Koncertanmeldelse: Corey Harris, Vollsmose Bibliotek og Kulturhus, Odense

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Frank Nielsen

Der var magi i luften, da amerikanske Corey Harris og hans akustiske trio onsdag den 21. november fyldte Vollsmose Bibliotek og Kulturhus med blues-toner.

Det var lidt af et verdensnavn, der havde den odenseanske forstad som eneste danske stop på sin netop afsluttede europaturné. Med sig havde han sin landsmand, mundharpespilleren Hook Herrera (som ikke er et ukendt navn på de danske bluesscener), og italienske Lino Muoio på mandolin.

Trioen var et pudsigt syn, der umiddelbart kunne virke som et umage match. 49-årige, gråskæggede Harris med den farverige hovedbeklædning fremstod dels afrikansk, dels caribisk. Han sad mellem Herrera, der med tørklæde og poncho flashede sine indianske rødder, og Muoio, afdæmpet klædt i ternet skjorte.

Ingen modsætninger

Men musikalsk var der ingen modsætninger; trioen fungerede upåklageligt. Corey Harris var det ubestridte fokuspunkt med sit fine guitarspil, der aldrig tog opmærksomheden fra sangene, men var perfekt akkompagnement til Harris’ utrolig udtryksfulde stemme.

Medmusikanterne fungerede som en forlængelse af dette. Særligt Lino Muoios mandolinspil var meget afdæmpet, men gav diskret og fornemt embellishment til Harris’ sangforedrag.

Ganske få soloer spillede Lino Muoio også; dem var der flere af til Hook Herrera, men også han overlod spotlyset til Harris og holdt sig hovedsageligt til økonomisk akkompagnement.

Akustisk blues

Corey Harris har altid haft den akustiske blues som sit hovedområde, men har til gengæld ladet sig påvirke kraftigt af forskellige andre musikformer. Han blev kendt i vide kredse, da han var omdrejningspunkt for Martin Scorseses dokumentarfilm Feel like going home (2003). Her rejste han bl.a. til Mali og spillede med ørkenblues-legenden Ali Farka Touré, hvilket udmøntede sig i det fremragende album Mississippi to Mali (2003).

Senere udforskede Corey Harris forbindelsen mellem blues og reggae, blandt andet på albummet Zion Crossroads (2007).

Koncerten i Vollsmose holdt sig imidlertid i det store og hele inden for den traditionelle, akustiske blues i dens forskellige fremtrædninger som delta, Piedmont og folk blues. Samtidig var det meste af repertoiret kendte klassikere fra country blues-sangbogen, naturligvis flettet sammen med udvalgte Corey Harris-kompositioner.

Musikalsk univers

Bukka Whites ”High fever blues” åbnede ballet på fornemste vis et sted mellem Piedmont og Mississippi-deltaet. Corey Harris’ skarpe, skærende stemme sugede publikum ind i hans musikalske univers, og der blev man fastholdt lige til koncertens allersidste tone.

Pragtfulde bluesstandarder som Sleepy John Estes’ ”Everybody ought to make a change” og Blind Blakes “C.C. pill blues” – sidstnævnte med en mandolinsolo af Muoio – blev sømløst hæftet sammen af Corey Harris’ egen ”Lynch blues”, en pragtfuld delta blues med mundharpesolo af Hook Herrera.

Blind Blake stod også bag ”That’ll never happen no more”, hvor Corey Harris fik demonstreret glimrende, dansende ragtime-spil. Trioens fremførelse var generelt minimalistisk og indfølt, hvilket iscenesatte Harris’ tryllebindende stemme. Dens varme og hæshed havde stærk virkning, og på Skip James’ ”Devil got my woman” kom han både ned i det dybe bas-leje og den høje falset, alt sammen med en effekt, der flåede i hjertestrengene.

Hjemsøgende

Corey Harris’ bottleneck-slide blev også fundet frem, for eksempel på Bukka Whites ”Parchman Farm blues” og Charley Pattons ”Pony blues”. Ikke mindst en fantastisk sunget ”61 Highway blues” af Mississippi Fred McDowell fik et fedt udtryk, hvor Harris’ slide-spil på guitarens øverste bånd gav de dybe toner en hjemsøgende kvalitet.

I det hele taget kanaliserede Corey Harris’ guitarspil de gamle mestre og sendte tilhørerne på en mental rejse tilbage til førkrigs-USA og sydens verandaer og jook joints.

Første sæt blev lukket med Robert Nighthawks ”Sweet black angel”, men koncerten fortsatte 25 minutter senere i samme stil med en aldeles henførende udgave af den traditionelle ”Jack o’diamonds” (kendt med bl.a. Blind Lemon Jefferson) samt Blind Blakes ”Diddie wa diddie”.

Andægtig tavshed

Publikum lyttede i andægtig tavshed til Corey Harris’ korte, men velkomne sang-introduktioner, og selv om der naturligvis var begejstrede bifald mellem sangene, var det, som om koncertgængerne var helt lamslåede.

Harris tolkede det som et reserveret skandinavisk publikum, fortalte han efterfølgende Bluesnews.dk, men for denne anmelder virkede det snarere, som om alle var helt og aldeles tryllebundne. Det var en af undertegnedes bedste koncertoplevelser længe.

Koncerten fortsatte med smukke lydbilleder, der blev malet i fællesskab af de tre optrædende. Hook Herrera fik efterhånden lidt mere plads, men vidste altid, hvornår han skulle udvise tilbageholdenhed, og hvornår han kunne lade mundharpen hvirvle toner ud. Det var forbilledligt akkompagnementsspil.

Klassikere

Klassikerne fyldte stadig det meste af sætlisten med Son House’s ”Walking blues”, Ma Raineys ”See see rider blues”, St. Louis Jimmys ”Goin’ down slow” og Roosevelt Sykes’ “44 blues” blandt aftenens numre, sidstnævnte med suverænt spil af Hook Herrera.

Hen imod slutningen af koncerten fik Corey Harris dog også præsenteret et par af sine egne numre fra det seneste album, Free water way, der udkom i september 2018. Her forlod Lino Muoio og Hook Herrera scenen, mens Harris introducerede ”Watching you”.

”Jeg havde Edward Snowden i tankerne, da jeg skrev den,” fortalte Corey Harris om sangen, hvis tekst handlede om overvågning. Den blev spillet med et let reggae-beat, og Harris slog mere eller mindre bevidst over i jamaicansk accent.

Mali-blues

”Mama Afrika,” ligeledes fra Free water way, afspejlede Corey Harris’ anden store inspirationskilde og emmede af Mali-blues.

Lino Muoio og Hook Herrera vendte tilbage i tid til Robert Petways godt brugte ”Catfish blues”, som dog ingenlunde lød fortærsket i hænderne på Harris og co., og Herrera spillede aldeles forrygende.

Som ekstranummer fik vi en groovy, hypnotisk udgave af Skip James’ ”Special rider blues”. Her lød Lino Muoios mandolin næsten som en afrikansk ngoni og trak endnu en gang linjer mellem sydstaternes country blues og Vestafrikas ørkenblues.

Her slap Corey Harris og hans trio taget i publikum, men man måtte virre et par gange med hovedet for at rive sig løs af den fortryllelse, som Harris, Muoio og Herrera havde kastet over os. Det var ganske enkelt en magisk oplevelse.