Gentlemen … er titlen på aarhusianske Vestbo Trios reelt tredje fuldlængdeudgivelse i eget navn.
Hertil kommer ep’en Vestbo Trio, ep’en Flowmotion samt det roste dobbeltalbum Doppler effect, der er resultatet af et frugtbart samarbejde med Uffe Steen Trio (læs anmeldelse her).
Vestbo Trio, der gør det i forunderlig instrumentalmusik med en undertone af blues med mere, består af guitaristen Michael Vestbo, bassisten Jesper Smalbro – der både spiller kontrabas og el-bas – samt janitsharen Eddi Jarl.
Desuden medvirker på Gentlemen … Josef Baumgartner, der kan høres på orgel på et par numre. Josef Baumgartner vil af mange være kendt fra sangerinden Michelle Birkballes band.
Gentlemen … blev indspillet sidste år i den engelske guitarist Mark Knopflers studie i London, England, og udkommer på Vestbo Trios eget pladeselskab Hound Dog Records.
Påvirket
Mark Knopfler er, som det vil være de fleste bekendt, synonym med hedengangne Dire Straits, men har tillige haft en succesrig solokarriere kørende.
At Michael Vestbo som musiker er påvirket af Mark Knopfler, er ingen hemmelighed (læs her). Derfor var det stort for Vestbo Trio at kunne indspille i et af verdens bedste studier, nemlig Knopflers British Grove Studios. Her har blandt andre Eric Clapton og The Rolling Stones også indspillet.
Gentlemen … er produceret af Dennis Ahlgren, der for eksempel er kendt for sit samarbejde med Tina Dickow, og mastered af ingen ringere end den yderst velanskrevne amerikanske lydtekniker med mere Bob Katz.
Gentlemen … indeholder 10 numre, der alle er skrevet af Vestbo Trio, og der er både blues, jazz og et strejf af pop i rillerne.
Albummet udkommer den 11. januar 2019 og vil kunne fås både på lp og på cd, men allerede nu – fra 5. december 2018 – kan man forudbestille et eller flere eksemplarer af Gentlemen … på Vestbo Trios hjemmeside.