Programmet er lagt for Danish Music Awards Blues 2024

Sahra da Silva
Foto: Jakob Wandam

Tekst: Jakob Wandam

Som vi tidligere har fortalt her på siden, skal dette års Danish Music Awards (DMA) i blues-kategorierne uddeles ved en ceremoni i Ridehuset i Randers onsdag den 14. august.

Som det er tradition, vil selve prisoverrækkelserne være ledsaget af diverse musikalske optrædener, og nu har arrangørerne af DMA Blues løftet sløret for, hvem der skal stå for underholdningen.

Gæster

Aftenens konferencier bliver lige som sidste år (læs her) Sahra da Silva. Sangerinden, der i øvrigt også blev kåret som Årets Hoochie Coochie Woman 2023, vil også bidrage til de musikalske indslag (læs mere om Sahra da Silva her).

Jesper Binzer
Foto: Tuomas Vitikainen

De øvrige bidrag vil vanen tro dels komme fra den hjemlige bluesscene, dels være gæster fra andre genrer. I sidstnævnte kategori finder man Jesper Binzer, der til daglig er forsanger i rockbandet D-A-D. Han vil optræde sammen med guitaristen Søren Andersen, som mange nok vil kende fra duoen Electric Guitars eller hans solokarriere. Søren Andersen har også turneret med Glenn Hughes.

Også sangerinden og sangskriveren Viktoria Siff kommer ”udefra”. Viktoria Siff Emilie Hansen har optrådt og indspillet under forskellige varianter af sit navn (Viktoria, Siff, Viktoria Siff etc.), og ikke mindst har hun nydt international succes som sangskriver for blandt andre Boyzone og Macy Gray. Efter i perioder at have boet i London og Los Angeles vendte Viktoria Siff tilbage til Danmark, hvor hun i dag primært optræder under navnet Loud Tiger.

Vestafrikansk islæt

Det sidste navn på programmet er den københavnske bluesmand Alain Apaloo. Han er født i Togo og spiller gerne blues med et vist vestafrikansk islæt, både når han optræder alene, og når han indgår i eksempelvis bandet TogoRhino eller Mojo Blues Bars traditionelle African Night.

Alain Apaloo
Foto: Jakob Wandam

Guitaristen og sangeren Apaloo er heller ikke bleg for at flirte med jazz. Den har han gjort i projekter som MonkeyRat og Alain Apaloo’s ApiPipo, og han har optrådt sammen med jazzguitaristen Kurt Rosenwinkel ved Eric Clapton’s Crossroads Guitar Festival (læs mere om Alain Apaloo her, og se en gennemgang af hans indspilninger her).

Danish Music Awards Blues 2024 bliver arrangeret af Værket/Turbinen, JazzDanmark, Tempi og ROSA (Dansk Rock Samråd) med støtte fra Randers Festuge og Statens Kunstfond.