Roosevelt Collier
Tekst: Jakob Wandam
Foto: Frank Nielsen
Sidste sommer kunne man opleve den amerikanske pedal steel-guitarist Roosevelt Collier som en del af det multinationale band Bokanté, der spillede på Jam Days Festival i Odense (læs her). Mandag den 15. april 2019 var Roosevelt Collier tilbage i Odense, denne gang sammen med sin egen kvartet, der bestod af Jason Matthews på Hammondorgel og keyboard, Armando Lopez på trommer, Rodrigo Zambrano på bas og Collier selv naturligvis på pedal steel.
De spillede et sæt på godt halvanden time, hvor hovedvægten var lagt på instrumental funk og bluesrock, til dels med numre fra Roosevelt Colliers soloalbum Exit 16 (2018).
Virtuos
Roosevelt Collier
Roosevelt Collier er en virtuos på pedal steel og er et produkt af sacred steel-traditionen. Sacred steel er betegnelsen for en form for gospelmusik, hvor hovedinstrumentet er steel-guitar. Stilen er opstået i den amerikanske pinsebevægelses kirker, og blandt dens mest berømte udøvere er Robert Randolph og The Campbell Brothers.
I lighed med Randolph har Roosevelt Collier dog kastet sig over sekulær musik, og der var ikke voldsomt meget gospel over hans sæt på Posten.
Til gengæld var der opfindsomt strengespil, der både bestod af bluesriffs og mere skæve, fusionsjazzede forløb, der gav mindelser om Jeff Becks tonesprog.
Funk-bund
Armando Lopez’ og Rodrigo Zambranos rytmesektion lagde en heftig funk-bund for Collier og Jason Matthews’ orgel-ekskursioner. Bassen overdøvede næsten alt på den indledende ”Lac Lemon”, men Roosevelt Collier kunne dog skære igennem lydmuren med sine skarpe bluesriffs.
Armando Lopez
Lyden blev hurtigt afbalanceret, og ”Sun up sun down” var et fedt, stemningsfuldt nummer med brusende Hammondorgel og hvinende pedal steel. På Herbie Hancocks ”Spank-a-Lee” spillede Jason Matthews en lang og syret synth-agtig solo, konstant opildnet af Collier, der supplerede med skæve, næsten dissonante toner.
Bas og trommer var utrætteligt fremaddrivende, og på den latin-funk’ede ”Happy feet” var der tilmed soloer fra både Lopez og Zambrano.
Atmosfærisk
Rodrigo Zambrano
Tempo og beat blev ændret med Derek Trucks’ mellemøstligt-inspirerede ”Sahib”, hvor Roosevelt Collier spillede atmosfærisk, melodisk slide til Jason Matthews’ orgel-klangflader. Lækkert!
”Actual proof” blev spillet af det unge backingband uden Roosevelt Collier og var en øvelse udi funky fusion. I Colliers fravær leverede Jason Matthews metalliske, guitaragtige klange fra orglet, og kapelmesteren bakkede sine musikere op med begejstring fra sidelinjen.
Roosevelt Collier var i det hele taget beundringsværdig i sin udtrykte anerkendelse af medmusikernes bidrag, og der kom mangt et anerkendende smil fra ham til Jason Matthews undervejs gennem ”Steel swingin”, der sin titel til trods nærmest havde karakter af orgeljazz med fusions- og prog-præg.
Kontakt
Roosevelt Collier kæmpede en brav kamp for at få kontakt med det sparsomme mandags-publikum. Efter en beretning om den lange rejse, der havde bragt bandet fra USA til Odense via Tunesien, London og Liverpool, fik han engageret tilhørerene i at klappe i takt til ”Make it alright”.
Roosevelt Collier
Nummeret var rocket, men også gospel-melodisk og med et smooth-soul’et mellemspil. En fed slide-solo drev nummeret frem mod et crescendo for hele kvartetten, og det blev afslutningen på det ordinære sæt.
Et ekstranummer måtte der dog naturligvis til, og her spurgte Roosevelt Collier fra scenen, om nogen havde lyst til at høre noget blues. Det kunne koncertgæsterne godt overtales til, og til dette formål rejste Collier sig nu fra sin trofaste pedal steel og greb i stedet til en otte-streget lapsteel-guitar.
Michael Jackson
Bandet satte i med en gyngende shuffle, der snart skulle vise sig faktisk at være Michael Jacksons ”The way you make me feel”. Roosevelt Collier vævede skarpe slide-toner og fik også spillet en intens solo, men virkede uvant med guitaren og spillede slet ikke med samme virtuose sikkerhed som på pedal steel-guitaren.
Jason Matthews
Så var der mere gods i Jason Matthews’ Hammond-solo, og faktisk blev ekstranummeret en lidt antiklimaktisk afslutning på koncerten. Det var ingenlunde dårligt, men man kan undre sig over, at Roosevelt Collier valgte at forsøge at finde det sidste gear – forgæves – på et instrument, som han øjensynlig ikke var 100 % fortrolig med.
Det trak en smule ned i bedømmelsen af en koncert, der ellers var præget af et imponerende teknisk niveau hos såvel Roosevelt Collier som hans tre band-kolleger – og ikke mindst af et prisværdigt sammenspil.
