Sahra da Silva er vært for DMA Blues

Tekst: Jakob Wandam

Som vi tidligere har fortalt her på Bluesnews.dk, finder uddelingen af årets Danish Music Awards (DMA) Blues sted i Ridehuset i Randers onsdag den 16. august.

Til at guide publikum gennem festlighederne har man denne gang udpeget sangerinden Sahra da Silva. Da Silva, som selv kan skrive flere DMA Blues-nomineringer på cv’et, afløser således M.C. Hansen, som har været fast konferencier de sidste mange år.

Stringband-folkemusik

Sahra da Silva
Foto: Frank Nielsen

Sahra da Silva har ep’en Swept off my stilettos lige på trapperne, og i Randers kommer man også til at høre hende oplade sin røst i sang, for Sahra da Silva vil være gæsteoptrædende hos et af aftenens musikalske indslag.

Det drejer sig om trioen Twang, som vil spille deres livlige akustiske stringband-folkemusik og ”proto-blues” for publikum i Ridehuset.

Twang

Twang har tidligere været nomineret til Blues Liveprisen i 2018, og de har udgivet to album, Bibzy beddle (2017) og Live tapes, vol. 1 (2019) (læs anmeldelse her). Desuden udsendte de i 2020 albummet Svante Sjöblom & Twang (læs anmeldelse her) med den svenske bluesmand og folkemusiker.

Twang består af Spencer Gross (kontrabas, guitar og vokal), Peter Banks (banjo, vokal og kontrabas) og Thyge van Dassen (violin og vokal).

Fortolker

Kira Skov
Foto: Frank Nielsen

Det bliver endvidere til et gensyn og genhør med Kira Skov, som sidst optrådte ved DMA Blues i 2017 (læs her). Kira Skov kendes ellers bedst fra en solokarriere, der har favnet jazz, rock, folk og electronica med mere, samt fra rockbandet Kira & the Kindred Spirits.

Men Kira Skov er også en anerkendt fortolker af Billie Holiday, lige som DMA-publikummet har hørt hende synge sange fra Leadbellys og Etta James’ repertoirer.

Endelig er der optræden af Oscar Mukherjees bluesband Pay Day. Oscar Mukherjee vandt Ud af det Blå-Prisen ved DMA Blues i 2021, blev nomineret til Årets Hoochie Coochie Man i 2018 og var igen i spil til en pris i 2022. Sidstnævnte gjaldt The Mukherjee Developments album Burnin’ time, som blev nomineret til Årets Danske Bluesudgivelse.

Oscar Mukherjee og Jakob Holm
Foto: Jakob Wandam

Men denne gang er det altså hans band Pay Day, der kommer på banen, og det er et anderledes egentlig bluesorienteret orkester, hvilket man kan forvisse sig om ved at lytte til deres debutalbum Getting there, som udkom i februar (læs anmeldelse her).

Pay Day består af Oscar Mukherjee (guitar og vokal), Jakob Holm (guitar), Søren Bøjgaard (bas og barytonguitar) og Asmus Jensen (trommer).

Indstillinger

Man kan stadig nå at sende sine indstillinger til de fire priser Årets Danske Bluesalbum, Blues Liveprisen, Ude af det Blå-prisen og Årets Hoochie Coochie Man/Woman. Fristen udløber den 1. maj, og du kan læse mere om kriterier og fremgangsmåde her.

Billetter til Danish Music Awards Blues 2023-prisuddelingen er sat til salg, og de kan købes her. DMA Blues arrangeres af af JazzDanmark, Tempi, ROSA og Turbinen med støtte fra Randers Festuge.