Koncertanmeldelse: Trainman Blues, Bygningen, Vejle

Tekst og foto: Peter Widmer

Orkesteret Trainman Blues er et yderst vægtigt, unikt navn på den danske bluesscene. Faktisk lyder Trainman Blues ikke som noget andet band. De lyder nemlig udelukkende som sig selv, og dét skal de have stor ros for. Der er selvsagt blues i gruppens musik, men også folk, et stænk jazz med mere.

Det hele blandes til en absolut original cocktail, der hviler komplet i sig selv, og som reelt er usammenlignelig med andre former for (blues-)musik. Trainman Blues har både vundet Danish Blues Challenge og scoret et par Danish Music Awards. Blandt andet for deres to fuldlængdeudgivelser Trainman Blues og Shadows and shapes (læs anmeldelser her og her, og læs mere om Trainman Blues her).

Fredag den 8. oktober 2021 spillede Trainman Blues i Bygningen i centrum af Vejle i regi af Bluesforeningen Crossroads. Deres koncert var annonceret med start klokken 20.00, og netop på dét tidspunkt bød Crossroads-formanden Peter Buhl velkommen til aftenens cirka 75 publikummer. To minutter senere var Trainman Blues på scenen.

Orkesterets grundlæggere – den herboende irske guitarist, sanger og sangskriver Richard Farrell og bassisten, produceren med mere Laust ”Krudtmejer” Nielsen – blev suppleret af den glimrende janitshar Thomas Crawfurd. Desuden hørtes Rune Højmark på guitar. Disse fire musikere kan deres kram både hver for sig og i særdeleshed sammen.

Bredt repertoire

Orkesteret har et bredt repertoire, og ved denne lejlighed kom de fire forrygende, velsammenspillede musikere godt omkring diverse egne numre, men der var også plads til kompositioner udefra. Der var gnæggende guitartoner i det bastant vuggende, lettere luskede indledningsnummer ”Undivided seer” fra albummet Shadows and shapes.

Samme blev leveret med en lidt anderledes start end i albumversionen, og det var i det hele taget herligt at høre aftenens nitten numre blive drejet i nye retninger hist og pist, for det blev de. Musikernes samspil var i højt gear, og det var mildest talt ikke helt ved siden af, da en publikummer udtalte disse bevingede ord:

”Hold da helt kæft, hvor de spiller godt!” Den fremragende rytmegruppes spil var upåklageligt. Thomas Crawfurd viste atter sine evner som en koncentreret, mangefacetteret, agtpågivende og innovativ trommespiller, mens Laust ”Krudtmejer” Nielsen bidrog med spændstigt basspil hele koncerten igennem.

Richard Farrells formidable, unikke og udtryksfulde stemme var det naturlige centrum i diverse sange, og dertil formidlede han også teksternes budskab gennem sin mimik – bevidst eller ubevidst. I hvert fald blev hans ansigtsmuskulatur vredet i tekstpassende folder, suppleret af gnister i sangerens øjne, så det var en ren fornøjelse.

Vibratoarmen

Rune Højmark, der ved denne lejlighed afløste kvartettens original-guitarist Ronni Boysen, skiftede mellem solidbody- og hollowbody-guitarer og strøede kaskader af guitartone-stjerner ud over publikum i flere forrygende soli. Eksempelvis i ”Skulls, crosses and bones”, hvor han endvidere havde godt gang i vibratoarmen.

Ydermere supplerede Rune Højmarks melodiske og letflydende guitarpil Richard Farrells ”fingerpicking” – og således plekterløse – spil på hollowbody-guitar, der blev trakteret, som var det et akustisk instrument. Og alt gik op i en højere enhed. Richard Farrells versatile vokal var atter i fokus på smuk vis i Reverend Gary Davis-nummeret ”I heard the angels singing”, så ikke et øje var tørt.

Klokken 20.52 var første sæt forbi, og det føltes, som om det var ovre, før det begyndte. Så intenst blev der både spillet og lyttet, at i hvert fald mange publikummers tidsfornemmelse smuttede. Efter en musikerpause gik andet sæt i gang cirka klokken 21.20, og der blev overraskende nok lagt ud med det afdøde irske guitarist-ikon Rory Gallaghers ”Calling card”.

Nummeret blev spillet med tilføjelsen af flere fine finesser, for når Trainman Blues spiller andres numre, gør kvartetten dem til deres egne på forbilledlig vis. Rune Højmark var på med en bister guitarsolo, der var smæk på Thomas Crawfurds trommer, og selv Richard Farrell kunne høres med lidt fint solospil.

Slide-guitar

I den solide, rokkende ”Poor you” demonstrerede Rune Højmark lige, hvordan slide-guitarspil skal lyde, og tilmed var der rumklang på med fin effekt. Publikumskontakten var der heller ikke noget i vejen med, og midt i nummeret ”I’m fire” opfordrede Richard Farrell publikum til at synge med, og dét gjorde folk.

Reelt var der tale om publikumsinddragelse i vokaldialog med Richard Farrell, hvilket kun bidrog til en positiv oplevelse af, at man som tilhører var en væsentlig del af det hele denne aften. I ”Can’t keep on running”, der som de to foregående numre er fra Shadows and shapes, var Laust ”Krudtmejer” Nielsen fremme med en fin, levende bas-solo.

Efter 16 funklende numre blev koncerten meget passende rundet af med en glimrende udgave af ”Wholesome treat” (”The first song we ever wrote,” sagde Richard Farrell), og så var der duvende toner og rykkende rytme samt en fed slide-guitarsolo ved Rune Højmark. Så var koncerten definitivt slut.

Imidlertid kunne Trainman Blues-folkene ikke være det begejstrede publikums stående ovationer overhørige, så den gyngende Tom Waits-sang ”Chocolate Jesus” med varieret sangforedrag ved Richard Farrell og en fornem guitarsolo fra Rune Højmarks side blev det første af to ekstranumre.

Det sidste blev ”Spice of life”, hvor Thomas Crawfurd havde godt gang i trommerne og gav en interessant, stringent trommesolo. Laust ”Krudtmejer” Nielsen leverede fornemt og kongenialt basspil, og med den solide rytmegruppes præstationer i fokus rundede kvartetten en fremragende koncert af kl. 22.17.

Faktisk har overtegnede ikke hørt dette irsk-danske blues band spille så godt, som de gjorde hos Crossroads denne fredag, og det siger ikke så lidt. Trainman Blues leverede ren magi i Vejle denne aften og tog publikum med storm.