Masser af frisk forårsblues i Horsens

Big Joe Louis
Foto: Jakob Wandam

Tekst: Jakob Wandam

Tirsdag den 1. februar forsvinder alle de restriktioner, som coronapandemien har tvunget ned over det danske samfund, og dét er noget, musiklivet i Danmark har set frem til. Således også landets bluesforeninger, som har glædet sig til at præsentere deres forårsprogrammer.

Vi har tidligere her på Bluesnews.dk fortalt om forårets koncertplaner hos B’Sharp i Silkeborg (læs her) og Crossroads i Vejle (læs her), og nu er turen kommet til Blueskartellet i Horsens.

Blueskartellets koncerter har traditionelt været afholdt på KulisseLageret, Teatertorvet 1 i Horsens, men nu er et nyt spillested bragt på banen i form af det nyetablerede Platform K på Madevej 2. Platform K er Horsens’ nye kulturhus, beliggende på de gamle godsbanearealer tæt på Horsens Banegård.

Forårets blueskoncerter i Horsens er således fordelt mellem KulisseLageret og Platform K samt Morzybitten, der er en café og pub i Horsens’ gågadekvarter på adressen Jessensgade 3.

Swingende rhythm & blues

Mojo Hands
Foto: Frank Nielsen

KulisseLageret lægger ud lørdag den 5. februar klokken 20, hvor Mojo Hands spiller swingende rhythm & blues. Mojo Hands har eksisteret siden 1997 og har udgivet fem album, senest High blood pressure, der udkom i 2019 (læs anmeldelse her).

Mojo Hands består i dag af Zenia Levring Madsen (vokal), Bo Møller (guitar), Erik Lodberg (trommer), Lars ”Doc” Thomsen (bas) og Rasmus Grønborg (klaver og orgel). Af disse har Erik Lodberg den længste anciennitet; han har været med i Mojo Hands siden 1999, men har også som medlem af bandet Shaky Ground spillet bag eksempelvis Henning Stærk og amerikanske Link Wray.

Zenia Levring Madsen
Foto: Frank Nielsen

Zenia Levring Madsen og Lars Thomsen hørtes første gang med Mojo Hands på albummet Voodoo you love fra 2013. Siden har de gjort det godt, og da Mojo Hands spillede på Godset i Kolding i 2020, skrev Bluesnews.dk blandt andet, at ”Levrings sangforedrag var behageligt og ubesværet og stod sig rigtig godt i rhythm & blues-repertoiret” (læs hele anmeldelsen her). Lars Thomsen har spilleerfaring fra masser af vestjyske bands, blandt andre Stråps Blues Band.

Bo Møller
Foto: Frank Nielsen

Guitarist Bo Møller spillede i Business Stress Express, der siden udviklede sig til Jumpin’ Jacks, hvor han stadig slår sine folder. Hos Mojo Hands debuterede han sammen med Rasmus Grønborg på High blood pressure, og han tilfører bandet elegant guitarspil, der trækker på både blues, jazz og country. Rasmus Grønborg fungerer blandt andet som gospelpianist og kirkeorganist, og både han og Bo Møller er uddannet ved konservatoriet i Esbjerg.

Ungarske

The Mojo, Tim Lothar, Jesper Theis
Foto: Frank Nielsen

Fredag den 11. februar klokken 20 på Platform K kan man komme til Traveling Blues Nights-koncert. Navnet dækker over de to danske bluessangere og -guitarister Tim Lothar og Jesper Theis i samspil med det ungarske foretagende The Mojo.

Tim Lothar har en fortid som trommeslager hos King Biscuit & the Crackers, Lightnin’ Moe & his Peace Disturbers og Peter Nande, men turnerer i dag som solist i store dele af Europa. På en af sine rejser stødte han på Tamás Szabó, der var mundharpespiller og sanger i bandet Mojo Workings, som nu blot kalder sig The Mojo.

Tamás Szabó og Tim Lothar
Foto: Frank Nielsen

Orkestrets originale og vidtfavnende tag på bluesgenren gik godt i spænd med Tim Lothars spillemandsmentalitet, hvilket man kan forvisse sig om på de to glimrende fælles album Traveling blues nights (2017) (læs anmeldelse her) og Old cinema session (2020) (læs anmeldelse her). The Mojo bevæger sig uden for den gængse bluesskabelon med deres instrumentering, der ud over Szabós mundharper blandt andet inkluderer cigarkasse, diddley-bow og harmonetta, og deres musik kan, i lighed med Tim Lothars, være såvel festlig og løssluppen som dragende smuk.

Jesper Theis
Foto: Frank Nielsen

Jesper Theis byder ind med både et imponerende repertoire af førkrigs-delta blues og sine egne kompositioner, som han foreløbig har indspillet på to album, Narrow line (2017) (læs anmeldelse her) og The tide will turn again (2021) (læs anmeldelse her). På sidstnævnte medvirker Tim Lothar på resonatorguitar, akustisk guitar, orgel og harmonika, og ved Traveling Blues Nights-arrangementet vil man kunne høre Theis, Lothar og The Mojo sammen og hver for sig.

Jubilæumsturné

Alan Haynes
Foto: Frank Nielsen

Texas-guitaristen og -sangeren Alan Haynes skulle have været på 20-års jubilæumsturné sidste år, men den måtte aflyses grundet Covid-19-situationen. I 2022 tager han revanche og drager Danmark, Norge og Nederlandene rundt i marts og april. Lørdag den 19. marts klokken 20 rammer turnéen Platform K.

Det siger noget om Alan Haynes’ popularitet, at koncerten i Horsens er et af hele 15 spillejobs på dansk grund i år. Platform K er dog det eneste sted, hvor Alan Haynes får selskab af den lokale blueshelt, guitaristen og sangeren Jesper Bjarnesen.

Jesper Bjarnesen
Foto: Frank Nielsen

Bjarnesen slutter sig ved denne lejlighed nemlig som ”special guest” til den faste backing-duo på turnéen, som består af bassisten Henrik Poulsen (The Pocket Players, Live Bleeding Fingers m.fl.) og trommeslageren Mathias Rindom (Big O & the Blue Quarters, Natural Boogie m.fl.).

Trods sin store efterspørgsel i Danmark er Alan Haynes aldrig rigtig trådt frem i første geled i hjemlandet USA, men det skyldes nok mest, at han aldrig har været synderligt interesseret i stjernetilværelsen. Anerkendt er han i hvert fald blandt sine kolleger, og Alan Haynes har delt scener med blandt andre Stevie Ray Vaughan, Albert King, Buddy Guy, Albert Collins, Otis Rush og Johnny Winter.

Henrik Poulsen
Foto: Frank Nielsen

Sidstnævnte Texas-legende nævner Alan Haynes selv som sin største inspirationskilde, og Haynes har også indspillet med Winter, såvel som med med-texanerne Tony Vega, Mike May og Jim Suhler.

Alan Haynes bygger sin succes på hårdt arbejde, og hans koncerter er kendt for at udarte til maratonforestillinger, der gerne varer op til tre timer uden ophold. Men det kræver også tid at nå igennem de særdeles udstrakte, virtuose guitarsoloer, som Alan Haynes er berømt for.

Funkband

Chris Grey
Foto: Frank Nielsen

Lørdag den 26. marts klokken 20 er der koncert med Chris Grey & the BlueSpand på Platform K. Den odenseanske trio vandt Danish Blues Challenge i 2012, og blues er stadig Chris Grey & the BlueSpands musikalske udgangspunkt, selv om de i dag måske bedre kunne kategoriseres som et funkband.

Chris Grey er på leadvokal og guitar, men bandet er i høj grad et fælles projekt for ham, Kasper Lauersen (bas) og Lars Frimodt-Møller (alias Lars von TrommenStick, trommer). De har to cd’er på samvittigheden, Lotta love (2014) og Fun(k) in the kitchen (2020) (læs anmeldelse her), og på bandets Facebook-side har Chris Grey & the BlueSpand truet med, at der skulle være et nyt album undervejs.

Chris Grey & the BlueSpand
Foto: Frank Nielsen

Facebook er i øvrigt et sted, hvor Chris Grey & the BlueSpand har tiltrukket sig en del opmærksomhed. Her har flere millioner set deres videoer af ”Grab ’em by the elbow” og ”Mammas mammalaid”, og det skyldes nok både bandets funky bluesudtryk og den humor, der gennemsyrer Chris Grey & the BlueSpands tekster og sceneoptræden.

Klassisk Chicago blues

Østjyske JJ & the Blues Gang står på scenen i Blueskartellets regi torsdag den 7. april klokken 20, og det sker på Morzybitten. JJ & the Blues Gang bekender sig til klassisk Chicago blues, og de er kendt for at kunne fylde Morzybitten op, hvor de har spillet to gange tidligere.

Jan Markfoged og Jens Juel
Foto: Frank Nielsen

JJ & the Blues Gang er centreret omkring sanger og mundharpespiller Jens Juul, som tidligere var frontfigur i JJ Blues Band, der dog blev opløst i 2013 efter at have udsendt to album, That’s it! (2004) og Still stuck with the blues (2008). I JJ & the Blues Gang spiller han sammen med Kim Grimstrup (bas), Jan Markfoged (guitar) og Anders Gram (trommer).

Jan Markfoged har tidligere indspillet i After Eleven Blues Band, men ellers er det musikere, som har deres erfaring fra live-scenerne. Og det relativt nyetablerede band har da også allerede gjort sig bemærket for eksempel hos Bluesforeningen Crossroads i Vejle (se her).

Nyt samarbejde

Ian Siegal
Foto: Jakob Wandam

Et særdeles spændende nyt samarbejde kan overværes lørdag den 9. april klokken 20, når Platform K præsenterer Ian Siegal & the Blues Overdrive. Guitaristen, sangeren og sangskriveren Ian Siegal er et produkt af det engelske art school-miljø, som har været udklækningssted for mangen en engelsk musikstjerne.

Ian Siegal gjorde dog aldrig sin formelle uddannelse færdig, for i stedet valgte han at drage til Berlin og blive gademusikant. Denne erfaring fornemmer man i hans sceneshow, for Ian Siegal er en engageret fortæller og musikalsk formidler, hvilket enhver, der oplevede ham på Blues Heaven i Frederikshavn i 2019 (læs her), kan bevidne.

Ian Siegal
Foto: Jakob Wandam

Ian Siegal har udsendt omkring et dusin album under medvirken af for eksempel medlemmer af Dickinson- og Burnside-familierne – to af Mississippi hill country blues-dynastierne – og de danske musikere Nikolaj Bjerre og Nikolaj Torp. Og Siegals bluesudtryk er alsidigt, for ud over hill country blues spænder det over folk og gospel med mere.

Nu har Ian Siegal igen allieret sig med danske musikere. På Platform K bliver han nemlig bakket op af det internationalt anerkendte The Blues Overdrive, der består af Martin Olsen (vokal og guitar), Andreas Andersen (guitar), Thor Boding (bas) og Louisian Boltner (trommer).

The Blues Overdrive
Foto: Frank Nielsen

The Blues Overdrive er dannet i København, men turnerer i hele Europa, og udlandet har i dén grad fået øjnene op danskernes insisterende blues-grooves. Hele to gange er The Blues Overdrive blevet belønnet med prisen for ”Best Album/Recorded Session” ved European Blues Awards. Det skete for albummet Clinch! (2015) og koncertoptagelsen Overdrive live! (2017) (se her, og læs anmeldelse her).

Fransk blues

Jessie Lee Houllier og Alexis Didier

Det er ikke så forfærdelig ofte, at fransk blues er repræsenteret på de danske koncertscener. Det sker ikke desto mindre på KulisseLageret langfredag, den 15. april klokken 20 i skikkelse af Jessie Lee & the Alchemists.

Jessie Lee & the Alchemists blev dannet i Paris i 2015 af sangerinden og guitaristen Jessie Lee Houllier og guitaristen Alexis ”Mr. Al” Didier. Tre år senere udgav de deres debutalbum Jessie Lee & the Alchemists, og sidste år udkom album nummer to, Let it shine, på det anerkendte franske blues-pladeselskab Dixiefrog.

Jessie Lee & the Alchemists
Foto: Vincent le Gallic

Forinden var Jessie Lee & the Alchemists blevet udvalgt til at repræsentere Frankrig ved European Blues Challenge 2020 i Zaandam i Nederlandene. Konkurrencen blev imidlertid aflyst på baggrund af corona-smittefaren (læs her). Jessie Lee & the Alchemists ser nu frem til at kunne spille ved dette års European Blues Challenge i Malmø.

Ud over Jessie Lee og Alexis Didier består bandet af Laurent Cokelaere (bas), Laurian Daire (keyboard og kor) og Stéphane Minana-Ripoll (trommer). Deres musik beskrives som ”en god blanding af blues, soul, rock og jazz,” og anmeldere har sammenlignet Jessie Lee & the Alchemists med Beth Hart og Tedeschi Trucks Band.

Eksotisk strejf

Big Creek Slim
Foto: Jakob Wandam

Et vist eksotisk strejf er der også over koncerten på Morzybitten torsdag den 21. april klokken 19.30. Det er nemlig en duo-koncert med dansk blues’ tordenskrald Big Creek Slim & Rodrigo Mantovani.

Big Creek Slim kræver næppe den store introduktion for faste læsere af dette organ, men har man ikke hørt ham før, er der ingen undskyldning for at holde sig væk fra Horsens denne aften. Big Creek Slim, der lyder det borgerlige navn Marc Rune, kan sole sig i rosende omtale både herhjemme og i udlandet – for eksempel blev hans 2021-album Twenty-twenty blues for nylig udråbt til årets bedste plade af amerikanske Blues junction (læs her, og læs anmeldelse af Twenty-twenty blues her).

Rodrigo Mantovani
Foto: Frank Nielsen

Og roserne er fortjente, for Big Creek Slim er så afgjort en blueskunstner af internationalt format, både hvad angår sangskrivning, stemme og guitarspil.

I 2018 udsendte Big Creek Slim duo-albummet First born med den brasilianske kontrabassist Rodrigo Mantovani, som i dag spiller i det amerikanske Nick Moss Band. Bluesnews.dk kaldte albummet for ”endnu en bluesplade af fineste kvalitet fra Big Creek Slim” og roste samarbejdet med Mantovani for at tilføre Marc Runes musik ”en ny og velkommen dimension” (læs hele anmeldelsen her).

Nu har Big Creek Slim & Rodrigo Mantovani et nyt album, Stone in my heart, lige på trapperne, og mon ikke der vil blive spillet numre herfra i Horsens? Der er med andre ord god grund til at opsøge Morzybitten den 21. april, både for Big Creek Slim-novicer og for mangeårige fans.

Vist sit værd

Big Joe Louis og Mikko Peltola
Foto: Jakob Wandam

Blues-foråret i Horsens rundes af på Morzybitten onsdag den 4. maj klokken 19.30 med Big Joe Louis. Den jamaicansk-fødte engelske sanger, guitarist og sangskriver Big Joe Louis har vundet adskillige British Blues Awards, og han har også besøgt Danmark flere gange tidligere, hvor han har vist sit værd. Det skete for eksempel sidste år ved en koncert på Mødecenter Odense (læs her).

Big Joe Louis er en fremragende sanger og ditto guitarist, og når han træder op på Morzybitten, er det med et hold af stærke bluesmusikere fra den danske scene: Kasper ”Lefty” Vegeberg er kendt for sin uortodokse guitarspillestil og stærke bluesfornemmelse, som han har forkælet bluespublikummer med i mange forskellige sammenhænge. Bare inden for de sidste par år har man for eksempel kunnet opleve Kasper Vegeberg sammen med Big Creek Slim, Wild Women Blues, Kai Strauss, Samantha Antoinette Smith og Big O & the Blue Quarters.

Kasper “Lefty” Vegeberg
Foto: Jakob Wandam

Det er plade- og bookingselskabet m.m. Straight Shooter, der repræsenterer Big Joe Louis i Danmark, og med sig har han også Straight Shooters grundlægger Peter Nande på mundharpe. Peter Nande er en institution på en danske bluesscene og er blandt andet kåret som Årets Danske Bluesnavn af Copenhagen Blues Festival og Årets Hoochie Coochie Man af Danish Music Awards Blues. Han har udgivet flere plader som orkesterleder og optræder jævnligt som sparringspartner for Big Creek Slim, Tim Lothar og andre.

Bandet rundes af med den finske trommeslager Mikko Peltola, der i dag bor i Aalborg. Peltola er medlem af Tomi Leino Trio, der ikke bare er et stærkt navn på den finske og europæiske bluesscene, men også er et sikkert kort, når eksempelvis tilrejsende amerikanske musikere skal bruge et kyndigt backingband. Således spillede Mikko Peltola og Tomi Leino Trio med Johnny Burgin på sidste års Blues Heaven-festival (læs her). Men Tomi Leino spiller i sagens natur også med mange danske musikere.

Blueskartellets hjemmeside (her) er under opdatering, så praktisk information om koncerterne, herunder billetsalg, kan med fordel findes hos Platform K her (inklusive koncerterne på KulisseLageret) og hos Morzybitten her.