Miriam Mandipira & the Soul Family har netop udsendt singlen ”Peace on earth (Christmas is here)”, der således ankommer i rette tid til at forsøde julemåneden. Det er bandets første udgivelse siden debut-ep’en One, der udkom i 2019 (læs anmeldelse her).
”Peace on earth (Christmas is here)” er et originalt nummer, skrevet af Mandipira og Soul Family-medlemmerne Sten “Larm” Rasmussen, Søren Skov og Thomas Fog i samarbejde med Peter Jensen. Singlen er produceret af bandet selv sammen med Henrik Nilsson, der blandt meget andet kendes for sit mangeårige samarbejde med TV-2.
”Peace on earth (Christmas is here)” udkommer på We Do Records og er tilgængelig via forskellige streamingtjenester her.
Bluesnavn
Miriam Mandipira blev i 2016 kåret som Årets Danske Bluesnavn af Copenhagen Jazz Festival. Hun har boet i Danmark siden 2007 efter perioder i Sydafrika og fødelandet Zimbabwe. I Danmark blev hun hurtigt en del af jazz- og bluesmiljøet, og Miriam Mandipira albumdebuterede i eget navn i 2014 med den enkelt betitlede cd Live (læs mere om Miriam Mandipiras indspilninger her).
Orkestret Miriam Mandipira & the Soul Family blev lanceret på Jam Days-festivalen i Odense i 2019 (læs her). Siden udgav de altså den Etta James-tematiserede ep One, og de spiller fortsat jævnligt koncerter.
Sideløbende optræder Miriam Mandipira i andre sammenhænge, for eksempel i trioen Blue Belles of Joy sammen med Lea Thorlann og Pia Trøjgaard. Næste programpunkt er dog et juleshow i Tivolis Koncertsal, hvor Miriam Mandipira optræder som solist med Tivolis Big Band. Det sker på onsdag den 7. december, og billetter kan købes her.