fabulous Thunderbirds Robillard i sin tid overtog).

T-Bone Walker

Duke Robillard nævner selv T-Bone Walker som en af sine største inspirationskilder, og i 2004 udgav Robillard hyldest-albummet Blue mood – the songs of T-Bone Walker. Herfra fik vi den swingende slow blues ”You don’t love me”, som Walker indspillede i 1945.

Herefter måtte Bluesnews.dk kortvarigt forlade koncerten i forplejningsøjemed, men da vi vendte tilbage 15-20 minutter senere, lød det, som om bandet stadig var i gang med den samme sang. Dét var de naturligvis ikke, men det vidnede om, at The Duke Robilland Band holdt fast i formlen for aftenens underholdning: swingende jump blues med afstikkere til Texas og Chicago, og med masser af plads til Robillards lækre guitartone og elegante fraseringer på instrumentet.

Det er således ingenlunde et kritikpunkt, at der ikke var de store overraskelser i Duke Robillards sæt. Han har sin egen stil, og der er næppe nogen, der gør det bedre end ham.

Store forventninger

Der var store forventninger til koncerten med et af verdens helt store bluesnavne, nemlig guitaristen og sangeren Robert Cray med band, og de blev indfriet til fulde. Desuden fremstod orkesterlederen alt i alt som en absolut sympatisk mand, der har ikke færre end 23 fuldlængdeudgivelser i eget navn bag sig.

Afroamerikanske Robert Cray er synonym med blues, soul og roots-musik fra øverste hylde, som han formidlede fornemt i Næstved med sine velspillende medmusikere, Dover Weinberg på tangenter, bassisten Richard Cousins og trommeslageren Terence Clark.

Robert Cray og hans band var i højt humør, hvilket smittede af på publikum, og Robert Cray mestrede dét at skabe og fastholde god kontakt til de fremmødte. Desuden var orkesterlederen ydmyg og takkede høfligt og velment publikum for deres applaus flere gange koncerten igennem.

Ydermere annoncerede Robert Cray, til forskel fra mange andre, de enkelte numre, såvel som han behørigt gav hver enkelt musiker gode ord med på vejen.

Desuden var der plads til et par jokes, direkte henvendt til publikum, og der var god stemning på Limelight-scenen. Musikerne var blandt andet anerkendende over for hverandres præstationer og gav klart udtryk herfor.

Tryk på

Der blev grebet godt tilbage i Robert Crays produktion med åbningsnummeret ”Forecast calls for pain” fra albummet Midnight stroll fra 1990, og her var der virkelig tryk på.

Der blev dog tonet en kende ned i det følgende nummer, der indeholdt en fin orgelsolo, og hvor guitarstrengene virkelig blev vredet.

Desuden demonstrerede Robert Cray endnu en gang, hvor fin en vokalist han er, og hvor godt han tackler et sangforedrag.

Med tredje nummer, ”The same love that made me laugh made me cry” fra albummet Robert Cray & Hi Rhythm, kom man længere frem i Robert Crays produktion, da albummet er fra 2017. Sangen blev afleveret i mid-tempo og indeholdt en forrygende fed, lang guitarsolo.

Mere nyt

Med nummeret ”I don’t care” var der mere nyt, for denne skæring er også at finde på Robert Cray & Hi Rhythm. Dette lysrandede, positive, vuggende nummer virkede næsten pop-agtigt og animerede til dans, og flere blandt publikum svingede da også et ben eller to.

Her sang både trommeslager og tangentmanden uventet kor, og Robert Cray aftvang endnu en gang sin guitar en flot solo.

I det hele taget var der under denne koncert godt gang i (blues-)guitaren, der virkelig fik lov til at snakke, i modsætning til den ofte irriterende gang guitarfnidder, Robert Cray ofte leverede for nogle år tilbage.

Den langsomme til mid-tempo rock-agtige ”Fix this” fra albummet Nothin’ but love (2012) fulgte, og her blev så Robert Crays band præsenteret af orkesterlederen på bedste vis.

Glissando

Den surf-prægede, caribisk inspirerede ”You had my heart” fra Robert Cray & Hi Rhythm var næste nummer, og også her var der masser af fedt guitarspil. Faktisk sprøjtede det ud med flotte glissando-akkorder og sylespidst skalaspil, så det var en stor tilfredsstillelse at lytte til, og folk var vilde.

”Thank you so very much,” sagde Robert Cray til det begejstrede publikum, der klart værdsatte Robert Crays tak.

Så var der funky toner i ”Shiver all over”, og man var atter tilbage i tiden, for nummeret findes på Robert Crays 1993-album Shame + a sin.

Med det næste nummer, den rock-agtige, ret bastante, pumpende ”You move me” fra 2014-albummet In my soul, fik man prominente orgeltoner ved Dover Weinberg og fornemt vokalarbejde og flot guitarspil fra Robert Cray, og alle på scenen var i strålende, endda pjattet godt humør.

Ned i gear

Derimod kom musikken ned i gear med Tony Joe Whites fine folk blues-nummer ”Aspen, Colorado”. Nummeret findes på Robert Cray & Hi Rhythm og blev koncertens mest stille og korteste nummer med en smuk guitarsolo i midterstykket.

Dernæst blev der skiftet til et anderledes bastant nummer, nemlig ”Just how low” fra Robert Cray & Hi Rhythm med en fin orgelsolo og et guitarspil, der virkelig kom i luften og i omdrejninger denne aften.

Med næste nummer, den næsten rockballade-lignende, relativt afdæmpede ”Right next door (Because of me)” var vi igen tilbage til Robert Crays tidlige produktion.

Nummeret er nemlig en del af Robert Crays absolutte hit-skive Strong persuader fra 1986.

Flere blandt det talstærke publikum gav udtryk for en genkendelsens glæde og klappede helt uopfordret med, og Robert Cray takkede behørigt.

Ekstranumre

Afslutningsvis fik folk atter et nummer fra Robert Cray & Hi Rhythm. Det var den vuggende ”You must believe in yourself”, en intens, små-funky sag med masser af fuldfede guitartoner.

Det ekstatiske publikum var dog ikke til sinds at lade den takkende Robert Cray og hans fine medspillere forlade scenen, og musikerne kvitterede med hele to ekstranumre.

Først fik man en langsom blues og dernæst den stille ”Time makes two” fra albummet Time will tell fra 2003. Her var der atter fornemt og forfinet guitarspil og et flot sangforedrag at fornøje sig med, og dét gjorde publikum så tydeligvis.

Man kom absolut pænt rundt i en af de helt store nutidige blueskunstneres bagkatalog og blev vidne til en aldeles fornem koncert med musikerskab på højt niveau, leveret af en stjerne, der var helt nede på jorden sammen med sit solide band, og for hvis koncert et ekstatisk publikum kvitterede med vilde klapsalver.

Verdenspremiere

Mange publikummer i Arena Næstved var sikkert uden anelse om, at de blev udsat for en verdenspremiere, da de oplevede hyldestkoncerten Tribute to George ”Harmonica” Smith på The Porch-scenen på festivalens første dag.

Imidlertid var koncerten med de tre mundharpemestre – britiske Steve ”West” Weston, finske Helge Tallqvist og italienske Egidio ”Juke” Ingala – den danske superguitarist Ronni Boysen og italienske The Jacknives en verdenspremiere.

Musikerne havde kun spillet et eneste job sammen før deres optræden i Arena Næstved den 2. november 2018 på The Porch-scenen, nemlig dagen før på Mojo Bluesbar i København, hvor de naturligvis også spillede under fanen Tribute to George ”Harmonica” Smith.

Og hvem er – eller var – så George ”Harmonica” Smith? Jo, den gode afroamerikaner var angiveligt den første, der spillede kromatisk mundharpe med forstærkning.

Han blev født i den amerikanske delstat Arkansas i 1924 og døde i Los Angeles i 1983, og han har været en betydelig inspirationskilde for mangen en blues-mundharmonikaspiller.

Koryfæer

George ”Harmonica” Smith spillede med diverse blues-koryfæer så som Otis Rush, Muddy Waters og Champion Jack Dupree. Desuden samarbejdede han med folk som Ella Fitzgerald, Otis Spann og Chuck Berry.

Smith var kraftigt påvirket af mundharpemesteren Little Walter og delte flere gange scene med Big Mama Thornton.

Han indspillede en lille håndfuld album, hvoraf det første hedder Blues with a feeling – a tribute to Little Walter (1968). Det følgende år udkom endnu et album, og George ”Harmonica” Smith indledte et kortere samarbejde med mundharpekollegaen Rod Piazza.

Ligeledes i 1969 skrev George ”Harmonica” Smith pladekontrakt med den navnkundige britiske producer Mike Vernon og indspillede albummet No time for jive. 1970’erne var en stille periode for George ”Harmonica” Smith, men hans venskab med den nu afdøde hvide amerikanske mundharpemand William Clarke mundede ud i et positivt samarbejde, der varede indtil George ”Harmonica” Smiths død.

Uden mikrofon

Det italienske orkester The Jacknives ledes af Egidio ”Juke” Ingala og består desuden af guitaristen Marco “The Kid” Gisfredi, Max Pitardi på kontrabas og el-bas samt Enrico “Henry” Soverini på trommer.

Denne aften fungerede de som backingband for mundharpemændene sammen med Ronni Boysen, og det var sangeren og mundharmonikaspilleren Steve ”West” Weston, der var første levende mundharpebillede.

Musikerne lagde ud med den velkendte klassiker ”See see rider”, sunget af West Weston, og dét fungerede godt. Det gjorde annonceringen af de enkelte numre irriterende nok ikke. Den var nærmest ikke-eksisterende.

Koncertens andet nummer havde fint solospil ved Ronni Boysen, og Steve ”West” Weston sang en overgang uden mikrofon, men alligevel fik han tag i publikum.

Det finske bidrag

Efter tredje nummer forlod West Weston scenen, og ind trådte det finske mundharpebidrag, nemlig Helge Tallqvist. Samme har spillet med flere amerikanske musikere i USA, og så har han haft egne bands i Finland gennem længere tid.

Desuden har han været med til at styre Ina Forsman with Helge Tallqvist Band, der var prominente for fire-fem år siden.

Denne aften indledte Helge Tallqvist koncertens fjerde nummer, ”Hawaiian eye”, med stort og kompetent blæs på sin mundharpe, og dét var herligt at overvære. The Jacknives leverede stabil backing, så tingene kørte, lige som de skulle.

Femte nummer var en herlig, charmerende skramlet og lettere slæbende version af ”Ode to Billy Joe” af den amerikanske singer/songwriter Bobbie Gentry. Måske et pudsigt valg i blues-sammenhæng, men den fine version, som Helge Tallqvist stod i spidsen for, fungerede.

Overlegent

Herefter fulgte atter et unavngivet nummer af instrumental karakter og med masser af blæs fra Helge Tallqvists side. Den mand har enorm pondus i sit spil, hvilket et oplagt publikum kun reagerede positivt på.

Helge Tallqvist måtte dog overlade scenen til sin italienske instrumentkollega Egidio ”Juke” Ingala, der entrerede scenen iført lyseblåt eller blågråt jakkesæt, rødt slips og røde sko.

Egidio Ingala blæste godt igennem på sin mundharpe, som han beherskede overlegent. Desuden fungerede han som sanger, og begge dele slap han godt fra gennem de fire numre, hvor han var den eneste mundharpemand på scenen.

Ingala klarede både langsomme og hurtige bluesnumre og viste sig at have en ok stemme. I det næstsidste nummer, der blev afviklet med Egidio ”Juke” Ingala i front, fyrede Ronni Boysen en forrygende solo af med masser af egne tricks og en lyd, man ikke hører andre steder.

Mundharpestorm

Koncertens næstsidste – og tiende nummer – var en instrumentalkomposition, der som flere andre numre forblev titelløst, men som indeholdt mange fine mundharpeindsatser ved Egidio ”Juke” Ingala.

Sidste nummer blev ren mundharpestorm med alle tre mundharpemænd på scenen på én og samme tid. Her blev der virkelig blæst igennem, og man var vidne til en gang forrygende mundharpe-teamwork, med gedigen backing fra The Jacknives og Ronni Boysen.

Denne koncert må betegnes som en af festivalens mest tilfredsstillende, og tilmed kunne man fra tid til anden fornøje sig over Egidio ”Juke” Ingalas udprægede showmanship, for den mand havde svært ved at stå stille, når han var på scenen, og publikum nød det tydeligvis.

Populær herre

Amerikanske Walter Trout er en umådelig populær herre i Danmark. Det var her, hans solokarriere fik sin begyndelse med en spontan koncert som orkesterleder i Aalborg (hans chef, John Mayall, var blevet syg), og han er i øvrigt dansk gift og har hus og familie i Danmark.

Efter snakken i Arena Næstved at dømme var der da også mange blandt publikum, som var kommet primært for at høre Walter Trout, og der havde samlet sig lidt af en kødrand foran Limelight-scenen, allerede længe inden manden skulle på klokken 23.30.

De var kommet for at høre bluesrock på høj volumen og med højt energiniveau, og dét skulle de få. Fra første tone blev der fræset igennem på guitaren af Trout, som blev bakket op af den nye mand Teddy Andreadis på keyboards samt Johnny Griparic på bas og Michael Leasure på trommer.

Livstruende

Walter Trout var for få år siden ved at bukke under for en livstruende leversygdom, men blev reddet af en transplantation. Troede man, at han havde mistet momentum efter dét forløb, tog man fejl. Han lirede løs på guitaren i et hæsblæsende tempo og virkede bestemt ikke svækket.

Hvis Claude Debussy havde ret, da han sagde, at musikken er det, der findes mellem tonerne, var der imidlertid ikke megen musik i Walter Trouts sæt. Og især ved koncertens begyndelse var det simpelthen svært at dechifrere, hvad manden sang, fordi guitar-tornadoen overdøvede alt.

Luther Allisons ”I’m back” havde masser af Hammondorgel-toner, men de flød sammen med Trouts guitarudladninger og trommernes uophørlige dundren til en stor, tung masse.

Tempoet ned

Først når Walter Trout satte tempoet ned, kunne man høre hans vokal ordentligt, lige som det nu skinnede igennem, at han ikke bare kunne spille højt og hurtigt, men også melodisk og stilfuldt. Således blev nogle af koncertens bedste øjeblikke de to nye sange, som Trout afslørede fra sit kommende album.

Begge var slow blues-numre, det første med titlen ”Me, my guitar and the blues” og det andet ”There’s something inside of me”. Nu blev det også nemmere at værdsætte Teddy Andreadis’ indsats på orglet, som ellers enten druknede eller var lige så overstyret som guitaren.

Når tempoet atter blev sat op – og dét gjorde det – lød bandet som dét, de lignede, nemlig en samling lidt for stereotype bluesrockere. At Walter Trout har teknikken i orden, bør være hævet over enhver tvivl, men hvad der måtte være af sjæl og melodisk tæft, bukkede simpelthen under for lydbombardementet.

Noget på hjerte

Det var ellers ikke, fordi Walter Trout ikke havde noget på hjerte: Albummet Battle scars (2015), der udsprang af hans sygdomsforløb, indeholder nogle af hans mest personlige sange, og vi fik både ”Almost gone” – med Teddy Andreadis på mundharpe – og ”Cold, cold ground”, som han skrev sammen med hustruen Marie.

Trout var også flink til at introducere sangene og var i det hele taget forbilledligt kommunikativ. Det var således ikke nærvær, man savnede, heller ikke når han spillede covernumre som Don Nix’ ”Going down” eller John Lee Hookers ”It serves me right to suffer”. Men han var altså selv skyld i, at substansen nogle gange blev overskygget af formen.

Hans bluesrock-stil er populær, og det må man respektere. Størstedelen af publikum virkede begejstrede. Da ”fødselsdagsbarnet” Andrew Elt, Trouts mangeårige roadie og forsanger i det hollandske hair metal-band Sleeze Beez, fik lov til at synge nummeret ”Lord have mercy”, kammede det imidlertid helt over i heavy rock, og det er en grænse, Walter Trout skal passe på med ikke at overskride.

Dag 2

Dag 2 på Blues Paradise-festivalen blev åbnet klokken 17 af den amerikanske soul-, gospel- og rhythm & blues-sanger Don Bryant, som nok er bedst kendt for at have skrevet klassikeren ”I can’t stand the rain” sammen med sin hustru, R&B-legenden Ann Peebles.

Med sig i Næstved havde han soul-bandet The Bo-Keys. Dette seks mand store orkester har hjemme i Memphis og består blandt andre af tidligere husmusikere hos pladeselskaberne Stax og Hi. Som The Bo-Keys har de indspillet med blandt andre John Németh og Cyndi Lauper og udsendt en række album og ep’er i eget navn.

Desuden medvirker de på Don Bryants comeback-album Don’t give up on love, der udkom sidste år. På Blues Paradise-festivalen bestod orkestret af bandleder Scott Bomar på bas, Joe Restivo på guitar, veteranen Archie ”Hubbie” Turner på tangenter, David Mason på trommer og en blæsersektion med saxofonist Kirk Smothers og trompetist Marc Franklin.

Godt fra start

The Bo-Keys lagde ud på Limelight-scenen med et instrumentalnummer, en lækker gang funky blæser-soul med svedig Hammond B3 af ”Hubbie” Turner. Så sluttede Don Bryant sig til løjerne, og han kom rigtig godt fra start med det mesterlige soul blues-nummer ”Nickel and a nail”, oprindelig indspillet af O.V. Wright.

Hvor festivalens andet soul-koryfæ, Wee Willie Walker, dagen før havde svøbt sin fløjlsbløde stemme om publikum, væltede kraftværket Don Bryant dem nu bagover med en rå, Wilson Pickett-agtig lyd. The Bo-Keys fulgte ham på ulastelig vis med fede orgel- og guitartoner og fejende blæserakkompagnement.

Repertoiret trak naturligt nok kraftigt på Don’t give up on love-albummet, som er Don Bryants første i 17 år. Ud over ”Nickel and a nail” – en af de få sange fra pladen, som Bryant ikke selv har skrevet – fik vi f.eks. den funky, James Brown-lignende ”Something about you”, og nu var det så godt som umuligt at stå stille.

Også fra den seneste plade kom ”I got to know”, en dansabel rhythm & blues-sag med veloplagt klaver-arbejde fra Archie ”Hubbie” Turner og skønt trommespil af David Mason, samt en funky ”What kind of love”.

Imponerende

Don Bryants stemmekontrol var imponerende, ikke mindst på gospel/blues/soul-nummeret ”How do I get there”. Da han forsøgte at synge salen op uden mikrofon, nåede den 76-årige vokal dog sine begrænsninger. Men publikum var med ham og klappede taktfast.

Den sympatiske sanger havde da også koncerten igennem god kontakt med tilhørerne. Selv om en (falsk) alarm igangsatte en evakuering af Arena Næstved, netop som koncerten var ved at opbygge momentum, fik Don Bryant og The Bo-Keys hurtigt genetableret den gode stemning, da alle efter få minutter blev sendt tilbage til salen. Og Bryant lod ingen chance passere for at fortælle publikum, hvor højt han elskede os.

Ensemblets sydende Southern soul var sympatisk, vellydende og medrivende. King Curtis’ klassiker ”Memphis soul stew” var et skoleeksempel på stilen, der samtidig tjente til at præsentere orkestrets instrumenter.

Junior Walkers hitliste-topper ”Shotgun” gav koncerten et ordentligt skud Motown-funk og piskede stemningen op inden afslutningsnummeret, som uvægerligt måtte blive ”I can’t stand the rain”. Sangen, der blev Ann Peebles’ største hit og ligeledes indtog hitlisterne med Tina Turner og disco-bandet Eruption, var formodentlig kendt af alle tilhørerne, og der blev sunget behørigt med.

Dermed blev der hilst af med Don Bryant, som ikke spillede nogen ekstranumre, men kvitterede ved med fagter at kaste kærlighed ud over publikum.

Står skarpt

Joanna Connor, der er født i 1962, har ti album og masser af turnévirksomhed bag sig. Hendes debutalbum Believe it fra 1989 står stadig skarpt i hendes produktion. Det samme gælder udgivelser som Big girl blues fra 1996 og 2001-albummet Nothing but the blues.

Connor, der i en årrække har holdt til i Chicago, er måske ikke i besiddelse af verdens bedste stemmebånd, men hendes force er hendes slide-guitarspil, som man i høj grad fik at høre på Blues Paradise-festivalen.

Her optrådte Joanna Connor på The Porch-scenen med start kl. 18.30 på festivalens sidste dag med sine to medspillere, bassisten Robert Karman og trommeslageren Cameron Lewis.

Der var tryk på gennem hele denne power-trios koncert, og lad det være sagt med det samme: Joanna Connors musikalske udladninger er mere rock- end bluesprægede, hvilket blev understreget allerede fra første nummer, ”You’re so fine” fra Joanna Connors 1995-udgivelse Rock & roll gypsy.

Hæsblæsende

Dernæst fik man klassikeren ”Fever”, der blev fulgt af den nok mest hæsblæsende version af ”Shake your money maker”, der er oplevet nogensinde.

Der blev dog skruet lidt ned for tempoet i midterstykket, hvor der næsten var stille slide-guitarpassager at høre, mens bassisten og trommeslageren leverede næsten jazzet backing. Derefter blev der atter skruet op for tempoet, før nummeret blev afsluttet med et stort brag af lyd.

Som under størstedelen af denne koncert var der her virkelig tale om et sonisk bombardement, der bredt set blev en kende trættende i det lange løb, men Joanna Connors musik faldt i mange publikummers smag, og klapsalver skortede det ikke på.

Femte nummer var en John Lee Hooker-agtig boogie, der blev indledt af en omgang afdæmpet fingerspil ved Joanna Connor, men så var der ellers smæk for skillingen.

Tråd

Her fik man nemlig masser af tråd, og der var nok ikke én eneste millimeter af Joanna Connors guitar-gribebræt, der ikke blev berørt i dette nummer, og i det hele taget under denne koncert.

Trommeslageren Cameron Lewis viste sig desuden som showman, idet han stod op, mens han trakterede sine bækkener.

Selv om der overvejende var knald på under Joanna Connors koncert, var der dog også flere relativt stille passager og mange fine soloer fra Connors side.

Tilmed bed Joanna Connor og hendes medspillere skeer med Jimi Hendrix, da de gav en kraftfuld og ganske udmærket udgave af Hendrix-klassikeren ”Little wing” med masser af solidt guitarpil og til stor applaus fra publikum.

Kontakt

Det var i det hele taget klart, at der var god kommunikation mellem Joanna Connor og publikum. For eksempel sagde Connor til publikum, som en introduktion til en forbavsende dæmpet version af Robert Johnsons ”Come on in my kitchen”:

”Ok, one more mellow song,” og folk klappede spontant til nummeret, hvilket fik Joanna Connor til at udbryde: ”Oh, you’ve got good rhythm out there!”

På passende vis afsluttede Joanna Connor og hendes musikere deres koncert med endnu et Robert Johnson-nummer, nemlig ”Walking blues”, der blev spillet i en tung udgave med fint slide-guitarspil og en lille duet mellem bassisten og trommeslageren, og publikum klappede begejstret.

Med et ”Hav det godt” til publikum forlod Joanna Connor og hendes musikere scenen efter en udmærket koncert, der dog blev en smule for meget af det gode med for høj volumen og lidt for meget rock-lir.

Hovednavn

Blues Paradise-festivalens absolutte hovednavn var Chicago blues-legenden Buddy Guy, som var på Limelight-scenens program klokken 19.45. Det var med en vis nervøsitet, man imødeså koncerten, for var det 82-årige blueskoryfæ nu i stand til levere, hvad hans ry og status gav grund til at håbe, eller ville det blive et antiklimatisk flop a la Chuck Berrys sidste danske koncert i Randers i 2014?

Det viste sig heldigvis hurtigt, at der absolut ikke var nogen grund til bekymring. En veloplagt Buddy Guy startede med at blæse vilde guitartoner ud, der snart tog form som hans comeback-hit fra 1991, ”Damn right, I’ve got the blues”.

Som en af de få tilbageværende fra Chicago bluesens heyday kan George ”Buddy” Guy gøre krav på blues-tronen, uden at nogen gør ham rangen stridig, og ingen vil betvivle hans ret, når han for eksempel håndplukker fra Muddy Waters’ sangkatalog.

Således tog Buddy Guy meget overbevisende ejerskab over ”(I’m your) hoochie coochie man”, ”She’s nineteen years old” og et medley af ”Louisiana blues”, ”Rock me” og ”Close to you”, der alle blev spillet på stribe.

The missing link

Buddy Guy kan på mange måder siges at være the missing link fra klassiske bluesmen som Muddy Waters og Howlin’ Wolf til de psykedeliske bluesrockere som Jimi Hendrix og Cream. Guy skruede op for forstærkerne, spillede guitar med tænderne og improviserede vilde, skæve soloforløb, et pænt stykke tid før Hendrix blev kendt for det.

I Arena Næstved viste han, at han stadig har en forkærlighed for det skramlende og støjende, skæve og knortede. Samtidig er hans udtryk forbavsende stilfuldt og ubestrideligt bluesy. Det gør, at han kan spille Chicago blues som ingen anden, idet han er i stand til at kanalisere rockens vildskab og aggressivitet uden at kompromittere bluesens autenticitet.

Buddy Guy blev bakket op af den lille håndfuld aldeles kompetente musikere, der udgør hans Damn Right Blues Band. Tom Hambridge bag trommerne er hans mangeårige samarbejdspartner, som også er en efterspurgt session-musiker og producer. Hertil kommer guitaristen Ric ”Jaz” Hall, der fik lov til at spille en lang, men også glimrende solo i ”Hoochie coochie man”, Marty Sammons på keyboards og Orlando Wright på bas.

Chicago-fest

Chicago-festen fortsatte med Eddie Boyds ”Five long years” – en mangeårig standard i Guys repertoire – og Willie Dixons ”I just want to make love to you”. Sidstnævnte begyndte i et funky arrangement, men skiftede så til hårdtslående Hendrix-stil og bevægede sig efterhånden over i dennes ”Purple haze” med endnu en solo af Ric ”Jaz” Hall.

Buddy Guy var nu ellers ikke bange for at håndtere guitarsoloerne selv, og som den showman, han er, ved han, hvad der tager kegler hos publikum. Han vred de vildeste toner ud af instrumentet og spillede med både tænder, trommestikker, håndklæde og bagdel.

Det skete ikke mindst i løbet af Titus Turners ”Grits ain’t groceries” (bedst kendt med Little Milton), der lød som soul blues på speed! Buddy Guy fik også citeret Creams ”Sunshine of your love”, inden sangen gled over i Al Greens ”Take me to the river” og Johnnie Taylor-hittet ”Who’s making love”.

Potent

Buddy Guys stemme har altid været et lige så potent instrument som hans guitar, og dens kraft og versatilitet fremstod uformindsket. Han sang ubesværet med orkanstyrke, men med sin fine diktion og intensitet kunne han også hviske en tekst frem uden at miste publikums lydhørhed.

Buddy Guy havde ganske enkelt tilhørerne i sin hule hånd, og på soul-balladen ”Feels like rain” (fra 1993-albummet med samme titel) sang alle som én med på Guys opfordring.

Endnu et medley fulgte, denne gang som en præsentation af nogle af Buddy Guys inspirationskilder og bestående af John Lee Hookers ”Boom boom” og B.B. Kings ”Sweet sixteen”. De blev fulgt op af en Tom Hambridge-komposition fra Guys nyeste album, The blues is alive and well (2018), nemlig den fine ”Cognac”. Dette glimrende nummer bød på en aldeles forrygende solo af Buddy Guy.

Denise LaSalles ”Someone else is steppin’ in (Slippin’ out, slippin’ in)” var Buddy Guys store shownummer. Her vandrede han ud blandt publikum (tæt fulgt af sikkerhedspersonale) og travede nærmest hele salen igennem, alt imens han uophørligt spillede solo, så salen kogte af begejstring.

Jimi Hendrix

At Buddy Guy er glad for Jimi Hendrix, er ingen hemmelighed, og han har gerne Hendrix-numre med i sit koncertrepertoire. Det var også tilfældet på Blues Paradise-festivalen, hvor han jo allerede havde snuset til ”Purple haze”. Nu fulgte først Hendrix’ udødelige ”Voodoo chile” med masser af guitartricks fra mesteren og flere bidder af ”Sunshine of your love”.

Som afslutning rap-sang Buddy Guy sig derefter gennem det funky Hambridge/Guy-nummer ”Meet me in Chicago” (fra Rhythm & blues (2013)), som han fusionerede med Hendrix’ ”Third stone from the sun”.

Så var der ikke mere, men det var også nok til at cementere, at Buddy Guy stadig er bluesens førstemand. Han viste et dybt imponerende niveau, både hvad angik guitar- og sangteknik og evnen til at underholde og tryllebinde et publikum. Det er muligt, at dette var Buddy Guys sidste optræden på dansk grund, men han gjorde alle forbehold til skamme med en stærk, positiv og veloplagt performance.

Skulle man ønske sig noget yderligere fra Buddy Guy, skulle det måske være flere sange fra hans eget bagkatalog og færre covers. Men som festivalsæt fungerede det godt, og som sagt har bluesens største nulevende stjerne carte blanche til at spille, lige hvad han har lyst til.

Utaknemmelig opgave

Den utaknemmelige opgave, det var at skulle efterfølge Buddy Guy, tilfaldt amerikanske The Norman Jackson Band. Sangeren og guitaristen Norman Jackson er født i Canton, Ohio og voksede op i Detroit og Chicago. Han leder sin kvartet i samspil med saxofonisten Rick Shortt.

Ud over de to bestod The Norman Jackson Band af trommeslageren Frederico-Augusto Samuel-Avila og bassisten Danny Williams. Norman Jackson gjorde en lidt besynderlig figur i sit karakteristiske røde jakkesæt, matchende-farvet hår og Madonna-headset. Men han virkede nærmest selvudslettende ved siden af den maniske Rick Shortt, som må brænde rigtig mange kalorier af i løbet af sådan en koncert.

Norman Jackson kalder sig gerne ”the soul machine” og spiller også hovedsageligt soul og soul blues i forskellige afskygninger. The Norman Jackson Band har udsendt to album, Child support and alimony (2015) og senest It’s the drummer’s fault fra 2017.

Hårdtslående

Fra sidstnævnte fik vi blandt andet den hårdtslående blues ”Givin’ up” med hyperaktivt saxofonspil af Rick Shortt. Det var dog for intet at regne mod hans optræden på den Motown-agtige ”Chain gang”, hvor Shortt som et énmands-Temptations gav sig til at illustrere sangens tekst med fagter og dansetrin og sågar gik i spagat flere gange undervejs!

Bandets musik, som var en blanding af egne numre og covers, er efter deres eget udsagn designet til at ”get your happy on,” og de fremstod da også som lidt af et showband på The Porch-scenen ved Blues Paradise.

Særligt Rick Shortt fortsatte sin opvisning og spillede liggende på ryggen, stående på en af de omkringliggende palle-stabler eller blot spænende omkring på scenen. Han stod i spøjs kontrast til bassisten Danny Williams, der stod som en stenstøtte på Norman Jacksons anden side.

Ned for charmen

Indimellem skruede de nok ned for charmen til, at man kunne koncentrere sig om musikken. Den langsomme soul blues ”Rat in my kitchen” var ganske velfungerende, og The Temptations’ ”Papa was a rolling stone” var ekstremt funky, men det meste af tiden virkede The Norman Jackson Band simpelthen som et novelty act. Det var svært at tage dem alvorligt, og den tydeligt indøvede kækhed blev ganske enkelt ulidelig fra tid til anden.

Det skal siges til deres forsvar, at Jackson og Shortt holdt publikums opmærksomhed fangen med deres konstante ping-pong, og Norman Jackson Bands sæt samlede flere tilhørere end nogen anden koncert på The Porch. Det var bare showet, mere end det var musikken, der tiltrak opmærksomheden.

Håndværket var sådan set i orden. Norman Jackson er en kapabel, om end ikke specielt spændende guitarist, rytmesektionen gjorde, hvad de skulle, og Rick Shortt, som vel nok var bandets hovedsolist, kan helt bestemt noget på sit instrument. Men det overskruede og overfladiske, gennemkoreograferede show fremstod uden sjæl, og The Norman Jackson Band endte med at være festivalens svageste indslag.

Welch Ledbetter Connection

Makkerskabet mellem guitaristen Monster Mike Welch og sangeren og guitaristen Mike Ledbetter er blevet betegnet som noget af det bedste, der er sket for bluesmusikken i de senere år – helt i stil med det musikalske makkerskab, mundharpemanden og sangeren Junior Wells og guitaristen og sangeren Buddy Guy indgik for mange år siden.

Monster Mike Welch har seks glimrende album i eget navn bag sig, hvoraf for eksempel Just like it is fra 2007, 1996-udgivelsen These blues are mine og Catch me fra 1998 påkalder sig opmærksomhed.

Foruden sin solokarriere var Monster Mike Welch fast medlem af Sugar Ray and the Bluetones fra 2001 til 2017, og han har indspillet med store bluesnavne som Duke Robillard, Shemekia Copeland og Ronnie Earl.

Klassisk

Sangeren og guitaristen Mike Ledbetter er i besiddelse af en af de fineste stemmer i bluesverdenen og er tilmed en absolut habil guitarist.

Chicago-manden har slået sine folder i Nick Moss Band som sanger og rytmeguitarist og er vokalmæssigt klassisk skolet.

Han er i besiddelse af en fabelagtig stemme med et stort register og har bredt sig over pop, rhythm & blues og soulmusik med mere og har således et mangeartet, fast musikerfundament.

I 2017 fandt han sammen med Monster Mike Welch, og sammen har de skabt en af de mest dynamiske duoer i nyere tid med en stil, der emmer af Chicago-”West Side soul”-lyd, som det kan høres på deres debutalbum Right place, right time.

Stærkt hold

På Blues Paradise-festivalens anden og sidste dag kunne man opleve Monster Mike Welch og Mike Ledbetter plus deres tre medmusikere som Welch Ledbetter Connection. Som Mike Ledbetter udtrykte det: ”We are two, but without a fine band, we are nothing.”

Denne konstellation bestod af Monster Mike Welch på guitarer, Mike Ledbetter på sang og guitar, Scott Sutherland på bas, trommeslageren Fabrice Bessouat og tangentspilleren Jamiel Allen, og de fem musikere udgjorde et aldeles stærkt hold.

Fra det øjeblik, Mike Ledbetter og Monster Mike Welch fejede ind på Limelight-scenen, havde de et måbende publikum i deres fælles hule hånd, og det er ikke for meget sagt, at mange publikummer tabte underkæben af benovelse over det, de så og hørte på scenen.

”We are the Welch Ledbetter Connection, and we play Chicago blues,” sagde Mike Ledbetter, der førte ordet, når der var brug for at henvende sig til publikum, hvilket skete mange gange på positiv, informativ og humoristisk vis, og det modtagelige publikum var helt med.

Monster Mike Welch derimod sagde ikke et ord. Han lod sin guitar tale, og det gjorde han med formidabel feeling, teknik og finesse fra det spagfærdige til det højlydt swingende med flere fuldfede soloer hele koncerten igennem.

Debutalbum

Der var et naturligt fokus på Monster Mike Welch og Mike Ledbetters debutalbum, som man fik flere prøver fra.

Eksempelvis hørtes det fine åbningsnummer fra samme album, ”Cry for me baby”, tidligt under koncerten.

Man fik også Eugene Church-nummeret ”Pretty girls everywhere” fra 1959 med en fin orgelsolo ved Jamiel Allen og fedt guitar-teamwork ved Monster Mike Welch og Mike Ledbetter.

Hudson Whittakers (alias Tampa Red, red.) fine ”Crying won’t help you” fra Right place, right time blev ligeledes luftet med en lang, dæmpet guitar-intro. Nummeret udviklede sig dog hurtigt til en fed shuffle.

Vidtspændende

Her demonstrerede Mike Ledbetter virkelig, hvor vidtspændende hans vokal er, og dét i denne forbindelse i samklang med Monster Mike Welchs rygende fine guitararbejde.

En helt utrolig (vokal-)præstation! Desuden synger Mike Ledbetter så intenst, at det virkelig virker, som om han mener, hvad sangteksterne formidler.

Med andre ord synger Ledbetter med stor indlevelse.

Den soul’ede ”I can’t please you” fra Right place, right time fik man også med god sceneoptræden fra den ulasteligt klædte Mike Ledbetter og masser af forrygende guitarspil fra Monster Mike Welch.

Og forrygende guitarspil var der masser af under denne koncert, og de, der ikke kendte til Monster Mike Welch – eller til Mike Ledbetter for den sags skyld – fik sig et fremragende nyt musikalsk bekendtskab.

Takkede

Før sidste nummer af elleve i alt takkede Mike Ledbetter publikum for fremmødet og deres positive holdning, og så kom der ellers en flot afslutning på en aldeles blændende koncert i form af Artie Butler og Jerry Leibers velkendte ”Down home girl” fra Right place, right time.

Nummeret blev afleveret i en vuggende, tyk version med hele scenens musikerhold på stikkerne og Mike Ledbetter i højt humør.

Til sidst fik sidstnævnte med lethed publikum med på at råbe et langt ”Oh, yeah,” og afslutningsvis var der stor tak til publikum, der kvitterede med masser af længe rungende klapsalver.

Denne koncert kommer til at stå som festivalens måske allerbedste, der både fik sparket benene væk under publikum og efterlod samme aldeles åndeløse.

Bluesrocker

Sidste levende billede på The Porch-scenen – og på Blues Paradise Festival i det hele taget – var den 58-årige bluesrocker Ted Horowitz, bedre kendt som Popa Chubby. Han er i fuld gang med sin Prime cuts-turné, opkaldt efter det opsamlingsalbum, der udkommer her i november.

Popa Chubby er, som navnet antyder, en stor mand, og han gennemfører efterhånden sine koncerter siddende. Det betyder dog ingenlunde, at han er blevet subtil i sin optræden, og særligt den stærke vokal kan virke mere rock’et end bluesy.

Til gengæld var Chubbys guitarspil overraskende smagfuldt. Allerede åbningsnummeret ”I don’t want nobody”, en Texas-boogie fra Universal breakdown blues (2013), gav plads til de lange instrumentale forløb, men selv om Popa Chubby serverede masser af guitar-lir, larmede han ikke, og størstedelen af koncerten var ganske medrivende.

Hårdt spillet

En vellykket version af standarden ”Ain’t nobody’s business” var næste punkt på programmet, fulgt af ”Grown man crying blues”, en hårdt spillet slow blues fra 2007-abummet Deliveries after dark. Her lånte Popa Chubby tekstmæssigt fra ”Five long years”, som Buddy Guy havde spillet tidligere på aftenen.

Popa Chubbys backingband bestod af Francesco Beccaro på bas, Tom Curiano på trommer og Dave Keyes på keyboard. Ud over Popa Chubby spiller Dave Keyes med blandt andre Slam Allen og Alexis P. Suter, men har også udgivet seks cd’er i eget navn, senest den velanmeldte The healing fra 2017.

Fra dén plade spillede bandet nu ”Not so nice anymore” med Keyes som forsanger, og det var et heavy rock’et nummer, som passede godt til Keyes’ lidt svulstige, teatralske vokal. Tom Curiano dundrede af sted på trommerne, og Popa Chubby bidrog med hvinende bottleneck-guitar.

Arbejdsdelingen blev bibeholdt på endnu en Dave Keyes-sang, ”Signed with a heartache”, hvor Keyes spillede bluesklaver, og Popa Chubby ”duellerede” med ham på slide-guitar med en lidt trættende ekko-effekt.

Småkedeligt

”69 dollars” fra Universal breakdown blues var et småkedeligt rock & roll-nummer, som dog blev forsøgt peppet op med både wah-wah-pedal, latin-rytme og sågar elementer af fusionsjazz, herunder en bassolo af Francesco Peccaro.

Selv Ray Charles-klassikeren ”What’d I say” kunne imidlertid ikke hjælpe på, at koncerten nu gik lidt i rock & roll-tomgang. Det blev der først rettet op på med allersidste nummer, som Popa Chubby egentlig havde tænkt sig, skulle være ”Hallelujah”.

Ansporet af et råb fra salen, der udtrykte ønske om ”Hey Joe”, lagde Chubby det dog simpelthen ud til en hurtig publikumsafstemning, som Jimi Hendrix vandt over Leonard Cohen.

Dét var et godt valg, for Popa Chubby og hans band spillede en inspireret version af ”Hey Joe” med lange soloer af både kapelmesteren og af Dave Keyes på orglet, og de fik således lukket Blues Paradise ned på ordentlig vis.

PR-arbejde

Man kan undre sig over, at der i Næstved, hvor Blues Paradise-festivalen blev kørt af Arena Næstved i samarbejde med Næstved Idrætsforening, Arena Nord og Peter Astrup Blues Productions, tilsyneladende ikke var lavet det store PR-arbejde.

Det var for eksempel beskedent, hvad man kunne grave frem af informationer om de enkelte kunstnere på www, når man søgte på Blues Paradise Festival 2018. Faktisk var der kun en kortfattet omtale af fire af festivalens 11 blueskunstnere, nemlig Buddy Guy, Robert Cray, Popa Chubby og Walter Trout.

Desuden havde festivalen ikke sin egen hjemmeside, men festivaloplysninger fandtes på Arena Næstveds hjemmeside som sådan. I modsætning hertil har Blues Heaven Festival en helt egen hjemmeside, og her var der masser af oplysninger at hente.

Hvis man ville forhåndsorientere sig grundigt om Blues Paradise-festivalens deltagende kunstnere, måtte man således kigge på Blues Heavens hjemmeside, men der manglede et link hertil fra Arena Næstveds side.

I øvrigt var den eneste programforskel på de to festivaler, at hvor Blues Heaven havde Christone ”Kingfish” Ingram på plakaten, havde Blues Paradise Norman Jackson.

Positivt

Hvorom alting er, var det et absolut positivt totalindtryk, man fik af de fysiske rammer, Blues Paradise foregik i. Toiletforholdene var gode og let tilgængelige fra koncertsalen, der lå i kælderplan. Der var to scener, nemlig Limelight-scenen og The Porch, som var placeret i hver sin ende af salen.

Desuden var der en bar i midten af lokalet, og så var der maser af polstrede siddepladser på sidelinjen, såvel som der var stillet borde og stole op, der var tilgængelige for alle. Tilmed var der flere stabler paller, man kunne hænge ud ved. En god idé.

Lyden i koncertsalen var problematisk, som det ofte er tilfældet, når musik bliver spillet i sportshaller. En ildevarslende indledende rungen, ekko og andet godt blev dog indskrænket, og festivalen igennem var lyden om end ikke helt optimal, så virkningsfuld. Det hjalp naturligvis også, at der efterhånden blev fyldt godt op med publikummer, for dem var der pænt mange af.

I stueplan var der overvåget, gratis garderobe, et par barer, et udendørs rygeområde og et større caféområde. Dér kunne man blandt andet indtage en udmærket, forudbestilt buffet, mens man andetsteds blandt andet kunne tilkøbe sig dagens varme ret, chili con carne, en fransk hotdog eller en amerikansk burger til rimelige priser.

Tilmed var der også et par barer i stueplan. Den ene solgte primært vin, den anden primært øl, både ordinære bryg og specialøl.

Imødekommende

Betjeningen var overalt venlig, hjælpsom, kompetent og imødekommende, så man følte sig godt tilpas og i gode hænder i Arena Næstved.

Tidsplanen for koncerterne var stram og blev med kun stedvis og beskeden forsinkelse overholdt, og det hele blev kædet sammen af Ester Brohus og M.C. Hansen, der sammen fungerede som konferencier. Et godt match på papiret, men ikke i virkeligheden.

M.C. Hansen er en glimrende, velformuleret, vidende, dæmpet humoristisk konferencier med tjek på kunstnernavne og god kontakt til publikum, hvilket får tingene til at glide med elegance.

Det samme kan ikke just siges om den sædvanligvis charmerende Ester Brohus i konferencierrollen, for dér faldt hun igennem og kunne sagtens have været undværet.