Trouble Cats på Gyngen på lørdag

Trouble Cats på Fatter Eskil

Trouble Cats på Fatter Eskil

Blues- og rootsrock-bandet Trouble Cats er i topform med albummet Live in Aarhus 2017 og tager hul på et jubilæumsår sammen med publikum ude på spillestederne. På lørdag går det løs på Gyngen i Aarhus.

Trouble Cats beviser, at katte har mange liv. Bandet fejrer 30-års jubilæum i 2017, og kemien og bandånden er til stede på samme måde, som dengang det hele begyndte i 1987. Nu blot tilført endnu mere erfaring, kvalitet og power.

Postkort fra virkeligheden

De senere år har Trouble Cats skruet gevaldigt op for aktiviteterne, og i 2017 bliver knappen drejet yderligere opad. I februar er live-albummet Live in Aarhus 2017 udkommet på LongLife Records, indspillet på “hjemmebanen”, spillestedet Fatter Eskil i Aarhus. Albummet rummer 11 originale sange – både gamle og helt nye.

“Når et band har spillet sammen så længe, som vi har, opstår der naturligt en sound og et udtryk: Vi har aldrig været bange for at tage chancer og gå ud på den tynde is sammen med publikum. Vore nye live-album er råt for usødet en kvartet på en live-scene. Et postkort fra virkeligheden – og en hilsen fra et orkester, hvor musikken altid er opstået midt i fællesskabet, og som giver et bud på levende musik anno 2017,” siger Trouble Cats’ guitarist, Martin Blom Hansen.

Kulturtilbud i 2017

Trouble Cats lægger ud med en mindre turné i vinteren 2017 og vender så tilbage med flere koncerter i sommeren og efteråret 2017. Med en ny konstellation har Trouble Cats energi og drive som aldrig før. Bandet arbejder tæt sammen om nye sange, og flere udgivelser er i sigte i løbet af 2017. Trouble Cats er efter 30 år på banen stadig det, de altid har været: et band med sit helt eget udtryk og en stor kærlighed til bluesrødderne og den enkle rock ‘n’ roll.

Band af et bluesboom

Trouble Cats opstod i 1987, da bluesboomet væltede frem, og spillestedet Fatter Eskil i Aarhus var hjemmebanen. De følgende år blev Trouble Cats et af de meget efterspurgte navne, der sammen med blandt andre Ole Frimer Band, Shades of Blue og Kent Thomsen & the Rich Ones kom ud af den aarhusianske bluesscene. Bandet fik hurtigt travlt og spillede de næste mange år 80-100 årlige koncerter i både ind- og udland og udgav flere album. i 90’erne og 00’erne optrådte Trouble Cats i forskellige udgaver. I 2013 blev den oprindelige kvartet gendannet. I 2016 kom ny trommeslager til, og i 2017 er Trouble Cats mere end klar til at gøre det, de er bedst til: at spille live i selskab med publikum.

Trouble Cats
Lørdag den 18. februar kl. 21.30
Gyngen, Mejlgade 53, Aarhus
Entre: 120 kr., 90 kr. i forsalg i Pladekisten (86 76 00 82)