Miriam Mandipira hyldede Aretha Franklin i Odense

Miriam Mandipira

Tekst og foto: Jakob Wandam

I uge 35 har der været Odense International Film Festival (OFF). Festivalen beskæftiger sig mest med kortfilm, men en del af programmet er også open air-fremvisninger af længere film på Amfipladsen midt i byen. Torsdag den 29. august gjaldt det Liesl Tommys dokudrama Respect, der handler om soulsangerinden Aretha Franklins liv.

Som optakt til filmen havde OFF arrangeret en koncert på Amfipladsen med Odense Jazz Orchestra under ledelse af dirigent Torben Sminge, og orkestret spillede en række af de sange, som Aretha Franklin havde på sit repertoire i den karriere, der endte med hendes død som 76-årig i 2018.

Førstedame

Miriam Mandipira og Odense Jazz Orchestra

Som solist havde Odense Jazz Orchestra indforskrevet ingen ringere end dansk blues’ førstedame, sangerinden Miriam Mandipira.

I løbet af en times tid sang hun sig igennem Aretha Franklin-hits som ”Son of a preacherman”, ”Ain’t no way”, ”Baby I love you”, ”The house that Jack built” og “Until you come back to me (that’s what I’m gonna do)”. Der blev desuden plads til Miriam Mandipias egen, umådelig smukke sang “Move”.

Miriam Mandipira

Koncerten sluttede med en veritabel magtdemonstration fra Miriam Mandipiras side i form af den bluesy ”I never loved a man (the way I love you)”, en ultra-funky ”Rock steady” og Carole Kings ørehænger ”(You make me feel like a) natural woman”.

Odense Jazz Orchestra hed tidligere TipToe BigBand og har blandt mange andre optrådt sammen med Esben Just & Margrete Grarup (læs her) og Mike Andersen.

Har man mod på mere Miriam Mandipira med bigband, kan man høre hende med Tivoli Late Night Orchestra og Mads Mathias i aften den 31. august samt de to følgende lørdage, den 7. og 14. september, på Plænen i Tivoli i København.