Koncertanmeldelse: Tim Lothar, Chris Andersen & Olav Gudnason, Big Creek Slim & Johnny Burgin og TogoRhino, privat havekoncert, Silkeborg

Tekst og foto: Jakob Wandam

I et lille hus i Wibergsgade i Silkeborg bor Kai Krogh Christiansen, bluesentusiast af de helt store og tidligere formand for B’Sharp – Silkeborg Rhythm’n Blues Association. Siden 2015 har Kai Krogh Christiansen 2-3 gange om året afholdt blueskoncerter i sin have – eller klemt ind i stuen, hvis vejret har været umedgørligt – og søndag den 18. august kunne han præsentere koncert nummer 25.

Havekoncerterne har altid opereret med gratis entré og været åbne for alle. De er finansieret af Kai Krogh Christiansens pension og af et lån, han tog i sit hus til formålet for snart ti år siden. De 100.000 lånte kroner er for længst brugt op, men musikerne skal have deres betaling, og betales skal der også for den mad og drikke, som Kai Krogh Christiansen altid stiller til publikums rådighed. Det gør han sammen med Maria Watt Hermansen, som de seneste år har styret økonomien og meget mere ved arrangementerne.

Så publikum har mulighed for at spæde til med bidrag, hvis størrelse alene bestemmes af deres egen lyst og ydeevne. Det giver ikke overskud – så langt fra – og da den 76-årige Kai Krogh Christiansens helbred heller ikke er, hvad det har været, havde han luftet tanken om, at koncerten i august måske blev den sidste af sin slags.

Tro tjeneste

Det gav dagen en lidt speciel stemning, for der var vist mange, der ikke kun dukkede op for musikken, men også for at sige tak til Kai for mange års tro tjeneste. Det gjaldt ikke kun publikum, men også de optrædende musikere.

Der var tale om et flot program, en hel lille festival med musikere fra toppen af dansk blues og gæster fra udlandet. Tim Lothar, Chris Andersen & Olav Gudnason åbnede ballet, efterfulgt først af duoen Big Creek Slim & Johnny Burgin og derefter kvartetten TogoRhino. Alle havde i dagene forinden optrådt på Den Blå Festival i Aalborg (læs mere her og her).

Tim Lothar er en sand journeyman, der tilbringer en stor del af året på turné med især de tyske jernbaner. Derfor spiller han også en del bluessange med toget og jernbanen som tema, og dem var publikum på forhånd blevet lovet nogle smagsprøver på. De kom i form af hans egen ”Another train song” og Willie Browns ”M & O blues”, og Chris Andersen bød ind med den traditionelle ”Railroad song” (også kendt som ”Railroad worksong”). Sidstnævnte blev spillet som en hyldest til salig Troels Jensen, der medvirker på Andersens studieversion af sangen, og Chris Andersen inkorporerede en parafrase over Jensens signatursang ”Take me home” – meget smukt og bevægende.

Guitarkolorit

Chris Andersen optrådte på vokal og akustisk guitar, mens Tim Lothar sang og spillede National steel-guitar, mens Olav Gudnason var på kontrabas. Tim Lothar har en fin skrøbelighed over sin stemme, kombineret med noget gospel-tone, og han gav blandt andet en dæmpet, melodisk version af gospelstandarden ”Swing low sweet chariot” samt et smukt nyt originalnummer, ”Take me down to the sea” med flot guitarkolorit fra Chris Andersens hånd.

Både Lothar og Andersen gav fine og hyggelige præsentationer af sangene – hvor Olav Gudnason af og til bød ind med spydige kommentarer – og stemningen var uformel og munter. Chris Andersen sang børne-folkesangen ”Polly wolly doodle” og lod den sammensmelte med Boney M.’s ”Hooray! Hooray! It’s a holi-holiday”, og så var den ikke alt for seriøse linje ligesom lagt!

Tim Lothar spillede i solokarrierens begyndelse hovedsageligt førkrigs-delta blues, men efterhånden har han skabt sit eget udtryk, hvor hans egen, ofte ganske personlige og stærkt melodiske sangskrivning blandes med traditionel akustisk blues, gospel og oldtime-musik. Det var et godt match med Chris Andersen, hvis blide folk blues er inspireret af ragtime- og Piedmont blues-guitaristerne og decideret folkemusik, og Olav Gudnason, som blandt andet spillet appalachisk folk og bluegrass i The Muleskinners.

Mod Appalacherne

Tim Lothar trak netop musikken mod Appalacherne med en solofremførelse af folkemelodien ”Yonder comes a rabbit” (eller ”Big eyed rabbit”) på banjo og vokal. Olav Gudnason sluttede sig til ham på ”Shortnin’ bread”, og trioen var komplet igen på Chris Andersens meget fine ”Someday”, en blød, folkemelodi-agtig sang med et touch af Mark Knopfler. Tim Lothar var nu tilbage på resonatorguitar og bød in med en bottleneck-solo, og også Olav Gudnason gav en solo med bue.

Det var i det hele taget en fornøjelse at høre musikerne garnere hinandens sange med flot solo-spil; de forstod kunsten at tilføje musikken noget ekstraordinært uden at ændre dens natur eller stjæle fokus.

Olav Gudnason gav flere soloer på de traditionelle ”Going down this road feeling bad” – denne gang decideret slap bass – og ”Pallet on the floor”, og der var fede soloer af både Chris Andersen og især Tim Lothar på Mississippi Fred McDowells ”You gotta move”.

Trioen rundede af med Chris Andersens ”I’m going fishing” med endnu en fed Tim Lothar-solo, og så kunne scenen – efter en lille pause – overlades til næste gruppering.

Uden dubletter

De to guitarister og sangeren Big Creek Slim og Johnny Burgin fortsatte, hvor de havde sluppet et par dage før med deres duo-optræden på Den Blå Festival (læs her) – vel at mærke uden dubletter i sætlisten.

Igen gav de forskellige stilmæssige ståsteder deres duo-performance et interessant farvespil, hvor Johnny Burgins Chicago-baserede, men stadig West Coast-påvirkede, disciplinerede spil stod i kontrast til Big Creek Slims mere rustikke, Mississippi-orienterede anslag.

Johnny Burgin var på elektrisk guitar, mens Big Creek Slim spillede på sin halvakustiske. Slim sang først en dyb, low-down version af Muddy Waters’ ”Honey bee” og satte derefter tempoet op med Robert Nighthawks ”Take it easy baby”.

Johnny Burgin overraskede med en slow blues-version af Elvis Presley-hittet ”(Let me be your) teddy bear”. Hans solo var clean, og det samme var sådan set Big Creek Slims ditto, men med den organiske lyd, som flesh-on-strings-teknikken giver.

Vokal assistance

Det var Big Creek Slim, der tog de fleste leadvokaler, og hans mørke, grusende røst lød blandt andet på Elmore James’ ”Cry for me baby” – med en fed, perkussiv boogie-solo også af Slim – ”Drop down mama” og ”Ticket agent blues”.

Hen imod slutningen af sættet kom der imidlertid vokal assistance i form af den engelske sangerinde Dawnette Fessey, og sandelig om ikke hun kunne matche Big Creek Slim med både stemmekraft og scene-presence.

Fessey trækker som vokalist på traditionerne fra både Chicago blues-dronningen Koko Taylor og de gamle vaudeville-bluessangerinder som Bessie Smith og Ma Rainey.

Hun var en stor oplevelse, som hun ledte trioen igennem en down-and-dirty blues – ”Hog haulin’ man” hed den vist – med en fed Johnny Burgin-solo, og et ekstranummer. Vi ser meget gerne mere til Dawnette Fessey på dansk grund, og i mellemtiden vil vi opfordre læserne til at finde hendes band A No Good Woman & the Kingsnakes på nettet!

Ørkenblues

TogoRhino er navnet på et stadig temmelig nyt bandprojekt skabt af Alain Apaloo på barytonguitar og vokal, Peter Nande på mundharpe, jødeharpe, vokal og percussion, Sal Dibba på percussion og vokal og Olav Poulsen på guitar. De gav et medrivende, ti numre langt sæt, der fusionerede ørkenblues, gospel og folkemusik med mere.

De fleste af numrene stammede fra bandets nyudgivne album Tales of Bobbi Niger, men da TogoRhinos musik baserer sig væsentligt mere på improvisation end gengivelse, var det en særdeles levende koncert.

”Get ready” åbnede den med et fedt trance-groove, seje mundharperiffs og ringlende guitar af Alain Apaloo. På præsentationssangen ”TogoRhino” spillede Apaloo dybe, funky bas-toner, Nande var på jødeharpe, og Olav Poulsen på fed slide.

Gary Primichs swingende West Coast blues “Put the hammer down” fik i TogoRhinos hænder et strejf af work song, om end den stadig var livlig med vokal og fed bluesharpe af Peter Nande, indfølt, Chris Rea-agtig slide af Poulsen og en djembesolo af Sal Dibba. Alain Apaloo sang for på en funky, uptempo ”Rosie” med en fed solo af Olav Poulsen, inden tempoet skiftede til et sumpet hill country-groove.

Gospel

Gospel er som nævnt en vigtig bestanddel i TogoRhinos lydbillede, og vi fik både Peter Nande-favoritten ”Get right church” – med en fantastisk slide-tone fra Olav Poulsen – og Blind Willie Johnsons ”Nobody’s fault but mine”. Her var der syng-med-session, og efter soloer fra både Poulsen og Nande sprang Sal Dibba ud blandt publikum og gav en trommesolo for Kai Krogh Christiansen.

Inden da havde vi dog allerede fået et par stemningsfulde numre i form af TogoRhinos egen instrumentale ”Grasslands”, der smukt bølgede op og ned med skiftende intensitet, og den Alain Apaloo-ledede ”China Gate”, oprindeligt af Nat King Cole.

Vi kom også forbi New Orleans-bluesmanden Snooks Eaglin med hans ”Who’s been foolin’ you”, men ekstranummeret var endnu en TogoRhino-original, “Would you mind”, der også afrunder Tales of Bobbi Niger-albummet.

Gode koncertoplevelser

Kai Krogh Christiansens hjem har lagt scene til mange gode koncertoplevelser (læs for eksempel her, her, her, her, her, her, her og her).

Om dette var den bedste af dem, er vanskeligt at sige, men den lagde sig i hvert smukt ind i rækken af virkelig flotte musikalske momenter af den slags, som kun finder sted i sådanne intime rammer.

Tiden må vise, om der kommer flere til, men også her fra Bluesnews.dk skal i hvert fald lyde en stor tak til Kai Krogh Christiansen og Maria Watt Hermansen for mange gode og mindeværdige blues-øjeblikke.