Mike Morgan, Danny Cochran, Anson Funderburgh, Drew Allain, Shawn Pittman
Tekst: Jakob Wandam
Foto: Frank Nielsen
Der havde været en del logistiske udfordringer, men torsdag den 21. april blev det endelig muligt at opleve Texas Blues Guitar Summit på dansk grund. Bandet skulle oprindelig have spillet hos Bluesforeningen Crossroads i Vejle dagen efter, men først måtte guitaristen Shawn Pittman tages ud af ligningen, og sidenhen blev koncerten helt aflyst. Ændrede flyafgange havde simpelthen gjort det logistiske puslespil umuligt at lægge.
Mike Morgan og Anson Funderburgh
Til gengæld blev der plads til en københavnsk koncert, og det blev spillestedet Beta – Amager Bios mindre scene – der lagde lokaler til. Og Texas Blues Guitar Summit stillede altså med fuld besætning, hvilket vil sige guitaristerne Mike Morgan, Anson Funderburgh og Shawn Pittman, bakket op af Drew Allain på bas og Danny Cochran på trommer – alle fem musikere fra Texas’ bluesscene.
Guitar, guitar, guitar
Mike Morgan
Hermed vidste man, hvad man kunne forvente, nemlig Texas blues og guitar, guitar, guitar. Og det var præcis, hvad koncerten på Beta bød på. Texas Blues Guitar Summit serverede et overflødighedshorn af guitarsoloer og musik, der sjældent blev fremført med de store dikkedarer, men til gengæld var stemningsfuld og publikumsvenlig og simpelthen bare a lot of fun.
De tre herrer i front var afslappet klædt, hvilket afspejlede formatet. Sætlisten virkede temmelig improviseret – der blev nok plukket fra kendt stof, men med et repertoire, der hovedsageligt bestod af Texas shuffles og rock & roll-numre, havde musikerne ikke brug for meget mere end en toneart for at finde deres plads.
Hver guitarist holdt sig til et enkelt instrument; der var tydeligvis ikke behov for hverken guitarskift eller effektpedaler eller lignende pjank. Det var no nonsense-guitarblues fra ende til anden fra tre solister, som ikke bare kan deres Texas blues, men også – måske især i Anson Funderburghs tilfælde – har været med til at definere den.
Stilistiske forskelle
Danny Cochran og Drew Allain
Drew Allain og Danny Cochran, begge veteraner fra Mike Morgans band og mange andre Texas-sammenhænge, lagde et klippefast fundament (og afviste på det bestemteste publikumsråb om bas- og trommesoloer), og så kunne Mike Morgan, Anson Funderburgh og Shawn Pittman så folde sig ud i en række sange, der alle blev strakt godt ud og gav masser af plads til guitarsoloer fra alle tre frontmænd.
Det åbenbarede så også de stilistiske forskelle på tre guitarister, der alle gebærder sig inden for Texas-stilen, men som ikke desto mindre har hver sit personlige særpræg. Mike Morgans lyd var intens og organisk, ofte spillet uden plekter og præget af sprælske og energiske tommelfingerknips.
Mike Morgan, Anson Funderburgh, Shawn Pittman
Shawn Pittman virker klart påvirket af Jimmie Vaughan og spillede med en hård, metallisk tone og en skiftevis drævende og aggressiv stil.
Mest overlegen fremstod Anson Funderburgh (”alle guitaristers yndlingsguitarist,” som Mike Morgan præsenterede ham), hvis fede tone og letflydende melodiøsitet gjorde hans solospil til en regulær masterclass i bluesguitar.
Gensidig respekt
Men det var nu ikke, fordi man havde indtryk af at være vidne til en konkurrence. Der var gensidig respekt mellem de tre herrer, men først og fremmest så de ud til at nyde at spille sammen inden for et fælles musikalsk farvand, hvis fikspunkter kunne være Vaughan-brødrene, Albert Collins og Chuck Berry.
Shawn Pittman
Mike Morgan demonstrerede en varm, om end sjældent prangende vokal. Blandt hans glansnumre var Elmore James’ slow blues ”Twelve year old boy” – med en mesterlig guitarsolo af Anson Funderburgh – og Morgans egen ”Looky here”, en tung, mosende boogie, hvor han selv virkelig slog gnister med sit guitarspil.
Shawn Pittman blev bedre og bedre, både vokalt og instrumentalt, efterhånden som koncerten skred frem. Earl Kings ”Come on” sang han med en klædelig vibrato, og især Anson Funderburghs klassiker ”Changing neighborhoods” fremførte Pittman med imponerende overbevisning. Denne slow blues var i det hele taget et af koncertens absolutte højdepunkter med en lang, instrumental intro af Funderburgh og fremragende soloer af både Pittman og Morgan, som udløste store bifald.
Afveksling
Mike Morgan
I det hele taget fungerede det godt, når en sporadisk slow blues afbrød de mange rockende shuffles. Bevares, der var bestemt intet i vejen med disse, og bandet var virkelig på hjemmebane i numre som Lazy Lesters ”Sugar coated love” (populært blandt Texas-kunstnere som The Fabulous Thunderbirds og Lou Ann Barton), og publikum elskede det. Men afveksling var godt, og et overraskende og måske også overraskende velfungerende afbræk var Junior Kimbroughs malende hill country blues ”I feel good, little girl”.
Danny Cochran, Drew Allain, Shawn Pittman
Sidste ekstranummer var Fleetwood Macs ”Black magic woman”, og med den blev der også sneget lidt latin blues ind ad bagvejen. Overordnet må man dog sige, at publikum fik præcis, hvad koncertnavnet havde lovet: guitartræf med masser af Texas blues, og det var der vist ingen, der kunne være utilfredse med.
Der var også grund til tilfredshed med lyden på Beta, som var skruet højt op, men ikke desto mindre fremstod skarpt fokuseret som en Anson Funderburgh-solo. Man kunne høre hvert et ord, der blev sunget, og hver eneste af de mange, mange guitartoner stod glasklar.