Koncertanmeldelse: Transatlantic Soul & Blues Summit, Kedelhuset, Silkeborg

Tekst: Peter Widmer og Jakob Wandam
Foto: Jakob Wandam

Lørdag den 27. november havde B’Sharp – Silkeborg Rhythm’n Blues Association inviteret til soul blues-fest i form af koncertarrangementet Transatlantic Soul & Blues Summit (læs mere her). I dagens anledning var B’Sharp rykket fra de sædvanlige rammer på spillestedet Rampelys til de mere rummelige lokaler i Kedelhuset.

Det betød, at der var rigeligt med albuerum til de fremmødte publikummer, for selv om der var tale om store internationale navne, som spillede deres eneste koncert i landet, havde den opblussende corona-situation sammen med julefrokostsæsonen formodentlig lagt en dæmper på de danske bluesfans’ billet-købelyst. I hvert fald kunne man godt have ønsket sig et større fremmøde i Kedelhuset, om end det da lykkedes for de omkring 110 tilskuere i vekselvirkning med musikerne at skabe en ganske god og festlig atmosfære.

Akustisk blues

Opgaven med at varme publikum op var tilfaldet den danske duo Franck White & Christian Frank. Franck White på vokal og mundharpe og hans musikalske makker gennem flere årtier, Christian Frank på guitar spillede et timelangt sæt med overvejende akustisk blues.

Stemningen var god i selskab med den veloplagte duo, og Franck White gjorde en dyd ud af at præsentere numrene grundigt. Udgangspunktet var delta blues, både i valget af materiale og fremførelsen. Franck White har en stærk sangstemme og en drævende frasering, som leder tankerne hen på Son House.

Christian Frank optrådte hovedsageligt på akustisk guitar og akkompagnerede subtilt med fine trioler på John Lee Hookers dybe delta blues-nummer ”Sally Mae”. Franck White lod mundharpen glamme på ”Big boat”, mens Muddy Waters-klassikeren ”I feel like going home” bød på fint, nuanceret mundharpespil og Christian Franks sagte slide-guitar.

”I feel like going home” var Waters’ ode til de mange migranter, der lige som han selv havde taget turen fra sydstaternes landdistrikter til det industrialiserede Chicago, og hér blev White og Frank med Peppermint Harris’ ”As the years go passing by”, der først blev indspillet af Fenton Robinson i 1959. Sangens ensomme desperation blev indfanget rigtig godt i duoens minimalistiske arrangement med klagende mundharpe og enkle anslag på Christian Franks elguitar. Meget vellykket.

Intens

Herefter blev tempoet sat op og stemningen løftet med Franck Whites letbenede og selvforklarende ”Boogie blues”, inden de gav en intens version af Willie Dixons ”Spoonful” med Christian Frank på kor.

”Black cat blues” var endnu en ind-til-benet John Lee Hooker-delta blues, mens Franck White og Christian Frank havde leget mere med arrangementet i Jimmy Reeds ”Ain’t that lovin’ you, baby”.

Her indledte de med noir-stemning og Franck Whites langsomt messende, field holler-påvirkede vokal, inden de skiftede tempo og stemning, og publikum knipsede i takt.

Til afslutningsnummeret, John Lee Hookers ”Black night is falling”, skiftede Franck White til kromatisk mundharpe, og Christian Frank greb for blot anden gang til elguitaren. Det blev en flot afrunding med langsomt og dystert, men også opløftende smukt og melodisk mundharpespil af White.

Franck White & Christian Franks åbningssæt var en fin musikalsk oplevelse, der måske ikke vil blive husket som en skelsættende begivenhed, men som ikke desto mindre fuldførte missionen med at skabe en god, varm og løftet bluesstemning i Kedelhuset, inden hovednavnene skulle på scenen.

Husorkester

Før det første af disse kunne høres, fik vi dog – efter blot et kvarters pause – et præsentationsnummer med Transatlantic Soul & Blues Summits europæiske husorkester: Erkan Özdemir på elbas, Kenan Özdemir på guitar, Levent Özdemir på trommer, Christian Altehülshorst på trompet, Diego Borotti på saxofon og Alberto Marsico på elorgel.

Kenan Özdemir agerede forsanger på ”Too weak to fight”, en Clarence Carter-sang, som The Özdemirs og Alberto Marsico har spillet med Johnny Rawls (læs for eksempel her). Mod slutningen af nummeret kunne band og publikum så byde velkommen til den amerikanske sanger og mundharpespiller Tad Robinson.

Tad Robinson besidder en fløjlsblød og fløde-lækker soul blues-stemme, og den demonstrerede han på smuk vis lige fra første færd på ”Changes”, der også er åbningsnummer på hans seneste album Real Street (2018). Tilmed gav han prøver på sit mundharpespil, der lige som vokalen var kendetegnet ved et fedt og ubesværet flow.

Soul blues-balladen ”Full attention blues” (fra Back in style (2010)) var endnu bedre. Her trådte Kenan Özdemir i karakter med et par koncise, men bidske guitarsoloer. Alberto Marsico leverede en brusende orgelsolo, men overtrumfede den selv med sublimt solospil på den efterfølgende ”Go in peace”. Det var i et hele taget et herligt swingende band, og Christian Altehülshorst og Diego Borotti bragede igennem med stærke soloer på dette nummer.

Tour de force

De sad til gengæld over på Delbert McClintons smukke ballade ”You were never mine” (som også findes i en fremragende version med Janiva Magness). Denne blev en sand tour de force for Tad Robinson, som både fik fremvist sit vokalregister og sin sublime teknik blandt andet med en imponerende holdt falsettone.

Men Tad Robinsons styrke ligger ikke i fraseringer op og ned ad toneskalaen. Hans force er en varm glød og stilfuld timing, stærk sangskrivning og god smag i covernumre.

Læg hertil mandens mundharpespil, som matcher hans sangstil i smagfuldhed og forstærker bluestonen i hans musik. Tad Robinson bruger mundharpen som krydderi og stemningssætter snarere end som egentligt soloinstrument, og selv om han skam spiller solo – og gør det glimrende – bliver mundharpen aldrig det egentlige fokuspunkt i hans lækre soul blues-lyd.

Ikke mindst er Tad Robinson en charmerende og nærværende performer, som i dén grad brænder igennem på en scene. Det gjorde Tad Robinson også med de tre sidste numre i sit cirka tre kvarter lange sæt som frontmand. ”I’m in good” og ”Sunday morning woman” var begge fra Back in style og begge blødt funky soulnumre skrevet af Robinson selv (sidstnævnte sammen med Kevin Anker og Steve Gomes).

Robinson sluttede af med titelnummeret fra Real Street, et pumpende R&B-nummer med indlagte soloer på guitar og saxofon. Og man kunne sagtens have klaret mere musik fra Tad Robinson, som blev den største oplevelse ved Transatlantic Soul & Blues Summit.

Trudy Lynn skuffede

Der var store forventninger til koncerten med amerikanske Trudy Lynn, der holder til i Houston i den amerikanske delstat Texas, men hun skuffede. Sangerinden, der har rundet de 70 år, har en længere række af fuldlængdeudgivelser i eget navn bag sig. Heraf er det seneste album Blues keep knockin’, der udkom i 2018.

Sædvanligvis samarbejder den flere gange Blues Music Award-nominerede Trudy Lynn med mundharpemanden og vokalisten Steve Krase (og hans band), og dén konstellation ville have været særdeles interessant at opleve live. Denne aften var det dog de ovenfor nævnte musikere, der sekunderede Trudy Lynn.

Dette fungerede udmærket. Ikke desto mindre manglede der noget. Ganske vist var der energi på scenen, men man savnede noget drive i Trudy Lynns sæt, såvel som meget af materialet undrede noget og kan siges at have stået i vejen for sangerindens virkelige kvaliteter, der næsten druknede i pop.

Trudy Lynn besidder nemlig dét, der bør gøre enhver udøver af nutidig Texas blues, rhythm & blues og soul blues til en stor stjerne: en unik, røget og vidtfavnende stemme, bred musikforståelse, musikformidlingsevner, indlevelse og udstråling på en scene. Tilmed får hun som oftest masser af anmelderroser for sine albumudgivelser.

Rampelys

Hvorfor Trudy Lynn ikke er kommet mere frem i det store rampelys, end tilfældet er, er et stort mysterium. Hun har åbenbart stået i skyggen af mange andre sangerinder, der af den ene eller grund har formået at nappe Trudy Lynns retmæssige plads i hierarkiet, og lytter man til hendes album og tjekker hende live, for eksempel på YouTube, er dette svært at forstå.

Denne aften gik Trudy Lynn på scenen klokken 22 efter Tad Robinsons sæt. Trudy Lynns koncert strakte sig over ni numre inklusive et nummer med Tad Robinson samt et ekstranummer. Der blev lagt ud med ”Ramblin’ blues” fra Trudy Lynn-albummet I’ll sing the blues for you fra 2016. Her der var plads til lidt inciterende scat-sang, og Trudy Lynns fine vokal var prominent.

Fra samme album fulgte den stille swingende ”Honky tonk song”, der blev fulgt af den langsomme blues ”Pitiful” fra Blues keep knockin’. Her fik Trudy Lynn demonstreret, hvor fed og kraftig en stemme hun har, til stor applaus. Desuden fik hun vist, at hun er rigtig god til publikumskontakt og har humor og selvironi, som hun ikke er bleg for at lufte.

Eksempelvis sagde hun: ”When you get old like me, you gotta slow it down,” og dét var jo lige, hvad hun gjorde – med glimt i øjet. Den vuggende ”It won’t be long” – ligeledes fra Trudy Lynns seneste album – var næste nummer, og der var som hele sættet igennem glimrende arbejdsindsatser fra samtlige musikere.

Galt

Endelig fik man titelnummeret fra det seneste Trudy Lynn-album, “Blues keep knockin'”. Dette uptempo-nummer fungerede fint med flere gode instrumentalindsatser og indfølt vokal fra Trudy Lynns stemmebånd. Men så begyndte det at gå galt. Klassikeren ”Mustang Sally” var nemlig næste nummer, og hvad skulle dét dér?

Trudy Lynn har et så stort bagkatalog, at man sagtens kunne have fundet adskillige numre herfra at spille, men her blev det altså ikke sådan. Trudy Lynn kørte sangen igennem med en behagelig, rå stemme, men der var noget fladt over nummeret, der dog blev ædt råt af flere publikummer med klappen og sang.

Med næste nummer ”Proud Mary” gik der helt Tina Turner i den. Sangen, der blev leveret i en lang udgave, klædte ikke Trudy Lynn, men flere folk i koncertsalen var virkelig på, og der blev i den grad danset bagest i salen. Musikerne på scenen må have fået erfaring for, hvad folk vil(le) ha’, og det fik de så.

Imidlertid var det ikke dét, alle ville have. Tad Robinson kom nu på scenen, og han og Trudy Lynn slog sangpjalterne sammen i det langsomme nummer ”I’ll take care”, og klokken 22.55 var Trudy Lynns sæt slut.

Pinsomt mix

Dog måtte der et ekstranummer til, før det stadig sultne publikum var tilfreds, og så fulgte et ret så pinsomt mix af forskellige populære bluesnumre. Her så og hørte man Erkan Özdemir på guitar, mens hans søn Kenan overtog faderens bas. Et godt show, men ikke noget, der tilføjede noget specielt til det igangværende sæt.

Desuden var der totalt overfortærskede numre i mixet så som ”Everyday I have the blues” og ”The blues is alright”, som publikum blev bedt om at synge og synge med på. Og de gjorde det!

Imidlertid virkede det, som anført ovenfor, som om repertoiret stod i vejen for Trudy Lynns virkelige kvaliteter.

Trudy Lynn fik i hvert fald ikke formidlet, hvad hun kan, og viste dermed slet ikke sit egentlige format. Alt i alt må det derfor siges, at Trudy Lynn skuffede i Silkeborg trods gode medmusikere og masser af ballast i sit store og lødige bagkatalog, som man desværre ikke fik hørt tilstrækkeligt til.