Mike Andersen dobbelt prisvinder ved DMA Blues 2022

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Frank Nielsen

Mike Andersen blev aftenens store vinder, da Danish Music Awards (DMA) Blues blev uddelt ved en musikalsk prisfest i Ridehuset i Randers onsdag den 17. august.

Hele to statuetter kunne Mike Andersen nemlig tage imod – ganske vist via stedfortræder, da Andersen selv var optaget af et spillejob på Den Blå Festival i Aalborg. Musikjournalisten Jesper Nyborg måtte således to gange på scenen og overbringe Mike Andersens tak for henholdsvis Blues Liveprisen og prisen for Årets Danske Bluesudgivelse.

”Skidtsparkerpop”

Aftenens første pris var dog Ud af det Blå-Prisen, og den blev tildelt sangeren og sangskriveren Lasse Storm. I begrundelsen blev der blandt andet lagt vægt på Lasse Storms blåtonede udgivelser og hans traditionsfornyende blanding af roots-genrerne. Lasse Storm kalder selv sin musikalske stil for ”skidtsparkerpop”, hvor han blander roots, folk og indie og ”trækker tråde imellem rurale visetraditioner og urban nutidspop.” Og Ud af det Blå-Prisen er netop indstiftet som en pris, der skal tilgodese det lidt mere skæve eller anderledes tag på bluesmusikken og dens beslægtede genrer.

Det var sidste års vinder af Ud af det Blå-Prisen, Oscar Mukherjee, der kunne overrække DMA-statuetten til Lasse Storm. Denne takkede for prisen, som han desuden betragtede som en anerkendelse af bluesmusikkens betydning og af den fælles ballast, som roots-genrerne deler. Lasse Storm spiller ikke rendyrket blues, erkendte han, men: ”Vi har altid et par bluesnumre på sætlisten, og folk elsker det!”

De øvrige nominerede til Ud af det Blå-Prisen var Sahra da Silva, David Miilmann, Henrik Johannessen, Katrine Schmidt og The DownShifters.

Spillemand

Til Blues Liveprisen havde juryen nomineret Thorbjørn Risager & the Black Tornado, Mike Andersen, Sahra da Silva, Michelle Birkballe Band og Chris Grey & the BlueSpand. Og det blev altså Mike Andersen, der løb med hæderen – en hæder, som han i øvrigt også kunne smykke sig med efter DMA Blues i 2020 (læs her).

Interesseorganisationen Dansk Lives sekretariatschef Esben Marcher kunne overrække statuetten til Jesper Nyborg, der altså tog imod den på vegne af Mike Andersen.

Mike Andersen havde nedfældet nogle takkeord, som Jesper Nyborg kunne viderebringe, og her lagde Mike Andersen blandt andet vægt på, at prisen stod ham særligt nær, da han betragter sig selv som spillemand. Coronanedlukningerne havde understreget for Mike Andersen, hvor meget han havde brug for at stå over for et publikum.

Ildsjæl

Netop publikumsoplevelsen er også essentiel i forhold til ildsjælsprisen Årets Hoochie Coochie Man, der gives til en person eller organisation, som har gjort noget særligt for bluesmusikken i Danmark, og uden hvem den ville have været en eller flere oplevelser fattigere.

Den beskrivelse må siges at passe på dette års modtager, Rasmus Vinther, som igennem snart 30 år har fungeret som booker på Mojo Blues Bar i København. Prisen blev blandt andet begrundet med, at det kræver en helt særlig ildsjæl at drive en bluesbar med levende musik hver dag, året rundt.

Sahra da Silva modtog prisen på vegne af Rasmus Vinther, der selv havde indtalt en takkebesked.

Fjer i hatten

Aftenens sidste pris var altså endnu en fjer i hatten til Mike Andersen, hvis album Raise your hand blev kåret som Årets Danske Bluesudgivelse. Det var forperson i Dansk Musiker Forbund Søs Nyengaard, der kunne overrække statuetten.

”Jeg lægger altid hele min sjæl i processen,” fortalte Mike Andersen om albummets tilblivelse i den takkeerklæring, som Jesper Nyborg videreformidlede, og Andersen takkede juryen for at tilgodese et album, hvor han tilførte sin elskede bluesmusik elementer fra andre dele af det musikalske spektrum.

Endelig udtrykte Mike Andersen sin respekt for det øvrige felt af nominerede, som omfattede Trainman Blues, The Mukherjee Development, Vestbo Trio og David Miilmann Group.

Vellykket

Aftenen i Ridehuset handlede dog ikke kun om priser. M.C. Hansen kunne for sjette år i træk agere konferencier for DMA Blues, og han styrede på vanlig veloplagt og behændig vis publikum og optrædende gennem en vellykket prisfest.

Og naturligvis var der også sammensat et musikalsk program med masser af levende musik. Jesper Bo Hansen var kapelmester for et særdeles kompetent husorkester, hvor han selv var på Hammondorgel, klaver og vokal. Anne Kirstine Winkler spiller trommer, Tove Sørensen var på bas, og Rune Højmark spillede guitar og lapsteel. Foran dem så man Sahra da Silva på vokal og tamburin og Nisse Thorbjørn (Copenhagen Slim) på vokal og mundharpe.

Konceptet var ”sange, jeg ville ønske, jeg havde skrevet,” og bandmedlemmerne havde udfordret hinanden og sig selv med sange, der befandt sig i forskellige zoner af bluessfæren. Arrangørerne – brancheorganisationerne JazzDanmark, ROSA og Tempi i samarbejde med blandt andre BluesDanmark og Værket – havde lovet en tydelig blå tråd gennem musikken, der på respektfuld vis skulle både underholde og udfordre genrens rammer. Det løfte blev holdt med et stærkt og alsidigt musikprogram.

Sahra da Silva sang først den traditionelle ”Wayfaring stranger”, der understregede bluesens rodfæste i amerikansk folkemusik og gospel. Husorkestret tog den i en let jazzet, men også funky retning, og allerede her bemærkede man den fremragende rytmesektion. Især Anne Kirstine Winkler gjorde sig aftenen igennem bemærket med energisk, spændstigt og tight trommespil. Og Sahra da Silva viste med sin sublime teknik og sin stilmæssige spændvidde, hvorfor hun var det det helt rigtige vokalist-valg til et arrangement af denne type.

Groovy

Allen Toussaint havde skrevet ”Fortune teller”, som oprindelig blev indspillet af Benny Spellman i 1962, om end man fornemmede, at Jesper Bo Hansen havde lyttet til Robert Plant & Alison Krauss’ version fra 2007. Det var nemlig Jesper Bo Hansen, der sang for på denne groovy New Orleans-voodoo-sang med kor af Sahra da Silva og en fed mundharpesolo af Nisse Thorbjørn.

Nisse Thorbjørn var frontmand på ”See that my grave is kept clean”, som han selv tilskrev B.B. King (King indspillede den på One kind favor (2008), men den kan nu i hvert fald spores tilbage til Blind Lemon Jefferson). Bandet spillede den med et second line-beat, og Rune Højmark meldte ind med en pragtfuld slide-guitarsolo, der matchede Nisse Thorbjørns fede, meget egenartede vokalpræstation.

At blues og country har nogle fælles rødder, kan man forvisse sig om ved at lytte til ”countrymusikkens fader”, Jimmie Rodgers, der var kendt som the blue yodeler. Men også ikonet Hank Williams inkorporerede bluesen i sin musik, hvilket blandt andet ”Long gone lonesome blues” vidner om. Den sang Sahra da Silva denne aften, komplet med twangy lapsteel-guitar af Rune Højmark.

Country-elementer var der også i ”To be with you again”, skrevet af Chris Stapleton. Stapleton indspillede nummeret i 2008 med sit bluegrass-band The SteelDrivers, men kompositionen har karakter af en gammel folkemelodi og fællestræk med for eksempel ”House of the rising sun”. Nisse Thorbjørn tog sangen tilbage til disse rødder med en stemningsfuld og indfølt solofremførelse på akustisk guitar, mundharpe og vokal, der afsluttede aftenens første musikalske afdeling.

Bedste kvaliteter

Anden del introducerede sangeren og guitaristen Thorbjørn Risager og hans guitarmakker fra The Black Tornado, Joachim Svensmark. Bakket op af husorkestret (minus Sahra da Silva og Nisse Thorbjørn) gav de et fremragende tre-numres minisæt, der på meget effektiv vis udstillede nogle af deres bedste kvaliteter.

”Same old lies – part un”, som Thorbjørn Risager & the Black Tornado indspillede til opsamlingen Best of (2021) (læs anmeldelse her), åbnede sættet på særdeles stemningsfuld vis. Svensmarks Chris Rea-agtige slide-guitar indledte nummeret, snart suppleret af Jesper Bo Hansens sagte ulmende Hammondorgel og Thorbjørn Risagers fantastiske vokal.

Den sumpede ”Navigation blues”, titelnummeret fra Thorbjørn Risager & the Black Tornado nært forestående albumudgivelse, var en opvisning af Joachim Svensmark, hvis senede licks, tone og soloforløb simpelthen var uovertrufne. Dyb blues, der gik lige i mellemgulvet – fabelagtigt!

Så blev tempoet skruet op, da Thorbjørn Risager havde spurgt: ”Vil det være okay med noget rock & roll?” Det syntes at være tilfældet, for den hårdtpumpede og rockede ”Hold my lover tight” (fra Change my game (2017) (læs anmeldelse her)) gik rent hjem, blandt andet takket være en glimrende guitarsolo fra Risagers egen hånd.

Den stille afdeling

Tredje sæt begyndte i den stille afdeling med Jesper Bo Hansens dæmpede staccato-klaverakkompagnement til Sahra da Silvas og Nisse Thorbjørns duet på John Hiatt-balladen ”Have a little faith in me” (også indspillet af blandt andre Delbert McClinton og Joe Cocker). Resten af bandet kom på scenen til en tung og dunkende ”Somebody was watching over me” (af Pops Staples), hvis seje groove blev accentueret af Nisse Thorbjørns mundharpe-fills og hans, Sahra da Silvas og Tove Sørensens korsang bag Jesper Bo Hansens leadvokal.

Herefter indtog Nisse Thorbjørn og Rune Højmark hovedrollerne på en hæsblæsende funky Chicago blues i form af Buddy Guys ”A man of many words”. De gav den som Buddy Guy & Junior Wells (makkerparret indspillede sangen på Buddy Guy & Junior Wells play the blues (1972)) med en højspændt Rune Højmark-guitarsolo, suppleret af en fed Hammond-ditto af Jesper Bo Hansen.

Sahra da Silva viste endnu en gang klassen i front på Ike Turner ”I idolize you”, arrangeret med New Orleans-beat, vridende guitar-licks og en næsten klassisk-lydende klaversolo. Derpå tordnede Nisse Thorbjørn og bandet sig igennem Ben Harpers ”I don’t believe a word you say” fra dennes første duoplade med Charlie Musselwhite, Get up! (2013). Anne Kirstine Winklers trommer dundrede, og endnu en gang måtte man bare tage hatten af for den stærke rytmegruppe.

Den fik Sahra da Silva dog ikke brug for, da hun gav sit solonummer. Det var hendes egen og Alain Apaloos ”I wanna love you”, som har udviklet sig til noget, der ligner en signatursang for Sahra da Silva. Her leverede hun den alene ved klaveret, og den fremstod smuk i sin nedbarberede enkelthed – flot sunget med en imponerende kontrol og smagfulde fraseringer.

Det tunge skyts

Til aftenens sidste sæt blev det helt tunge musikalske skyts fundet frem, nemlig Danmarks bluesdronning Miriam Mandipira. ”Ingen over, ingen ved siden af,” kommenterede Bluesnews.dk’s borddame, og det var svært at være uenig i udsagnet, da Miriam Mandipira sang Willie Nelsons ”Night life” (et hit for countrysangeren Ray Price og en publikumsfavorit hos B.B. King).

Hvilken stemmepragt, hvilken glød, timing og pondus på en scene! Miriam Mandipira er en aldeles enestående sangerinde, og på noget nær mirakuløs vis lykkedes det faktisk Rune Højmark at matche hende med en overdådig guitarsolo. Bandet swingede, og Jesper Bo Hansen dryssede fine klavertrioler ud over nummeret – en stor musikalsk oplevelse.

Rune Højmark fortsatte de gode takter med en muskuløs guitar-introduktion til Miriam Mandipiras og Søren Frosts ”Masaisai”, hvor Jesper Bo indtog Kjeld Lauritsens plads – nummeret findes på Mandipira/Lauritsen/Gade Frosts album Flashes (2021) (læs anmeldelse her) – med en fin Hammond-solo. Og alle aftenens optrædende kom på scenen til finalenummeret, spiritualen ”Wade in the water”.

Her fik man fornøjelsen af at høre Miriam Mandipira i duet med Sahra da Silva – et veritabelt topmøde i dansk bluesvokal – og så endda med Thorbjørn Risager og Nisse Thorbjørn på kor. Så er det altså svært at finde en stærkere samling af stemmer i dansk populærmusik!

Med dette gospelnummer blev ringen sluttet i DMA Blues 2022’s musikalske program. Løfterne blev holdt med et repertoire, som kom godt rundt i bluesens kroge uden nogensinde at tabe den blå tråd. Tilmed blev det en koncertoplevelse uden svage indslag; der blev udvist høj klasse fra start til slut og krydret med momentvis magi.