Tønder Festival 2022 har hele programmet klar

Tekst: Jakob Wandam

Danmarks største folkemusikbegivenhed Tønder Festival har ladet navnene på dette års bookede kunstnere komme dryppende i løbet af det seneste år. Her på Bluesnews.dk har vi tidligere fortalt om Keb’ Mo’ (læs her), Cedric Burnside (læs her), Jerron ”Blind Boy” Paxton (læs her) og Hans Theessink & Knud Møller (læs her).

I dag offentliggøres så hele det færdige program for Tønder Festival 2022, som finder sted torsdag den 25. til søndag den 28. august. Og der er kommet endnu mere blues på plakaten.

Afroamerikanske kvinder

Allison Russell

Canadiske Allison Russell og amerikanske Amythyst Kiah var begge med i projektet Our Native Daughters, der i 2019 udgav det meget roste album Songs of Our Native Daughters med sange, der havde afroamerikanske kvinders historie og forhold som tema. Gruppen havde de dannet sammen med de to tidligere Carolina Chocolate Drops-medlemmer Rhiannon Giddens og Leyla McCalla. Siden er det kun gået fremad for Allison Russel og Amythyst Kiah, og på Tønder Festival optræder de hver især som solister.

Allison Russell kunne notere sig for tre Grammy-nomineringer på baggrund af sit debutalbum Outside child, som hun udsendte i 2021. På dette tidspunkt havde hun allerede indspillet adskillige plader med oldtime-gruppen Po’ Girl og folk/roots-bandet Birds of Chicago samt altså Our Native Daughters. Allison Russell er multiinstrumentalist og spiller blandt andet banjo og klarinet, og så skriver hun stærkt personlige og aktivistiske sange, der blandt andet tager udgangspunkt i en svært problematisk barndom.

Amythyst Kiah
Foto: Sandlin Gaither

Musikalsk klassificerer Allison Russell ikke sig selv inden for nogen genre, men trækker på mange former for traditionel amerikansk musik – blues, men også country og oldtime-folkemusik – med mere.

Amythyst Kiah udgav sit tredje album Wary + strange i 2021, hvilket indbragte hende en Grammy-nominering. I det hele taget blev albummet taget rigtig godt imod og cementerede Amythyst Kiahs position som et af de mest interessante navne i amerikansk roots-musik lige nu. Hun kombinerer blues, country, folk og r&b med stærk (og prisvindende) sangskrivning og spiller både guitar og banjo.

Akustisk bluesbølge

Gumbo, Grits & Gravy

Fra USA kommer også trioen Gumbo, Grits & Gravy. Bluesfans vil måske kende den Grammy-nominerede guitarist og sanger Guy Davis (som også spiller banjo og mundharpe), der blev kendt under 1990’ernes akustiske bluesbølge og har besøgt Tønder Festival flere gange. I 2019 dannede han Gumbo, Grits & Gravy sammen med Anne Harris og Marcella Simien, og de udsendte en selvbetitlet ep, men i dag består trioen af Davis, Bruce Molsky og Walter Parks.

Bruce Molsky synger og spiller guitar, banjo og violin. Han spiller primært oldtime-folkemusik fra Appalacher-regionen og har godt og vel et dusin pladeudgivelser på samvittigheden, enten som solist eller i samarbejde med andre folkemusikere som Aly Bain og Ale Möller. Desuden medvirker Bruce Molsky på en lang række udgivelser med for eksempel Andy Statman, Altan og Mark Knopfler, og så har også han tidligere optrådt på Tønder Festival.

Sangeren, guitaristen og banjospilleren Walter Parks spillede i ti år med Richie Havens og har også optrådt med blandt andre Judy Collins. Desuden har han indspillet i eget navn og med bluestrioen Swamp Cabbage. Walter Parks spiller hymner og ”swamp hollers” inspireret af Georgias sumpede gospel blues.

Singer/songwriter

Mike Elrington

Mike Elrington er akustisk blues-, rock- og folk-musiker fra Australien. Han begyndte karrieren som 18-årig og har siden udgivet ti album, senest Aftershock fra 2020. I 2016 vandt han prisen for “Singer/Songwriter of the Year” ved The Australian Independent Music Awards, og han har turneret flittigt i hjemlandet samt i New Zealand, Nordamerika, Storbritannien og sågar i Kina.

Inspirationen til at spille guitar fik Mike Elrington fra Jimi Hendrix, og via Hendrix’ nummer ”Red house” kom Elrington på sporet af bluesmusikken og kunstnere som Muddy Waters, Buddy Guy og Junior Wells.

Eksportfremstød

Folk Spot Denmark er et nordisk eksportfremstød arrangeret af Tønder Festival og SPOT Festival. I dette regi præsenteres otte nordiske folk/roots-navne med henblik på at eksponere dem for et større publikum såvel nationalt som international.

Copenhagen Slim

De otte navne er udpeget af en international branchejury, og blandt de udvalgte kunstnere i 2022 finder man Nisse Thorbjørn alias Copenhagen Slim. Copenhagen Slim har huseret på de danske bluesscener i flere årtier, hvor han ikke blot har optrådt som solist, men også turneret med internationale stjerner som Lurrie Bell og John Primer.

Copenhagen Slim synger og spiller mundharpe og guitar. Han udgav i 2009 den fine cd CPH Slim, og i 2020 udkom det digitale album Lost highway (læs anmeldelse her). Her udvidede Nisse Thorbjørn bluespaletten med mere folk- og country-orienterede toner. Inspirationen fra Robert Johnson har Copenhagen Slim dog altid stået ved, og i 2018 var han initiativtager til hyldestpladen Robert Johnson was here! (læs anmeldelse her). Han har endvidere indspillet med blandt andre Trainman Blues.

Se hele Tønder Festivals 2022-program på festivalens hjemmeside her, hvor du også kan finde praktiske oplysninger om billetkøb m.m.