Thorbjørn Risager & the Black Tornado har et nyt album lige på trapperne. Navigation blues udkommer den 30. september, og som vi tidligere har fortalt her på siden, er der allerede udgivet smagsprøver på albummet i form af singlerne ”Watch the sun go down” og ”Fire inside”.
Nu er den tredje singleforløber kommet på gaden, eller i hvert fald på streamingtjenesterne. Det er titelnummeret ”Navigation blues”, der udkom som single fredag den 9. september. Bluesnews.dk fik sammen med publikum i Ridehuset i Randers lov til at høre nummeret live ved Danish Music Awards Blues den 17. august, og allerede dér kunne vi konstatere, at der var tale om et ”sumpet” nummer og ”dyb blues, der gik lige i mellemgulvet”.
Thorbjørn Risager har selv skrevet sangen, som han beskriver som en ildevarslende fortælling om at føle sig fortabt uden retning: ”Nogle gange virker GPS’en bare ikke, og du ved ikke, hvad du skal gøre, eller hvor du skal gå hen.”
Man kan finde ”Navigation blues” på sin foretrukne streamingtjeneste her, og vil man også have billeder på, kan man se den officielle musikvideo her nedenfor.