Årets Danske Blues Navn 2012 er Jes Holtsø

Foto: Steen L. Frederiksen
Blues prisen “Årets Danske Blues Navn” går i år til blues-sangeren Jes Holtsø. Samtidig byder Copenhagen Blues Festival for 12. gang på fem dages koncertoplevelser på byens spillesteder fra 26. til 30. september.

Copenhagen Blues Festival finder i disse dage sted på de københavnske spillesteder med både dansk og international bluesmusik.

Festivalens musikalske mål er, med deres egne ord, at præsentere bluesmusikkens mange stilarter så bredt som muligt og at holde så høj international kvalitet som muligt med nye spændende udenlandske navne, men også altid med højt hævet fane for den danske bluesscene.

Et af de første arrangementer på bluesfestivalen er kåringen af Årets Danske Blues Navn, hvor blues-sangeren Jes Holtsø modtager prisen ved en ceremoni onsdag den 26. september kl. 20 i Husets Café.

Jes Holtsø får prisen for sin performance som sanger, lyder meldingen fra Copenhagen Blues Festival, der fortsætter:

Han fanger og fastholder sit publikum med personlighed, integritet, hudløs ærlighed, en god portion sjæl og charme, og ikke mindst et umiskendeligt sangtalent og en sjælden stærk og intens stemme. Sammen med sit band giver han et forfriskende bud på, hvordan blues, soul og rock kan smeltes sammen i et bredt, nutidigt og langtidsholdbart musikalsk udtryk.

Blues med masser af gnist hos Blueskartellet i Horsens

Jes Holtsø har taget springet fra Børge til blues – og med held!
Først blev han landskendt som Børge i Olsen-Banden. Så blev han glemt af den brede offentlighed. Og så bragede han igennem i danskernes bevidsthed med en sejr i DR-showet Talent 2009 – på en blanding af ægthed, blues, soul og stemme. Og de runde briller – dem har han stadig.
Jes Holtsø er navnet, og han er beviset på, at det aldrig er for sent at få et gennembrud. Lørdag den 12. marts optræder han på Kulisselageret, hentet til Horsens af Blueskartellet…