Koncertanmeldelse: Gospel Heaven, Aalborghallen, Aalborg

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Frank Nielsen

Hvert år i november samles nogle af verdens største navne inden for blues og soul til festivalen Blues Heaven i Frederikshavn. Mange af disse, og især de afroamerikanske kunstnere, har baggrund i baptistkirken, hvor de er vokset op med gospelsang og også i mange tilfælde selv har optrådt med kirkernes kor.

Blues Heavens bagmand Peter Astrup fik derfor den ide at samle nogle af Blues Heavens optrædende til en gospelbegivenhed i forlængelse af bluesfestivalen. Den første Gospel Heaven blev gennemført i 2019 i Frederikshavn Kirke, en smuk ramme, som desværre viste sig at være fuldstændig uegnet til elektrisk forstærket musik.

Hertil kom, at ikke alle de optrædende tilsyneladende havde fået memoet om, at det var gospel, der skulle spilles (læs mere om Gospel Heaven 2019 her).

I 2020 blev der på grund af coronasituationen ingen festival, men den 14. november 2021 vendte Gospel Heaven tilbage, og denne gang skulle det gøres ordentligt! Arrangementet var nu flyttet til Aalborghallen, hvor der var helt anderledes gode lydforhold. Faktisk udgjorde salen en fremragende ramme for søndagens gospelkoncert.

Amerikanske sangerinder

Fra Blues Heaven havde man indforskrevet de tre amerikanske sangerinder Gaye Adegbalola, Kat Riggins og Nora Jean Wallace, som så blev bakket op af Bruce Katz Band samt blæsertrioen The Bender Brass, som også alle havde spillet på festivalen (læs anmeldelse af Blues Heaven 2021 her).

Hertil skulle støde den engelske gospelstjerne Dawn Thomas Wallace med eget band og korsangere. Imidlertid stak COVID-19 atter sit grimme hoved frem: Dawn Thomas Wallace sad i London med feber og ventede på en negativ coronatest, og der var ikke noget at gøre – hun måtte melde fra.

Nu var gode råde dyre, men Peter Astrup er en løsningsorienteret mand. I Frederikshavn havde han den italienske sangerinde Daria Biancardi, som på Blues Heaven optrådte sammen med bandet Groove City med et Aretha Franklin-hyldestshow. Franklin sang jo også gospel, så hvorfor ikke lade Biancardi og hendes korsangere indtræde i Gospel Heaven?

I bilen

I forvejen var der tale om musikere, der aldrig havde arbejdet sammen før, og et repertoire, som de ikke var vant til at optræde med. Arrangementerne blev udarbejdet i bilen på vejen fra Frederikshavn til Aalborg, og så var der et par timer til øvning inden showtime.

Med andre ord var Gospel Heaven på alle måder et hurtigt sammensat show, og det tjener til alle involveredes ros, at det forløb så godt, som det gjorde. For Gospel Heaven 2021 blev en stor, stor oplevelse.

Klokken 14 var alle publikummer blevet mageligt anbragt i de polstrede sæder, og fra bagest i salen hørtes nu de indledende toner af hymnen ”Just a closer walk with thee”. Det var The Bender Brass, der nu marcherede gennem lokalet, mens de spillede den traditionelle melodi, der ofte bruges ved begravelser i New Orleans.

The Bender Brass – Mark Earley på barytonsaxofon, Doug Woolverton på trompet og Jimmy Carter på tenorsaxofon – fremførte også nummeret i funeral jazz-stil, først langsom og slæbende, dernæst i stigende tempo, og lod det kulminere stående lige foran scenen.

En højere magt

Efter en kort introduktion ved Peter Astrup kunne den første solist så indtage scenen. Gaye Adegbalola havde en ganske særlig rolle; hendes bidrag var ikke blot musikalsk, men også en beretning om gospelmusikkens rødder i slavetidens USA.

Det handlede ikke alene om musikkens udspring i spirituals, work songs og field hollers, men var en kultursociologisk anskueliggørelse af gospelen som udtryk for og formidler af håb og en nødvendig tro på, at der er en højere magt, som tager vare på ens liv under umenneskelige forhold.

Slaveriet er afskaffet, men magtesløsheden i et land med udbredt systemisk racisme er stadig en faktor i den sorte amerikaners liv, og ikke mindst derfor spiller religionen og gospelsangenes budskab fortsat en stor rolle i USA.

Det kan være svært at begribe i et overvejende hvidt og kulturkristent Danmark, hvor gospel ofte lidt overfladisk ses som noget med livsglæde, korsang og viftende arme. Gaye Adegbalola – og flere af de øvrige optrædende efter hende – bragte gospelmusikken ind under huden på publikum.

Stærk oplevelse

Det var en utrolig stærk oplevelse, som kun blev stærkere af de to sange, som Gaye Adegbalola fremførte a cappella, ”I woke up this morning with my mind set on freedom” og ”Ain’t no grave can hold my body down”, førstnævnte som call-and-response med publikum.

Tilhørerne, som i øvrigt overvejende bestod af Nordjyllands grå guld, var måske nok lidt tøvende til at begynde med, men snart blev alle grebet af stemningen. Og der var taktfast klappen både her og mange gange løbet af eftermiddagen (om end Bluesnews.dk’s sidemand modsat det meste af salen hårdnakket insisterede på at klappe på 1 og 3!).

Gaye Adegbalola demonstrerede en stærk og personlig stemme, som både i klang og fraseringer kunne minde en del om en moden Alberta Hunter. Samtidig dansede Adegbalola en variant af folkedansen ”the buzzard lope”, som blev praktiseret i sorte sydstatsmiljøer fra omkring 1880 og i lighed med bluesen havde rødder i Vestafrika.

A cappella

Dernæst kunne Gaye Adegbalola præsentere Daria Biancardi, der lige som Adegbalola begyndte a cappella, men ledsaget af de to korsangere Livia Paolazzi og Giulia Tarantino. Som forventet havde de plukket fra Aretha Franklins gospelrepertoire, og deres første bidrag var en meget smuk version af ”Amazing grace”, som Franklin sang på live-albummet med samme titel i 1972.

Nu kom så Bruce Katz Band på scenen – Bruce Katz på klaver og orgel, Aaron Lieberman på guitar, Liviu Pop på trommer og Antar Goodwin på bas – sammen med The Bender Brass. Daria Biancardi fraserede sig igennem en langsom intro, mens musikerne sagte faldt ind. Så øgedes tempoet, og ”Spirit in the dark”, titelnummeret fra Aretha Franklins 1970-album, bragede i gang.

Korpigerne dansede, publikum kom op at stå, og der var stort bifald til Daria Biancardi efter en tur ned på gulvet og en flot vokal-afslutning.

Næste solist var Kat Riggins, som lagde ud med ”Satan, we’re gonna tear your kingdom down”. Riggins’ dybe, lækre og let grusede stemme blev ledsaget af Liviu Pops dunkende trommer og svulmende orgelspil fra Bruce Katz, mens Aaron Lieberman bød ind med en guitarsolo.

Latterligt godt

Kat Riggins måtte da også bede publikum hjælpe hende med at hylde bandet. De spillede latterligt godt, og igen må man huske, at de nærmest ikke have øvet materialet. Der er også god grund til at fremhæve The Bender Brass, som ikke bare her, men også på hele weekendens Blues Heaven-festival beviste, at de kan spille med på hvad som helst, man måtte smide i deres retning – vel at mærke ikke kun som solister, men som en sammenhængende blæsersektion – og dét praktisk taget uden forberedelse. Det var ærefrygtindgydende!

Selv var Kat Riggins et kraftværk af en performer, som atter beviste, at hun fuldstændig ejer en scene, uanset dens eller publikums størrelse. Hun fortsatte sit sæt med ”God specializes” og ”Sit down servant” og udlagde endvidere sit eget syn på troen og bønnen. Og det var et gennemgående træk ved Gospel Heaven, at vi ikke blot var til koncert. Musikerne mente det hér alvorligt, og vi skulle ikke tro, at vi kunne komme derfra uden at få det bibelske budskab forkyndet!

I en anden sammenhæng kunne det have føltes påtrængende og måske kunstigt, men for disse musikere var det en naturlig del af gospel at forkynde the gospel – de fire evangelier.

Kat Riggins sluttede med ”He’s an on time God”, et forrygende nummer med en hæsblæsende klaversolo af Bruce Katz. Her dansede Kat Riggins syngende ned mellem stolerækkerne, og havde der været enkelte publikummer, som ikke havde følt sig inddraget hidtil, blev de det i hvert fald nu.

Klimaks

Nu kunne man tro, at koncerten havde nået sit klimaks, men i så fald havde man gjort regning uden vært, eller uden Nora Jean Wallace. Det lykkedes nemlig Gospel Heavens sidste solist at løfte hele forestillingen endnu et niveau eller to op.

I baptistkirkerne er der tradition for at give vidnesbyrd (testify) om, hvordan man har oplevet Guds styrke eller godhed. Dét benyttede Nora Jean Wallace lejligheden til at gøre ved nærmest messende at berette, hvorledes hun, konfronteret med modgang og desperation, havde lagt sit liv i Guds hænder, og hvorledes han havde bragt hendes succes og medgang.

Nora Jean Wallace er bluessangerinde af Guds nåde, men det var første gang, fortalte hun, at hun spillede en gospelkoncert. Og hun var tydeligt rørt over denne chance for at gøre, hvad hun egentlig brændte allermest for, nemlig at forkynde budskabet gennem sang.

Bevæget

Selv den mest gudløse anmelder måtte blive bevæget af, hvor meget denne optræden tydeligvis betød for Nora Jean Wallace. Og selv hvis man kunne stå imod denne bølge af oprigtigt engagement, blev man væltet bagover af den tsunami, som Nora Jean Wallaces stemme var. Med en røst som fra urdybet ledte hun publikum gennem en langsom, tungt groovy og gribende ”Way maker”, mens bandet bare understøttede og fulgte hende opmærksomt, hvor end hun førte sangen hen.

Stilen fortsatte på ”When the gates swing open”, hvor The Bender Brass fik muligheden for at slå sig løs. ”Jesus, I love calling your name” var swingende soul’et, og en fabelagtig ”Trouble of the world” blev spillet med trommewhiskers og lækre guitar- og klaver-licks.

Nora Jean Wallaces stemme var ganske enkelt enestående, og hendes performance ved Gospel Heaven var én, der vil blive husket i mange år. I det hele taget var Gospel Heaven en mindeværdig begivenhed, der til fulde levede op til det potentiale og de forhåbninger, der havde været, da Peter Astrup lancerede konceptet for to år siden.

Overstrålede

Umiddelbarheden og den spontane energi, der opstår, når musikere af denne kaliber tages ud af deres komfortzoner og sættes sammen på denne måde, overstrålede med lethed de småproblemer, der nødvendigvis måtte opstå. For selvfølgelig var der overgange mellem numrene, der ikke forløb helt glat, og vist var den afsluttende fællessang ”Oh happy day” en smårodet affære.

Musikken var ikke desto mindre i top, solisterne ydede blændende indsatser, og koncertens følelsesmæssige aftryk var stort på såvel dem, der tog hymnernes ord for pålydende, som dem af os, der blot lader os bevæge af andres bevægelse.

Gospel Heaven 2021 var, trods afbud og corona-komplikationer, en ubetinget kunstnerisk succes.