Koncertanmeldelse: The DownShifters, Rampelys, Silkeborg

Tekst og foto: Peter Widmer

Randrusianske The DownShifters, der gav koncert hos B’Sharp – Silkeborg Rhythm’n Blues Association på spillestedet Rampelys søndag eftermiddag den 10. oktober 2021, udspringer af den fremragende, men nedlagte blues- og roots-kvartet The Cornfeds. Firkløveret, der ligeledes havde hjemme i Randers, gjorde det rigtig godt både på diverse scener og indspilningsmæssigt.

Imidlertid blev det for meget for de fire medlemmer at være familiefædre, have fuldtidsjob og holde godt gang i deres fælles orkester, fortalte The DownShifters til Bluesnews.dk. Derfor besluttede kvartetten kollektivt at aflive The Cornfeds først i 2020. Det var der mange, der var kede af, men der viste sig at være håb (læs mere om The Cornfeds her).

Bandets to brødre – Sune og Kasper Bjerre – havde nemlig nu gearet ned, både aktivitetsmæssigt og antalsmæssigt, fra kvartetmedlemsskab til duo, og The DownShifters blev dannet. Til Bluesnews.dk fortalte Sune og Kasper Bjerre endvidere, at de ikke kunne slippe musikken, og det var, erkendte de, lettere at være to end fire, og gevinsterne var store derved, fortalte de:

Møder var lettere at arrangere, øvning og det at komponere blev også mere til at have med at gøre, og transport til forskellige jobs gled selvsagt også nemmere. Indspilningsmæssigt blev det desuden mere overskueligt at være to end at være fire. Når duoen tilmed fik mere tid til familie og venner samt mindre stress, lønnede det sig at ”downshifte,” at geare ned.

Eftermiddagskoncert

The DownShifters-koncerten var en eftermiddagskoncert, der var programsat til at vare fra klokken 15-17, og det kom også til at holde pænt stik. En eftermiddagskoncert er ofte en intimkoncert, hvor publikum, der normalt ikke er overvældende stort, får lejlighed til at komme tæt på musikerne.

Sådan var det også for de små 25 betalende publikummer, der var mødt op denne eftermiddag. I tilgift fik de lejlighed til at overvære et kortere interview med The DownShifters ved formand og booker for B’Sharp Charlie Tambaur. Dette foregik på scenen lige før koncerten, og her kom der interessante ting frem.

Blandt andet fortalte The DownShifters, at der faktisk ligger 12 The Cornfeds-numre klar, og at The DownShifters er i gang med at indspille deres første album. Det var en god idé med et indledende interview, for på dén måde bliver for eksempel The DownShifters ikke bare et navn, men mennesker, publikum kan forholde sig til.

Efter interviewet gik The DownShifters i gang. Sune Bjerre på vokal, resonatorguitar, banjo, mundharpe (og et mindre hav af effektpedaler) og Kasper Bjerre på hollowbody-bas, kor, fodpedalbetjent stortromme, lilletromme, fodbjælder, hi-hat og vokal. Desuden bemærkede man, at der på duoens stortromme stod: The DownShifters, Blues/Roots/Wellness. Ja, blues og roots-musik gør livet bedre.

Blandet repertoire

Dels var der traditionelle, klassiske bluesnumre, dels var der egne numre, og dertil kom nogle numre af The Cornfeds på duoens repertoire. Alt blev leveret på et musikalsk set højt niveau, med højt humør, kompetence og ægte spilleglæde. Der blev lagt ud med den klassiske ”Crawling kingsnake”, der eksempelvis er populariseret af John Lee Hooker.

Her var bas og stortromme lydmæssigt kombineret med fin virkning, såvel som Sune Bjerres vokal skar igennem alt. Muddy Waters blev heller ikke glemt, for næste sang var hans ”I be’s troubled”. Igen var Sune Bjerres stemme i fokus, og så var der fedt resonatorguitar-slide-spil med akkompagnement af hi-hat, stortromme og bas.

Publikum blev desuden præsenteret for en ny sang, ”Walk it off”, der var skrevet af The Cornfeds. Her var der masser af fede, effektfulde rytmeskift. Desuden blev tempoet varieret, og så var der lige Sune Bjerres udtryksfulde vokal, en fin slide-solo på resonatorguitar og tung bas ved Kasper Bjerre.

Endnu en ny sang blev luftet, nemlig Kasper Bjerres ”Hobo westbound”. Her spillede Sune Bjerre banjo, mens Kasper Bjerre trakterede stortromme og bas, mens han sang kor.

Den klassiske ”Catfish blues”, der er skrevet af Robert Petway, fik publikum også.

Robert Johnson

Her hørte man Sune Bjerre på virkningsfuld mundharpe og sang og Kasper Bjerre på bas og diverse slagtøj i en noget anderledes tilgang til nummeret, end man sædvanligvis hører. Ingen blueskoncert uden et Robert Johnson-nummer. Det fik man også under denne koncert i form af nummeret ”Come on in my kitchen”.

Her fik man en tyk version med Kasper Bjerre på bas og stortromme og fod- eller ankelbjælder, og det virkede. Dertil kom Sune Bjerre på resonatorguitar med gang i slide-arbejdet og fyndig vokal, der virkelig ville noget. Desuden var der fingerpicking for alle pengene.

The Cornfeds-nummeret ”Big old c” blev spillet i en fornem version, og med endnu et velkendt The Cornfeds-nummer, ”Got a woman like that”, med blandt andet fornemt slide-arbejde ved Sune Bjerre på resonatorguitar og prominent bas ved Kasper Bjerre, var første sæt slut klokken 15.58.

Ind imellem første sæts mange numre var der tid til masser af ping-pong mellem The DownShifters og publikum, og der var højt humør og munter stemning både på scenen og blandt publikum. Dog var der ingen slinger i valsen eller tab af seriøsitet hverken blandt de to udøvende, velsammenspillede musikere eller blandt det veloplagte, intenst lyttende publikum.

Jitterbug

Bukka White-nummeret ”Bukka’s jitterbug swing” indledte andet sæt, der startede klokken 16.11, i højt tempo. Sune Bjerre fremturede med lys vokal og slide-spil på resonatorguitar, mens Kasper Bjerre spillede bas og betjente sin hi-hat. Et fornemt The DownShifters-nummer, ”Big Street blues”, fulgte og peger godt fremad for duoen.

Der var også Mississippi hill country blues i form af en besnærende version af R.L. Burnsides ”Going down south” med fint banjospil ved Sune Bjerre og fine vokalharmonier. ”Anti gospel” udmærkede sig ved godt korarbejde og en forrygende banjosolo ved Sune Bjerre samt et godt mix af bas, stortromme og hi-hat.

”The end” var et aldeles fremragende, vuggende up-tempo nummer, der virkelig tog kegler. Sune Bjerre spillede resonatorguitar og sang, mens Kasper Bjerre leverede korindsatser og bidrog med bas- og stortromme-spil suppleret med ringlende og ranglende ankelbjælder, og dét fungerede i dén grad.

Klokken 17.05 var koncerten med The DownShifters forbi, men det begejstrede publikum ville have mere og fik et ekstranummer – det irsk-skotsk-agtige ”Take my hand”. Her hørtes Kasper Bjerre på lilletromme spillet med trommestikker, mens Sune Bjerre sang og spillede banjo, og også dét faldt i god jord hos publikum.

The DownShifters er præget af stor musikalitet, vid og fin tæft for den gode melodi samt blues- og roots-musikkens sjæl. En koncert med denne dynamiske og yderst kapable duo er absolut en rejse værd, og har man været i selskab med The DownShifters, går man ikke fra en af deres koncerter i dårligt humør.

Og det gjorde man da heller ikke denne søndag eftermiddag i Silkeborg, hvor man virkelig havde fået en glimrende koncert med masser af musikalske godbidder og masser af humor.