Tekst: Jakob Wandam
Danske Thorbjørn Risager & the Black Tornado er aktive på den internationale bluesscene som aldrig før. Ikke blot har de høstet roser for deres første album på Provogue Records, Navigation blues (læs anmeldelse her); Thorbjørn Risager & the Black Tornado turnerer også flittigt både i Europa og Nordamerika.
Thorbjørn Risager & the Black Tornado kan blandt andet skrive adskillige europæiske festivaler i kalenderen, og tilmed er orkestret blevet booket til et blues-krydstogt på Middelhavet.
I Frankrig
Den 3. april optræder Thorbjørn Risager & the Black Tornado således på Blues Blast Festival i Talant i Frankrig. Her deler de plakat med navne som Giles Robson & Franck Goldwasser, Curtis Salgado og Nico Wayne Toussaint (læs mere her). Og den 7. april er Thorbjørn Risager & the Black Tornado hovednavn på Blues Notes Festival i Franqueville St. Pierre, ligeledes i Frankrig.
I juni og juli gælder det festivaler i Sverige, Schweiz, Belgien, Finland og Tyskland. Sweden Rock i Sölvesborg byder mest på hård rock som Iron Maiden, Def Leppard og Deep Purple, men Thorbjørn Risager & the Black Tornado, som spiller den 9. juni, får også selskab af bluesnavne som Billy Gibbons og Christone ”Kingfish” Ingram (se her).
Den 17. juni spiller bandet på Sierre Blues Festival i Schweiz. Her er de del af et program med blandt andre Sari Schorr (se her). Hookrock-festivalen løber af stablen i Diepenbeek i Belgien, og her spiller Thorbjørn Risager & the Black Tornado den 30. juni sammen med blandt andre Canned Heat (se mere her).
I juli går turen først til Järvenpää i Finland, hvor Thorbjørn Risager & the Black Tornado skal spille på festivalen Puistoblues den 1. juli. Her finder man også blandt andre Altered Five Blues Band og Canned Heat (læs mere her). Derefter gælder det Blues, Roots & Song Festival i Schneverdingen i Tyskland, hvor Thorbjørn Risager & the Black Tornado spiller den 8. juli (læs her).
Krydstogtet
Det helt store dyr på savannen må dog nok siges at være blues-krydstogtet Keeping the Blues Alive at Sea III Mediterranean, som løber af stablen den 17.-22. august. Her går Thorbjørn Risager & the Black Tornado ombord på skibet Norwegian Jade, som sejler fra Athen i Grækenland til Dubrovnik i Kroatien og Santorini i Grækenland for så at vende tilbage til Athen.
Blues cruises er blevet en populær måde at feriere og høre live-musik på. Mest kendt er det amerikanske Legendary Rhythm & Blues Cruise, som har eksisteret siden 2002 og hvert år tiltrækker nogle af genrens absolutte topnavne. I 2015 opstod Keeping the Blues Alive at Sea, arrangeret af Joe Bonamassas nonprofit-organisation Keeping the Blues Alive. I 2019 udvidede Bonamassa & co. konceptet til også at omfatte en europæisk version, Keeping the Blues Alive at Sea Mediterranean.
I løbet af de fem dage, som krydstogtet varer, har man mulighed for at opleve koncerter med en lang række kunstnere, som også jævnligt spiller sammen i diverse konstellationer på skibets forskellige scener. Alle koncerter er inkluderet i billetprisen, og kunstnerne spiller flere koncerter, så man har mulighed for at planlægge en rejse, hvor man får hørt alle.
På Keeping the Blues Alive at Sea III Mediterranean er hovednavnet som altid Joe Bonamassa. Desuden optræder blandt andre Kenny Wayne Shepherd, Christone ”Kingfish” Ingram, Ruthie Foster, Kirk Fletcher, Vanessa Collier, The Cinelli Brothers og altså Thorbjørn Risager & the Black Tornado.
Man kan se hele programmet og læse praktisk information, herunder oplysninger og billetpriser og -bestilling, på Keeping the Blues Alive at Sea Mediterraneans hjemmeside her.