Tekst: Jakob Wandam
Vinderne af dette års Blues Lounge Radio Show Awards er netop blevet offentliggjort, og prisen for ”Guitarist of the Year” gik til ingen ringere end Ronni Boysen.
Det er anden gang, Ronni Boysen vinder denne pris, da han faktisk forsvarer titlen, som blev tildelt ham første gang i 2019.
Ronni Boysen var nomineret sammen med Ruzz Evans, Junior Watson, Robert Cray, John Primer og Big Jon Atkinson, så det er altså lidt af et felt, Ronni Boysen har udmærket sig i.
Blues Lounge Radio Show Awards uddeles af radiostationen Blues Lounge Radio, som har hjemme i Bristol i England. Dér er Ronni Boysen bedst kendt som medlem af The Kokomo Kings og som guitarist i Mud Morganfields band.
Herhjemme optræder Ronni Boysen naturligvis også i talrige andre sammenhænge. Senest har vi hørt ham i det ad hoc-band, der spillede en Tribute to Lee Allen på Ronnie Scott’s Bar i København (læs her).
The Kokomo Kings
Også The Kokomo Kings havde muligheden for at vinde deres anden Blues Lounge Award, idet de var nomineret i hovedkategorien ”Artist of the Year”, som de faktisk vandt for to år siden.
Denne gang måtte The Kokomo Kings dog se sig slået af de tyske veteraner fra B.B. & the Blues Shacks. De øvrige nominerede var Ruzz Guitar’s Blues Revue, Trickbag, Robert Cray og John Primer.
Ronni Boysen og The Kokomo Kings er netop nu i studiet for at arbejde på et nyt album. Læs meget mere om Ronni Boysens indspilninger her.