Jarno Varsted og H.P. Lange
Tekst: Jakob Wandam
Foto: Edith Tamayo
Der er måske en tendens i det danske bluesmiljø til at tage H.P. Lange for givet. Han har været en del af bluesscenen i mange år (han udsendte 30-års jubilæums-opsamlingen Trackin’ my blues sidste år; læs anmeldelse her) og turnerer utrætteligt mellem små og større spillesteder, så en koncert med H.P. Lange anses ikke som en ”begivenhed.” Han har været der før, og han kommer igen.
Så kan man godt komme til at glemme, hvor god manden faktisk er. Heldigvis får man det genopfrisket, når man så rent faktisk møder op og hører og ser H.P. Lange optræde.
En sådan lejlighed var der på Blågårds Apotek i København lørdag den 9. marts, hvor H.P. Lange tilmed havde taget sin mangeårige sparringspartner Jarno Varsted med.
Den gamle skole
Jarno Varsted
Det blev en aften med (semi-)akustisk blues af den gamle skole, inklusive små afstikkere i oldtime-folk- og gospel-retningen. H.P. Lange hørtes på sang, National steel-guitar og banjo, mens Jarno Varsted var på mundharpe og stedvis korsang.
Robert Johnsons ånd svævede over vandene, og the king of the delta blues singers var stærkt repræsenteret i aftenenes sangvalg. Der var ikke helt enighed i salen eller på scenen om, hvor mange sange Johnson egentlig indspillede (29 er svaret), men der blev gjort en solid indsats for at nå igennem så mange af dem som muligt.
”Cross road blues”, ”Traveling riverside blues”, ”Come on in my kitchen” og ”If I had possession over judgement day” fandt således vej til en sætliste, som var spækket med country blues-standarder. Mange af dem har H.P. Lange indspillet og gjort til sine egne, andre har blot været faste bestanddele i hans koncertrepertoire.
Spændvidde
Selektionen af sange demonstrerede noget af H.P. Langes spændvidde. Der var delta blues af Charley Patton (”Pony blues”) og Son House (“Louise McGhee”), hokum af Tampa Red (”Can’t get that stuff no more”) og Charley Jordan (“Keep it clean”), amerikanske folkemelodier (“Frankie & Johnnie”, “Shortnin’ bread”) og blød, Piedmont-lignende blues af Virginia Liston (”You don’t know my mind”) og Mississippi John Hurt (“My Creole belle”).
H.P. Lange
Hertil kom hill country blues (Bukka White via Mississippi Fred McDowell, “Shake ‘em on down”) og et arrangement af den traditionelle “Hesitation blues”, der omtrent var western swing.
Gospel og spirituals er også gerne en del af sætlisten hos H.P. Lange, og her fik vi et medley af “I know his blood can make me whole” og ”You’ll need somebody on your bond” (begge kendt med Blind Willie Johnson m.fl.) samt ”Jesus is on the mainline”.
Endelig var der udpluk af H.P. Langes eget sangkatalog som ”Travelling man blues”, ”Last night” og – på opfordring – ”Walking ad for love”, alle fra Travelling man blues-albummet (2016) (læs anmeldelse her).
Slidt
H.P. Lange åbenbarede en slidt stemme, der indimellem nåede sin grænser, men på meget effektfuld vis. Han er en fremragende bluessanger, som forstår at foredrage disse amerikanske tekster med autenticitet og uden forstillelse. Når stemmen af og til knækkede over, bidrog det kun til intensiteten og nærværet.
H.P. Lange
Hans guitarakkompagnement flød ubesværet fra hænderne, der var beklædt med fingerplektre og bottleneck, og han spillede med stor variation og en ydmyg selvfølgelighed, der kommer af erfaring og stor teknisk kunnen.
Et forsøg på at skifte fra National til akustisk guitar måtte opgives, da teknikken gjorde knuder, men H.P. Lange fik til gengæld demonstreret sin ikke uanseelige kunnen på banjo. Og selv om han advarede publikum mod at klappe ad en banjo-solo, vækkede det nu jubel, når H.P. Lange klimprede sig igennem sange som folkemelodien ”I wish I was a mole in the ground” (bedst kendt med Bascom Lamar Lunsford), som med sin bluesstruktur og bluesgrass-lyd illustrerede slægtskabet mellem de forskellige americana-genrer.
Karakteristisk
Mundharpevirtuosen Jarno Varsted spillede med sin helt egen og meget karakteristiske tone. Han er ikke en oldschool Chicaco- eller delta blues-musiker; hans tilgang til instrumentet er mere postmoderne og synes at bære præg af, at han også kan have lyttet til klassisk, kromatisk mundharpemusik.
Jarno Varsted
Der er en melankolsk undertone i Jarno Varsteds ofte lange, drævende toner, som tilfører hans lyd en dimension, man ikke hører hos f.eks. Little Walter, men som måske tåler sammenligning med en mindre traditionalistisk mester som Charlie Musselwhite.
Et højdepunkt i koncerten var da også Jarno Varsteds enlige solo-performance i andet sæt, en teknisk opvisning og et indblik i Varsteds unikke musikalske univers.
Stærke sæt
Jarno Varsted og H.P. Lange
Det blev til tre stærke sæt af makkerparret, som formåede at skabe rigtig god atmosfære på Blågårds Apotek. Stemningen på scenen var da også varm og jovial, og den slags spreder sig hurtigt på et lille spillested som Blågårds, hvor publikum også var behørigt imponerede over det tekniske niveau.
H.P. Lange er noget nær et lyslevende nationalklenodie og en forbilledlig fortolker af den akustiske førkrigsblues. Musikere som ham og Jarno Varsted må ikke tages for givet; de skal høres i levende live!