Magi i Maskinhallen

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Frank Nielsen

Indimellem er man som koncertgænger så heldig at være vidne til, at magi opstår på scenen. Når alt går op i en højere enhed i en sådan grad, at det sågar overrasker musikerne, føler man som publikum, at man er nærmest urimeligt heldig at være netop på dét sted, på dét tidspunkt.

En sådan koncertoplevelse var Tim Lothar’s Roots i Maskinhallen, Frederikshavn den 3. februar – en nu årligt tilbagevendende begivenhed, hvor bysbarnet Tim Lothar trækker på sine kontakter fra rejser rundt på de europæiske bluesscener og inviterer udenlandske musikere til at komme og lege med.

Samtidig inddrages gerne musikere fra det regionale roots- og bluesmiljø, og alle deltager i mere og ofte mindre planlagte musikalske optrin og konstellationer.

Gæsterne ved dette års Roots-arrangement var det ungarske femmands-ensemble Mojo Workings, trækharmonikaspilleren Rasmus Mose og guitaristen, sangeren og sangskriveren Jesper Theis.

Solo-performance

Tim Lothar lagde dog ud med en solo-performance af ”Another train song”. Togrejsen er et hyppigt tilbagevendende tema i bluesens sangkatalog, og det gælder ikke mindst i Tim Lothars sangskrivning – et produkt af hans mange rejser gennem især Tyskland med guitaren på ryggen.

Atter kunne man konstatere, at Tim Lothar bare bliver bedre og bedre – ikke mindst vokalmæssigt, hvor han efterhånden har udviklet sig til en af de mest udtryksfulde og smukke røster i dansk blues. Der er en fylde og varme og i hans stemme, som sammen med den helt rigtige mængde patina skaber en perfekt kombination af følsom inderlighed og rå kraft.

Som en helt naturlig forlængelse af stemmen ligger Tim Lothars guitarspil, der denne aften var koncentreret om en National steel-guitar, hvor hans fine slide-spil kunne komme til sin ret. Det er helt mærkeligt at tænke på, at han brugte de første mange år af karrieren som trommeslager.

Karakteristisk mundharpespil

Efter den første sang kunne Tim Lothar invitere Mojo Workings’ mundharpespiller Tamás Szabó på scenen. Szabós karakteristiske spil er en stor del af Mojo Workings’ særpræg, og han udfører det på et veritabelt arsenal af forskellige, indimellem højst usædvanligt udseende mundharper.

Hans forkærlighed for den kromatiske mundharpe er ikke ofte set i bluesmusikken, og den giver hans bluesspil en smuk og længselsfuld klang. Og selv om Szabó også mestrer den traditionelle blues harp, som han blandt andet brugte til at dekorere Tim Lothars sange med passende toglyde, er hans spil i udgangspunktet så avantgardistisk og ukonventionelt, at det altid tilfører musikken noget helt unikt.

Efter to numre i duo-konstellation – blandt andet den nye komposition ”Nothing here will be the same” – forlod Tim Lothar scenen for at give plads til resten af Mojo Workings: János Mazura (tuba), István Mezofi (trommer), János Horváth (vokal og akustisk guitar) og Imre Olivér Honfi (vokal og elektrisk guitar).

 

Varieret udtryk

Tubaen stod for bas-tonerne og gav Mojo Workings’ musik en herlig old-time, jug band-agtig lyd. Bandet spillede tre numre i streg, som understregede variationen i deres musikalske udtryk: fra skramlet blues over The Band-lignende americana til New Orleans-rhythm & blues, mens rollen som leadvokalist gik på tur mellem János Horváth, Imre Olivér Honfi og Tamás Szabó. Undervejs var indlagt fine soloer på både mundharpe og tuba.

Herefter vendte Tim Lothar tilbage for at spille tre numre sammen med Mojo Workings. På ”Baby blue” blev der givet gode prøver på sammenspillet mellem guitar og mundharmonika, og ”Coffee and wine” vuggede af sted i valsetakt, inden sættet blev rundet af med den umanerligt smukke ”There is only now” med en blændende, bevægende solo fra Tamás Szabó på den kromatiske mundharpe.

Kaos

Overskriften på første sæt var ”Traveling blues nights”, havde Tim Lothar ladet forstå – en genskabelse af hans koncerter med Mojo Workings, som havde dannet grundlag for live-albummet med samme titel, der udkom sidste år (læs anmeldelse her).

Andet sæts overskrift var ”Kaos”! Her blev de ubekendte elementer bragt ind, når musikere, der blot havde mødt hinanden samme dag, skulle spille sammen og se, hvilken synergi der kunne opstå.

Første indslag var en instrumental duet mellem tubaisten János Mazura og trækharmonikaspilleren Rasmus Mose. Mose har en håndfuld udgivelser bag sig både som solist og som ensemblespiller i f.eks. Ad Libitum, Rudi’s Blue Ladybirds og Lady & the Gentlemen, men bluessammenhængen må formodes at være ny for ham.

Åbningsnummeret var dog snarere jazz, nemlig en version af Sonny Rollins’ ”St. Thomas”, som de håndterede med smittende spilleglæde.

Ny klædedragt

Herefter forlod Mazura scenen og lod sig erstatte af Jesper Theis, der nu er bosiddende i Spanien, men har sine rødder i Frederikshavn. Sammen med Rasmus Mose gav han sin egen ”Devil and the deep blue sea”, som fik en helt ny klædedragt – delta blues spillet på akkordeon hører man ikke hver dag! Mose demonstrerede fin bluesfornemmelse, og Jesper Theis’ bottleneck-spil på guitaren var forbilledligt.

Også vokalt var det en sikker og veloplagt Jesper Theis, man hørte – han har en god, let raspende stemme, som klæder delta bluesen godt.

Nu sluttede Tamás Szabó sig til festen og spillede fabelagtigt på en ny Jesper Theis-sang, ”Blue eyed Jane”, inden også Tim Lothar kom tilbage på scenen. Lothar besluttede straks at ”ryste posen” og spille en anden sang end planlagt. Det blev til ”Railroad king” – endnu en togsang – med fornemme soloer fra alle implicerede.

Fremragende guitarist

Så var det tid til at få alle aftenens musikere på banen. Mojo Workings gik i front med flerstemmig sang af Tamás Szabó, János Horváth og Imre Olivér Honfi, og Theis, Mose og Lothar spædede til med hver deres glimrende solo. Desuden fik Honfi vist, hvilken fremragende guitarist han er, med elegant, melodisk solospil og en bidende, Freddie King-lignende tone.

Herpå fulgte to numre med Jesper Theis i fokus, først ”Baby blue” og siden den politiske ”Creepy woman” (om ”en af de søde, rødhårede piger i folketinget”), sidstnævnte med New Orleans-beat. Undervejs blev der både udvekslet soloer og mange smil og grin, og det var en fornøjelse at opleve både stemningen, og hvordan det improviserede sammenspil bare fungerede sømløst.

Afslutningsnummeret blev Tim Lothar-favoritten, den gospel-influerede togblues(!) ”Ride train ride”. Atter blev der spillet soloer raden rundt – for første gang også af trommelageren István Mezofi, og dét gjorde han godt – og særligt Imre Olivér Honfi imponerede med, hvad man kunne kalde ”disciplineret vildskab” på den elektriske guitar.

Veloplagt og medrivende

Efter en så veloplagt og medrivende optræden var et stående bifald uundgåeligt, og et ekstranummer måtte der naturligvis også til. Med Tamás Szabó på wacky, hikkende rock’n’roll-vokal festede hele ensemblet sig igennem et sidste nummer med fællessang og soloer på akkordeon, mundharpe, tuba og elguitar.

Tim Lothar’s Roots blev en opvisning i, hvordan musikalsk magi kan opstå, når musikere fra forskellige baggrunde mødes, improviserer og inspirerer hinanden. Det blev en demonstration af den glæde og vitalitet, der er iboende i roots-musikken, og et overbevisende vidnesbyrd til fordel for at spille og høre musik live.

Læs Bluesnews.dk’s interview med János Horváth fra Mojo Workings her.