Trainman Blues’ releasekoncert bliver online

Trainman Blues
Foto: Frank Nielsen

Tekst: Jakob Wandam

Torsdag den 25. marts udkom Trainman Blues’ længe ventede andet album, Shadows and shapes (læs anmeldelse her). Bandet havde håbet at kunne lancere pladen foran et publikum, men da vi må vente en god måneds tid, inden de gældende restriktioner for live-musik bliver ophævet, måtte planerne ændres.

Derfor er releasekoncerten blevet til en livestream-begivenhed, og den finder sted i morgen, lørdag den 27. marts klokken 21.

Firemands-opstilling

Trainman Blues er kendt for at optræde både som duo, som trio og som kvartet. I morgen aften er det den klassiske firemands-opstilling, man kan opleve: Richard Farrell er på vokal og guitar, Laust ”Krudtmejer” Nielsen er på bas, Thomas Crawfurd spiller trommer, og Ronni Boysen trakterer leadguitaren.

Koncerten bliver streamet via Facebook her, og det er gratis at se med. Man er dog naturligvis velkommen til at donere et beløb til bandet over MobilePay eller PayPal – detaljer kan ses på Facebook-begivenheden.

Shadows and shapes kan – i øvrigt lige som bandets første album, Trainman Blues (2018) – erhverves på cd eller vinyl i Krudtmejer Productions’ webshop her. Samme sted kan man også finde t-shirts samt andre Laust ”Krudtmejer” Nielsen-produktioner.