Mojos Blues Jam er tilbage

Mojo Blues Bar i Løngangsstræde
Foto: Jakob Wandam

Tekst: Jakob Wandam

Mojo Blues Bar afholder under normale omstændigheder Blues Jam hver torsdag. Siden coronaepidemien brød ud, har der imidlertid ikke været jam på den københavnske bluesklub, men det står nu til at blive ændret.

Torsdag den 24. september starter Mojo således atter op med “Intim Blues Jam”. Det bliver dog under andre forhold end førhen. For det første bliver der krævet entré, hvis man vil overvære torsdagens jam, om end det bliver til den beskedne pris af kr. 40,-.

Da både åbningstid og besøgstal nemlig er underlagt kraftige begrænsninger, kan arrangementet ikke løbe rundt alene på indtægterne fra baren. Mojo åbner klokken 18 og lukker klokken 22, og der må maksimalt være 32 gæster – inklusive jam-deltagere – til stede.

Deltagere

Ved hver Blues Jam vil der være 3-4 inviterede deltagere, som kommer gratis ind. Disse vil være nye hver gang, og der vil være et rotationssystem, så ingen kommer med anden gang, førend alle har prøvet at være med.

Laust “Krudtmejer” Nielsen
Foto: Jakob Wandam

Ønsker man at være en af de inviterede jamgæster, kan man skrive til Laust ”Krudtmejer” Nielsen, som styrer jammen og agerer fast kapelmester. Han kan kontaktes via Facebook Messenger eller på laustnielsen83@gmail.com.

Andre, der gerne vil deltage i jammen, må løse billet til arrangementet og kan melde sig til jammen i baren. Alle jam-deltagere spiller med husorkestret, som på torsdag består af Laust ”Krudtmejer” Nielsen (bas), Oscar Mukherjee (guitar) og Lars Heiberg (trommer).

Som sagt åbner Mojo klokken 18, Blues Jam starter klokken 19.30, og lokalet skal være tømt for gæster klokken 22, jævnfør de gældende coronarestriktioner. Billetter til torsdag aftens Intim Blues Jam – og til Mojo Blues Bars arrangementer generelt – skal bestilles på forhånd, og det foregår på mojo@mojo.dk.

Læs mere på Mojo Blues Bars hjemmeside her.