Tekst og foto: Jakob Wandam
Torsdag den 24. oktober var der kirkekoncert i Odense, nærmere betegnet i Hans Tausens Kirke, hvor den DMA Blues-nominerede Loveless Blue Jazz Quintet spillede.
Kirken var et godt rum for kvintetten, der kunne konstatere noget nær udsolgt, og dens semi-akustiske blues-jazz. Og kirkerummet var selvfølgelig også det helt rigtige sted til de gavmilde doser af gospel, som Loveless Blue Jazz Quintet bød på.
Varm, sjælfuld stemme
Gospelmusikken står tydeligvis forsanger James Loveless’ hjerte nær – han har også tidligere udsendt en rigtig glimrende gospel blues-plade med trioen Loveless-Poulsen-Snider – og repertoiret ligger rigtig godt til hans varme, sjælfulde stemme.
Resten af bandet syntes også at finde sig godt tilpas i de spirituelle numre og bød ind på de forskellige numre med fine soloindsatser. Kristian Fogh, der i det hele taget var i fin form, spillede for eksempel en flot klaversolo på Billy Taylors ”I wish I knew how it would feel to be free” (vel især kendt i Nina Simones version), Niels Mathiasens saxofon var prominent på spiritualen ”Wade in the water”, og der var duo-spil mellem Jens Kristian Dams trommer og Kristian Foghs klaver på ”I shall not be moved”.
Det udviklede sig til opløftet, New Orleans-agtig stemning med fællessang, og hele salen blev også involveret i en syng-med-seance på ”This little light of mine”.
Spændende
Det var dog ikke kun gospelnumrene, der fungerede godt. Bandets arrangement af W.C. Handys ”St. Louis blues” var spændende og virkelig vellykket, fra Jens Kristian Dams boblende tromme-intro uden stikker til et cubansk-lydende mellemspil og en fin saxofonsolo.
Niels Mathiasen bød sig i det hele taget til med mange gode solopræstationer, ikke mindst på en lækkert swingende ”Everyday I have the blues”. Jørgen Nielsen gav en stilig bassolo på ”Rainy night in Georgia”, og så var hans bløde walking bass en fornøjelse, når den for eksempel sammen med Jens Kristian Dams bækken lagde bunden under en klaversolo på Gershwin-brødrenes ”Love is here to stay” eller drev en fed, bluesy ”Never make your move too soon” fremad.
Der var selvfølgelig også flere jazzstandarder på programmet, og Loveless Blue Jazz Quintet ydede bestemt retfærdighed til dem med for eksempel en swingende ”All of me” – med en blid klaversolo og frækt trommespil – og gode versioner af ”Stormy weather”, ”Summertime”, ”What a wonderful world” og ikke mindst en smukt sunget ”Georgia on my mind”.
Rosende ord
Der hørtes da også mange rosende ord fra publikum på vej ud af Hans Tausens Kirke efter koncerten, og man kunne sagtens se for sig, at Loveless Blue Jazz Quintet kunne skabe sig niche med kirkekoncerter. Deres lyd og repertoire passer rigtig godt til det, og hvorfor stoppe ved egentlige koncerter? En gospelgudstjeneste med Loveless Blue Jazz Quintet ligger da lige til højrebenet!
Loveless Blue Jazz Quintet er: James Loveless (vokal), Niels Mathiasen (saxofon), Jens Kristian Dam Pedersen (trommer), Jørgen Nielsen (kontrabas) og Kristian Fogh (klaver). De udgav et selvbetitlet album i 2023 (læs anmeldelse her).