Rebecca og Megan Lovell
Tekst: Jakob Wandam
Foto: Frank Nielsen
Okay, så måske var det en smule kalkuleret: De to unge søstre, Rebecca (28) og Megan Lovell (29), som udgør hovedkræfterne i Larkin Poe, bevægede sig flittigt rundt på scenen og indtog de forberedte positioner og positurer.
Men spilleglæden, musikaliteten og kvaliteten i sangskrivningen kunne ikke klares med koreografi. Den var ægte og gjorde Larkin Poes udsolgte koncert i Pumpehuset i København mandag den 18. marts til en stor oplevelse for alle tilstedeværende.
Folk og bluegrass
Rebecca Lovell
Rebecca og Megan Lovell spillede oprindelig folk og bluegrass sammen med den tredje søster, Jessica, under navnet The Lovell Sisters. I 2010 blev de to til blues-duoen Larkin Poe, og en medvirken på The New Basement Tapes’ Lost on the river (2014) og Larkin Poes optræden på Glastonbury Festival i 2016 gjorde søstrene til et eftertragtet navn i både blues- og rockkredse.
Megan Lovell
Bag sig i Pumpehuset havde de trommeslager Kevin McGowan og bassist Tarka Layman, men selv om der ikke var en finger at sætte på deres respektive bidrag, og især trommerne stod stærkt i lydbilledet, var al fokus på Lovell-søstrene. Sådan var det lagt an, og sådan blev det.
Opmærksomheden var nu også aldeles fortjent. Rebecca Lovell, der står for sangskrivning og arrangementer, leverede en stærk leadvokal og overbevisende og selvsikkert elektrisk guitarspil. Megan Lovell var ansvarlig for langt de fleste instrumentalsoloer og spillede aldeles forrygende på lapsteel-guitar. Og så sad vokalharmonierne lige i skabet på en måde, som få andre end søskende kan præstere.
Charmerende
Rebecca Lovell
Al kommunikation med publikum gik igennem Rebecca Lovell, der på charmerende sydstatsaccent og smilende vis præsenterede både sine egne sange og de covers, som udgjorde omtrent en tredjedel af sætlisten.
Det var bluesstandarder af den ældre slags, i sin tid indspillet af blandt andre James ”Iron Head” Baker (”Black Betty”), Son House (”Preachin’ blues”), Blind Willie Johnson (”John the revelator”), Skip James (”Hard time killing floor blues”) og Robert Johnson (”Come on in my kitchen”).
Oldschool-bluesmusikken udgør også fundamentet i det meste af Larkin Poes egen sangskrivning, selv om arrangementerne nok vil placere dem i bluesrock-kategorien, og selv om sangene ikke altid følger bluesens idiomer. Larkin Poes fornemmelse for delta- og hill country blues gik som en rød tråd gennem sættet og bandt originalnumre og fortolkninger uproblematisk sammen.
Banjo
Megan Lovell
På et par sange skiftede Rebecca Lovell guitaren ud med banjo, og det fungerede godt både til den folk’ede ”California king” og til ”John the revelator”. Sidstnævnte gav mindelser om Otis Taylors trance blues, forstærket af Megan Lovells sustain på lapsteel-guitaren.
Ellers var Megan Lovells slide-spil bidende skarpt og samtidig melodiøst, ikke ulig hvad man hører hos Derek Trucks eller pedal steel-mesteren Robert Randolph.
Rebecca Lovell
Rebecca Lovell var som sagt mere tilbageholdende med soloerne, men når hun endelig gav los – som på ”Black echo”, hvor begge søstre spillede lange sololøb helt fremme på scenekanten – var resultatet fremragende.
Larkin Poe havde Pumpehuset i deres hule hånd, og det fremmødte publikum – der omfattede notabiliteter som Billy Cross, Søren Rislund og Mike og Mads ”Tiny” Andersen – var helt med, når Lovell-kvinderne lagde op til fællessang eller til at klappe i takt.
Det var ganske enkelt umuligt ikke at lade sig rive med af denne energiske, positive, nærværende og dybt musikalske blues-performance.
Larkin Poe
Opløftet
Foreign Affairs
Det skal sluttelig nævnes, at man da også blev bragt i opløftet stemning allerede af opvarmningsbandet, som var den britiske duo Foreign Affairs.
Også dette var en søskende-gruppe, idet den bestod af brødrene Adam og Lawrence Purnell fra Bristol. Begge optrådte på guitar, tromme og vokal, en instrumentering, der gav dem en hill country-lignende lyd, som matchede Larkin Poe godt.
Adam Purnell
Foreign Affairs er dog primært et country-foretagende, og i løbet af deres cirka 30 minutter lange sæt fik de demonstreret, at det er en genre, de har et rigtig godt tag på.
Lawrence Purnell sang for og fremviste en endog rigtig god country-vokal, og Foreign Affairs gjorde i det hele taget et særdeles positivt indtryk.