Tekst: Jakob Wandam
Foto: Frank Nielsen
Mandag aften den 6. november afsluttede belgiske Ghalia Volt sin mini-Danmarksturné på spillestedet Godset i Kolding. Her gav hun nemlig den sidste af fem efterårskoncerter på dansk grund, inden hun drog videre mod Belgien og sidenhen til New Orleans, hvor Ghalia Volt i dag har sin base.
Det er ellers ikke New Orleans blues, der sætter det største præg på Ghalia Volts musik. Snarere er hun påvirket af den hill country blues, som især dyrkes i det nordlige Mississippi. Her spiller man en rå og minimalistisk bluesform, hvor et nummer ikke sjældent holder sig inden for en enkelt akkord, og hvor slide-guitar og trommer sådan set er den eneste instrumentering, man virkelig har brug for (hvis da ikke guitaren er udskiftet med fløjte).
Fodpedaler
Således kunne Ghalia Volt også akkompagnere sig selv på sin one woman-turné. Et minimalistisk trommesæt blev betjent med fodpedaler – venstre fod til stortrommen, højre til lilletrommen, og højre hæl til hi-hatten – og så var Ghalia Volts hænder fri til at benytte de fire forskellige guitarer, hun havde med – dog én ad gangen!
Og Ghalia Volt kunne bestemt godt finde ud af at håndtere en guitar, hvad enten det var af cigarkasse-varianten eller mere traditionelle elguitarer. Slide-røret blev flittigt brugt og sang på sin vis lige så flot som Ghalia Volt selv, der demonstrerede en klar, mørk røst.
Det var ellers ikke nødvendigvis nogen nem opgave at skabe turnéafslutningsstemning på denne stormy Monday på Godset, hvor Ghalia Volt blev mødt af et velvilligt, men også noget spagfærdigt publikum. Det lod Ghalia Volt sig dog ikke kyse af; hun kastede sig blot ud i sin pågående og ofte intense performance, krydret med små fortællinger om sangenes tilblivelse m.m., der blev serveret med smil og et charmerende stilfærdigt lune.
Mere underholdende
Repertoiret bestod overvejende af Ghalia Volts egne numre, og gudskelov for det. For selv om sangerinden bekendtgjorde, at hun skam snildt kunne foredrage os de første 200 covernumre, var det meget mere underholdende at høre hendes glimrende selvgjorte kompositioner.
En stor del af disse var taget fra Ghalia Volts forrige album, One woman band (2020), men der var også et par selektioner fra Let the demons out (2017) og Mississippi blend (2019) samt et enkelt nummer fra det spritnye album Shout sister shout. Sidstnævnte er indspillet med fuldt band, og det var muligvis derfor, at Ghalia Volt valgte at lade de nye sange ligge, til hun vender tilbage i 2025 med et musikerhold i ryggen.
Denne mandag aften var det altså op til Ghalia Volt selv at give sangene den nødvendige fylde, og det gjorde hun effektivt med dunkende boogie-rytmer og skærende guitarriffs.
Syngende slide
Hun startede bragende og buldrende med en version af standarden ”Shake your boogie”, efterfulgt af en trio af egne numre i skiftende tempi. Efter ”Hoodoo evil man”, ”It ain’t bad” og den rock & roll-prægede ”I thought I told you not to tell them” skiftede Ghalia Volt for første gang til cigarkasseguitar, og så var der dømt syngende slide og flænsende bottleneck-riffs. Det var den stemningsfulde ”Espìritu papàgo”, som med ekko-vokal og støvet ørkenatmosfære var et af koncertens bedste numre.
Elmore James spøgte i ”Reap what you sow”, en gang hård delta blues med mere slide og et tungt boogie-beat. ”Meet you down the road” var til gengæld et af aftenens mest hill country-orienterede numre og også et af de bedste. Stortromme-beatet skabte et tungt og tjæret groove, som Ghalia Volts slide-guitar skar sig igennem.
Det meste af Ghalia Volts optræden var blottet for anden showmanship end de små introduktioner og så hendes fornemme musikerskab. Hun kunne dog ikke dy sig for at pynte på Muddy Waters’ ”Rollin’ and tumblin’” med et af sine glansnumre:
”Jeg spiller den bedre med en whiskyflaske i hånden,” indledte hun – Ghalia Volt havde indtil nu holdt sig til at drikke te – og sandelig om ikke der blev sendt et glas whisky op på scenen. Det måtte hun så bunde, så hun kunne bruge glasset som slide – naturligvis til publikums begejstring, men også til sin egen lette bekymring: ”Det var en meget generøs opskænkning,” noterede Ghalia Volt bagefter.
Pudsig
”No happy home” parrede en country-rytme med Ghalia Volts hill country-lyd på pudsig, men ganske vellykket vis, mens ”Evil thoughts” var en mere traditionel rhythm & blues-shuffle med en rytme, der mindede om Amos Milburns ”One scotch, one bourbon, one beer”.
Med ”Can’t escape” var vi tilbage i hill country blues-territoriet, og Ghalia Volt bekendtgjorde da også, at den var inspireret af genrens mestre R.L. Burnside og Junior Kimbrough. Lilletrommen pumpede heftigt under den fuldfede guitarlyd, og nummeret blev et højdepunkt i koncerten, blandt andet fordi Volt trods kompositionens enkle, minimalistiske struktur var i stand til at tilføre den variation gennem temposkift og pludselige strejf af dels surf, dels mellemøstlige toner.
Vi nærmede os nu så småt afslutningen, og det betød, at der kom flere covernumre på banen. Mississippi Fred McDowells ”You gotta move” er blevet spillet til bevidstløshed, men der var alligevel en friskhed over Ghalia Volts langsomme version, takket være nogle fede slide-licks og en generelt intens fremførelse.
Synge med
Efter Ghalia Volt-originalen ”Bad apple” kom endnu et covernummer, den traditionelle ”House of the rising sun”. Nu skulle publikum synge med, annoncerede Volt, og det gjorde de da også, om end der ikke var nogen fare for, at kvinden på scenen ville blive blæst bagover.
Hun kvitterede med yderligere to numre, hvoraf det første var hendes egen, ”Hoochie coochie man”-agtige ”Loving me is a full time job”. En slags rockabilly-medley af ”Whole lotta shakin’ goin’ on” og “Blue suede shoes” rundede foreteelserne af, ihvorvel det retfærdigvis skal siges, at Ghalia Volts fortolkning af ”Whole lotta shakin’ … ” nok skyldte lige så meget til Big Maybelles originalversion som til Jerry Lee Lewis’ mere kendte cover.
Koncerten varede cirka 90 minutter (uden pause), og det var halvanden time i rigtig godt selskab. Ghalia Volt mødte mandagspublikummet med et beundringsværdigt overskud, og musikalsk var det svært at finde noget at klage over. Tværtimod: Hill country bluesen er af natur monoton, men med sit pågående spil, en stærk vokal og en veludviklet sans for at sammensætte et sæt med den rette mængde variation i tempi og stemninger gjorde Ghalia Volt koncerten til en stærkt underholdende seance.
Vi tør godt opsøge Ghalia Volt igen, når hun forhåbentlig atter dukker op i Danmark i 2025.