ROSA – Dansk Rock Samråd, JazzDanmark og Tempi har offentliggjort de nominerede til dette års Danish Music Awards (DMA) Blues. Priserne skal overrækkes ved en festligholdelse i Ridehuset i Randers onsdag den 14. august (læs mere her).
Der er en fagjury, som har vurderet de indkomne indstillinger til priserne og udvalgt de nominerede, og det er samme fagjury, som beslutter de endelige vindere. Modtagerne offentliggøres ved selve ceremonien i august.
Vanen tro er der DMA-priser på spil i fire kategorier: Årets Danske Bluesudgivelse, Blues Liveprisen, Ud af det Blå-Prisen og Årets Hoochie Coochie Man/Woman.
Sidste års ”Hoochie Coochie Woman” Sahra da Silva står stærkt med hele tre nomineringer, og trommeslageren Eddi Jarl er nomineret med to forskellige bands. Ellers er det et felt, der favner vidt, både hvad angår navne og musikalske stilarter. Ifølge pressemeddelelsen fra ROSA er der da også tale om ”13 nomineringer, der når godt rundt i bluesens landskab og afkroge – og også krydser musikalske grænser – i ambitionen om at hædre det ypperste inden for genren herhjemme netop nu.”
Årets Danske Bluesudgivelse
I kategorien Årets Danske Bluesudgivelse har juryen nomineret de følgende:
Grace James: Wildfire
Wildfire er debut-ep’en fra dette band fra Nørresundby, som ledes af de to sangskrivere Stine Flyvholm og Jimmy Guldbæk. ROSA beskriver dem som en ”vokalglad duo udi folk, americana, country, blues m.v.” Grace James har længe været flittige på live-scenen, og Bluesnews.dk’s Frank Nielsen lavede en billedserie med dem i 2020 (se her).
Aegteskab: Aegteskab
Aegteskab er også et debuterende navn, men orkestret består af garvede kræfter: Mike Andersen, Eddi Jarl og Michael Blicher. Mike Andersen har fire gange tidligere modtaget en DMA-statuette, og Eddi Jarl har været nomineret som medlem af Vestbo Trio. ROSAs pressemeddelelse kalder Aegteskab en ”trio af stærke modne kræfter med glød og nysgerrighed i behold”.
Vestbo Trio: Out of place
Bluesnews.dk skrev blandt andet: “Out of place er en plade, der fortjener, at man lytter til den. Gør man det, vil der åbenbare sig et væld af detaljer, som vil være guf for feinschmeckere … for guitarelskere er her bestemt noget at komme efter. Michael Vestbo spiller med en stilig, letflydende elegance og en melodiøsitet, der klart åbenbarer inspirationen fra Mark Knopfler” (læs hele anmeldelsen her).
Loveless Blue Jazz Quintet: Loveless Blue Jazz Quintet
Bluesnews.dk skrev blandt andet: ” … der løber en blå åre gennem disse jazz-evergreens og great American songbook-udpluk, som også må behage en blueslytters ører … Bevares, det er velkendte numre, og selvfølgelig kunne bandet have taget flere chancer med valget af sange, men ih, hvor spiller Loveless Blue Jazz Quintet dem godt!” (læs hele anmeldelsen her).
Sahra da Silva: You let a good thing go
Bluesnews.dk skrev blandt andet: “Over det hele svæver Sahra da Silvas enestående sangstemme, snart smægtende og indsmigrende, snart aggressiv, snart mystisk, snart såret og skrøbelig. Da Silva kan synge med en stemmekraft, der sætter de fleste til vægs, men på You let a good thing go viser hendes vokal mange flere temperamenter. Som sådan matcher den sangskrivningen på albummet, der gennem ti virkelig gode numre udtrykker en imponerende versatilitet uden at miste sit centrale fokus på klassisk soul og blues. You let a good thing go er endnu et skridt opad i en allerede imponerende musikalsk karriere” (læs hele anmeldelsen her).
Blues Liveprisen
I live-kategorien har juryen udpeget fire nominerede. Nello & the Helping Hand Blues Band var nomineret i samme kategori sidste år, hvor prisen dog gik til Thorbjørn Risager & the Black Tornado. Nu er der en chance mere for de rutinerede herrer Niels Nello Mogensen, Ronni Boysen, Rasmus Stenholm og Mads D. Andersen, der udgør orkestret.
Også Sahra da Silva var nomineret sidste år – og i øvrigt også i 2022. Begge gange måtte hun se sig forbigået (Mike Andersen vandt i 2022), men måske bliver tredje gang lykkens gang for den københavnske sangerinde.
The Blues Overdrive var blandt de nominerede til Blues Liveprisen i 2021. Dengang løb Trainman Blues med prisen, men nu har juryen altså igen nomineret den internationalt prisvindende kvartet, der består af Martin Olsen, Andreas Andersen, Thor Boding og Louisian Boltner.
H.P. Lange har tre gange modtaget en DMA-pris, men aldrig i live-kategorien. Det har han nu chancen for sammen med sit orkester H.P. Lange Big Gumbo, som ud over kapelmesteren består af Niels Bonefaas, Jens Kristian Dam og Dave Stevens.
Ud af det Blå-Prisen
Denne pris gives til ”det nye blå stjerneskud/en der viser nye veje for bluesen”. Her har man valgt at nominere slide-guitaristen David Miilmann, som leder fusionsbandet David Miilmann Group. De udgav deres andet album What’s left tidligere på året (læs anmeldelse her). David Miilmann optræder også indimellem i andre konstellationer; for eksempel kan han den 11. juni høres på Mojo sammen med Copenhagen Slim.
De københavnske bluesrockere Reddie & Abel sendte deres tredje udspil Drifters, dreamers and damaged goods på gaden sidste efterår (læs anmeldelse her). De spiller Tom Waits-inspireret ”murder blues” og skriver sange om ”lurvede hustlere, fordrukne banditter og selvbestaltede profeter”, og nu kan de altså kalde sig DMA-nominerede.
Også nomineret er guitaristen Joachim Svensmark, som slår sine folder hos Thorbjørn Risager & the Black Tornado samt i sin egen trio, der jævnligt kan ses og høres på Mojo Blues Bar. Han overtog pladsen i The Black Tornado efter Peter Skjerning i 2018, og siden har Joachim Svensmark gjort en rigtig god figur på live-scenerne. Bluesnews.dk så ham for eksempel ved støttekoncerten for Mojo i april i år, hvor han imponerede i mange forskellige bandkonstellationer (læs her).
Endelig er blues-, soul- og jazzsangerinden Sahra da Silva nomineret til Ud af det Blå-prisen, lige som hun også var det i 2021 og 2022. Da Silva er særdeles flittig i musiklivet, hvor hun gennem de sidste 10-15 år er blevet en stadig større profil. Hun har udgivet et par særdeles velanmeldte plader, deltaget i European Blues Challenge, været konferencier ved DMA Blues (og er det igen i august) og har ikke mindst sunget og spillet på alskens koncertscener både med eget band, med Kjeld Lauritsens trio og i utallige ad hoc-konstellationer.
Årets Hoochie Coochie Man/Woman
Som den eneste kategori holdes nomineringerne til ildsjælsprisen Årets Hoochie Coochie Man/Woman hemmelige, og traditionelt er kun vinderne blevet offentliggjort (2018 var undtagelsen). Sidste år var der overraskende nok både en Hoochie Coochie Man og en Hoochie Coochie Woman (læs mere her), men ved tidligere prisuddelinger er der altså kun blevet udråbt én vinder.
Billetter til dette års prisuddeling kan købes her. Der er tale om unummererede siddepladser, og prisen er kr. 150 pr. stk.
Ved prisfesten vil der være live-optrædener af Jesper Binzer & Søren Andersen, Viktoria Siff, Alain Apaloo og Sahra da Silva (læs mere her).