Tekst: Jakob Wandam
I musikteatret Kulturium i Ishøj udstiller man netop nu en række koncertfotos taget af Sven Levandowsky. Fotografierne stammer fra koncerter på Kulturium, og udstillingen breder sig over rock, jazz og blues med mere.
Sven Levandowsky er ikke bare ”husfotograf” på Kulturium, men også på Portalen i Greve og Hugo’s Kælder i Køge. Desuden fungerer Sven Levandowsky som koncertbooker på Kulturium, lige som han blandt andet arrangerer Køge Blues Festival. Sven Levandowsky er også selv musiker og har gennem snart tredive år været trommeslager og kapelmester i trad jazz-orkestret Basement Jazzband.
Også Bluesnews.dk har ofte nydt godt af Sven Levandowskys talenter, og det er da også Sven Levandowsky, der har taget de koncertfotos, som ledsager nærværende tekst.
Fotografierne kan ses i Kulturiums foyer og café frem til november. Udstillingen blev åbnet med en reception søndag den 10. september. Samtidig markeredes begyndelsen på Kulturiums efterårssæson med en koncert med jazz-, blues-, R&B- og funkbandet Jazz Five.
De bedste
Jazz Five har efterhånden eksisteret i mere end 25 år og har i den tid markeret sig som et af de bedste New Orleans-orienterede orkestre i landet.
Bandet består af Johan Bylling Lang (alt- og barytonsaxofon), Jeppe Zacho (tenorsaxofon og vokal), Esben Hillig (klaver og orgel), Stefan Andersen (trommer og vokal) og Jonas Starcke (bas og vokal).
Det københavnske ensemble spillede to stærkt underholdende sæt, og selv om stemningen (og publikums alderssammensætning) var en anden end på en sveddryppende aften på deres “hjemmebane” Charlie Scott’s Bar, vakte det begejstring, ikke mindst når Jazz Five kastede sig ud i gamle New Orleans jazz-standarder som ”St. James Infirmary”, ”Basin Street blues” eller ”(Won’t you come home) Bill Bailey”.
Sidstnævnte var med en sjælden leadvokal af Jeppe Zacho, for ellers var det Jonas Starcke eller Stefan Andersen, der sang for, dog gerne med hele bandet på kor.
Lækker slow blues
Jonas Starcke har en god sangstemme, der kombinerer blød, sjælfuld fylde med et cool croon. Han sang blandt andet sin egen ”Shut me down”, der var et tidligt højdepunkt – en lækker slow blues, der findes på gruppens 2022-ep In the meantime … (læs anmeldelse her).
Blandt de øvrige højdepunkter med Starcke i front var en dybt funky ”Louisiana funk” (af Cyril Neville) og Earl Kings fede ”Street parade”.
Steffen Andersens mere aggressive vokal prydede blandt andet Jessie Hills ”Ooh pooh pah dooh” og James Booker-nummeret ”So swell when you’re well” (et hit for Fats Domino), og hans stærke second line-trommespil var den drivende kraft i mange numre.
Pianist Esben Hillig var i fin form og brillerede blandt andet med en skøn barroom-klaversolo på Paul Barbarins ”Bourbon Street parade” og fint, klimprende spil på Jonas Starckes ”Beates blues”.
Masser af blæs
Med to saxofonister ud af en kvintet er der helt naturligt masser af blæs i Jazz Fives lyd, og Johan Bylling Langs og Jeppe Zachos saxofonfraser var mindst lige så bærende kræfter i hvert nummer som vokalen. Konstant fremturede de to med skiftende soloer og supplerede desuden løbende med tamburin og koklokke.
Jeppe Zacho imponerede blandt andet med en særdeles stilig solo på ”Basin Street blues”, og Johan Bylling Lang, der ellers ofte spillede stærkt bluesy forløb, viste sig fra sin mest jazzede side på ”Louisiana funk”.
Jazz Five er altid et godt bekendtskab, og denne søndag var ingen undtagelse. De afsluttede en humørfyldt koncert i herligt kaotisk stil med en boogie-præget version af Chuck Berrys ”You never can tell” – med Esben Hillig i stjernerollen – samt den traditionelle ”Pay me my money down”.
Jazz Five var som nævnt det første koncertnavn i Kulturiums efterårsprogram. Hele programmet kan ses her, og det byder blandt andet på mere New Orleans-musik med Norbert Susemihl’s Joyful Gumbo den 24. september, koncert med Michelle Birkballe den 6. oktober og optræden af Mike Andersen Band den 8. december. Sven Levandowsky og Basement Jazzband spiller 3. december.