Ølsmagning med blå musikalsk underholdning

Tekst: Peter Widmer og Jakob Wandam
Foto: Frank Nielsen

Endags-ølfestivalen ”Øluniverset”, hvis primus motorer var de lokale entreprenører og ølbryggere Jonas Rørdam Larsen og Rick Musters, og hvor Bluesforeningen Crossroads i Vejle var ansvarlig for de musikalske indslag, løb sidste weekend af stablen for første gang. Medvirkende var også Danske Ølentusiaster.

Festivalen fandt sted i Bygningen i centrum af Vejle, lørdag den 10. marts kl. 12–22, hvor sidste øludskænkning var kl. 21.30.

Entréprisen var på 100 kr., og for den sum fik man adgang til Øluniverset, et glas til ølsmagning samt 5 poletter, der hver kunne veksles til en smagsprøve. Yderligere poletter kunne erhverves for 10 kr. pr. stk.

Atten mikrobryggerier var repræsenteret på ølfestivalen. Desuden kunne man smage på whisky og stifte bekendtskab mad kvalitetsøl fra Tjekkiet og Polen.

Øl og bluesmusik

At øl og bluesmusik går godt sammen, er for længe siden blevet bredt accepteret. Imidlertid var det klart, at der på denne dag var mere interesse blandt ølfestivaldeltagerne for øl og hyggeligt samvær end for de gode bluesnavne, der var på plakaten.

Dagens optrædende gav i sagens natur da heller ikke reelle koncerter. De leverede musikalsk underholdning – eller prøvede på det – og dét under ofte kummerlige forhold. Dén sag vender vi tilbage til.

Øluniversets bluesmusikere var: Færøske Terji Krossteig Messell, eller bare Terji, odenseanske Harpin’ Wolf & the Black Sheep, Frederik Tygesen fra Horsens og vestjyske Kent Thomsen, der i dag bor i nærheden af Kolding.

Umuligt

Første levende blues-billede var Terji, der gik på kl. 14.30 i Bygningens Lille Sal.

Imidlertid var Terji oppe mod nogle hårde odds, idet han måtte spille aldeles akustisk uden nogen form for forstærkning overhovedet.

Faktisk var det totalt umuligt at høre, hvad han lavede, for alt druknede i det til ølsmagning veloplagte publikums summende snak.

Det samme gjaldt Kent Thomsens sæt samme sted, hvor han entrerede scenen kl. 18.30.

Der var dog nu en mikrofon til rådighed, men Kent Thomsen måtte traktere sin dobro, uden at samme kunne ”mikes” op, og selv om man stod helt oppe ved scenekanten, var det håbløst at få noget reelt ud af Kent Thomsens optræden.

Fælles sæt

Imidlertid var situationen noget bedre en god times tid tidligere, da Terji og Kent Thomsen gav et fælles sæt, der startede kl. 17.30 i Store Sal.

Grejet på scenen var i orden, og trods de mange ølsmageres konstante summende snak, lykkedes det nogenlunde at få udbytte af Terji og Kent Thomsens fælles underholdningsanstrengelser.

Igen var det dog ofte svært at høre både sang og musik, medmindre man befandt sig meget tæt på scenen. De to spillede sig igennem tolv numre, der blev leveret dels på dansk, dels på engelsk og dels på færøsk.

Således fik man blandt andet Kent Thomsen-klassikeren ”Plovstæwn’ boogie,” fra albummet Så’n er dét med Kent Thomsen og de Dyre Drenge, Big Bill Broonzys ”Gone but not forgotten” og Terjis ”Heim” fra sammes album Útisetablús.

Humor

Da Kent Thomsen og Terji begge er i besiddelse af en god portion humoristisk sans, blev det hele afleveret med afvæbnende humor.

Hertil kommer, at de to er gode til at etablere – og holde – fin publikumskontakt, og Kent Thomsen fik for eksempel da også lige sparket et par ord om øl ind:

”Jeg har også været ølentusiast engang, men det holdt jeg op med, før mikrobryggerierne kom til, så jeg har aldrig smagt en mikrobryggeri-øl – men dét har I,” sagde han med glimt i øjet til dagens mange mikrobryg-fans.

Det var imidlertid klart, at det netop var mikrobryggeriernes frembringelser, de tilstedeværende koncentrerede sig om, og ikke den musikalske underholdning.

Fornemt

De fleste gik således glip af Kent Thomsens fornemme dobro-spil, hvor tonerne bare flød fra ham. Kent Thomsens fine sangforedrag gik tilsyneladende også hen over hovedet på de fleste i Store Sal.

Det samme gjaldt Terjis gode, udtryksfulde og lystonede stemme og hans folk blues-påvirkede guitarspil.

Ølfolket var i overtal, bluesfolket i mindretal, hvilket ikke kan overraske.

Imidlertid var der dog, ifølge formanden for Bluesforeningen Crossroads Peter Buhl, nogle få ølglade folk, der fik ørerne op for bluesmusikken, og dét er jo ikke det værste, der kan ske.

Udmærket opbakning

Der var således også udmærket opbakning til Harpin’ Wolf & the Black Sheep, der var første navn på scenen i Store Sal, som de indtog til det første af to sæt kl. 15.30.

De var fra begyndelsen klar over, at de skulle agere underlægningsmusik, og det gjaldt derfor om at finde den rette balance mellem publikumskontakt og diskretion.

Det var heldigvis også noget, der lå lige til højrebenet for Harpin’ Wolf & the Black Sheep. Ensemblet har eksisteret i mere end ti år, så de er godt sammenspillet. Tilmed har de erfaring fra blandt andet ”Blues på Åen”, hvor de i samarbejde med Odense Aafart underholder et sejlende og formodentlig også ganske ølentusiastisk publikum.

Mundharpecentreret

Som navnet antyder, spiller Harpin’ Wolf & the Black Sheep mundharpecentreret blues – eller ”blues, rhythm & blues and nothing but the blues,” som det blev udtrykt af kapelmester Claus Trohl alias Harpin’ Wolf.

Ud over Trohl, der betjener mundharpen og synger, består bandet af guitarist Niels Pedersen, bassist Claus Mortensen og trommeslager Michael Larsen. Repertoiret tenderer meget naturligt mod Chicago blues og West Coast-jump blues, men har også afstikkere i andre retninger.

Således lagde gruppen ud med Dire Straits’ ”Six blade knife” – hvor Niels Pedersen på imponerende vis emulerede Mark Knopflers guitartone og spillestil – og senere blev også både The Rolling Stones (”(I can’t get no) satisfaction”), Fleetwood Mac (”I loved another woman”) og sågar The Beatles (”Ticket to ride”) taget under behandling.

Traditionelt

Fra det mere traditionelle blues-repertoire fik man i første sæt bl.a. Louis Jordans ”Early in the mornin’”, Little Walters ”Mellow down easy” og den til lejligheden indøvede ”Drinkin’ beer” af Jimmy Witherspoon.

Harpin’ Wolf er en glimrende mundharpespiller, som har Kim Wilson (The Fabulous Thunderbirds) blandt sine forbilleder, og han har en lys vokal med en let vibrato, der gør den velegnet til den swingende West Coast-stil.

Niels Pedersen på guitaren gjorde et godt indtryk – et par svipsere ændrede ikke på billedet af en guitarist med et melodisk, økonomisk flow og en elegant tone. Rytmesektionen spillede tight, og bassist Claus ”SloMo” Mortensen var desuden en fornøjelse at opleve i kraft af sin energiske og positive sceneoptræden.

Højt humør

Da Harpin’ Wolf & the Black Sheep kl. 19.30 gik på scenen for anden gang – som ølfestivalens sidste optrædende – var det tyndet ud i de besøgende, men til gengæld var humøret højt efter en hel dags ølsmagning.

Bandet kvitterede med J.B. Huttos ”Combination boogie”, der virkelig tog kegler, og fortsatte med Muddy Waters-klassikeren ”I can’t be satisfied” med Niels Pedersen på slide-guitar.

Blandt de øvrige numre i andet sæt var et par nik til Kim Wilson i The Fabulous Thunderbirds’ ”She’s tuff” og hans egen ”Don’t bite the hand that feeds you”. Det blev også til en reprise af ”Drinkin’ beer”, og temaet blev yderligere behandlet i ”I got loaded” af Camille Roberts alias Little Bob.

Harpin’ Wolf & the Black Sheep fik godt fat i publikum, og de måtte spille hele tre ekstranumre, før de kunne forlade scenen. En forrygende version af Willie Dixons ”Spoonful” blev fulgt op af det opfindsomme valg af danske Lightnin’ Moes ”Summer girls”, inden bandet gav efter for ivrige publikumsopfordringer og spillede endnu en udgave af ”Combination boogie”.

Akustisk

Ind imellem Harpin’ Wolfs to sæt kunne man i Lille Sal lægge øre til en akustisk optræden af Frederik Tygesen. Han spillede fra kl. 16.30 og cirka tre kvarter frem, og selv om der også på dette tidspunkt var livlig aktivitet i salen, kunne man, modsat med Terji og Kent Thomsen, godt høre Frederik Tygesen. Han nød godt af både kabel i guitaren og mikrofon til stemmen.

De ølfestivalgæster, der var til sinds at lytte, blev forkælet med et sæt, hvor Frederik Tygesen kiggede dybt i blues-sangbogen og desuden bevægede sig over i beslægtede genrer som amerikansk folkemusik og country.

Det blev til en blanding af standarder som ”Shake, rattle and roll”, ”Midnight special” og ”My babe” samt mere obskure numre som ”I get the blues when it rains” (bl.a. indspillet af Big Bill Broonzy”), Pokey LaFarges ”La la blues” og Harry McClintocks ”Big Rock Candy Mountain”.

Kyndig behandling

Også Hank Williams’ “I’ll never get out of this world alive” og den traditionelle “In the pines” (ofte tilskrevet Leadbelly og gjort kendt for en ny generation af Nirvana i 1993) blev taget under kyndig behandling. Desuden havde Frederik Tygesen i lighed med Harpin’ Wolf gravet Little Bobs ”I got loaded” frem.

Frederik Tygesen kendes fra jump blues-bandet Big O & the Blue Quarters og fra sin egen bluesrock-trio, men det var en sand fornøjelse også at høre ham i denne akustiske setting. Sine blot 23 år til trods er Tygesen en blændende dygtig guitarist, og det lader sig ikke skjule.

Der er altså bare forskel på at høre en sanger akkompagnere sig selv på akustisk guitar og så at høre en guitarist – og Frederik Tygesen har tilmed ikke nogen ueffen sangstemme.

En bragende succes

Ølfestivalen må siges at have været en bragende succes – i hvert fald hvad publikumstilstrømningen angår – for ikke færre end 705 betalende gæster deltog dagen igennem.

Der var rig lejlighed til at få sig en snak med de forskellige bryggeri-repræsentanter, stemningen var i top fra start til slut, og der var en nogenlunde ligelig fordeling af mænd og kvinder blandt det ølglade publikum.

Der var naturligvis en konstant summen og brummen og masser af snik og snak mellem dagens ølsmagende folk, hvilket altså havde nogle mindre heldige konsekvenser for de deltagende bluesmusikere. Men også de optrædende indbyrdes var stemningen høj, og der er god grund til at se tilbage på dagen med tilfredshed.