Billetsalget begynder mandag 22.juni – og også i år er der billige partoutbilletter til de hurtige
Årets Bluesfestival i Horsens har nu fået de første navne på plakaten – og fra mandag d 22. juni kan bluespublikummet i hele landet købe billetter med markant rabat.
-Vi havde en fantastisk festival i 2014, hvor antallet af koncertgæster satte rekord, hvilket faktisk gav os lidt pladsproblemer ved et par af koncerterne. Det forsøger vi at imødegå i år ved at fordele koncerterne på tre stærke og meget forskellige scener, siger formand for Blueskartellet i Horsens Carsten Mellson.
-Den store scene er stadig Horsens Ny Teater, med Kulisselageret i kælderen som den intime klubscene. Midt imellem de to ligger så foyer-scenen på Horsens Ny Teater, som begge festivaldage vil være centrum for uhøjtidelig blues med nogle af de stærkeste danske bluesnavne som Paul Banks, Peter Nande, Olav Poulsen samt svenske Svante Sjöblom, siger han.
Samtidig har formanden de to første navne klar på plakaten: Amerikanske Sharrie Williams og svenske Lisa Lystam Family Band.