Koncertanmeldelse: Lasse E. Jensen Trio, Baghuset, Ballerup

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Flemming Wagner (hvor ikke andet er nævnt)

Sidste gang, Bluesnews.dk hørte Lasse E. Jensen og hans trio, var i Studenterhus Odense den 21. februar, hvor deres koncert var en del af Vinterjazz (læs her). Dengang lovede Lasse E. Jensen, at når vi så ham næste gang, blev det et mere blues-orienteret sæt.

Det løfte overholdt Lasse E. Jensen Trio, da de optrådte i Baghuset fredag den 5. april i regi af Ballerup Jazzklub. Ganske vist er denne selvsagt en jazzforening, men Lasse E. Jensen har spillet der flere gange før, og medlemmerne kender og elsker ham især for den musik, der har givet ham tilnavnet ”Boogie Lasse”.

Publikumssammensætningen var i øvrigt af en sådan karakter, at den 28-årige Lasse E. Jensen og hans to konservatoriekammerater – Emil Mathiasen på kontrabas og Jeppe Bredahl på trommer – trak gennemsnitsalderen i lokalet betragteligt nedad.

Elklaver

Baghuset har ved en kontroversiel rokade i kommunen måttet afgive sit flygel, så Lasse E. Jensen var bænket ved et elklaver, hvilket affødte spredte godmodige spydigheder både fra ham selv og fra publikum. Det var dog næppe klaverets beskaffenhed, der var skyld i, at Lasse E. Jensen mellem numrene hver gang var oppe at stå ved et mikrofonstativ. Han var blot god til at præsentere sine numre, og dét med et charmerende vid.

Jazzen var ingenlunde fraværende fra Lasse E. Jensen Trios sæt, men som han er et så glimrende eksempel på, er grænserne mellem jazz og blues ikke så skarpt optrukne, at det gør noget. I koncertens første afdeling fik vi blandt andet numre af Hampton Hawes (”Hamp’s blues”), Duke Ellington (”Things ain’t what they used to be”) og Mabel Wayne (”In a little Spanish town”).

Sidstnævnte begyndte i Lasse E. Jensens arrangement i gelinde tempo, men udviklede sig efterhånden til en forrygende boogie-woogie. Det var som nævnt populært hos publikum, som allerede havde fået en forsmag med ”Swanee River boogie” – et hovedværk inden for genren og en millionsælger for Albert Ammons under sen-1930’ernes boogie-woogie-feber.

Skriver selv

Lasse E. Jensen laver sine egne arrangementer af de numre, han spiller, men skriver også selv sange og musik. I Ballerup kom det til udtryk i blues-kompositionen ”Voodoo man” fra debutalbummet Energetic boogie (2009), dog skrevet sammen med Ray Weaver. Det var koncertens første vokal-nummer og føjede dermed en dimension til Lasse E. Jensens performance, som man ikke oplevede ved den rent instrumentale koncert i Odense.

Vokal var der også på det fremragende bluesnummer ”Nobody knows you when you’re down and out” fra Bessie Smiths repertoire – en sang om at være på røven, som Lasse E. Jensen sagde det. Og nej, Lasse E. Jensen er ikke verdens største sanger, men han synger både rent og har god nok timing til, at han kan være det bekendt. Lad os bare få noget mere af det, og så skal der også nok komme et mere distinkt stemmemæssigt udtryk.

Mentor

Lasse E. Jensen har aldrig lagt skjul på, at hans mentor, Axel Zwingenberger, har haft en enorm indflydelse på hans karriere, og den tyske pianist er som regel repræsenteret i Jensens sætliste. Denne aften indledte Lasse E. Jensen koncertens anden afdeling med Zwingenbergers ”In the heat”.

Her spillede Lasse E. Jensen solo, mens Emil Mathiasen og Jeppe Bredahl kunne holde en lidt længere pause, og sådan som han kunne flytte fingrene, var der såmænd heller ikke brug for flere instrumenter til at fylde lydbilledet ud.

Den varieté-agtige – og ret sjove! – sang ”Short term memory loss blues” af walisiske Ray Jessel var også en solofremførelse, og så kom Jeppe Bredahl på scenen. De to improviserede en boogie i ganske højt tempo, og det var en fornøjelse at overvære, hvordan Bredahl og Jensen ”læste” hinanden og afkodede blikke og gestik.

Blues-tid

Med Emil Mathiasens genkomst blev det atter blues-tid: ”Key to the highway” (sædvanligvis tilskrevet Charles Segar og/eller Big Bill Broonzy) var på programmet, og senere fulgte Amos Milburns ”One scotch, one bourbon, one beer”. Begge bød på vokal og herligt bluesspil af Lasse E. Jensen.

Publikum blev inddraget i en omgang call-and-response på Muddy Waters’ signatursang ”Got my mojo working” (oprindeligt med Ann Cole), der naturligvis blev leveret i et heftigt swingende boogie-woogie-arrangement.

Ligeledes ”uropførte” Lasse E. Jensen Trio et kækt og uptempo boogie-woogie-arrangement af ”Red sails in the sunset”, herhjemme nok bedre kendt som ”Når lygterne tændes”.

Opvisningsstykke

I den mere jazzede ende var der genhør med Duke Ellingtons smukke ”Isfahan”, der var et opvisningsstykke for Emil Mathiasens elegante basspil og Jeppe Bredahls ditto på trommer og især bækken. Også Oscar Pettifords ”Tricotism” havde fået genvalg og fik i så høj grad sit eget liv, at Bredahl og Mathiasen lige måtte klappe hinanden på ryggen bagefter.

Publikum var nærmest blevet lovet noget Oscar Peterson inden koncertens begyndelse, og hans berømte ”Hymn to freedom” blev smukt spillet med stadig mere hvirvlende toner fra Lasse E. Jensens hænder og sagte marchtrommer af Bredahl.

”Hymn to freedom” har rødder i gospelmusikken, og fra det sakrale repertoire fik vi også en fremragende version af New Orleans-begravelsesjazzstandarden ”Just a closer walk with thee”

Ekstranummeret var ”The sheik of Araby”, og også den blev foldet ud som boogie-woogie i stadig stigende tempo og intensitet.

Specialist

Lasse E. Jensen er Danmarks eneste egentlige boogie-woogie-specialist, men til gengæld er han også på internationalt niveau. Og man måtte atter konstatere, at det var boogie-numrene, der trak de største og længste klapsalver.

Det er det, Lasse E. Jensen gør bedst, men det er også glædeligt, at han spiller et varieret program. Som bluesfans nyder vi naturligvis, at der er plads til traditionel piano blues, og trioens fornemmelse for jazz danner grundlag for nogle gode skift i tempo og stil, som holder publikum på tæerne.

Det bliver spændende at se, hvad Lasse E. Jensen Trio kan trylle frem, når de går i studiet til sommer.