Koncertanmeldelse: Bøje&Ewald, 17:48, Odense

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Frank Nielsen

Blues på dansk er ikke hverdagskost. Der er naturligvis fortilfælde – Kent Thomsen, for eksempel – men det er ikke ofte, at vi hører vort modersmål sat på bluesens versefødder.

Det er ikke desto mindre præcis, hvad Søren Bøje og Poul Ewald har kastet sig ud i med deres nye duo-projekt, Bøje&Ewald (læs mere her). Og fredag den 4. september blev konceptet så kastet for løverne, da Bøje&Ewald spillede på Mødecenter Odense, også kendt som Skibhus 17:48 eller bare 17:48.

Tror på konceptet

Bøje & Ewald arbejder på et kommende album med egne, til dels dansksprogede sange, og de tror selv så meget på konceptet, at de stillede med to sæt, der med undtagelse af to numre udelukkende bestod af disse nye, for publikum ganske ukendte sange.

Det betød naturligvis ikke, at Søren Bøje og Poul Ewald var ubeskrevne blade i den odenseanske bog. Begge slår deres folder i det skattede lokale bluesband Evil Sons of the Blues, og det virkede da også, som om en stor del af publikum på 17:48 udmærket kendte de to herrer og glædede sig til at blive underholdt.

Uanset hvad var det modigt af Poul Ewald (sang, mundharpe og percussion) og Søren Bøje (guitar og sang) at stille sig til skue på denne måde – tilmed med sange, som i vid udstrækning var af et ret personligt tilsnit. Og Poul Ewald bemærkede da også selv, at det var ”lidt lige som at løbe nøgen ned ad Skibhusvej.”

Der var nu ikke så meget personligt på spil med show-åbneren ”Bøje&Ewald er lige her”, en humoristisk præsentationssang i form af hyggelig lejrbålsblues. Og selv om der bestemt skulle blive skåret ind til benet senere hen i koncerten, blev sangene generelt præsenteret med en solid portion humor.

Hyggekoncert

I det hele taget var Bøje&Ewalds optræden i Odense en rigtig hyggekoncert med god stemning, tilvejebragt både af et par veloplagte musikere og et modtageligt publikum.

Begge parter syntes begejstrede over i hvert fald for en stund at kunne glemme det corona-eksil, som havde dannet baggrund for meget af Bøje&Ewalds sangskrivning. Det gjaldt såvel teksterne som det faktum, at mange af sangene havde begyndt deres liv under nogle lange fælles gåture under nedlukningen.

Musikalsk var der hovedsageligt tale om luftig, Piedmont-orienteret akustisk blues. Søren Bøje benyttede sig af loops til at give lyden fylde og tillade ham at spille både rytme- og leadguitar, men lagde i øvrigt generelt en no-nonsense-stil for dagen. Ekvilibrisme var ikke hans mission; det meste af tiden drejede det sig om at understøtte sangene. Så meget desto mere satte man pris på hans økonomisk fordelte, men altid smagfulde soloforløb.

Eminent

Duoens store instrumentalist måtte dog siges at være Poul Ewald, som er en eminent mundharpespiller. Han spillestil er egentlig ret flamboyant, både hvad angår lyd og gestik, men han spiller med et temmelig bemærkelsesværdigt organisk flow, som gjorde, at hans frembringelser aldrig virkede forcerede eller overgjorte. Dét er en kunst!

Men hvad så med sangene? Tja, når ret skal være ret, var de ikke stor poesi. Den afvæbnende humor, der gennemsyrede mange af dem, gjorde, at de fungerede fint i en setting som fredagens intimkoncert, og det var sgu ret sjovt, når Søren Bøje i en sjældent rolle som forsanger sang ”Corona baby” – ikke en kærlighedserklæring til pandemien, men et mere kødeligt ønske om at bruge isolationen til at lave en corona-baby!

Ligeledes lagde ”Jeg vil ha’ dig ved min side” sig i forlængelse af 1920’ernes og 30’ernes double-entendre-blues med en slet skjult (og ret morsom!) dobbelttydighed i linjer som ”Du skal synge i min mikrofon”!

Brutalt ærlig

Men det var de mere inderlige og alvorlige numre – så som den brutalt ærlige blues om Poul Ewalds kræftsygdom, der åbnede andet sæt – som fungerede bedst. Slow bluesen ”Hun rør’ mig, mand” var også ganske stærk.

Ellers var det den instrumentale side af sangene, der gjorde størst indtryk. ”A gunshow in disguise” skabte en vellykket noir-stemning, der bestemt passede perfekt til teksten, men som også var bedre end teksten. Det samme måtte siges om ”Walking down New Orleans”, som virkede mere fjollet, end godt var.

Til gengæld fremstod instrumentalnumrene stærke. Bøje&Ewalds arrangement af Nat Adderleys ”Work song” var lige så vellykket, som valget var uventet, og Ewald udviste smukt, opfindsomt spil og en virkelig pragtfuld tone.

Også Søren Bøjes ordløse hyldest ”Blues for Thorup” var et rigtig fint nummer, der fik det bedste ud af den lækre lyd på Bøjes Martin-guitar.

Slagtøj

Poul Ewald krydrede flere af sangene med diverse slagtøj, primært cajon og chimes. Førstnævnte brugte han sparsomt og til god effekt, mens det, efterhånden som koncerten skred frem, blev lidt af en kliché, at numrene skulle afsluttes med chimes. Dem må Bøje&Ewald godt skrue ned for næste gang, men det er en ubetydelig anke mod en ellers rigtig fin og uprætentiøs instrumenthåndtering.

Alt i alt fik Bøje&Ewald vist sig som gode underholdere, der både havde noget på hjerte og masser af glimt i øjet.

At Poul Ewald er en virtuos på mundharpen, herskede der heller ingen tvivl om, mens Søren Bøjes guitarspil sådan set godt kunne tåle at spille en mere fremtrædende rolle.

Med andre ord kan der stadig justeres på konceptet, men ”Bøje&Ewald er lige her” og klar til at indtage scenerne rundt om i landet.