Den færøske bluesmand Terji Krossteig har sluppet endnu en single som appetitvækker til sit kommende album … av nýggjum.
Albummet, som er en opfølger til hans 2021-udspil Nordisk blå (læs anmeldelse her), er blevet forsinket ad flere omgange. Men nu bedyrer Terji Krossteig, at han og producer Uni Debess er tilbage på sporet, og … av nýggjum skulle gerne udkomme inden årets udgang.
Albummet udkommer digitalt, men Terji Krossteig håber meget på en vinyludgivelse også. Så hvis man er diskofil og lp-elsker, kan det være en god ide at støtte projektet ved at købe en eller flere af Terji Krossteigs digitale singler via hans Bandcamp-side her.
Det drejer sig om numrene ”Ik’ for hvide”, ”Blúsmaður”, ”Upp undir loftið” og altså den spritnye single ”Gev mær frið”.
Psykisk sårbarhed
”Gev mær frið” er en gospel blues, hvor Terji Krossteig (guitar og sang) får selskab af den færøske sangerinde Sigrið Rasmussen. Desuden medvirker Olav Gudnason på kontrabas og Jens Varmløse på orgel, og nummeret er som nævnt produceret af Uni Debess.
Sangen, hvis titel kan oversættes til ”Giv mig fred”, sætter fokus på psykisk sårbarhed, skriver Terji Krossteig og uddyber på sin Facebook-side:
”Jeg ved selv af erfaring, hvor svært det er at stå med følelsen af, at alt er lort, og man er helt alene i verden, og det er derfra, sangen udspringer. Og så kan man finde lidt trøst i en lille bøn, om man er troende eller ej, når man ligger der i den mørke nat og ikke kan finde sjælero.”
”Gev mær frið” udkom tirsdag den 22. august.
Live
Vil man høre Terji Krossteig live, kan det blandt andet lade sig gøre ved minifestivalen Half Oaks Rocks i forsamlingshuset Egekværnen i Hald Ege lørdag den 11. november. Her spiller Terji Krossteig sammen med Kim Lynggaard i duoen Terji & Lynggaard.
Allerede lørdag den 9. september spiller Terji Krossteig på festivalen Heyst Blues i spillestedet Reinsaríið i Tórshavn på Færøerne. Her optræder også Uni Debess Trio samt Tim Lothar & Peter Nande (køb billet her).