Syv nye navne til Blues Heaven

Tekst: Jakob Wandam

Programmet begynder så småt at tegne sig for dette års Blues Festival i Frederikshavn. Allerede i december 2022 kunne vi fortælle om de første navne på plakaten, Tommy Emmanuel, Tommy Castro & the Painkillers og Zac Harmon (læs her).

I marts kunne vi supplere med Bernard Allison, Dylan Triplett, Slam Allen, Knock-Out Greg & the Scandinavian Blue Flames og The Texas Horns (læs her).

Der mangler stadig at falde enkelte navne på plads, men vi kan nu præsentere syv yderligere optrædende til programmet for Blues Heaven 2023. Blues Heaven finder sted den 10.-11. november i Arena Nord, og det er landets største og mest internationalt orienterede bluesfestival.

Stort indtryk

Robert Finley
Foto: Frank Nielsen

En af de helt store oplevelser på sidste års iteration af Blues Heaven var den amerikanske soul- og bluessanger Robert Finley (læs festivalanmeldelsen her). Den dengang 68-årige Finley gjorde et stort indtryk på Bluesnews.dk, der blandt andet roste hans “stemmemæssige pondus” og “magnetiske scenefremtoning”.

Robert Finley var også en af de optrædende, der blev talt mest om i de efterfølgende dage og uger. Det er derfor en lovende nyhed, at sangeren vender tilbage på Blues Heaven 2023.

Robert Finley pladedebuterede sent – i 2016 – efter at have sunget og spillet gospel, blues og soul det meste af sit liv i hel- og halvprofessionelt regi. Han har udgivet tre album, senest Sharecropper’s son, der udkom i 2021, og også live bærer Robert Finleys musikalske udtryk præg af hans samarbejde med Dan Auerbach (The Black Keys), som producerede Finleys seneste to plader (læs mere om Robert Finley her).

Swingende

Mitch Woods and his Rocket 88’s spiller jump blues, boogie-woogie, West Coast blues og New Orleans rhythm & blues med mere, anført af den 72-årige amerikanske pianist og sanger Mitch Woods. Woods tog oprindelig afsæt i 1940’ernes og 50’ernes swingende jump blues og navne som Louis Jordan, Wynonie Harris og Amos Milburn. Siden opdagede han boogie-woogie-stjernerne Albert Ammons, Meade Lux Lewis og Pete Johnson, og han har i stadig stigende grad inkorporeret lyden af New Orleans-pianisterne, særligt Professor Longhair.

Mitch Woods

Mitch Woods indspillede sit første album i 1984 på hæderkronede Blind Pig Records. I alt er det blevet til 13 albumudgivelser og fire Blues Music Award-nomineringer. Mitch Woods har indspillet med en A-liste af kunstnere som Charlie Musselwhite, John Mooney, Maria Muldaur, Dave Bartholomew, Billy Branch, Tommy Castro, Coco Montoya, Popa Chubby, Van Morrison, Taj Mahal, John Lee Hooker, Roomful of Blues, Joe Louis Walker, James Cotton, Elvin Bishop, John Hammond … ja, man kunne blive ved! Seneste albumudspil fra Mitch Woods er live-albummet A tip of the hat to Fats, der udkom i 2019.

Samtidig har Mitch Woods lavet undervisningsmateriale i boogie-woogie-piano og ikke mindst turneret flittigt. Også i Danmark har Mitch Woods tidligere optrådt, og han gæster såmænd på albummet Closer to the bone (2015) af Nalle and his Crazy Ivans.

Norsk udgave

Vidar Busk
Foto: Frank Nielsen

I Frederikshavn er det en særlig norsk udgave af The Rocket 88’s, der bakker Mitch Woods op. Det drejer sig om trommeslageren Alex Pettersen (Rick Estrin & the Nightcats, Billy Price, Big Harp George m.fl.), bassisten Bill Troiani (Billy T Band, Eddie Kirkland, Louisiana Red m.fl.) og selveste Vidar Busk på guitar.

Den alsidige og prisbelønnede Vidar Busk er i sig selv et kendt og skattet navn på de danske bluesscener, hvor han blandt andet har dyrket et samarbejde med Ole Frimer. Han har udgivet en række genremæssigt vidtspændende album, senest den rigtig glimrende bluesplade The civilized life (2021).

Ud over de tre nordmænd får Mitch Woods selskab af blæsertrioen The Texas Horns, som består af Kaz Kazanoff, John Mills og Al Gomez. Du kan læse mere om The Texas Horns her.

”Bare god musik”

Et af de helt store navne i 1990’ernes akustiske bluesbølge kommer til Blues Heaven i skikkelse af guitaristen og sangeren Alvin Youngblood Hart. Hart voksede op i Californien og Mississippi, og han brød igennem med sit debutalbum Big mama’s door i 1996. Det indbragte ham en Blues Music Award, og i alt har Alvin Youngblood Hart været nomineret til ikke mindre end 15 sådanne priser samt til en Grammy for 2003-albummet Down in the alley.

Alvin Youngblood Hart
Foto: Candise Kola

Alvin Youngblood Hart har udsendt fem album i eget navn, hvoraf det seneste ligger så langt tilbage som 2005. Det betyder dog ikke, at han har ligget på den lade side. I 2007 dannede han New Moon Jelly Roll Freedom Rockers sammen med blandt andre hill country blues-musikerne Luther Dickinson og Jimbo Mathus, og de tre fortsatte sidenhen som South Memphis String Band. Derudover har Alvin Youngblood Hart arbejdet sammen med blandt andre Junior Wells, Maria Muldaur, Otis Taylor, North Mississippi Allstars, Ian Siegal og Shemekia Copeland.

Alvin Youngblood Hart er måske bedst kendt for akustisk delta blues og hill country blues, men han begrænser sig bestemt ikke til disse stilarter. Han har flirtet med bluesrock og 70’er-inspireret guitarrock og siger selv:

”Jeg hader virkelig genrer. Det bliver så kvælende, især med blues … Det, jeg godt kan lide at høre, og som jeg kan lide at spille, er bare god musik.”

”Storyteller”

Den 77-årige guitarist og sanger Doug MacLeod, som er født i New York og nu bor i Memphis, Tennessee, er også især kendt for sin akustiske country blues. Seks gange er han blevet tildelt en Blues Music Award, og alle har været i kategorierne ”Acoustic Blues Album” eller ”Acoustic Blues Artist”. Samlet kan Doug MacLeod tælle 23 Blues Music Award-nomineringer.

Doug MacLeod
Foto: Jeff Fasano

Efter at have flyttet en del rundt i barne- og ungdomsårene slog Doug MacLeod sig ned i Los Angeles, hvor han sekunderede kunstnere som George ”Harmonica” Smith, Big Joe Turner, Eddie ”Cleanhead” Vinson, Lowell Fulson og Big Mama Thornton. Samtidig oparbejdede Doug MacLeod et ry som sangskriver, og hans kompositioner blev indspillet af blandt andre Albert King, Albert Collins og Son Seals.

Hans første album i eget navn, No road back home, udkom i 1984, og både Doug MacLeods sjælfulde vokal og især hans guitarspil – ofte med gavmilde doser bottleneck-slide – var noget, der blev lagt mærke til.

Doug MacLeod sætter en ære i sin rolle som ”storyteller” og skriver selv alle sine sange. Dem er der mange af, for Doug MacLeod har nu udsendt mere end 25 album. Hans seneste udgivelse er ep’en Raw blues 1, der udkom i marts. Desuden har Doug MacLeod skrevet flere bøger, arbejdet som klummeskribent og lavet guitar-instruktionsmateriale.

Tilbagevendende

Tilbagevendende gæster på Blues Heaven vil måske nikke genkendende til den engelske guitarist og sanger Ian Siegal. Han spillede nemlig på festivalen i 2019 (læs her), lige som han optrådte på Frederikshavn Blues Festival i 2015.

Ian Siegal
Foto: Sven Levandowsky

Ian Siegal gjorde et rigtig godt indtryk i 2019 med sit akustiske sæt, der bestod af blues-, folk- og gospelsange. Men mange danske publikummer vil også have hørt ham spille elektrisk, for Ian Siegal har turneret her sammen med hjemlige The Blues Overdrive (se her).

I sin temmelig vidtfavnende pladeproduktion, der begyndte i 2004, har Ian Siegal også arbejdet sammen med amerikanske hill country blues-musikere som Luther og Cody Dickinson, Robert Kimbrough, Garry Burnside, Lighnin’ Malcolm og, som nævnt ovenfor, Alvin Youngblood Hart.

Tre gange har Ian Siegal været Blues Music Award-nomineret. Han seneste albumudspil, Stone by stone, udkom i 2022.

Velkommen tilbage

Marquise Knox
Foto: Frank Nielsen

Det bliver også et velkommen tilbage til den 32-årige amerikanske guitarist og sanger Marquise Knox fra St. Louis, Missouri. Han spillede på Blues Heaven i 2017, dengang sammen med Kat Riggins, og Bluesnews.dk rangerede deres koncert ”blandt festivalens allerbedste” (læs her). I år har han i stedet allieret sig med guitaristen og sangeren Dexter Allen og sangerinden Lady A.

Marquise Knox har fem album på samvittigheden. Det første, Man child, kom i 2010 og indbragte ham en Blues Music Award-nominering. Seneste udgivelse er Black and blue fra 2017. Siden da har han koncentreret sig om at spille live, hvilket blandt andet er sket på tour med ZZ Top.

Marquise Knox har også delt scener med blandt andre B.B. King, Pinetop Perkins and David “Honeyboy” Edwards, og i studiet har han for eksempel spillet med Lazy Lester og Michael Burks.

I Bobby Rushs band

Dexter Allen
Foto: Erica Johnson-Hicks

Den nu 52-årige Dexter Allen voksede op i Crystal Springs, Mississippi. Faderen var landmand og præst, og Dexter spillede allerede inden teenageårene bas i sin fars gospelgruppe. Dexter Allen lærte også at spille keyboard og guitar, og efter at være flyttet til Jackson, Mississippi fik han job som guitarist i Bobby Rushs band.

Allen indledte en solokarriere med albummet Bluezin my way i 2008. Det var den første af foreløbig syv plader; den hidtil seneste er Keep moving on (2021). Han inkorporerer gerne gospel, soul og funk i sin bluesmusik og har spillet på blandt andet Chicago Blues Fest og The Legendary Rhythm & Blues Cruise. I 2019 agerede han jamvært på Eric Claptons Crossroads Guitar Festival.

Lady A

Lady A er kunstnernavn for Anita White (og skal ikke forveksles med countrybandet, der tidligere hed Lady Antebellum). Hun er født i Seattle, Washington i 1958, og hun begyndte at synge i gospelkor som femårig.

I 2010 udsendte Lady A sit første album, Bluez in the key of me. Albummet afslørede en kunstner, der var hjemmevant i klassisk urban blues, soul blues, soul og funk. Siden har Lady A sendt yderligere fem langspillere på gaden, og et nyt album skal være lige på trapperne.

I 2023 turnerer Lady A desuden sammen med sine sangerinde-kolleger Shakura S’Aida og Terrie Odabi i et soul blues-koncept, der kommer til Kedelhuset i Silkeborg i oktober.

Karismatisk

Samantha Antoinette Smith
Foto: Jakob Wandam

Det foreløbig sidste navn på Blues Heaven-plakaten er Samantha Antoinette & the Chargers. Sangerinden Samantha Antoinette Smith er englænder, men er et velkendt ansigt især på de danske festivalscener, hvor hun har spillet mange koncerter i forbindelse med eksempelvis Copenhagen Jazz Festival (læs her, her og her), Den Blå Festival (læs her og her), Blues Alive Festival (læs her) og New Orleans New Year Jazz Event (læs her).

Sidste år udgav Samantha Antoinette Smith debut-ep’en I got me a plan, men allerede i 2017 udsendte hun faktisk to singler under navnet Samantha-Antoinette & Hidden Agenda. Navnet Hidden Agenda dækkede over danske Jazz Five, og den danske forbindelse holdes ved lige i det nye orkester Samantha Antoinette & the Chargers.

Kasper “Lefty” Vegeberg
Foto: Jakob Wandam

The Chargers består nemlig af Jakob Kortbæk Kirkegaard på bas og kor, Asmus Jensen på trommer og kor, Kasper ”Lefty” Vegeberg på guitar samt en endnu ikke navngiven tangentspiller. Der er nemlig sket en udskiftning på dén plads, siden Bluesnews.dk så Samantha Antoinette & the Chargers på Charlie Scott’s Bar i København i 2022 og efterfølgende gav ”en uforbeholden opfordring til at gå ud og høre dem, når chancen byder sig” (læs hele anmeldelsen her).

Samantha Antoinette & the Chargers spiller en energifyldt blanding af forskellige former for elektrisk blues (Chicago blues, Texas blues, soul blues … ) samt gospel og R&B. I Samantha Antoinette Smith råder de over en særdeles karismatisk sangerinde, og man bør også fremhæve Kasper Vegeberg som en af landets helt store bluesguitar-stilister.

Det fulde program

Bluesnews.dk følger naturligvis op med det fulde program, når de sidste bookinger er på plads. Det samme gælder med hensyn til koncerter i dagene omkring festivalen på Frederikshavn-spillestederne Freddy’s Bar og Maskinhallen.

Billetter til Blues Heaven 2023 sælges via festivalens hjemmeside her, hvor der også er masser af yderligere information om Blues Heaven.