Tekst: Jakob Wandam
Den amerikanske bluesguitarist og –sanger Walter Trout er lige nu i Danmark, hvor han har et sommerhus i Vorupør sammen med sin danske hustru Marie Brændgaard Trout. Desværre sidder hans band i Californien med udrejseforbud, og det lægger en dæmper på mulighederne for at spille live.
Det er der nu fundet en i hvert fald midlertidig løsning på. Det er Ole Riis og Ole Iversen fra Thy, der i samarbejde med Marie Trout har fået stablet tre koncerter på benene – to i Skive og én i Thisted. Marie Trout en nemlig også husbondens manager (og i øvrigt forfatter til en ph.d.-afhandling om bluesfans, der er bearbejdet og udgivet i bogform som The blues. Why it still hurts so good, læs her).
Koncerterne finder sted den 15. og 16. oktober i Skive Theater og den 17. oktober i Thisted Musikteater. Til at bakke Walter Trout op har Ole Friis og Ole Iversen engageret det lokale Thy-band Blindstone.
Album nummer 29
69-årige Walter Trout har netop udsendt sit album nummer 29. Titlen er Ordinary madness, og flere af sangene er skrevet sammen med Marie Trout. Pladen har fået positive anmeldelser med på vejen, men man skal ikke regne med, at koncerterne i Limfjordsregionen tager udgangspunkt i de nye sange.
– Det bliver ikke et repertoire, der præsenterer min seneste udgivelse, men et bredt repertoire, der hentes fra mange sider af blues/rocken, men jeg lover, der kommer gang i den, siger Trout om koncerterne med Blindstone.
Bluesrock-trioen Blindstone består af Martin Jepsen Andersen (guitar), Sigurd Jøhnk-Jensen (trommer) og Jesper Bunk (bas). De har ni album på samvittigheden, senest Deliverance at the crossroads, der udkom i 2019.
Walter Trout er også at finde på dette års Blues Heaven Festival i Frederikshavn den 7. november, hvor han er special guest hos Kirk Fletchers band (læs mere her).